Som små bambier gled vi rundt på den is, vores fodspor havde skabt rundt om sommerhuset.

Men vi fik ryddet op, smidt ud og pakket ned – sådan at vores dejlige sommerbo er klar til, at fremmede folk kan flytte ind i det, mens vi er væk.

Sommerhus i sommersol

Det er et gammelt traditionelt sommerhus, men det har sjæl og location, location, location.

Den første del af huset blev bygget før min kærestes bedsteforældre flyttede ind i 1946 – og resten er kommet til pø om pø siden da. Der er heldigvis et ordentligt badeværelse, med moderigtige avocadogrønne installationer, indsat i 70’erne.

I huset og annexet er der i alt plads til 6 overnattende gæster.

Huset er på ingen måde luksuriøst, glas og tallerkner er umage og sengene ligeså – men det er hyggeligt, der bor søde mennesker omkring det og så ligger det lige ned til en af Danmarks bedste strande.

Dykkerbåd i forgrunden, Samsø i baggrunden

ud af døren og ned til vandet

Da jeg var mindre forstod jeg ikke, at man ikke måtte springe over hvor gærdet var lavest. Det ville da være dumt andet.

Hvorfor anstrenge sig, når man kunne komme (næsten) lige så langt ved ikke at gøre det.

Senere blev jeg jo medlem af “De Perfekte Kvinders Klub” og nu kunne gærderne ikke blive høje nok. Ja, jeg kunne ligefrem gå store omveje for at komme til at spinge over det højeste gærde.

Og måtte betale den pris der fulgte med.

Nu prøver jeg at finde den gyldne middelvej.

Og har blandt andet besluttet mig til at lade være med at lukke “det perfekte rum” af i lejligheden, men tage det rum der er nemmest for os – og dermed slippe for at pakke reoler ned og splitte klædeskabe af. Det er ikke perfekt, men det er nemt.

Og jeg overvejer seriøst om al den julepynt jeg har taget af træet og lagt i en skål, ikke bare kan komme sådan ned i kælderen. En pose omkring skålen og så afsted, istedet for at pakke hver enkel kugle og fugl ned i sin æske…. og jeg er tæt på at bestemme mig for at gøre det.

Måske det vil være nemmere hvis jeg kaldte det en hjemmeopgave i at springe over hvor gærdet er lavest?

Selvom jeg egentlig helst ville trække julen i langdrag og nyde det hele lidt længere, er jeg nødt til at komme igang med at pakke den ned.

For jeg skal videre med den virkelighed der hedder, at om en måned så bor vi slet ikke her mere. 

Heldigvis begynder vi at kunne krydse nogen af tingene på vores lister af:

• der er fundet pasning til kattene – og både katte og mennesker virker tilfredse med arrangementet,
• der er fundet et sted hvor bilen kan blive opmaganiseret – og til en pris der er til at leve med,
• der er overdraget nøgler til min havepasser, som ser ud til at glæde sig til at prøve havedrømmen af

Og lige om lidt skal jeg ud og sætte mad i ovnen, og nyde bagjulen med en dejlig kvinde som jeg ikke kan få for meget af.

Så er julen så småt ved at være klar til at blive lagt i seng.

Egentligt synes jeg at det er synd, at julen nu om stunder stopper så brat. Jeg har det lidt svært med det, lidt lige som de små børn, der ikke kan forstå at dagene ikke længer starter med en gave. Det er noget af en en kold tyrker, at gå fra alt det varme og røde og bløde – til den kuldekastede grå januar.

Så kan jeg egentligt bedre lide de gamle traditioner med at holde julen kørende indtil Hellig Tre Konger. 

Men juletræet skal ud i haven, deles i mindre stykker og lægges som læ, i de bede, jeg sikkert slet ikke kan finde i sneen. Svigermor skal med toget hjem, til det der Jylland. Og pynten skal ned, så lejligheden kan blive pakket sammen.

For om lidt over en måned går rejsen mod solen og varmen og vandet – og starten går for et helt nyt liv i helt nye rammer.

Underligt at tænke på, når man sidder her en 2. juledag og kan mærke kulden der slår ind på vinduet og mødes med varmen fra radiatoren – og verden ligger hvid udenfor vinduet og det bare bliver ved med at sne.

Den sidste uges tid har jeg gennemtravlet, tre pc’er, to usb-nøgler, en harddisk. forskellige mails og mit elektroniske fotoalbum og en nedlagt hjemmeside, efter en række billeder af lejligheden som jeg tog i sensommeren.

Selvom jeg kan se billederne på mit indre display, er de totalt forsvundet fra alle de elektroniske medier jeg kunne have gemt dem på. Og det ærger mig, for det var nogle rigtig gode billeder og jeg kan simpelhen ikke forstå hvor de er forsvundet hen.

Jeg skal bruge dem i forbindelse med udlejning af lejligheden og det ville sikkert have taget mindre tid at tage nogen nye, end den tid jeg har brugt på at lede.

Men det ville kræve at jeg fik ryddet op.

Og det virker fuldstændigt uoverskueligt.

Hvor ville det dog bare være så meget nemmere, hvis det var alt rodet der var forsvundet!

Desværre gik prøvepasningen af kattene ikke som den skulle. Vi blev enige om at risikoen for udvikling af full-blown allergi var for overhængende, så selvom både katte og mennesker har haft det godt i hinandens selskab, skal jeg senere i dag ud og hente dem igen.

Og tilbage til tegnebordet for at finde på en løsning.

Selvom jeg ind i mellem syder af frustration over, at jeg ikke kan træffe og få afgjort mange af de beslutninger der skal træffes inden afrejsen, fordi de af forskellige grunde hele tiden skydes til hjørne, så synes jeg alligevel af jeg nøk efter nøk, kommer målet bare lidt nærmere.

Vores katte er sendt til prøvepasning for at se, om den veninde der utrolig gerne vil passe dem, kan få det til at gå op i en højere enhed med en mand med “vigende katteallergi”.

Udlejningen af lejligheden kan måske alligevel falde på plads til vores fordel, selvom udlejer ikke er umiddelbar begejstet for at vi bruger et bureau til formidling af lejer.

Jeg har fået sådan nogenlunde styr på skattereglerne – i hvert fald i den grad at jeg ved hvad vi skal gøre inden vi rejser og nogen af de ting vi kan gøre, for at minimere risikoen for at blive mødt med et skattesmæk, når vi kommer igen.

Jeg har fået min have på plads, dog mere i ord end i praktisk gerning, men det sidste kommer nok snart i orden.

Vi har fået styr på udlejning af sommerhus og hvad vi kan gøre af vores privat grej derude i sommerlandet.

Og selvom jeg gerne så at de første ting var 100% afklaret, så er jeg glad for at de sidste ting er og jeg føler at vi med ganske små skridt nærmer os målet … eller i hvert fald går i den rigtige retning!

Mens andre skriver lister med ønsker til jul – eller endnu bedre, streger ud på de lister de laver over ting de skal købe til andre, er mine lister i år noget anderledes.

Der står ting som “udlejning af lejlighed”, “pasning af katte”, “rejseforsikring”, “visum”, “beregne alle faste udgifter”, “bankforhold” “pakke lejligheden ned” og “købe sommertøj”  og mange mange andre ting på listen.

Og det er som om. at hver gang jeg kan strege ét punkt på listen, så kommer der to nye på.

Når de største, mest uoverskuelige og følelsesladede er blevet krydset af glæder jeg mig til at komme til de noget nemmere og praktiske.

Det mest frustrerende er, når tingene må skydes til hjørne og man må vente med afklaringen til senere, så man ikke ved om man er købt eller solgt.

Sådan er det med vore lejlighed og katte.

Vores udlejer har indledningsvis nægtet os at kunne fremleje lejligheden til et udlejningsfirma, som eller kunne både garantere for lejerne og for at huslejen falder til tiden.  Jeg har bedt om en uddybende forklaring og venter på den, før vi ved om vi kan gå videre med de oprindelige planer, eller om vi er nødt til at bøje os og bare finde en almindelig lejer.

En af mine søde veninder vil rigtig gerne passe kattene – men da hendes mand tidligere har udvist tegn på katteallergi, skal kattene nu ud til en prøvepasning, for at vi kan se om han kan tåle dem eller ej. Min erfaring er, at folk der har katteallergi mange gange ikke reagerer overfor langhårede katte – og jeg håber at det også er tilfældet her.

Hvis ikke, så er det tilbage til start med hensyn til at finde en kattepasser.

Den smarte løsning på det hele, vil selvfølgelig være at leje lejligheden møbleret – inklusiv katte.

Puha.

Et positivt svar fra bestyrelsen i min have. Jeg har fået lov til at beholde min have, selvom jeg rejser bort i et år.

Først da svaret kom, kunne jeg fuldt og helt mærke hvilken lettelse det gav i mig, at jeg ikke skulle ofre haven for rejsen.

I tiden frem til nu har jeg sagt til forskellige, at hvis det var prisen, så var det det – og at det er vigtigt at huske hvem der ejer hvem – og at jeg ikke vil leve et liv, hvor det er haven der ejer mig, og selvom jeg mener det, er jeg nu alligevel rigtig glad over at jeg får lov til at eje haven også efter dette eventyr.

Jeg tror jeg har fundet den helt rigtige til at passe på min øjesten, men det skal lige falde helt på plads.

Det vigtigste for mig i den del af processen er, at haven kommer i hænderne på en som vil elske at være der og holde den med glæde.

Når man står foran at skulle rejse til Sharm el Sheikh, som situationen er lige nu er det jo ikke så lidt man får at høre fra familie og venner.

Men jeg har taget mine forholdsregler og læst på lektien: