Min mor bliver 75 år i dag

og for andet år i træk, fejrede vi det på Herlev hospital.

Sidste år var det med kemo og her i år var vi i gang med scanning, lægessamtaler (hhv. onkolog og anæstesilæge) og ventetid,  ventetid… og ventetid mellem det hele. Ankom kl 9 og tog derfra ved en 14:30 tiden.

Min mor har nemlig fået gulsot og vi skal se om indoperation af en stent kan gøre en forskel.

Og mens vi sad og ventede overhørte vi en sygeplejerskes introduktion af kemoterapi og bivirkninger til en “førstegangsbruger”.

“Så kan du få lidt af de her bivirkninger af det, og lidt problemer med det, men det er slet ikke en behandling som i gamle dage, og mange bliver jo slet ikke syge af bivirkningerne”  og jeg sad og skar tænder imens.

Jeg synes på ingen måde at min mors behandling har givet ‘lidt’ bivirkninger af nogen art.

Tværtimod.

Har denne tur gennem kemoland som pårørende, lært mig bare én ting, så er det, at det her er en vej jeg aldrig selv vil går.

Operationen, ja. Men kemoterapi eller strålebehandling. Nej.

Hvis jeg skulle være så uheldig at blive ramt af kræft, så skal jeg under ingen omstændigheder også rammes af den traditionelle kræftbehandling.

2015 har været året, hvor jeg har fokuseret på mit personlige mantra “i nuet er der godt“, og der har også været rigtig mange fine stunder i det forgangne år.

Jeg er taknemmelig over, at jeg bor i et land, der gav mig mulighed for at være der 100% for min syge mor i de 3 måneders plejeorlov jeg tog fra august til september. Ligesom jeg er glad over at det først er nu, hvor vi er gået over til alternativ behandling, at vi selv skal betale. Jeg håber at den alternative behandling kan give noget lindring, nu har den officielle behandling, har kvæstet min mors hverdag fuldstændig.

Jeg er også glad for at min kæreste, kan få understøttelse i 1 år og 9 måneder endnu, da det efter 9 måneders intens søgning ikke er lykkedes ham at lande et job i de 9 måneder, der er gået fra han blev fritstillet. Jeg håber så meget at 2016 åbner de døre, der skal til for at han kan blive en del af arbejdsmarkedet igen. Han har så meget at give, og brug for at kunne give det til nogen.

Jeg er taknemmelig over at 2015 bragte en stor interim opgave for mine fødder og at den er blevet forlænget ind i 2016. Og at den ikke er dårlig betalt. Det giver en stor styrke, når man ikke er helt så økonomisk sårbar og jeg håber 2016 giver mig den økonomiske stabilitet, jeg har opdaget jeg alligevel har brug for, hvad enten det er i form af faste kunder i min virksomhed, eller et job jeg kan blive glad for.

Jeg er taknemlig over at den virksomhed jeg arbejder for, er så rummelig at det er muligt for mig både at få en ugentlig plejeorlovsdag og en hjemmearbejdsdag om ugen, så jeg har en mulighed for at få mit arbejdsliv og privatliv til at hænge sammen, og jeg satser på at det vil være det, der kan være med til at gøre at jeg får lidt mere liv i mit liv.

Jeg håber, at jeg i 2016 får mulighed for at bruge (eller turde bruge) nogen af de midler jeg har, til rejser. Jeg trænger til at rejse. Til at komme lidt væk – noget sol, eller storby … dykning…?

Og så håber jeg at nogen af de begreber, som til næste år vil have betegne mit 2016 vil være:

Jeg gik ned af trappen, en trappeopgang i det indre Frederiksberg, og fik en besked, der skulle ændre min verden. Datoen skulle jeg lede efter i min kalender, men følelsen sidder stadig i min krop, selvom det nu er mere end en et år siden.

Den 6. november 2014.

“Det er kræft,” siger lægen. “kræft i bugspytkirtlen”

De ord var startskuddet til den nedadgående spiral, der tegnede den kommende tid – og det meste af 2015.

Ordene kom fra min mor.

Min seje, stærke og livskraftige mor. Som startede sit livs helvede og stadig lever i det.

2015 har været et forbandet år. Det har været sygdom og død (ikke mindre end 4 bisættelser). Det har været arbejdsløshed, og mere arbejdsløshed, mismod, depression, mere sygdom, tristhed, pårørende med selvmordstanker, ked-af-det-hed og ufattelig … ubærlig tunghed.

Men vi bar det. Jeg bar det.

Og det har også været gode stunder. Det har været solskin, familiesammenhold, væren for hinanden, tæthed, et enkelt bryllup, en 90-års fødselsdag. Kærlighed.

2015 har været et år, jeg ikke tror jeg glemmer, selvom det ikke har været et år der er dokumenteret her på bloggen.

For midt i det hele stoppede mine ord.

Nu tror jeg de begynder igen.

Jeg bor centralt … et af de steder, hvor der på et tidspunkt kommer til at gå en metro forbi.

Eller under.

Og det har ikke generet mig.

Og så en dag dukkede der nogle dunkelyde – eller hammerslag op.

Og jeg, der ellers i så mange andre sammenhænge er lydfølsom var egentligt et stykke tid om at opdage, at de der bankelyde blev ved.

Og ved.

Og ved.

Og ved.

Men nu hører jeg dem.

Og jeg begynder at få en lidt større forstående for dem der der klager over metrobyggeriet.

Jeg synes at folk er gået fra hinanden i alle de 22 år jeg har boet i denne her ejendom på Vesterbro.

Jeg ved det, for jeg har altid haft god med plads, og derfor har mange af mine venner boede hos mig i kortere eller længere tid. I deres mellemfase fra par-liv til singleliv … eller i nogen tilfælde bare fra det ene parforhold og videre til det næste.

Alle på nær en, har været veninder og opholdet har næsten altid været kort, fordi de hurtigt fik etableret nyt hjem et andet sted.

Og jeg tænker at det nok er rigtigt når undersøgelser viser at det er nemmere for kvinder at komme videre fra et forhold til en ny tilværelse. At de har et bedre netværk, der nemmere understøtter dem i processen.

Det er også som om, at de her kvinder får fornyet energi, begynder at skinne på en anden måde. Får en glød tilbage som ofte har været slukket i flere år og lagt nede at tunge kompromiser og mere eller mindre ønskede tilsidesættelse af egne behov.

Min nyeste observation er, at nyskilte mænd lugter af kælder.

Eller den hengemte lugt af sommerhus.

Skimmelsvamp.

Måske maskeret af lidt for meget cologne og kunstigt smil.

Her går det godt.

Hvis jeg skal opsummere lyden af 2013, må det blive Marie Kays sprøde røst, der igen og igen poppede op og fik mig til at føle som om, at hun kun sang for mig. Jeg ved godt  at “uden forsvar”  ikke er skrevet præcis til mig, men den ramte lige ind i en tid og en situation, som prægede året der gik. Og ligesom resten af Danmark blev jeg lidt forelsket i hende.

2013 har været et turbulent år på mange forskellige måder. Da jeg gik ud af det forrige år, på bagkanten af et forlist forhold, havde jeg på ingen måde troet, at jeg skulle sidde på tærsklen til det nye år, i min tidligere ekskæreste nye hus. Omgivet af fælles venner, der ordner mad, sætter lamper op og hygger i et hus, der er blevet resultatet af de tanker vi gjorde os, dengang vi levede i et såkaldt normalt forhold.

Året der er ved at gå på hæld, har på en eller anden måde været præget af lidt for mange ting, jeg på en eller anden måde har haft behov for at holde ret tæt ind i til kroppen. Og det, samt mine skriverier alle mulige andre steder, har gjort at 2013 nok er det mindst dokumenterede år nogenside her på bloggen.

Det er ikke fordi der ikke er sket noget, eller fordi jeg har ønsket at være hemmelighedsfuld – men meget af tiden har jeg ikke vidst hvad jeg har følt og tænkt om tingene og resten af tiden har der været nogle forhold eller mennesker der har gjort, at jeg ikke har kunne dele ud som tidligere.

Endelig har facebook, et langt stykke hen ad vej gjort, at de mere overfladiske indblik i mit liv er blevet postet der.

Jeg ved ikke om det bliver anderledes i 2014 – måske er tiden bare løbet fra bloggen her og jeg er den sidste til at indse og indrømme det … men med udgangspunkt i de billeder der ligger på min telefon kommer her udpluk af 2013 – hvert kvartal har hvert sit indlæg, for da jeg startede med at skrive, viste det sig at der var flere ord og billeder i mig, end bare til et enkelt lille indlæg.

Her kommer januar til marts:

Januar

Januar var den måned hvor jeg blev færdig med at få malet min lejlighed, og vende mig til min nye status som single efter næsten 7 års parforhold. Det var også der jeg tog hul på min julegave til min niece og jeg sammen med hende fejrede min mors fødselsdag med  “te-selskab-med-hat”.

… og det var som altid den måned hvor man sætter sundheden stævne og satser på et godt liv.

Det var også starten på et år der i den grad har stået i netværkets tegn. Både i den etablerede form, og i mere ustruktureret form. Jeg har gennem de sidste to år – og specielt i det forgangne år virkelig mødt mange spændende kreative og  fantastiske mennesker – og vi har hjulpet hinanden på mange måder gennem året der er gået.

Februar

Februar er både min og min nieces fødselsdage, og selvom det er den tungeste måneder (efter november, november, november) gør vores festdage, at der alligevel kan skues mod lysere tider i den grå grå himmel.

Min egen fødselsdag fejrede jeg med et åbent hus og fredagslagkage for venner og netværksforbindelser – og man skulle tro at folk kendte til mig og min søde tand …eller de tænder der var tilbage. For i februar knækkede jeg en tand og måtte se en tandlægeregning på 24.000 kr. i øjnene. Det var ikke nogen sjov oplevelse.

Marts

Jeg flyttede rigtig meget rundt på ting og rumfordeling og møbler i 2013. Jeg har praktisk taget haft stue i alle stuerne og prøvet mig frem efter den rigtige placering af arbejdsværelset. Jeg er stadig glad for at bo hvor jeg bor – selvom, jeg også tænker at 22 år i samme bygning måske er ved at være nok ?!

Det var i hvert fald træls, da min tidligere ekskæreste under en overnatning havde indbrud i sin bil, og fik stjålet for over 50.000 kr. dykkerudstyr, fordi den var parkeret i mit hood.

På den helt positive side var, at en del af alt mit netværksarbejde, resulterede i nogle betalende kunder. Jeg begyndte at undervise i ansættelsesret og fik coachet og rådgivet hos helt nye kunder, som jeg ikke havde mødt hvis det ikke var for mit voksende netværk.

I min pung ligger de øreringe jeg købte i Singapore, da jeg var ovre og besøge min veninde.

De er ikke specielt dyre eller fantastiske, men jeg kan lide dem, og de har en historie og en værdi for mig.

I går var jeg ved at miste den ene, udenfor Superbrugsen. Den anden opdagede jeg, at jeg havde mistet, da jeg stod nede ved skomageren … og efter at have løbet dagens spor baglæns igennem, fandt jeg den på måtten ved min bagdør.

Nogen gange er det ufatteligt hvad man kan miste og genfinde på en dag.

Nogen gange er det humøret.

Andre gange en ørering.

… hver gang man genfinder det mistede, er det et lillebitte øjeblik af lykke.

Og dem vil jeg prøve at samle på.

Der er nok af det andet.

Sidste år blev jeg jo sådan hen mod slutningen af december lidt uforvaret gjort julegaveløs.

Lidt ved en tilfældighed gik det op for mig, at der rundt om mig var truffet en beslutning om ikke længere at give gaver – de voksne imellem.

Jeg var ked af den beslutning, fordi julen for mig, netop handler om at huske at tænke på andre.

Jeg har stor glæde i og fornøjelse af, netop at træde udenfor mig selv, og tænke på hvad denne og hin mon kunne blive glad for – og så give det til vedkommende.

Og jeg bliver selv glad og lykkelig når nogen gør det samme ved mig. Det behøver på ingen måde at være dyrt for at være godt … det er seriøst tanken der tæller hos mig.

Mine gladeste gavemomenter har derfor heller ikke nødvendigvis været de dyreste gaver … nogen af de ting jeg husker mest tydeligt var det kaligrafisæt og litografi som jeg engang fik af min far og det sølvarmbånd min søster gav mig.

Jeg opdagede senere at kaligrafisættet havde været en billig eller gratis gave i en bogklub. Og ja, det ville nok have holdt længere hvis det havde været et dyrt sæt, men min glæde ved at min far vidste, at jeg elskede at kaligrafere og viste det oversteg langt det at min viden om at det havde været billigt.

Sølvarmbåndet var min søsters eget. Et jeg altid havde været vildt misundelig på og ønsket at eje – og da jeg juleaften pakkede den lille gave op holdt mit hjerte næsten op med at banke. Tænk at det var mit nu! Og selvom det efterhånden er mere end 13-15 år siden jeg mistede det, tænker jeg stadig på det og den kæmpe gestus det var, at min søster forærede mig det.

Litografiet var også en “genbrugsgave”. Det hang i mit barndomshjem. Af Zieler.  Og har altid stået som en markøer og et fysisk bindeled til min far og hans verden. Et bindeled der forsvandt, da den kunst vi havde i mit barndomshjem, forsvandt sammen med min far, ved mine forældres skilsmisse. At få litrografiet i fødselsdagsgave, var som at få rekonstrueret en lille del af det bindeled, og betød næsten mere end gaven i sig selv.

Der er ingen tvivl om at jeg er i undertal med hensyn til at rekonstruere den gamle gaveorden.

Meldingen fra min fædrende del af familien er klar: i deres optik var beslutningen om ikke at give gaver noget vi blev enige om, så det vil de holde fast i. Men, som en af dem skrev: vi vil dog omvendt ikke forhindre dig i at være den juleglade gavegiver, hvis det gør din jul perfekt.

Så det gør jeg. Og det gør det.

.. kan ikke engang sige, at jeg er præmenstruel, men det forhindrede mig alligevel ikke i at være tudefjæs og urimelig det meste af dagen og aften med.

Og ja, der er ting der ikke går min vej – ligesom der er ting der gør det.

Jeg ved så udmærket, at det ikke er de ting der sker i ens liv, der bestemmer om livet er godt eller dårligt – men hvordan man opfatter de ting og håndterer livet i det hele taget.

Og at man får det tilbage som man giver ud.

Og at man skal passe på hvad man ønsker sig, for det kan risikere at gå i opfyldelse.

Så skal vi bare sige, at det er fordi det er november, november, november?

Den sejeste af alle måneder?

Og at det kan drikkes væk … hvis man vil skal man klart prøve den her vinter G&T for den er alt det man har brug for, til at forsøde en dum november.