Jeg gik ned af trappen, en trappeopgang i det indre Frederiksberg, og fik en besked, der skulle ændre min verden. Datoen skulle jeg lede efter i min kalender, men følelsen sidder stadig i min krop, selvom det nu er mere end en et år siden.

Den 6. november 2014.

“Det er kræft,” siger lægen. “kræft i bugspytkirtlen”

De ord var startskuddet til den nedadgående spiral, der tegnede den kommende tid – og det meste af 2015.

Ordene kom fra min mor.

Min seje, stærke og livskraftige mor. Som startede sit livs helvede og stadig lever i det.

2015 har været et forbandet år. Det har været sygdom og død (ikke mindre end 4 bisættelser). Det har været arbejdsløshed, og mere arbejdsløshed, mismod, depression, mere sygdom, tristhed, pårørende med selvmordstanker, ked-af-det-hed og ufattelig … ubærlig tunghed.

Men vi bar det. Jeg bar det.

Og det har også været gode stunder. Det har været solskin, familiesammenhold, væren for hinanden, tæthed, et enkelt bryllup, en 90-års fødselsdag. Kærlighed.

2015 har været et år, jeg ikke tror jeg glemmer, selvom det ikke har været et år der er dokumenteret her på bloggen.

For midt i det hele stoppede mine ord.

Nu tror jeg de begynder igen.