Sidste år blev jeg jo sådan hen mod slutningen af december lidt uforvaret gjort julegaveløs.

Lidt ved en tilfældighed gik det op for mig, at der rundt om mig var truffet en beslutning om ikke længere at give gaver – de voksne imellem.

Jeg var ked af den beslutning, fordi julen for mig, netop handler om at huske at tænke på andre.

Jeg har stor glæde i og fornøjelse af, netop at træde udenfor mig selv, og tænke på hvad denne og hin mon kunne blive glad for – og så give det til vedkommende.

Og jeg bliver selv glad og lykkelig når nogen gør det samme ved mig. Det behøver på ingen måde at være dyrt for at være godt … det er seriøst tanken der tæller hos mig.

Mine gladeste gavemomenter har derfor heller ikke nødvendigvis været de dyreste gaver … nogen af de ting jeg husker mest tydeligt var det kaligrafisæt og litografi som jeg engang fik af min far og det sølvarmbånd min søster gav mig.

Jeg opdagede senere at kaligrafisættet havde været en billig eller gratis gave i en bogklub. Og ja, det ville nok have holdt længere hvis det havde været et dyrt sæt, men min glæde ved at min far vidste, at jeg elskede at kaligrafere og viste det oversteg langt det at min viden om at det havde været billigt.

Sølvarmbåndet var min søsters eget. Et jeg altid havde været vildt misundelig på og ønsket at eje – og da jeg juleaften pakkede den lille gave op holdt mit hjerte næsten op med at banke. Tænk at det var mit nu! Og selvom det efterhånden er mere end 13-15 år siden jeg mistede det, tænker jeg stadig på det og den kæmpe gestus det var, at min søster forærede mig det.

Litografiet var også en “genbrugsgave”. Det hang i mit barndomshjem. Af Zieler.  Og har altid stået som en markøer og et fysisk bindeled til min far og hans verden. Et bindeled der forsvandt, da den kunst vi havde i mit barndomshjem, forsvandt sammen med min far, ved mine forældres skilsmisse. At få litrografiet i fødselsdagsgave, var som at få rekonstrueret en lille del af det bindeled, og betød næsten mere end gaven i sig selv.

Der er ingen tvivl om at jeg er i undertal med hensyn til at rekonstruere den gamle gaveorden.

Meldingen fra min fædrende del af familien er klar: i deres optik var beslutningen om ikke at give gaver noget vi blev enige om, så det vil de holde fast i. Men, som en af dem skrev: vi vil dog omvendt ikke forhindre dig i at være den juleglade gavegiver, hvis det gør din jul perfekt.

Så det gør jeg. Og det gør det.