Siden vi kom hjem fra Egypten, har jeg gået udenom rodeværelset som katten om den varme grød

Det startede ellers meget godt, med at vi fik flyttet en sofa derind, og derefter fyldt op med dette og hint som ikke skulle være frit fremme i lejligheden mens vi var væk.

Meget kom også retur til skuffer, skabe og rum efter vores hjemkomst.

Men resten – det uanbringelige – har bare stået i noget der nu er 1½ år og har samlet støv og kattehår i urimelige mængder.

Topper boede derinde blandt det hele, da hun var hos os.

Jeg ser spor af det, her mens jeg går og forsøger at bringe orden i tingene.

Halvdelen af værelset skal stadig bruges til dykkerudstyr – men resten skulle gerne ryddes så jeg kunne få lavet mig et kontor derinde igen.

Det har været der tidligere.

I min uendelige visdom har jeg dog smidt mit skrivebord ud inden vi tog afsted – hvor vi begge sidder og arbejder (og fylder) på spisebordet.

Det skal være en historie.

Men først er der historien om at komme i bund, eller det der ligner.

Og i den historie ved jeg godt at der er en fase hvor alt er taget ud og ligner noget der er løgn, men jeg ved også at der kommer en tid efter det, hvor orden råder.

Det virker bare sååååååå langt væk og jeg går og hiver mig i håret over hvor hulan jeg skal gøre af

• to værktøjskasser
• en hjertelyskæde
• et foto af min mor som barn, med prinsesskrølle og det hele
• to kasser med glas og flasker

og alt det andet der bare har hobet sig op og skal finde nye pladser, så jeg kan få rum til mit kontor og alle mine papirer.