Med d-vitaminmangel og bideskinne

Man har så mange ting i Danmark – vedvarende sol er ikke en af dem. Men det gør mig faktisk ikke så meget.

Ja.ja, jeg klager da med over den dårlige sommer, det skal man jo som dansker. Men faktisk synes jeg ikke at det er så slemt, og når man er ude i det, er det jo sjældent at det regner h e l e dagen, så ind imellem kan man jo stikke snueskaftet ud og få lidt sol.

Og sol har jeg egentligt fået nok af i de 12 måneder jeg var i Egypten, hvor det var blå himmel praktisk taget hver eneste dag. Og siden jeg kom hjem er jeg blevet skoldet 2 gange, mens jeg drøner rundt i min have.

Men nu var det jo ikke vejret jeg havde i tankerne – og så alligevel:

D-vitaminer dannes primær i kroppen efter at huden har været udsat for sol. ” Ophold i solen i 5-30 minutter nogle gange om ugen i sommerhalvåret skønnes at være tilstrækkeligt” siger de kloge.

Og så er det bare at jeg spørger: “hvordan hulan kan det gå til at jeg kan komme hjem efter et års ophold i Egypten og få konstateret d-vitaminmangel?”

Det kan jeg så få svaret på i august, hvor det er lykkedes mig at få en tid hos den læge der pr. mail oplyste mig om min d-vitaminmangel.

Men med google som min ven, kan jeg se at rigtig mange af de småsymptomer jeg går og døjer med, svare til symptomer på d-vitaminmangel, så hvis noget ekstra vitamin kan gøre ting ugjort, er det da bare at få skovlet i sig.

Og apropos skovle i sig, eller det med at putte ting i munden, så har endnu en tandlæge fået overbevist mig om, hvis ikke bideskinnes lyksaligheder, så mine tænders udueligheder, hvis jeg ikke tager mig sammen og stopper sådan en i munden, på vej til sengen.

Det er den tredje bideskinne jeg forsøger mig med. Denne gang er det en “mini” en. Den omslutter kun fortænderne og skulle åbenbart kunne omprogramere min trang til at skære tænder, i løbet af 3 måneder.

Det der gjorde udslaget var en forfærdelig tandpine i sidste uge – der kom ud fra intetheden og nærmest slog mig omkuld. Tandlægebesøget i går viste så, at der ikke var andet i vejen med tanden, end at den blev så belastet af min skæren tænder. Så jeg var ved at smadre den i sådan en grad, at jeg stod over for en snarlig rodbehandling, hvis jeg ikke stoppede.

Tandlægen siger det ikke har noget med alder at gøre – og at man også kan opleve at lave rodbehandling af 6-årige.

Men jeg synes nu alligevel at vitaminpiller og bideskinner og rodbehandlinger hører  til ovre i rodekassen mærket “reparationsalderen” som bliver fyldt mere og mere op som tiden går.

… og så taler vi slet ikke om at der sammen med d-vitamindommen blev mumlet noget om letforhøjet triglycerid og cholesteroltal og at kostomlægning og motion pludselig er blevet lægeord.

Ét svar til “Med d-vitaminmangel og bideskinne”

  1. lise Schneider Avatar
    lise Schneider

    Kost omlægning skader nok ikke.Noget af det er nok gener desværre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Arkiveret blogindlæg


Skrevet den:

Kategori:

Du har mulighed for:

At skrive en kommentar, eller trackbacke fra din egen weblog.