Jeg skræmmer folk. Jeg ved ikke helt hvordan og hvor meget. Men ind i mellem, enten direkte eller indirekte kommer det snigende tilbage til mig.

“Jah – du er jo ikke så slem som jeg troede”

kan en kollega finde på at sige til mig, eller

“Første gang jeg mødte dig, tænkte jeg[indsæt skræmmende adjektiv] – men nu ved jeg at du jo blot er [indsæt knapt så skræmmende adjektiv]”

Selv forstår jeg det ikke helt. Jeg er 160 høj og på en god dag kan jeg hoppe op og bide folk i knæskallerne. Sidste sommer lagde jeg arm med min venindes datter – jeg kæmpede en brav kamp, men det var kun med nød og næppe jeg vandt. Hun blev så 11 i går….

Men jeg kan fortælle en hemmelighed: Mig og folk som mig – vi er slet ikke så slemme.

I virkeligheden er vi lidt ligesom honning. Du skal bare holde lidt om os. Give os noget varme og så bliver vi bløde som smør og er helt utroligt samarbejdsvillige. Måske kan vi – ligesom honning, blive lidt klæbrige og blive ved og ved. Men giver du lidt tid og mærker du efter, vil du finde ud af, at vi er mere tilfredsstillende end sukker, med en meget dybere og mere intens smag og en sødme der vare ved.

Dét – eller også så er vi en stor spærreballon, der kan punkteres med et enkel velanbragt nålestik….!

Der er ikke noget som en god weekend, der kan få mig på fode igen.

Nogen gange er det så lidt der skal til – men samvær med gode mennesker er klart en af de ting, der kan få mit energiniveau op på fuld igen.

En lækker weekend, toppet op med en rolig søndag aften. Vaskemaskinen kører sin sidste runde. Lidt sent måske, men dagens rytme blev forskubbet en anelse.

I radioen lyder Det Elektriske Barometer og det tager mig tilbage til søndage i teenageværelset. Og jeg nyder roen i mig og omkring mig.

Med stearinlys og musik, lader jeg op til en travl uge.

Og jeg prøver at indprinte, hvad der er vigtigt og hvad der er uvigtigt, så jeg også kan huske det, når tiden er knap og stressen presser på og gør mig dårlig til at prioritere.

Og ugen bød på flere smil og latter, og ting der gjorde mig glad. Og jeg fik løbet og spist. Og jeg var sammen med andre og de med mig, og omsorg mærkede jeg også.

At sidde og lave ingenting er var planlagt til søndag aften, men er lige blevet omarrangeret. Og dagen i dag – den er helt speciel og solen skinner og jeg bobler af forventning.

Måske er dette her stadig en ønskeblog, for det var jo lige det jeg lige præcis gik og ønskede mig.

Men det med mængden af arbejde, skal der så nok lige arbejdes lidt mere på…

Egentligt burde jeg være i fuld gang med at skifte mit modem ud – for ellers blive Teliamanden da først rigtig sur på mig.

Det kan da godt være at det er mig, der er kunden – men det er da ikke ensbetydende med, at de ikke kan stille krav – jeg mener manden vil jo gerne have lukket sagen ikk?…. det ville jeg så sådan set også. Altså for flere måneder siden.

Men vi kan jo ikke alle få hvad vi vil ha’ vel?!

Jeg synes egentlig, at jeg har været ret tålmodig, alt taget i betragtning:

I november bestiller min arbejdsgiver installation af hjemmearbejdsplads til mig. Det tager så små 2 måneder at processe. I den periode er det ikke muligt at få at vide hvornår installationen kommer til at finde sted, eller hvor bestillingen ligger. Så jeg venter.

Mellem jul og nytår kommer tingene til opkoblingen. Det siger næsten sig selv at det ankommer, når jeg ikke er hjemme. Så selvfølgelig tager jeg tidligere hjem fra arbejdet for at hente pakken.

Et par dage senere får jeg en sur opringning fra Telia. De havde være på adressen og jeg havde ikke været der. Øh, næ – det var jo helt korrekt, for jeg havde jo ikke fået nogen besked om, at det ville blive installeret den dag. Men det er da næsten klart, at årsagen til den manglende orientering om besøget må ligge hos kunden. Så jeg tager ballen.

Med megen pust og støn og modvilje, fik vi lavet en “ny” aftale. Selvfølgelig er jeg hjemme mellem kl. 8-16, for alle ved jo at det er fuldstændig umuligt at udarbejde en fornuftig logistik når det handler om installering af it-hejs. Så jeg venter pænt og der kommer da også en forbi ved en tretiden.

Det er jo sådan set ikke Telias skyld, at den mand der kommer ud for at installere hejset, arbejder for TDC – og tilsyneladende er sur over at installere grej, der skal bruges til at tjene penge hjem til en anden butik. Jeg ved heller ikke helt hvordan det blev mit problem?! Men jeg lytter høfligt.

Nåmen efter en sur installering – er der ikke tid til at teste opkoblingen for TDC-manden er ikke glad for, at skulle ned fra 4. sal for at putte penge i parkometeret og han kunne ikke blive blive for hvis han fik en parkeringsafgift skulle han selv betale.

Og det var da rigtig nok at der kom en hyletone fra modemmet. Men det var ligesom ikke hans bord og Hej, hej.

Det viste sig at opkoblingen ikke virkede, så jeg sørgede da bare selv for at problemerne blev bragt videre.

Min lokale it-mand klarede det, så jeg fik forbindelsen til at virke. Det hylende modem kunne han ikke gøre noget ved.

Men det kunne Telia. Eller det vil sige, det kunne sende et nyt modem. Som så blev forsøgt leveret på et tidspunkt hvor jeg ikke var hjemme, så jeg så igen måtte tage tidligere fri fra arbejdet, for at hente det på posthuset. Så jeg venter og henter.

Og nu er det her.

Og det ligger ude i min gang, fordi jeg ikke har haft tid til at teste og skifte og gøre noget ved det.

Men det må jeg jo gøre. For i morges blev jeg ringet op af Teliamanden. Han ville gerne høre om jeg havde fået mit nye modem og om det virkede.

Dejlig service. Jeg kunne svare bekræftende på det første og uvidende på det næste. For som jeg fortalte manden: “Jeg har simpelthen ikke haft tid til at sætte det op”.

Og så er det han siger de berømte ord:

“Gider du så sørge for at gøre det i aften – for jeg vil gerne have lukket sagen!”

You and me both pal.

Ville jeg benytte mig at TELIA hvis jeg selv kunne bestemme – det tror jeg egentligt ikke….

Jeg trænger til lidt nærvær, hos mig selv og fra andre. Jeg trænger til omsorg, fra mig selv og andre. Jeg trænger til flere smil, mine egne og fra dem omkring mig. Jeg trænger til lidt mere glæde, at huske at spise ordentlig og løbe og grine og sidde og lave ingenting….

Jeg trænger ikke til mere arbejde.

Det trænger jeg ikke til.

Hvor dælen er mine røjsere?

Måske er det sådan det skal være, den travle uge, den hektiske weekend, ting der skal nås, overstås og gøres og mennesker der skal snakkes med.

Når man så endelig når frem til den stille tid, på den stille aften … og kan sætte sig ned og mærke efter. Så kommer den snigende – den store stygge søndagsblues. Og den får mig til at stille spørgsmål og betvile mennesker og situationer og ting jeg tager for givet.

Men måske handler det bare at evne at se på det store billede, de brede linier og store fagntag.

En sms tikker ind:

Tænd stearinlys i vinduerne i aften for at symbolisere tolerence og mane til besindighed i den aktuelle debat

Jeg har lys i mine vinduer hver aften, men i aften tænder jeg dem med tanke på det, der er uden om mig.

Det er ikke hvad folk siger, der spiller en rolle, de gode intentioner ikke noget værd, hvis der ikke sættes handling bag ordene.

…og det gælder på så mange planer…

Hele ugen har jeg tænkt over hvad jeg kunne bidrage med i debatten. For, imod – ytringsfrihed og grænserne for denne…. Jeg har mange meninger, men jeg er tom for ord – for allermest mener jeg ligesom Mette her:

verden skulle lige på hovedet i seng – uden aftensmad!

Det kan ikke være rigtig at vi opfører os sådan, ingen af os – det skal kunne løses via dialog…

Nogen prøver at skubbe til dialogen, og jeg fik en sms, hvis tekst jeg gerne vil viderebringe:

Fakkeldemonstration for dialog.
Stop den destruktive grøftegravning.
Søndag 5. februar kl 15.00 – 16.30 på Kongens Nytorv
Optrædende Omar Marzouk, Pernille Rosendahl m.fl.

“Alle mænd vil i virkeligheden have en kvinde med en krop som en 18-årig og en hjerne som en jævnalderende

sagde han til hende.

Og selvom det ikke som sådan var myntet på mig, og selvom jeg godt kunne høre, at han efterfølgende prøvede at trække i land, så kunne jeg ikke lade være med at tage det til mig.

For er det sådan, er det dét der er sandheden og dem der siger noget andet lyver?

Det ville forklare en masse ting – afhængigt selvfølgelig – af hvor vægtskålen lander I de situationer, hvor man ikke kan få begge ting.

For på et tidspunkt kan man ikke få begge ting. Når man har rundet de 30, 40, 50 ect…. og så må man vælge…. krop eller hjerne.

Men opleves en kvindekrop, der har forladt de gyldne 20’ere virkelig så forfærdelig?

Ingen tvivl om at tiden tager kroppen som gidsel – afhængigt af hvor meget man kæmper med – eller mod. Men ligefrem at opfatte kroppen efter den tid som ikke-smuk, grim, utiltrækkende – aseksuel… det kommer bag på mig.

Hvis det er sådan, så har guderne da i den grad gjort grin med menneskene. Måske gælder det ikke for alle, men for mit vedkommende var det da først et godt stykke tid efter de 18, at min seksualitet for alvor bragede igennem.

Så jeg håber da for deres skyld, de mænd der vægter mellem ung krop og jævnalderne hjerne, at de ind i mellem lader hjernen få foretræde – for hvad der eventuelt måtte mangle i fasthed, bliver der i høj grad gjort op med i intensitet og evner.