Jeg skræmmer folk. Jeg ved ikke helt hvordan og hvor meget. Men ind i mellem, enten direkte eller indirekte kommer det snigende tilbage til mig.
“Jah – du er jo ikke så slem som jeg troede”
kan en kollega finde på at sige til mig, eller
“Første gang jeg mødte dig, tænkte jeg[indsæt skræmmende adjektiv] – men nu ved jeg at du jo blot er [indsæt knapt så skræmmende adjektiv]”
Selv forstår jeg det ikke helt. Jeg er 160 høj og på en god dag kan jeg hoppe op og bide folk i knæskallerne. Sidste sommer lagde jeg arm med min venindes datter – jeg kæmpede en brav kamp, men det var kun med nød og næppe jeg vandt. Hun blev så 11 i går….
Men jeg kan fortælle en hemmelighed: Mig og folk som mig – vi er slet ikke så slemme.
I virkeligheden er vi lidt ligesom honning. Du skal bare holde lidt om os. Give os noget varme og så bliver vi bløde som smør og er helt utroligt samarbejdsvillige. Måske kan vi – ligesom honning, blive lidt klæbrige og blive ved og ved. Men giver du lidt tid og mærker du efter, vil du finde ud af, at vi er mere tilfredsstillende end sukker, med en meget dybere og mere intens smag og en sødme der vare ved.
Dét – eller også så er vi en stor spærreballon, der kan punkteres med et enkel velanbragt nålestik….!
Skriv et svar