onsdag 5. marts 2014 kl.17:12

Jeg søger kunder.

Jeg søger job.

Jeg søger råd og dåd og noget til at leve af.

Jeg søger hid og did og højt og lavt.

Og ind i mellem falder der en opgave ned i min turban.

En henvisning til de rette kanaler.

Lidt ros.

Lidt varme vinde og gode retninger.

Og andre gange er det stiv modvind og kulde hele vejen rundt.

Og jeg har gået på de stier i små 2 år.

I kulde, regn, varme og sol.

Og holdt hovedet højt og vejret inde.

… og når man trykker på mig, sidder al min indestængte gråd og er låst ind. I siden. På ryggen og i halsen. Mit hoved sidder fast og vil ikke rykkes fra side til side, for skuldrene er næsten syet fast på øerne. Min hofte låser og der danses ikke meget i de her dage.

Og så lå jeg der på briksen, med snottet ud af næsen og tårene ned af kinderne og en rar mand der sagde “Nåhr… og nej, hvor du klarer det godt” og jeg følte mig favnet i nærvær og empati. Og fuld af sørgmodighed og ked-af-det-hed.

Og fandt ud af at det er der måske for lidt af i min hverdag. Både empatien, nærværet og retten til at føle sig ked af det. Sammen med øjenkontakt.

Så jeg vil prøve at tillade mig selv at være ked af det for alvor. Bare indtil det går over og kommer ud … og der er plads til alt det gode jeg vil.

Der er jo ingen grund til at fyldt op indeni af gråd, hvis det i stedet kunne være glæde.

 

kl.10:39

Det bedste ved mit liv som det er nu, er at jeg, de allerfleste dage, lever uden et vækkeur. Kun de dage hvor jeg har et specifikt og tidligt møde, sætter jeg uret som backup.

Alligevel vågner jeg af mig selv ved en 6-tiden.

Næsten altid før.

I mørket står jeg op.

Byen er rolig på det tidspunkt. Solen endnu ikke stået op. Selvom morgenstunden bliver lysere og lysere for hver dag vi runder.

Jeg tænder for en cd med meditationsmusik.

Og sætter mig i et hjørne af sofaen.

Jeg har min dyne med mig.

Og med sengevarmen der stadig er i den, sidder jeg lunt og godt.

Jeg kan mærke mine tæer mod hinanden og fingerspidser rører med fingerspidser. Jeg trækker vejret dybt et par gange.

Helt ned i det underste af maven.

Og helt ud igen.

Renser lungerne. Finder stilheden.

Fokuserer på mit åndedræt. Mærker luften gå ind af mine næseboer – og ud igen.

Ind.

Ud.

Og jeg mærker en ro falde over mig. Den ro jeg allerførst oplevede i meditationshallen i Sverige - hvor vi sad 70 mennesker i en mørklagt sal, mens påsken gik forbi, sneen smeltede og isen tøede op. 10 dages stilhed og meditation. Hvor vinter gik til forår.

Og efter roen kommer en af to ting;

Tankemylder eller søvn.

Og det var jo ikke meningen. Jeg skulle jo sidde i ophøjet ro. Mærke. Være og føle. Jeg skulle gå gennem samadhi (koncentration af åndedrættet), til vipassana (gennemgå kroppen og dens fornemmelser) til metta (kærlighed og venlighedsmeditation).

Jeg skulle ikke sorterer i mine tanker, eller falde hen i det stadie der ligger mellem vågen og søvn.

Og efter frustration med frustration på, er jeg endelig nået til en erkendelse.

En erkendelse af at det jeg gør er godt for mig. At jeg har brug for min halve times ro og ikke-aktivitet. Og at det måske ikke er meditation i klassisk forstand, men at det virker på mig.

Jeg får mere ro på.

Jeg trækker vejret ned i maven.

Jeg får nogengange styr på nogle tanker.

Andre gange nye ideer.

Eller slappet af i hele kroppen.

Og jeg har det alt i alt meget bedre når jeg gør det her om morgenen, end de dage hvor jeg springer over.

onsdag 19. februar 2014 kl.14:57

Jeg bor centralt … et af de steder, hvor der på et tidspunkt kommer til at gå en metro forbi.

Eller under.

Og det har ikke generet mig.

Og så en dag dukkede der nogle dunkelyde – eller hammerslag op.

Og jeg, der ellers i så mange andre sammenhænge er lydfølsom var egentligt et stykke tid om at opdage, at de der bankelyde blev ved.

Og ved.

Og ved.

Og ved.

Men nu hører jeg dem.

Og jeg begynder at få en lidt større forstående for dem der der klager over metrobyggeriet.

tirsdag 18. februar 2014 kl.9:35

I dag er det bloggens fødselsdag hurra, hurra, hurra …

Den 18. februar 2004 skrev jeg mit første indlæg på min første blog. visitsen.dk.

Visitsen er en omskrivning af mit efternavn. Efter inspiration fra ham der åbnede hele bloguniversitet for mig prøvede jeg at købe mit efternavn som domæne. For det gjorde man dengang.

Man købte domæner og man lavede sin blog selv.

Eller det gjorde dem der startede lige før mig. Jeg er 2.G’er. Dem der købte domæner og downloadede pMachine.

Eller havde en kæreste der gjorde det for dem.

For med meget stor hemmelighed omkring det, var det sådan jeg startede. Jeg var sammen med en blogger. Og det var ham der åbnede denne verden for mig og lærte at der fandtes mennesker der skrev om sig selv på nettet.

De fleste af de største fra dengang findes ikke mere. Men var man med dengang så husker man slænget. The in-crowed, A-listen …og vi kendte alle hinanden. Eller jeg kendte i hverfald dem og var hele tiden en lille smule usikker omkring dem.

Havde jeg kunne købe mit rigtige efternavn som domæne, tror jeg min blog og min skrivestil var blevet meget anderledes. For mit pseudonym, gav mig anonymitet.

En anonymitet der blev et vigtigt kerneområde i mine skriverier i de følgende år. Og en anonymitet der gjorde at mit første indlæg kunne indeholde ordet “sodomi” og “numse”.

Et indlæg som blev postet med et tilbageholdt åndedræt og håbet om at nogen kunne se glimtet i mine øjne.

Sodomi – eller “du må godt i numsen”

I denne tid hvor nogenraser over Lars Løkke Rasmussen og andre(igen igen) insisterer på at sætte lighedstegn mellem sodomi og zoofili, kan jeg ikke lade være med at pippe med mit bidrag:

Hvad i alverden er det der gør, at vi i Danmark blander begreberne så meget sammen, at sex med mænd går hen og blir’ til sex med dyr?

Ordet sodomi stammer oprindeligt fra ordet Sodoma, den lystens by, der skrives om i Biblen. Det sted hvor mænnerne i byen hellere ville ligge med to unge smukke engle (af hankøn) end de to unge kvinder, der ellers blev stillet frit og kvit til rådighed af deres fader Lot.

Lot, der efter sigende, råbte til pøblen: Nej, brødre, I må ikke handle ondt! Jeg har to døtre, som ikke har ligget med nogen mand. Dem vil jeg føre ud til jer, så I kan gøre med dem, hvad I har lyst til. Men disse to mænd må I ikke gøre noget; de er gæster under mit tag.´

(faderkærlighed af bedste beskub)

Godt nok har engle efter sigende vinger af fjer – men dyr kan man vel ikke ligefrem kalde dem – så hvordan sodomi i det danske sprog (modsat alle engelsktalene lande) er gået hen og blevet til sex med dyr, går over min forstand.

……….og tror du ikke på mig, kan du selv læse mere her (1.mosesbog, 19.1)

… og med det blev min bloggerkarriere skudt i gang.

Dette er genudgivelse #2, oprindeligt skrevet den 18. februar 2004.

torsdag 13. februar 2014 kl.11:40

Jeg synes at folk er gået fra hinanden i alle de 22 år jeg har boet i denne her ejendom på Vesterbro.

Jeg ved det, for jeg har altid haft god med plads, og derfor har mange af mine venner boede hos mig i kortere eller længere tid. I deres mellemfase fra par-liv til singleliv … eller i nogen tilfælde bare fra det ene parforhold og videre til det næste.

Alle på nær en, har været veninder og opholdet har næsten altid været kort, fordi de hurtigt fik etableret nyt hjem et andet sted.

Og jeg tænker at det nok er rigtigt når undersøgelser viser at det er nemmere for kvinder at komme videre fra et forhold til en ny tilværelse. At de har et bedre netværk, der nemmere understøtter dem i processen.

Det er også som om, at de her kvinder får fornyet energi, begynder at skinne på en anden måde. Får en glød tilbage som ofte har været slukket i flere år og lagt nede at tunge kompromiser og mere eller mindre ønskede tilsidesættelse af egne behov.

Min nyeste observation er, at nyskilte mænd lugter af kælder.

Eller den hengemte lugt af sommerhus.

Skimmelsvamp.

Måske maskeret af lidt for meget cologne og kunstigt smil.

Her går det godt.

 

tirsdag 4. februar 2014 kl.8:22

Jeg bryder mig ikke om test. Eller om at blive testet.

Da jeg så tog min coachuddannelse og forstod, der fandtes andre som mig og en hel livsanskuelse eller filosofi, som den systemiske tankegang, der ikke går ud fra at folk er – men er i systemet og forandrer sig afhængigt at relationerne, gav det bare så meget mening for mig.

Det gav mig en forståelse for hvordan man ved at ændre på relationen kan ændre på samværet – og også hvorfor jeg reagerer som jeg gør i nogle relationer og helt anderledes i andre.

Derfor bryder jeg mig endnu mindre om at blive testet idag.

Eller …

Det kommer an på sammenhængen.

Og den sidste var den værste.

At sidde overfor to personer, der blev ved med at gentage: “jammen det er bare et dialogværktøj – det er ikke sådan at vi siger at du er sådan” – hvorefter man bliver spurgt om hvordan det kan være at der er uoverensstemmelse mellem to udsagn, eller hvordan jeg vil forholde mig til at testen siger, at jeg er initiativløs.

At sige at man synes at testen er latterlig, at de bør kigge på mit liv og mine resultater, at testen lægger fokus på  ting jeg ikke anser for at være relevante hverken generelt eller i forhold til den konkrete opgave (og i delelementer er en intelligenstest, ikke en personlighedstest?!) er ikke det man skal sige.

Kunne man måske have sagt sig selv.

Og det ved jeg nu.

Men jeg tænker nu ved mig selv, at det der med at bruge regnemaskine når man er talblind, viser da pænt meget initiativ, eller hur?

mandag 20. januar 2014 kl.9:23

I 2005 skrev jeg dette indlæg. Titlen kommer fra et jobsøgningskursus jeg på et tidspunkt havde været på. Undviseren der sagde at jeg var det mest multifacetteret menneske han havde mødt.

Og jeg elskede ordet fra første færd.

Det smager som en stor kølig isklump, der i sin hvidhed stråler og glinser i alle mulige farver. Det ord ville jeg gerne identificeres med,

Selve indlægget skrev jeg efter en kærlighedsrelation, der var gået i smadder, og hvor jeg oplevede at jeg blev valgt fra fordi jeg var som jeg var. Lige i skrivende stund kan jeg ikke huske hvem manden var. Men jeg genkender følelsen. Tvivlen om hvorvidt jeg er god nok som jeg er, eller om jeg bør ændre mig. Blive mere neutral. Mindre mig.

Multifacetteret

Kom, lad mig få din hånd, lad mig vise dig mit Jeg.

Du skal meget tættere på for at se det hele.

Når du står for langt væk – ser du kun de grove konturer. De mørke farver og skarpe kanter, dannet af min barske attitude, mit skarpe vid, ironien og min hurtighed.

Men Jeg’et er vævet af de tyndeste ofte usynlige tråde.

Grundtrådene er trukket af min far og min mor. For lang tid siden, sad de der og vævede: “her, vi giver hende min næse og hun får dine øjne”. Opvækst og tilvæks, sætter rammerne. “Det har du lært og her er nogle normer, sæt dem ind hvor de passer”. Det er det brede bånd, der går gennem det hele.

Kom, gå tættere på endnu – lad mig ta’ din hånd – lad mig føre den. “Se: det her er Kærligheden kan du mærke hvor blød den er? Se den blodrøde farve. Den kilder lidt lige her i begyndelsen – men når du ligger tæt op ad den, falder det hele til ro.”

Som perler på snor ligger alle mine kys. Alle dem der er kysset og alle dem der skal kysses.

Tæt op ad kærligheden slynger Jalousien sig. Den skriggrønne farve er næppe den klædeligste. Men den er der også. Oftes ikke synlig, den er gemt i folden af Kærligheden, og tages kun frem ved særlige lejligheder.

“Se dér! Så du det? Det var alle Talenterne, vi strøg forbi. Nogle stikker ud, andre kan du ikke se – men de er der alle: kreativitetensprogetevnen til at skabe skønhed.”

I folderne ligger alle de skjulte sider, dem som kun de allerfærreste får at se. Det kræver nemlig tålmodighed, så ikke alle får foldet mit Jeg helt ud. Men når du kigger efter kan du se troenglæden ved at glæde andresødmennaiviteten og endelig følsomheden, der ligger som et akvamarint flor over hele mit Jeg.

Mit Jeg kan strækkes i alle retninger. Tit kan det foldes så det passer til anledningen, og det er sket, at det er blevet pakket sammen og puttet i en lomme. Men det vil jeg ikke mere, det bliver så krøllet og tager så stor skade.

Indimellem ønsker jeg mig et andet Jeg. Et der er vævet i lysere farver. Et der passer lidt bedre til pænt brug – og ikke stikker sådan af fra normen.

Men så tager jeg en grundig indånding- kigger på alle farverne og mønstrene i mit Jeg, alt det der lige netop gør mig til mig – og så er jeg egentligt godt tilfreds med, at mit Jeg, det er mig.

Dette er genudgivelse #1, oprindeligt skrevet den 20. januar 2005.

torsdag 16. januar 2014 kl.15:17

”’

Dem husker jeg. Mine øjne og mit banner der forklarede om visit. Der var engang en der troede jeg var en mand. Bl.a. baseret på øjnene. Eller måske mest øjenbrynene – og deres buskethed.

I dag får jeg rettet øjenbryn. Og bruger mindre øjenmakeup end da jeg var yngre. For det meste. Og har fået flere rynker. Og nogen gange mere smil.

Men du kan jo se for dig selv:

visitsenbanner 2014

 

 

… og en eller anden dag, så kommer der jo nok et banner på visitsen.dk igen … men nok ikke det samme.

mandag 6. januar 2014 kl.9:23

Jeg blev gjort opmærksom på tidens gang på en anden (gammel) blog forleden, og opdagede i processen, at ligesom hun, havde jeg startet min blog i 2004 – hvilket betyder at jeg her i februar går i gang med det 10. års skriveri.

Det så ikke så underligt, at jeg ind i mellem tænker, at jeg da vist har skrevet om dette eller hint før, når min blog altid har taget udgangspunkt i mig og mit liv.

Måske er det derfor jeg egentligt aldrig har fået gentaget mit allerførste indlæg.

Med overskriften “Sodomi – “eller du må i numsen“” er det sjovt nok det mest googlede indlæg i hele bloggens historie og jeg tænker, at rigtig mange folk må være blevet skuffet når de via google er kommet ind på lige præcis det skriveri.

De færreste har nok regnet med at få en henvisning til biblen.

Det nye testamente.

(1.mosesbog, 19.1)

Og sådan er det nok tit på bloggen her.

Igennem 10 år har jeg skrevet kryptiske skriverier, om alverdens ting. Har givet nogen en nogenlunde indsigt i noget af den jeg er. Har vel også udviklet forandret mig i processen.

Men et skriveri er jeg allermest glad for. Det blev egentligt skrevet i hast og uden at jeg oplevede at det kom ud af mine fingre – måske derfor jeg selv kan lide det. Og nu hvor vi alligevel er igang med den selsmagende ros, så handler det om mig … essensen af mig, som jeg oplever mig selv.

Og det tør jeg godt gentage … så det kommer her om lidt. Når jeg har fået det rystet ud og støvet af og det bliver den den 20. januar. For jeg tror jeg her i 2014 vil genudgive nogle af de indlæg, jeg selv har været glad over at skrive gennem de her ti år på bloggen.

 

 

lørdag 4. januar 2014 kl.9:49

I bedste Billed Bladet stil .. og så alligevel ikke.

For dem som jeg mistede i 2013 var dyr.

Selvfølgelig er Mandela stor og verden går i stå for et øjeblik når et icon stopper med at leve og når ungdommens tegneseriehelt Rune T. Kidde går af dage, sammen med barndommens stemme Ingrid (fra Ingrid og lillebror), så gør det da et indtryk og indblik i egen dødelighed.

Men jeg har ikke sovet i ske med nogen af dem. Ingen af dem bar afkom som jeg forløste eller gik gennem sorg og glæde med. Ingen af dem kom med levende mus til mig eller slikkede mig i hele hovedet når jeg besøgte dem … og det er måske også ok.

Men det var et hårdt år på kæledyrsfronten.

Først gik Bertram heden om. Efter en bid tunfisk, hev han stikket ud … just the Bertram-way. Ikke så meget fis med det, men lige ud af landevejen – lige som han selv var.

 

Ikke så specielt længe efter, fik vi besked om at Topper-pigen ikke var mere. Hun fik alt for kort tid på jorden. Men med sin ankomst til Danmark, og et udeliv hos Ulla i Vejle sammen med Wimmer, fik hun nok en noget bedre skæbne, end hvis hun var blevet efterladt i Egypten. Det viste sig at hun havde kræft – og havde haft det over en længere periode. Hun døde samme dag som det blev opdaget at hun var syg – så enten har hun været ultrasej og ikke vist nogen smerte, eller også har det bare gået hurtigt.

Topper i DK 008

Hurtigt gik det også med det sidste kæledyr. Og uventet var det også. Hun var ikke min og så alligevel … for jeg havde jo være med siden hun blev hentet som hvalp og hun var vokset til sammen med min niece.

Min mors lille hund. Chili – der blev kørt over i slutningen af november, lige uden for mine forældres hus. Godt nok gammel, men stadig en stor trøst og glæde for dem og for os med når vi var forbi.

De gør noget ved os. De der dyr. Og når vi mister dem græder vi rigtige tårer og sørger. Men heldigvis kan man ind i mellem opleve, at det at de forlader en, så giver plads til en ny kærlighed. Et nyt dyr. Og det vil nok også ske her.

På et eller andet tidspunkt.

 

Næste side »