mandag 12. september 2016 kl.21:33

Først var sygdommen. Og mere sygdom og værre sygdom og efter dødsfaldet optakten til begravelsen, som til tider druknede i den følelsesstorm, der var omkring min fars deltagelse i bisættelsen.

Wroooom. Det var juni. Juli tilbage på arbejde. Afvikling af en malplaceret fest og en uges ikke-så-meget-ferie-ferie. Et mindre nedbrud i sorg og så videre. Mere arbejde, i stadig højere tempo.

Og ferie. Puf. Mentalt stilstand. Skønheden i naturen. Sorgfulde øjeblikke. Aldrig mere, ikke mere – ingenting at dele. Og jo ….er jo ikke alene i verden.

Septembers tilbagevenden efter sommeren. Med utrolig flotte sensommerdage – dog betragtet fra en sygeseng, da 1 måneds ferie blev afløst af sygdom. Den første uge hjemme – nu forsøgsvis tilbage.

Tænker: hvornår kommer lettelsen? 

Udstrækning efter at have været sammenpresset så længe. Bliver det nogen sinde som det var engang? Før stress og sygdom og lange arbejdsdage?

Prøver at tænke “tålmod” ind i ligningen. Det må blive anderledes, for så meget er forandret.

mandag 29. august 2016 kl.8:56

Jeg regnede med at sorgen over min mors død, ville indhente mig her over sommeren, hvor jeg fik mulighed for at stå lidt mere stille.

Og det gjorde den også.

Flere gange fandt min kæreste mig smågrædende eller snøftede, fordi et eller andet havde udløst et sorg øjeblik.

Mine drømme har også været morfyldte. Flere af dem har handlet om at min mor ikke var klar over at hun var død. Og i alle hvor der har været et konkret sted involveret, har stedet været mit barndomshjem.

Også i nat.

Og jeg tænker på om jeg mon skal kontakte den nye ejer og høre om de er okay – eller om de kan mærke vi kommer på besøg om natten.

For de er så realistiske de drømme.

Måske det hele kommer mere tydeligt frem, fordi tilbagekomsten efter ferien også medbringer de praktiske forhold der stadig udestår: min mors aske er ikke stedt til hvile, boet er ikke gjort op (jeg manglede åbenbart nogle papirer til skifteretten), alle hendes ting står urørt i hjemmet – og vi har ikke sendt takkekort til dem der sendte hilsner til bisættelsen.

Det sidste fik jeg besked om under ferien. Under overskriften: “Dette er ikke en rykker”, blev vi alligevel gjort opmærksom på, at det ikke var Emma Gads ikke at sende takkekort.

Og måske er det på grund af alt det ufuldendte at min mor går rundt på Kastanievej og svinger tangentstokken?

onsdag 24. august 2016 kl.7:06

Den ene dag har det med at tage den anden med sig – og nu er det onsdag og vi sidder og lader de sidste 10 minutter gå, inden vi kan betale og kører hjemad.

Ferien er ved at være slut. Mangler bare hjaemturen, som er planlagt til et enkelt stræk, hvis vej- og vejrguderne vil.
Her i den sidste del af ferien er vi kommet helt ned i gear og har ikke lavet meget andet end at daske rundt og ligge på stranden.

Dog lå hotellet vi har boet på en god travetur fra stranden, så dagen motion var en god tur ned af bjerget og en noget mere strabadserende tur op igen.

Men alt ting får en ende og når receptionisten har tænkt sig at møde ind, er vi den der har betalt og kan sige arrivederci Italia – mon ikke vi ses igen en dag? 

onsdag 17. august 2016 kl.8:58

Omkring mig taler alle italiensk, som i at ingen vil indrømme at de måske også taler lidt engelsk.

Hvilket gør det lidt svært at finde ud af om min parkering er genial, eller ulovlig om en time. 

Men da der alligevel er 20 minutter til købmanden åbner, tager jeg bare en kop kaffe og håber på det bedste.

Vi har flyttet os. Fra den sydlige del af Garda-området til den vestlige side. Til højre ligger søen og til venstre troner bjergene.

Og det er nok den kombination, der var med til at skabe det uvejr vi kom ud i, da vi var nede for at flytte bilen i går aftes.

Da vi kom ned til bilen tordnende det omkring os og øjeblikket efter kom der først hagl og derefter øsregn, så alt stod i et.

Heldigvis klarede det op, men det var vildt mens det stod på, og uvejret havde da også kostet et træ livet. Lige ovenpå to biler.

Lejligheden her er booket gennem Airbnb, og ligger i en mindre by. Vi troede vi skulle til Limone. Men det viste sig at det var det ikke.

Jeg havde åbenbart ikke været opmærksom nok i booking processen. 

Det vi troede var altaner, viste sig at være trappeopgangen.
Jeg troede også først at jeg havde booket 3 overnatninger, men vi har 2.

Til gengæld er der en strand lige om hjørnet – og vi er dem, der er på vej derned nu.

lørdag 13. august 2016 kl.19:05

Vi tog den smukkeste vej over fra Østrig til Italien.

Man finder vejen ved at tage det forslag der har færrest kilometer, men er angivet til at tage den længste tid.

Og når man gør det, får man hårnålesving og hesteprust.

Vi kan godt lide Italien. Her er en behagelig varme (vi skal dog lige lære at holde siesta, der midt på dagen) – maden godt og naturen, ræddi, ræddi pæn.

I går tog vi rundt med færgerne på Gardasøen – og så på byer og mennesker (og mennesker, der så på byer):

Og i dag kørte vi rundt i området og så på natur, gamle byer og vinen….naturligvis

Og lidt kultur med knogler blev det også til.

Nu planlægger vi morgendagens tur – og jeg har bedt om en pause midt i ture, hvor jeg kan lave ingenting og fordøje turen.

torsdag 11. august 2016 kl.8:59

Når man er så gammel at man har rejst med papirskort, rejsechecks og collectcall, er der noget stadigt fascinerende over alt det man kan i dag, med en mobiltelefon og udenlandsk data/telefoni.

Således også når man sidder i regnvejr på en p-plads udenfor en østrigsk Spar. 

Et opkald til SOS-autohjælp, skaffede en østrigsk vejhjælp. Da startkapler ikke gjorde tricket, gav han os navnet på byen med det nærmeste Fordværksted.

Googlemaps viste vej og mens vi stod og hakkede i gloserne og den fælles forståelse, ringede SOS’en tilbage, med en tysktalende dame til at sikre forståelsen.

Aftale om hvem gør hvad og hvortil regningen skulle gå blev aftalt – men aldrig effektueret.

For det viste sig bare at være en løs skrue og den blev skruet i, helt uden beregning.

Og da den halve dag alligevel var gået, kørte vi ud i det blå – eller rettere op på et bjerg … og med googlemaps i baghånden tør man godt vildvejene.

Og nu forlader vi regnvåde Østrig og de 10? – og kører mød varmere himmelstrøg… Håber vi så inderlig (og tjekker lige vejr app’en for bekræftelse).

onsdag 10. august 2016 kl.10:41

Vi kørte over grænsen til Østrig i høj sol, blå himmel og 28?.

Terrassen var næsten for varm at sidde på ved ankomsten – men efter at vi havde været ude og købe ind og fået afkølet hvidvinen til den korrekte temperatur, havde også stengulvet på terrassen fået en acceptabel temperatur og aftensmaden blev indtaget med udsigt til bjerget på den anden side.
Og derfra blev det anderledes.

Østrig er grønt. Og vi ved hvorfor.

Det har regnet uafbrudt de sidste 48 timer og ser ud til at fortsætte sådan i endnu et døgns tid endnu.

Som almindelig regnvandt gennemsnit dansker tog vi op på et bjerg – og det så nogenlunde sådan ud hele vejen ned:

Eller sådan, hvis man dristede sig til at kigge op:

Men vi havde det ret meget for os selv. Og om endnu en dags tid bliver det sidste af vores tøj vel også tørt igen.

Eftermiddagen blev brugt på et varmt stenoliebad og en massage og en lunken kop kakao – og gåtur i mere regn, med deraf følgende brug af sædevarmer.

Og det sidste er måske grunden til at vi har tilbragt den sidste 1 1/2 time på en p-plads udenfor Spar – hvor vi lige holdte ind for at stille på gps’en og derefter ikke kunne starte igen.

Og nu skal vejhjæpen testes.

mandag 8. august 2016 kl.12:41

Måske er det fordi vi er de rene amatører i bilferie, eller aldrig rigtig har betragtet Tyskland, som en rejsedestination – eller begge dele. Men Bamberg, hvor vi landede i, til vores første overnatning tog os begge overraskelse.. på den gode måde.

Vi kom der for øllens skyld.Bamberg er nemlig arnestedet for en anderledes øl: røgøl.

Den fik vi smagt. Og kan man lide spegepølse og øl, kan man også lide røgøl.

Den vi fik, fik vi serveret på ægte bayersk manér, i gårdhaven til et lokalt bryggeri. Og med musik til.

 Men det stoppede ikke der.

Byen var skæv, sjov og med hyggelige stræder og gader og flere kanaler og broer. Gammelt domhus, rosenhave, bygninger placeret både ved og i kanalen – og områder de kalder lille Venedig.

En charmerende lille by – med mere end en håndfuld lokale bryggerier og liv både om dagen og aftenen.

Og det var helt sikkert at vi havde valgt et perfekt sted at starte vores ferie – og at vi har fået inspiration og nye tanker om hvor og hvordan man kan holde ferie.

Også selvom man ikke kan kalde det fodder vi fik til aften specielt sofistikeret:

fredag 5. august 2016 kl.11:57

Når man (som i jeg) holder fri uden løn, er der uomtvisteligt nogle ekstra forventninger til de dage, der er til rådighed. 

Og derfor er der en pænt stor uoverensstemmelse mellem mine ferieønsker og min kærestes forventninger til hvordan jeg tilbringer min tid, i denne her første uge af min ferie, der har været tilbragt i Saksild.

Og jeg vil uden skam sige, at maling af hus ikke står øverst på listen. 

Heldigvis – eller uheldigt nok. Har ugen stået på regn, afbrudt af byger og skybrud. Med en snas sol nogen af dagene.

Derfor gjorde det heller ikke så meget, at min dag i går blev brugt til kørsel 

Og det styrtregnede da jeg stod af bussen i Odder, for at hente bilen fra syn.

Det regnede almindeligt da jeg stod udenfor i Saksild og baksede med at samle kattetransportbur – der skulle tømmes for regnvand.
Det dryppede mest, da jeg satte min niece og katten på toget i Skanderborg.

Tilbage i Saksild – som vi måtte runde igen efter glemt telefon (med penge og kørekort) var det opholdsvejr. Mens det høvlede ned, da jeg havde afleveret min svigermor i Randers.

Nordpå gennem Jylland svingede vejret og jeg kørte gennem både sol og regn.

Og oppe i Gug, hvor jeg endte, er jeg sikker på at jeg sad for enden af en regnbue – både fordi der var solskinsregn mens jeg var der og fordi jeg besøgte en guldgrube af et venskab.

Og det var en ferieaften lige efter mit ønske og præmien for at have brugt den på at køre alle andre rundt.

fredag 29. juli 2016 kl.5:26

Nu har jeg sovet den sidste gang inden min ferie. Når jeg holder fyraften i dag, kommer jeg først retur 1. september.

En måneds ferie. Og jeg trænger. Trænger, længdes – og frygter det en lille smule.

For når man har kørt på så længe som jeg har nu, holdt så stramt fast på alt – kroppen, følelserne …Hvad sker der så når man giver slip. Og hvad med bagefter?

Kan jeg komme op i gear igen – og skal jeg?

Efter  ferien har jeg 4 måneders defineret arbejde. Som jeg måske, og måske ikke bliver tilbudt forlængelse på.

Og ferien skal i den grad også bruges til at mærke efter, hvad jeg ønsker der skal ske, på den front.

Og for første gang, siden jeg var et lille barn, skal jeg på en “normal” ferie. Altså, så noget som mange andre gør, år ud og år ind … 

En kør-selv-ferie i Europa. 

Og vi sad i går og forsikrede os selv og hinanden om at det kan vi godt finde ud af.

Og det kan vi nok også.

Næste side »