torsdag 22. juni 2017 kl.11:48

Jeg står på tærsklen til et helt nyt kapitel i mit liv … og jeg kan i virkeligheden gå næsten derhen jeg vil.

Måske skulle jeg have stået her for et år siden eller to … op mod mødet med de 50. Men der var jeg optaget af så meget andet. Havde ikke tid. Energi … overskud.

Nu er jeg fri af det.

Jeg skal ikke længere passe min mor og det første år uden hende er kommet og gået. Der er ikke mere at gøre, og intet mere jeg kunne have gjort. Sorgen går med mig, men jeg går.

Min livspartner er stadig min partner – og har jo endda friet til mig … selvom vi ikke har gjort så meget andet ved det, end at drøfte, nå til uenighed og begynde at spare op. Han er et godt sted i sit liv, hvilket gør mit liv nemmere.

Jeg bor i et kaos. Men det er midlertidigt og et led i at jeg har taget de første skridt mod at komme til at bo et andet sted.

Siden midten af maj har jeg pakket kasser, i starten af juni havde jeg håndværkere og nu er min bolig rod, støv og lidt ubæreligt. Men jeg har indsendt en bytteanmodning og venter på svar – enten flytter jeg til første august eller første november.

Mit arbejde: Den 3 måneders opgave jeg sagde ja til, for 1 år og 9 måneder siden er endt. Ja, næsten 2 år blev det til. Og jeg glæder mig over at fraværet af det, giver rum til noget andet. For det trænger jeg til.

Jeg ved endnu ikke hvad, for mellem alt det, der fyldte i mit liv, var der ikke overskud til også at kære sig om det, så fremtiden står åben.

Der er sået frø og jeg har valgt at tillade mig den luksus at sige *pyt* – og turde tro på at 2-3 måneder ikke gør en forskel i det store hele … så jeg lægger an til ferie lige om lidt – og det betyder også ferie fra tanken om “hvad nu”

… hvis jeg kan?

Jeg vil i hvert fald gøre forsøget.

jubel-collage

onsdag 14. juni 2017 kl.7:45

Det er nu et år siden, jeg for sidste gang sagde “Jeg elsker dig” til min mor og vidste at hun kunne høre det. 

torsdag 30. marts 2017 kl.6:02

Det første mini-skridt er taget. 

Jeg er i gang med en proces, der på sigt vil betyde, at jeg bytter min herskabelig lejlighed i hjertet af Vesterbro til en anden bolig.

Et halvt dobbelthus med have, i et lille skævt villakvarter i Valby.

Afhængig af min udlejers samarbejdsvillighed bliver det enten i skiftet juni/juli eller til september – og i min verden er det her skridt stort og lidt skræmmende.

torsdag 9. marts 2017 kl.6:23

Da jeg var i 20’erne var jeg modig. Min veninde og jeg kørte gennem Europa på motorcykel, sov langs med vejen. Den rejse gav mig blod på tanden, så senere sagde jeg mit job op og pakkede motorcyklen og kørte mod Spanien og et usikkert og 100% provisionlønnet job.

Da jeg 3 1/2 år senere kom tilbage startede jeg et universitets studium op – og smed den no-good kæreste på porten, som jeg ellers havde med mig hjem.

Og som jeg husker de ting, var det panden frem og skuldrene op og lige ud. 

Jeg opfattede aldrig mig selv som modig eller særlig. Eller heldig eller dygtig. Og jeg planlagde ikke.

Hvis der er en ting, der er karakteristisk for mit liv, så er det mangel på planlægning. 

Og det i kombination med at turde sige ja til de ting, livet har budt mig, har bragt mig mange forskellige steder hen.

Og lige nu står jeg på tærsklen til nye oplevelser og en drejning i mit liv, hvis jeg tør sige ja. Og jeg spørger mig selv, hvornår var det at jeg blev sådan en bangebuks? 

Jeg kan ikke huske hvem det var der spurgte mig, men jeg ved at jeg engang blev spurgt; “når du gør ting i livet, går det mest godt eller dårligt?” Og jeg svarede sandfærdigt, at det mest gik godt – og fik så opfølgningsspørgmålet “Hvis det mest går godt, hvorfor skulle det så ikke gå godt denne gang?”

Hvis jeg kan overvinde min irrationelle angst for at flytte ned i jordhøjde kan det være at jeg skifter min udsigt ud i en ikke al for fjern fremtid.

tirsdag 7. marts 2017 kl.6:14

-leftover fruit from the punch…laver man da fødselsdagsmarmelade.

Havde en dejlig dag i sidste uge.Derefter kom resten af ugen væltende og dette indlæg har derfor ligget og puttet sig.

Men kommer nu:

Om lørdagen havde jeg en flok dannede damer forbi og vi fik noget fantastisk mad:

Med guld og blomster og en halv times forsinkelse. Men god.

Der var drinks i lange baner

Så mange, lange, baner at resterne udgør et fundament for sin helt egen nye fest:

På selve dagen, var jeg ude og spise med mine søskende og deres familie. Min kæreste kunne ikke komme over, men sendte en hilsen:

Og så var man en der er 51 år og som alle andre i den alder fatter man ikke hvor tiden blev af.

Men man ved at dengang man kun var halvt så gammel, var frugtpunchen ikke endt på glas:

fredag 24. februar 2017 kl.7:16

Det starter altid med “Bare lige”. 

Jeg skal bare lige noget. Bare lige se et par venner, bare lige lave noget mad og bare lige servere et par drinks.
Og et eller andet sted knækker kurven og jeg må igen indse at jeg ikke mestrer begrænsningens kunst.

Denne gang har jeg dog købt mig fra det meste. Kagen tager dessertdragen sig af – det har de før vist at de gør godt – maden er ligeledes bestilt udefra. 

Der hvor jeg har kunnet skåne mig selv har jeg købe mig fra det – eksempelvis slæbes de fleste af drikkevarene op af nemlig og postnord (levering til døren er ubetalelig når man bor på 4. sal).

Og selvfølgelig koster det. Men min 51 års fødselsdag er min egen gave til mig efter alt det jeg selv og verden har budt mig selv de sidste 1 1/2 år.

Jeg får inspirerende besøg. Skønne kvinder der har valgt denne aften til – mange af dem, er nogen jeg har set alt for sjældent. Vi skal have min yndlings mad: noget nogen andre har lavet ;-), kage uden anstrengelser og tøsedrinks.

Det bli’r så godt. Og jeg glæder mig og tror at jeg sætter ind på glædeskontoen.

torsdag 23. februar 2017 kl.14:50

Jeg passerede forbi en bekendt.Vi deler samme gård og jeg ved at hans kone døde sidste sommer.

Han gik rask af sted ved siden af en yngre kvinde, bærende på et lille barn.

Havde skæg i hele hovedet.

For 10 eller 20 år siden – eller tilbage i 40’erne eller 50’erne ville det skæg have symboliseret det totale forfald, da ingen mand på +50 med respekt for sig selv, ville anlægge et gråsprængt fuldskæg.
I dag ved jeg bedre. Ser skæg springe ud på praktisk taget alle mænd, unge som gamle – grå eller farvede.

Det er som om, at der er taget en kollektiv beslutning om at hår i ansigtet er det der gør en smart og ikke mindst, at det er klædelig til alle.

Og når man går forbi en der blev enkemand for trekvart år siden og hans skæggede ansigt er fulgt af yngre kvinde med barn, er der nogenlunde lige stor sandsynlighed for at det er en ny kæreste, som at det er en datter og barnebarn.

I hvert fald på Vesterbro, hvor også de + 50 er hipstersmarte.

kl.4:26

Den sidste runde i Rommy/500 Casino – hvor det sidste stik giver point og den med flest stik, spar, kort og trumfer vinder, danner rammen om mit liv. Mit arbejdsliv.

Jo tættere jeg kommer afslutningen, jo mere intensitet, længere og længere arbejdsdage og her til sidst arbejdsrelaterede drømme og afbrudt søvn præger min tilværelse.

Jeg tænker der ikke er mange andre, der vågner med frustrationer over usikkerhed på om man nu også kan få implementeret persondataforordningen – herunder specielt, men ikke alene, “retten til at blive glemt”.

Med mindre det er ens arbejdsområde. Og det er ikke engang mit.

Men om 2 måneder er opgaven slut og jeg forventer at generhverve mit liv.

På godt og ondt. Et helt almindeligt liv, måske et almindeligt job til en helt almindelig løn og normale arbejdstider.

Med mindre jeg får det job jeg planlægger at søge. Hvor alle idealerne matcher mine – og den ugentlige arbejdstid er på 18 timer.

Det gad jeg godt.

Og det ville føles som at få to esser, ruder 10 og spar 2 i sidste stik.

tirsdag 22. november 2016 kl.10:38

Himlen gav sit bedste show i morges.

Og jeg var hjemme og kunne bevidne det.

Jeg ved hvordan min verden ser ud nu og den næste måned frem. Men alt derefter er endnu usikkert.

Men jeg arbejder på at finde mit mål. Min ledestjerne.

tirsdag 25. oktober 2016 kl.5:43

Kan man blive glad over andres sorg? 

Så dokumentaren “Tig” på Netflix i går. Om Tig Notaro en amerikansk stand-up komiker.

I en lille ubrudt perlerække af shit-ting bliver Tig ramt af en alvorlig tarmsygdomme, kæresten går fra hende, hendes mor dør og hun får konstateret kræft i begge bryster.

Det der slår mig mest er den gennemgribende sorg over at miste sin mor.

Hun siger i dokumentaren:

“I can adjust to my body being different and I can adjust to eating different. That’s fine. Losing my mother, that’s not fine.” 

Og på en underlig livsbekræftende skæv måde, er det en utrolig lettelse at opleve andre voksne give udtryk for stor sorg over at miste en forælder.
For min sorg, over at have mistet min mor, er her stadig. Alive and kicking.

Næste side »