onsdag 13. januar 2016 kl.19:36

Da jeg var barn, vidste min mor alt hvad der var at vide om alt i stort set hele byen. Og helt sikkert alt om hvad der skete på vejen.

Kombination af at være lokal frisørsalon og have et hus for enden af vejen, oppe på bakken, med udsigt – krydret med en interesse for ting omkring sig, skabte god grobund for viden.

Som barn, er det et frygtsom våben, at ens mor ved alt. Det lægger visse begrænsninger på ens adfærd.

I hvert fald min.

Og børn er jo små svin.

Og utaknemmelig oven i købet.

Som forældre tror man sikkert, at det der med en mor, der er hjemme når børnene kommer fra skolen, er noget alle unger elsker. Ligesom vi forventer at de forstår, at hjemmelavet mad er bedre end det der med e-numre og andet tilsætning.

Da jeg var barn, var min mor altid hjemme, når vi kom hjem fra skole. For vores hjem var samtidig hendes arbejdsplads. Mine forældre havde selv bygget huset og sat en frisørsalon ind i det.

Så noget af det bedste jeg vidste var, at tage hjem til Mette, hvis mor arbejdede ude. For når vi var der, kunne vi lave pandekager og spille høj musik. Og jeg kunne få købe franskbrød og lyserød kødpølse.

Hjemme hos os havde vi kun hjemmebagt brød og kødpølse var bandlyst.

Og den stod på hjemmelavet leverpostej og hjemmelavet rullepølse.

Og selvom det som stor pige, var sjovere at hænge ud hos Mette og lave “skøre-madder” eller ligge på Eas græsplæne og drikke sodastream cola og læse romanbladet, fordi der ikke var nogen forældre, der forstyrrede ungdomslivet, så var der også en kæmpe styrke og sikkerhed i at vide, at min mor altid var tilgængelig, og hjemme.

Vi var aldrig alene.

mandag 11. januar 2016 kl.21:55

Kl. 6.35 sidder man bag skærmen på arbejdscomputeren og tænker “gu-ske-lov-og-tak for hjemmearbejde”.

Kl. 11.00 får man trykket brystet fladt som en pandekage på Rigshospitalet – og da det er overstået og en læge har kørt en ultralydsscanner rundt på bryster og i armhule, kan man da også “gu-ske-lov-og-tak”, erklæres knudefri og modtage beskeden om, at det man følte, enten har været “hormonelt eller muskulært”.

Knokle-knokle-knokle indtil 16.35 – kun afbrudt af de samtaler, der skal gennemføres med: Palliativt team, Visitation, Onkologisk afdeling, sygeplejerskerne på Akut mave-tarm afdeling, min mor, min stedfar, min søster …

17.00 hjem fra Brugsen med laktosefri mælk, smør, fløde.

19.00 Afhentes af søster – medbringende det mad fra både det søde og det salte køkken, der skal søges lokket i patienten; lammestuvning med estragon(laktosefrit), porre/broccoli suppe med fløde (laktosefrit) .. og pandekager med fløde (laktosefrit).

Samt de pitabrød med rosmarin og hvidløgsmarinerede lammemørbrad og avocado, som er lavet til søster.

21.25 hjemme efter 3 hospitalsbesøg på 3 dage.

….

Min mor er blevet indlagt.

Efter sin operation i torsdag.

Først gik det rigtig skidt – nu går det bedre.

Men man skal have et jernhelbred for at være syg på de danske sygehuse.

Det har min mor ikke.

Og en akutafdeling kan ikke tage højde for at en patient (også) er syg af noget andet.

Det er ikke deres afdeling.

Så det er i deres øjne okay, at lade en underernæret dødsyg (i bogstavlig forstand) patient faste fra lørdag aften til søndag eftermiddag. Og først, i det mindste give et saltvandsdrop, når hysterisk datter har skreget af dem i telefonen.

Det er også okay ikke at kunne tage hensyn til intolerance overfor madvare eller undlade at forholde sig til, at en patient kan have så meget mundsvamp, at maden helst skal være blød og fugtig.

Også på 3. dagen.

Så selvom min mor i princippet kunne udskrives nu, har hendes hospitalsophold svækket hende sådan, at vi er igang med at se på muligheder for at få et plejeophold på et hospice. alternativ få mere hjælp hjemme. For et aflastningsophold hos kommunen er utænkeligt … der er jo også andre der er syge og har stået på venteliste.

Man skal ikke være syg, når man er dårlig – og man skal i den grad sætte sit lid til sine pårørende. For det er ikke sikkert, der er andre der hjælper.

I morgen er der endnu en dag.

Og jeg er glad for hver ekstra dag vi har.

Også selvom de er sådan her.

Alternativet føles ikke lettere.

Endnu.

lørdag 9. januar 2016 kl.12:08

De sidste år har jeg ikke planlagt meget. Min arbejdssituation – og dermed min økonomi har sat sine begrænsninger og sidenhen har sygdom, manglende overskud og overordnet tristesse været med til at begrænse fremtidstankerne.

Og det har dermed været begrænset hvad jeg har set af venner, deltaget i sammenkomster og været ude og rejse.

I 2016 ønsker jeg at få den del tilbage i mit liv.

Uanset hvad der ellers sker på de forskellige planer.

Og min kæreste og jeg har booket rammerne til en 100 års fest.

50 til ham og 50 til mig.

Det bliver den 21. maj og der skal til at udarbejdes en gæsteliste.

torsdag 7. januar 2016 kl.17:15

Jeg kan sagtens klare at min mor dør. Tror jeg. Døden, bisættelsen – alt det der. Så sent som i morges, på vej til hospitalet, snakkede vi om hvordan bisættelsen skal være, om at have set døde mennesker og at ligge lit de parade i hjemmet.

Det jeg ikke kan holde ud at forholde mig til er, at den der død, den stopper jo aldrig.

At når døden først er, så bliver den ved med at være. Og det eneste der så er tilbage er minderne og fotos.

image

tirsdag 5. januar 2016 kl.17:39

Min mor bliver 75 år i dag

image

og for andet år i træk, fejrede vi det på Herlev hospital.

Sidste år var det med kemo og her i år var vi i gang med scanning, lægessamtaler (hhv. onkolog og anæstesilæge) og ventetid,  ventetid… og ventetid mellem det hele. Ankom kl 9 og tog derfra ved en 14:30 tiden.

Min mor har nemlig fået gulsot og vi skal se om indoperation af en stent kan gøre en forskel.

Og mens vi sad og ventede overhørte vi en sygeplejerskes introduktion af kemoterapi og bivirkninger til en “førstegangsbruger”.

“Så kan du få lidt af de her bivirkninger af det, og lidt problemer med det, men det er slet ikke en behandling som i gamle dage, og mange bliver jo slet ikke syge af bivirkningerne”  og jeg sad og skar tænder imens.

Jeg synes på ingen måde at min mors behandling har givet ‘lidt’ bivirkninger af nogen art.

Tværtimod.

Har denne tur gennem kemoland som pårørende, lært mig bare én ting, så er det, at det her er en vej jeg aldrig selv vil går.

Operationen, ja. Men kemoterapi eller strålebehandling. Nej.

Hvis jeg skulle være så uheldig at blive ramt af kræft, så skal jeg under ingen omstændigheder også rammes af den traditionelle kræftbehandling.

lørdag 2. januar 2016 kl.19:32

2015 har været året, hvor jeg har fokuseret på mit personlige mantra “i nuet er der godt“, og der har også været rigtig mange fine stunder i det forgangne år.

Jeg er taknemmelig over, at jeg bor i et land, der gav mig mulighed for at være der 100% for min syge mor i de 3 måneders plejeorlov jeg tog fra august til september. Ligesom jeg er glad over at det først er nu, hvor vi er gået over til alternativ behandling, at vi selv skal betale. Jeg håber at den alternative behandling kan give noget lindring, nu har den officielle behandling, har kvæstet min mors hverdag fuldstændig.

Jeg er også glad for at min kæreste, kan få understøttelse i 1 år og 9 måneder endnu, da det efter 9 måneders intens søgning ikke er lykkedes ham at lande et job i de 9 måneder, der er gået fra han blev fritstillet. Jeg håber så meget at 2016 åbner de døre, der skal til for at han kan blive en del af arbejdsmarkedet igen. Han har så meget at give, og brug for at kunne give det til nogen.

Jeg er taknemmelig over at 2015 bragte en stor interim opgave for mine fødder og at den er blevet forlænget ind i 2016. Og at den ikke er dårlig betalt. Det giver en stor styrke, når man ikke er helt så økonomisk sårbar og jeg håber 2016 giver mig den økonomiske stabilitet, jeg har opdaget jeg alligevel har brug for, hvad enten det er i form af faste kunder i min virksomhed, eller et job jeg kan blive glad for.

Jeg er taknemlig over at den virksomhed jeg arbejder for, er så rummelig at det er muligt for mig både at få en ugentlig plejeorlovsdag og en hjemmearbejdsdag om ugen, så jeg har en mulighed for at få mit arbejdsliv og privatliv til at hænge sammen, og jeg satser på at det vil være det, der kan være med til at gøre at jeg får lidt mere liv i mit liv.

Jeg håber, at jeg i 2016 får mulighed for at bruge (eller turde bruge) nogen af de midler jeg har, til rejser. Jeg trænger til at rejse. Til at komme lidt væk – noget sol, eller storby … dykning…?

Og så håber jeg at nogen af de begreber, som til næste år vil have betegne mit 2016 vil være:

2016-tag

onsdag 30. december 2015 kl.8:01

Hov, hov, det må du ikke” råbte den ene politibetjent efter den anden.

Undskyld” svarede den anråbte, der var kørt hen over fortovet, på vej over til Station 1, på Halmtorvet.

Og sådan er der så meget.

Personligt ville jeg ønske, at en af dem havde råbt “Hov, hov – det må du ikke“, til den person, der brød ind i min kærestes bil – som stod parkeret lige overfor politistationen.

image

Men det var der vist ingen der gjorde.

Så det koster lige et nyt centrallåsesystem, en omlakering, 3000 kr i selvrisiko, og 198 kr. pr. døgn til parkering i parkeringshus, mens han er her – for han har nu haft så mange indbrud i bilen, at forsikringsselskabet ikke dækker. hvis bilen bliver stjålet eller ødelagt yderligere, nu hvor den ikke kan låses.

Og udbyttet?

Ingenting.

For efter 5 indbrud i bilen, når den har været parkeret ved Øsknehallen over natten, så har man ingenting i bilen.

Men det er godt, at den ene politibetjent kan sige “Hov, hov – det må du ikke“, til den anden betjent, når han cykler over fortovet på vej til politistationen.

mandag 28. december 2015 kl.13:10

En af grundene til at Facebook vandt over bloggen, har klart været telefonens – som i Android-telefonen – indtog i mit liv. Med den og Facebook app’en har det jo været så let at poste der .. on the fly… men nu, hvor jeg har fået opdatet bloggen, kan jeg bruge den WordPress app, der findes … og så er det jo blevet lettere at blogge også.

image

Juledags-gåtur på stranden.

kl.12:19
Antikke nisser

Antikke julenisser fra svigermors barndomshjem, passer på mandelgaven

Julelærk

Juletræet er skiftet ud med en julelærk – og pyntet med svigermors nisser

IMAG0610[1]

Saksild Kirke – hvor vi fik en af de bedste juleprædikener jeg længe har hørt

IMAG0619[2]

Adventgris og juleengel

IMAG0621[1]

Solopgang på stranden, juledag

tirsdag 15. december 2015 kl.6:02

Jeg gik ned af trappen, en trappeopgang i det indre Frederiksberg, og fik en besked, der skulle ændre min verden. Datoen skulle jeg lede efter i min kalender, men følelsen sidder stadig i min krop, selvom det nu er mere end en et år siden.

Den 6. november 2014.

“Det er kræft, siger lægen, Kræft i bugspytkirtlen”

De ord var startskuddet til den nedadgående spiral, der tegnede den kommende tid – og det meste af 2015.

Ordene kom fra min mor.

Min seje, stærke og livskraftige mor. Som startede sit livs helvede og stadig lever i det.

2015 har været et forbandet år. Det har været sygdom og død (ikke mindre end 4 bisættelser). Det har været arbejdsløshed, og mere arbejdsløshed, mismod, depression, mere sygdom, tristhed, pårørende med selvmordstanker, ked-af-dethed og ufattelig … ubærlig tunghed.

Men vi bar det. Jeg bar det.

Og det har også været gode stunder. Det har været solskin, familiesammenhold, væren for hinanden, tæthed, et enkelt bryllup, en 90-års fødselsdag. Kærlighed.

2015 har været et år jeg ikke tror jeg glemmer, selvom det ikke har været et år der er dokumenteret her på bloggen.

For midt i det hele stoppede mine ord.

Nu tror jeg de begynder igen.

Næste side »