Jeg arbejder pt. hjemme i den by jeg kommer fra. På rådhuset. På væggen udenfor hvor mit kontor er, hænger der et billede som jeg var med til at lave, da jeg gik til porcelænsmaling på ungdomsskolen.

“Hampen 1984″ står der med store bogstaver – og det hed ungdomsskolen, for gården som udstykkede jorden til skolen hed “Hampelandsgård” … og det var der ikke noget mærkeligt i.

“30 år” sagde min søster. “Det har hængt på den væg i 30 år”

Og det er jo ikke helt sandt, for det er jo kun 29.

Men et år fra eller til er ikke det der afgør det. Og sandheden er jo under alle omstændigheder den, at der er gået en tid svarende til et voksen og fornuftigt menneske, siden jeg gik på ungdomsskole.

Og det har på mange måder fået mig til at tænke over fornemmelsen for tid. For et menneske på 30 år er jo lang tid, men den tid der er gået siden jeg gik i ungdomsskole er jo gået lynhurtigt.

Men da jeg begyndte at regne på det, så begyndte det også at gå op for mig, at den uendelighed af tid, som jeg syntes at der var mellem mig og 2. Verdenskrig, da jeg voksede op – jo egentligt bare er et lige så tyndt flor, som tiden mellem mig og ungdomsskolen.

I 1975 hvor jeg var 9, var der gået praktisk taget lige så mange år siden krigen, som der i dag er gået mellem ophæng af vægmaleri fra Hampen og nu.

Og det er da nærmest ufatteligt – for der var jo 100 år mellem 1945 og 1975 … mon nogen har den samme fornemmelse omkring 1984?

Pinser, påsker og alle de andre forårshelligdage og ferier har det med at blande sig sammen i ens bevisthed og ofte kan man ikke adskille det der sker det ene år fra det næste.

Men jeg tror at pinsen i år alligevel skiller sig ud.

Det har været en fantastisk weekend + lidt mere hvor jeg var med til rejsegilde i Saksild, hvor det nye sommerhus har fået både tag og vægge og begynder at se ud som meget mere end en plan og nogle blyantstreger. Dejligt at se – og også dejligt at gense de mennesker jeg kender dernede. De var også glade for at se mig og over at jeg stadig kunne komme i området, selvom jeg ikke længere har den samme tilknytning.

Dernæst gik turen nordpå. Mod Limfjorden og bryllupsfest på Fur.

Et par skønne mennesker, som jeg har lært at kende gennem dykningen i Egypten, blev viet og jeg var med til en fantastisk bryllupsfest, hvor der ikke manglede noget. Og hvor luften var så tæt af deres kærlighed til hinanden og livet omkring dem, at vi alle blev bevæget gennem dage.

Jeg havde de mest forgrædte øjne af alle – for det var bare så smukt og rørende det hele … og så er det jo heller ikke fair med et bryllup hvor ikke mindre end 4 solister gennem dagen og aften stiller sig op og synger smukke kærlighedssange!

Fantastisk fest.

…. og forfest om fredagen og efterkomsammen om søndagen + hygsom rundtur på Fur, der lå og gjorde sig lækker og sommeragtig i al sin maj-smukhed.

Men det sluttede ikke der. For hjemme ventede den her velkomstkomité:

En hilsen fra venner i Holland, der havde overnattet i min lejlighed, der jo var ledig mens jeg var udenhus.

Forskellige lækkerier, inklusiv en “kroningssyltetøj”  og en fin, fin vase fra den hollandske Royal Goedwaagen, der oppefra er formet som Holland og naturligvis har den kongelige orange farve indeni.

En meget smuk gave, fra nogle helt fantastiske mennesker – som jeg desværre ikke selv fil hilst på, fordi jeg var sammen med nogle andre fantastiske mennesker.

Tænkt at have det luksusproblem at kende for mange dejlige mennesker! Jeg går i hvert fald helt klar resten af maj i møde høj på mine pinseoplevelser.

Jeg skriver mindre og mindre på bloggen. Ofte kommer tingene ud på facebook, eller det bliver i mit hovedet. Og nu kan jeg forstå, at nogen af dem der kun følger med på bloggen (ingen nævnt … ingen glemt…) er bekymret for mig, og er bange for at jeg ligger i krig med verden.

Det gør jeg ikke.

Eller.

Det gjorde jeg i fredags… og heldigvis kom der flere gode ting ud af det. Nogen gange er det rigtige nemlig at fare i flint og statuere et eksempel.

Andre gange er det noget helt andet der rammer rigtigt.

Men for at gøre billedet mere nuanceret, vil jeg da gerne de nogen af de statusopdateringer jeg har lavet på facebook – også selv mens jeg rasede allermest:

29. april:

1 down … en milion milliard to go

.. fik landet et af mine mange projekter i dag og det er rigtig rart at få noget fra pipelinen over i aftalebunken … men jeg mangler lige lidt mere til at jeg er helt hjemme – men heldigvis det går i den rigtige retning

*siger hun og klapper sig selv på skulderen*

30. april:

DSB- mig 3-1… ha! Jeg var lige ved at misse min station igen … men jeg gjorde det ikke …

1. maj:

så er det igen den første maj – og mens nogen samler fanerne og andre samler benene … gør jeg klar til en dag med møder, mens jeg nynner denne lille sang: http://www.youtube.com/watch?v=kCbD8nsxcd8

… håber I får lige den 1. maj I måtte begære

2. maj:

Jeg har en biblioteksbøde på 120 kr. og en anden bog der skulle have været afleveret den 27.4.

Det var planen at komme forbi biblioteket, men nu er jeg på vej til begravelse i stedet … og sådan bliver livet nogen gange sat i perspektiv.

5. maj:

det var rigtig fint at togføreren åbnede døren for mig, da jeg stod og skulle ind i toget med en cykel belæsset med blomster … men det der gjorde mig rigtig glad var at da jeg sagde “tak” svarede han; “Det var da så lidt blomsterpige”.

Blomster_pige_!!

Ikke “blomsterdame” eller “blomsterfrue” … så på turen mellem Ølstykke og København er jeg en blomsterpige…..

7. maj:

Da jeg var barn havde jeg et pænt stort temperament.

Vi taler om at min mormor sagde hun bange for at jeg engang vil ende med at blive lukket inde – da hun observerede mit forsøg på at bryde min søsters dør ned med en stol, eller dengang jeg skar min søster med en kniv, som resulterede i at alle knive blev fjerne fra børnehøjde de næste 30 år.

Jeg synes at jeg, som jeg er blevet ældre, er blevet bedre til at håndtere mit temperament.

Men så er der weekender som denne, hvor jeg tror at mere end en vil betvivle det.

Som den veninde der skulle have spist hos mig i fredag – men ikke gjorde fordi jeg i effekt aflyste middaggen … hvor alt maden vel og mærke var lavet og klar og 15 min efter middagen skulle have været startet … fordi jeg af forskellige årsager blev eddikesur på gæsterne.

Eller som den ejer af en af restauranterne, der ligger i den ejendom hvor jeg bor, som åbenbart fik sig noget af en overraskelse da jeg gav ham en kopi af Forskrift vedrørende miljøkrav i forbindelse med indretning og drift af restaurationer i Københavns Kommune.

Filmen knækkede, da hans medarbejdere igen brød alle de regler han lige havde forsikret mig om at han ville overholde og det mindre end 5 minutter efter at han lovet bod og bedring.

At storme ind i restauranten, bryde ind i den telefonssamtale han havde gang i og fortælle ham sådan nogenlunde hvad jeg syntes han var værd i kroner og øre mens han sad sammen med 3 andre i en sofa … var måske heller ikke sådan helt vildt anerkendende.

Det er en del år siden at jeg holdte op med at farve mit hår rødt, men jeg overvejer at begynde igen, da det så måske vil virke som en advarsel … for det ser ud til at jeg er inde i en fase hvor jeg er lige så god til at styre mig, som da jeg var 5 år gammel.

Forrige weekend var jeg inviteret til cocktails & strik hos hende her. Som gamle bloggere har vi kendt hinanden i 100 år og en evighed, men mødet forleden var vistnok vores første rigtige møde med hinanden. Sådan for real.

Lidt til min … og de andre gæsters overraskelse … endte der med at gå meget mere strik end cocktails i projektet og da jeg smuttede hjemad ved midnatstid sad alle gæsterne meget møjsommeligt bøjet over deres respektive hækle og strikketøj, mens flasker og glas stod nærmest ubenyttede hen

Jeg havde taget de tykke pinde og uldgarnet med og det gik rask fremad med at strikke begyndelsen på en strikket filtet taske. Det er ikke nogen stor kunst at strikke sådan en taske, men jeg måtte konstatere, at I det selskab var jeg som en en-øjet blandt blinde ;-)

Men inspirationen gik videre end til det. For Emme der også deltog, indviede mig i at kreabloggernes søsterselskab Reverly, har en ting med at angive deres “stash”  som i forståelsen “garnlager”. Min første tanke var at Liselotte måtte være den med det største stash af alle … og dernæst tænkte jeg på mit eget garn, der lå klemt nede i en plastik kasse, og på ingen måde var inspirerende for nogen eller noget.

Op mod denne her weekend skulle jeg så have sat en reol op og jeg ville også gerne have mine bøger frem i lyset igen. Ligesom garnet har de i mange år været gemt væk og en af grundene har været at jeg synes at bøger “forstyrrer” med alle deres forskellige farver.

Så jeg endte med at farvekoordinere mine bøger:

Og jeg toppede hele herligheden med at smække mit stash ind i reolen … og med det i øjenhøjde så håber jeg på at jeg dels får færdiggjort tasken … men også at jeg sådan lidt mere generelt får genvakt, noget af tidligere tiders kreativitet.

P.S…. jeg ved godt at farvekoordinering af bøger er en direkte likvideringsbegrundelse hos bibliotekarer … men så mange bøger har jeg jo heller ikke.

P.P.S de hvis bøger står i reolen nedenunder hvor jeg kører et hvidt tema ,… skal jo heller ikke have alt for mange farver ind, sådan på en gang.

Maria fra Maskinrummet kører et rundkørselskunst tema. Og det fik mig til at tænke over min tid i Sharm, og noget af den kunst, der var langs med vejene der. For de gjorde meget for at pynte op.

Som de halve både der stak ud af klippen mellem Hadaba og Nama Bay.

Eller vandfalds-ørne-et eller andet monument,  der stod lige skråt overfor, Der blev bygget på det, det meste af det år vi var der, men som vi heldigvis nåede at få afsløret kort tid inden vi rejste:

Til gengæld, så blev jeg faktisk glad hver eneste gang jeg passerede søhesten. Mit yndlingsvanddyr, der stod så finog smilende mod den altid blå himmel:

Det er ikke alt der er smukt, der giver mening. Det er ikke alt der giver mening, der er smukt … men i Sharm, er der godt nok også meget, der hverken er smukt eller giver mening. For søhesten står eksempelvis lige i det område:

Lige da jeg kom hjem fra min meditationsoplevelse i Sverige, var jeg fuld af ideer til hvor nemt det ville være at fortsætte med at meditere.

To timer om dagen – pyha, det ville da være det nemmeste i verden.

Jeg mener deroppe var vi oppe 17 timer om dagen og bortset  fra en 4-5 timer hvor vi spiste eller havde pause, så mediterede vi i resten af tiden. Jeg er endda så privilligeret at jeg hverken er bundet af børn, mand eller faste arbejdstider.

Jeg syntes at dem der havde været deroppe før og snakkede om at de kun mediterede 1 time om dagen, eller ikke rigtig fik det gjort, var lidt pivedyr .. og var det ikke bare et spørgsmål om at få slukket for tv’et og komme igang ?!

(den kloge læser vil her bemærke at ikke engang 10 dages meditation og stilhed berigede mig med rummelighed og overbærenhed overfor andre …. det er et issue, der kommer op på et senere tidspunkt)

Nu hvor jeg har været hjemme i lidt over 14 dage, har piben fået en lidt anden lyd.

Knapt så skinger og noget mere realistisk.

At hive 2 timer noget som helst ud af en dagligdag er pænt meget, uanset hvordan ens hverdag i øvrigt er skruet sammen. At gøre det med noget der så også påvirker ens energiniveau er så endnu mere vanskeligt.

Min plan var at meditere morgen og aften. Havde ingen problemer med at vågne en time tidligere (eller i det her tilfælde fortsætte med at vågne tidligt), problemet kom med aftenmeditationen. Havde nemlig planlagt at meditere inden sengetid. Det gik så også meget godt bortset fra at det, at jeg blev helt vildt frisk efter meditationen … og så kom balladen.

For så kunne jeg ikke sove og kom alt for sent i seng, og så kunne jeg så alligevel ikke komme op … og med planlagte morgenmøder ret tidligt på morgen både i sidste og denne uge, kunne jeg ikke risikere at sove for sent … og så kørte det hele lidt i ring.

Da jeg så endte med ikke at kunne nå mine mål, lod jeg helt være og så var jeg ligevidt.

Jeg har nu justeret på to parametre: tid og placering. Jeg har skruet lidt ned for tiden – men til gengæld forsøger jeg så at lægge ½ times meditation midt/sidst på dagen, sådan jeg kan bruge den energi jeg får, til at komme fra dag til aften.

Vaneforskere diskuterer om det tager 21-40 eller 90 dage at bryde en vane, jeg skal ikke gøre mig klog på om det er det ene eller det andet … men jeg tror på at man kan gøre det nemmere eller mere vanskeligt for en selv at ændre vaner og jeg tror på at det her lille skridt har gjort det lidt nemmere for mig.

… og nu vil jeg så i øvrigt smutte ind og meditere … og til det og til at se hvordan det går, bruger jeg i øvrigt denne her lille hjælper: meditation apps

Jeg ved ikke om man kan kalde det et tema i mit liv, eller om det sker for alle til alle tider – og jeg bare lægger mere i det?

Men lige nu synes jeg bare at jeg har så mange hængepartier der ikke bliver løftet, bolde der er kastet op i luften og ikke falder ned, skibe der sættes i søen men aldrig når i havn.

Jeg oplever det både på den private og professionelle bane og jeg synes at jeg løber i runder mens jeg forsøger at holde styr på hvor jeg har fået svar, hvor der mangler noget og hvor der er total tavshed.

Og jeg forsøger at afkode hvad det handler om.

Er det mig?

Er det dem?

Hvad er det de andre forstår, som jeg her godt inde i livet bliver ved med at tumle imod.

“Ikke at få svar er også at få svar” siger nogen. Men det passer heller ikke rigtig, for nogen gange får man jo så fat i folk og det bliver starten på nogen nyt og “hvor var det godt at du blev ved med at forsøge at få fat på mig“, eller du er på min “to-do-liste og dårlige samvittighed, godt du ringede tilbage“.

Jeg står midt i mellem at min nye leveregel skal være, at jeg bliver bedre til at slippe de tilbagemeldinger der ikke kommer … eller at jeg skal til at koge nogle kaniner rundt omkring i det ganske danske land.

Egentligt ville jeg gerne have skrevet et langt indlæg om min tur ind i stilhed og meditation. Og da jeg kom retur til DK forrige lørdag var jeg også fyldt med summende energi og mange tanker om det hele.

Og der er stadig ting om det, der vil komme til at komme ud.

Men så kom torsdagen og et par timer inden jeg stod og skulle rejse med min nevø til Berlin opdagede jeg at min cykel var blev stjålet … og så gik tingene op i cykel og Berlin tur … og nu i cykel igen.

Og alligevel hænger tingene sammen. Jeg er sikker på at havde jeg ikke lige siddet 10 dage og mediteret på landet i Sverige, ville jeg ikke have været så rolig ved opdagelsen af cykeltyveri – og ro og accepteren af tingenes tilstand, var også ret godt at have med da vores tur til Berlin endte med en noget forlænget hjemrejse på grund af et misset tog i Hamburg.

… lige nu har jeg 1000-vis af ting og tanker og jeg satser på at nogen af dem rammer bloggen her, inden de bliver blæst væk af andre emner.

Det er som om at binyrebarkhormoner er alle lægers vidundermiddel.

Ondt i foden – *slam* så får du en kanyle med binyrebarkhormon sprøjtet ind. Problemer med ryggen eller albue … jammen det fikset da med binyrebarkhormon … og åndedrætsbesvær? Jammen så inhalerer du da bare noget binyrebarkhormon …

Det sidste fandt jeg da i hvert fald lige ud af her for et øjeblik siden – og blev pissesur på min læge.

Har døjet med hoste i et par måneder nu. Hoste og nys. Sygdom. Og så hoste og nys igen. Og var til lægen forleden.

Er nu igennem det helt store udredelsesprogram, med blod og urintest samt røntgen af lungerne.

Men mens det stod på ville han gerne give mig noget medicin, som hvis det virkede, ville påvise at det var noget astmabetinget. Da jeg tidligere har lidt af anstrengelsesastma når det er koldt, lød det meget plausibelt, at det kunne være sådan noget der spillede ind, nu hvor vejret ikke vil blive varmere.

Så jeg købte og inhalerende - lige indtil jeg fik læst indlæggelsessedlen og opdagede at det var det forhadte binyrebarkhormon, jeg stod og hældte lige ned i lungerne.

Og så blev jeg sur. Sur over ikke at få ordentlig besked, sur over at have brugt 450 kr. jeg dårligt har, på medicin jeg ikke har lyst til at bruge – og over at de her læger udskriver den medicin, som om at det var komplet ufarligt.

Binyrebarkhormon kan påvirke psyken på en lang række måder og det er er en risiko jeg ikke ønsker at udsætte mig selv for. Ubehandlet anstregelsesastma kan så til gengæld give en kroniske problemer med lungerne og nedsætte ens daglige livskvalitet pga. træthed, hoste, flere forkølelser og lungebetændelser.

… damned if you do and damned if you don’t….