Er ude i min lille lykkehave.

Og har fundet ud af, at jeg ejer 3 grønne asparges, der titter op af jorden med et bestemt udtryk, et æbletræ med 5 blomster og et kirsebærtræ med mere end 20.

At både lilje- og kongekonval ser ud til at komme, at lupinerne vokser voldsomt … og ja, det gør de fandes skovjordbær også … stadigvæk og hele tiden. At mine tulipaner ser lidt knotne ud og slet ikke blomstre som dem i de andre haver, men at der er tonsvis af perlehyacinter og påske-og pinseliljer hid og did.

Jeg har Mads og Monopolet i ørene, efter at jeg lige har afsluttet en telefonsamtale, hvor jeg fik fjernet en sten fra en dejlig dames hjerte.

Min pc er koblet op til verden på et modem …. og damned, hvor er jeg bare glad for den der verden og den plads jeg har i den.

Og af alt hvad jeg ejer i verden, er jeg lige nu allermest lykkelig for mine 3 grønnes asparges og mine 5 æbleblomster.

På det yderste af vinteren eller det første af våren og lige midt i skolernes vinterferie og min egen ledighed, mødtes min niece og jeg til “mosterdag”.

Selv her dagen derpå, kan jeg lugte røg i mit hår. For vi hyggede os med gåtur på Fælleden, pølser og snobrød på bålet - med varm kakao og skumfiduser til dessert. Alt det gode fra bålet, midt i sneen og dådyrspor ude i min lille have.

Og vi fortsatte med spil på bordet, da vi med røde kinder og lugt af røg, kom tilbage til lejligheden. Hvor bror og kæreste sluttede sig til hyggen og de hjemmelavede pizzaer.

Og vi sluttede herligheden af med at lave stuen om til biograf og det nød vi, selvom teenagestorebror skulle i klub midt i det hele og kæresten lagde sig på tværs og snorkede sig gennem to film.

Det er fint nok at jeg har været savnet mens jeg har været væk, men jeg tror nu alligevel, at jeg bare bedre kan lide at være her.

Var ude og sige farvel til haven i dag.

Og sådan en eftermiddag med solen i ansigtet og en kop varm kaffe i hånden, kan næsten få en til at tro på at foråret er lige om hjørnet.

Men når solen så går ned kan man godt mærke at det stadig er januar og at januar klart er en vintermåned.

Men sneen var smeltet næsten alle steder og jeg fik gravet en portion jordskokker op.

Og de skal blive til den sidste omgang hjemmedyrket mad.

Og varm suppe er hvad jeg trænger til, efter en kold tur hjem på cykel - og vil nok heller ikke blive foragtet af kæresten, når han sikkert kommer gennemkold hjem efter en dag med dykning.

Puha.

Et positivt svar fra bestyrelsen i min have. Jeg har fået lov til at beholde min have, selvom jeg rejser bort i et år.

Først da svaret kom, kunne jeg fuldt og helt mærke hvilken lettelse det gav i mig, at jeg ikke skulle ofre haven for rejsen.

I tiden frem til nu har jeg sagt til forskellige, at hvis det var prisen, så var det det - og at det er vigtigt at huske hvem der ejer hvem - og at jeg ikke vil leve et liv, hvor det er haven der ejer mig, og selvom jeg mener det, er jeg nu alligevel rigtig glad over at jeg får lov til at eje haven også efter dette eventyr.

Jeg tror jeg har fundet den helt rigtige til at passe på min øjesten, men det skal lige falde helt på plads.

Det vigtigste for mig i den del af processen er, at haven kommer i hænderne på en som vil elske at være der og holde den med glæde.

Selvom frosten endnu ikke har bidt mig i kinderne, kunne jeg se at skaden var sket ude i min have. For mens jeg tilbragte en solbeskinnet dag med veksling af vinterklargøring og læsning i med næsen mod solen, stod de tidligere så strunke sommerblomster og hang med ørene.

Kronbladene var blevet trætte.

Men jeg rev det der til næste år skal blive min (mini) græsplæne. Flyttede overskudsjord over i mit lidt for lave højbed. Lagde de andre højbede til ro, med en let efterårsgravning, efterårsgødning, kalt og planterrester som regnormene kan lyste sig med indtil det igen er tid til nye planter. 

Jeg satte mine jordbærstiklinger i deres nye bed, pottede mine asparges om i større potter og så nød jeg synet af små rødkælke, der kom helt tæt på og nippede i jorden. Da de lever af snegle, insekter og orme, håbede jeg at det var eventuelt dræbesnegle yngel det gurglede ned og ikke mine livsgivende fede regnorme.

Søndag var en perfekt afslutning på en dejlig weekend.

Om fredagen havde jeg fejret ungdommen og viisdommen ved at blive klogere på tingene, da jeg sammen med mosterungerne smagte og lyttede mig igennem kulturnattens lærdom på LIFE. Bagefter rørte vi kulturen og selv rørt, da det stod på gospel i en frikirke på Frederiksberg.

Om lørdagen fejrede jeg en helt anden kultur, da min haveforening fejrede sin 70 års fødselsdag, med middag, taler, underholdende indlæg og sange. For 70 år siden var der 1000 små haver. Idag er vi 68 og spørgsmålet er om vi overlever de næste 70 år.

Og om søndagen nødt jeg så at lige, i dette øjeblik består mit helt eget lille fredsfyldte hjørne endnu, selvom det er ved at lægge an til vinter.

Og måske består det også om 70 år, for der er at håb for fremtiden, når min nevø på 12 år cyklede byen rundt med en helt stok grøntkål på bagagebægeren fordi han på LIFE havde fået smag for juice lavet af æbler, persille og grøntkål.

… for efter lysten til at spise naturen, kommer måske også lysten til at dyrke den?

Sådan en lørdag hvor man kommer træt og beskidt hjem fra haven, hvor Bertram har ligget i aspargesbedet og kigget på himlen, Alfred har gasset sig på sofaen og kæresten helt af sig selv tilbød at  komme med og oven i købet gik i gang med at male huset - kan man ikke være meget andet end tilfreds med livet.

Og ikke nok med at jeg har været ude i solen og at jeg har brugt mig selv godt, så fik jeg også løst flere af de opgaver, der ellers har reddet mig som en marre hen over sommeren.

Selvom jeg løste et par af dem ved at springe over hvor gærdet var lavest, så slog jeg samtidig to fluer med et smæk … og det skal man ikke kimse af (som man siger …for at fuldføre flosklerne…)

Ved indgangen til min have, og langs med stien op til huset, har det været planen at noget af jorden skulle graves af, og der dernæst skulle grus og søsten på. Det skulle forhindre smat når det regnede og ophobningen af ukrudt - som jo virkelig er vokset til hen over sommeren. Endelig skulle det give haven et sidste finish og samle hele den føste del af haven.

Men kræfterne og logistikken med at skaffe grus og sten har forhindret mig i at udføre opgaven og hen over sommerferien tabte jeg inderligt kampen mod ukrudt, da store tisler og andet godt stod og ventede på mig da jeg kom ud i haven.

Idag blev opgaven omtænkt og jeg lagde fliser som jeg alligevel havde i overskud på stedet. Fliser lagt uden grus vel og mærke … og uden vaterpas og alt det andet der har været i brug ved tidligere lejligheder. Og der hvor der var huller blev der lappet med havesten.

Og i forlængelse af det blev mit frugtbed udvidet helt ud til stien - og sådan kom jeg videre med opgaven, kom af med nogen af mine fliser og fik  plads til flere bær.

… og mens jeg renser mine negle og strækker min ømme ryg, så er jeg en lille bitte smule stolt af mig selv og mine evner …

Når man sådan går hen og bliver haveejer - det være sig i det store, eller helt små, som mig - så er en ting sikkert:

Pludselig bliver det interessant at snakke om dræbersnegle ved frokostbordet.

Herunder naturligvis også hvilke metoder man skal tage i brug for at komme krybet til livs, og om der er sandhed i myten om, at hvis man lader den døde snegl ligge, så virker det som en åben invitation, for så kommer alle dens fætre og smæsker sig i den og dermed får man endnu flere dræbersnegle.

Jeg ved det ikke.

Men jeg ved, at snegle og duer er mine nye fjender og at jeg går til dem med en uhørt brutalitet.

… og så alligevel ikke…

For der er snegle og så er der snegle.

Mens jeg ikke har nogen problemer med at klippe en dræbersnegl midt over og se den dø (eller næsten ingen problemer, for det er stadig ulækkert), så har en jeg et andet forhold til vinbjergsnegle.

De er jo søde.

Dem legede jeg med som barn.

Og selvom det sikkert er tosset, og de nok kan gøre lige så stor skade, så har jeg det med at sætte dem over i min kompostbunke, eller smide dem over hegnet til Fælleden, når jeg støder på dem på min vej.

Bortset lige fra igår.

I min kamp mod fjende #2 (duerne) skulle jeg fjerne et net fra jordbærene for at sætte det over hindbærene og i den forbindelse ville jeg fjerne en vinbjergsnegl som sad på nettet.

Men den holdte fast.

Og jeg hev.

Og inden jeg fik set mig omkring, havde jeg hevet sneglen ud af sit hus.

Øv for den da.

Når en vinbjergsnegl er uden hus, er den faktisk lige så klam som en dræbersnegl.

Men jeg havde stadig, næsten ondt i hjertet over at hive en forsvarsløs snegl ud af sit hus.

 … for selvom man er voksen og har egen have, så er det vel ikke underligt at have kælesnegle…?

Jeg troede det måske var i år, jeg skulle gå sommerferien i møde, uden hjemmelavet hyldeblomstsaft. De københavnske hyldetræer og buske har blomstret i små tre uger, og det var egentligt ved at være for sent at få sneglet sig ud og plukke blomster.

Men på landet er det anderledes, der er hyldeblomstsæsonen kun lige startet. Så hjemme hos det mødrende ophav i går, fik jeg min store nevø til at plukke de nødvendige blomster og i dag mødtes vi og tog ud i min have for at koge og sukre og gøre til. Og nu står der 1½ portion saft og hygger sig - og om nogle dage er jeg klar med gyldne flasker fyldt med sommerens sødme.

De sidste solstråler sidder endnu og varmer i mig ryg.

Udenfor mit vindue er Vesterbro klar til en fredag i sommernattens tegn - der er menneskestemmer og musik. Selv er jeg klar til en tur i sengen, efter det som endte med at være endnu en lang dag i haven.

Færdig med haven bliver jeg jo nok ikke på denne side af sommerferien, men jeg forsøger at mene, at lidt også har ret.

Mine krydderurter fik jord om fødderne. Godt hjulpet på vej af halvformuldet kompost. Og den sidste del af haven blev hegnet ind, så kattene, når de kommer hjem fra Jylland, kan nøjes med at jagte mus, inde i min have.

Jeg glæder mig til at se, hvordan min krydderurter klarer den omtumlede tid og om de liver op igen, eller om jeg skal satse på fjernlageret i Jylland.

Der er stadig plads til flere urter og det er fedt, for jeg kan nok ikke lade være med at lade mig friste og jeg har fundet et sted, hvor de sælger mange spændende planter.

Fristet blev jeg også i aften, da min gode ven, som havde hjulpet mig i haven, foreslog at vi sluttede af med bål.

Og der er nu meget lidt der slår, at slutte en dejlig solskinsdag af med et glas med portvin og et kig ind i ilden.

…. mener jeg, mens dem jeg kan høre feste udenfor min lejlighed nok mener, at man skal være mellem 100 og skindød, for at få det til at måle sig med en god tur i byen…

Inde midt i stormens øje kan man putte sig og få ro.

Og der sidder jeg nu.

Gemt væk fra mennesker man har kendt i over 20 år, og som bare pludseligt går hen og dør. Eller venner hvis børn skal aktiveres, for ikke at skrige. Naboer, der alligevel bliver sure og smider hegn, hen foran ens låge, og eller vrisser over manglende digitalis, som uduelig arbejdsmand har trukket op og aldrig sat ned igen. Arbejdsmand, der i øvrigt lover at lave have og i stedet bare graver et hul - og efterlader mere til oprydning, end det arbejde man startede ud med.

For mistet sten i svigermors ring, stillinger den genopslås, men man kan søge igen - dobbelt fuck dig. Fra chefer der melder fra til styregruppemøder, så alle beslutninger må skyde (selvom projektets tidsfrister skal holdes), planter der står og dør fordi de ikke kommer i jorden og jordbær, der istedet for at fylde nogen med fryd og sødme, måske ender med at rådne, fordi man ikke kan plukke dem fra en anden landsdel.

Men jeg holder fri fra det.

Og nyder solens varme i sommerlandet. Hører fuglene synge og ser kattens smil, når den igen har fanget en mus og kan rulle rundt på jorden og blive rigtig beskidt.

Et øjebliks fred mens weekendens gæster sejler rundt for at finde fiskefrikadeller og friske kyllinger og kæresten får lov til at lege med sin båd, sammen med nogen, der faktisk sætter pris på det.

Alle er glade og jeg prøver at glemme alt det jeg ikke når og det faktum, at jeg godt ved hvad det betyder, når jeg vågner om morgen og mine hænder ikke kan bruges fordi det summer i dem, som havde jeg gemt en bistade derinde.

Jeg folder forsigtig fingrene ud en efter en, og jeg føler mig lidt som en sommerfugl, der lige er kommet ud af sin puppe og sidder på en kvist i solen, mens vingerne tørrer og pumpes fulde af blod.

Snart er jeg klar til at flyve igen.

Ud af stormens øje.