Selvom frosten endnu ikke har bidt mig i kinderne, kunne jeg se at skaden var sket ude i min have. For mens jeg tilbragte en solbeskinnet dag med veksling af vinterklargøring og læsning i med næsen mod solen, stod de tidligere så strunke sommerblomster og hang med ørene.

Kronbladene var blevet trætte.

Men jeg rev det der til næste år skal blive min (mini) græsplæne. Flyttede overskudsjord over i mit lidt for lave højbed. Lagde de andre højbede til ro, med en let efterårsgravning, efterårsgødning, kalt og planterrester som regnormene kan lyste sig med indtil det igen er tid til nye planter. 

Jeg satte mine jordbærstiklinger i deres nye bed, pottede mine asparges om i større potter og så nød jeg synet af små rødkælke, der kom helt tæt på og nippede i jorden. Da de lever af snegle, insekter og orme, håbede jeg at det var eventuelt dræbesnegle yngel det gurglede ned og ikke mine livsgivende fede regnorme.

Søndag var en perfekt afslutning på en dejlig weekend.

Om fredagen havde jeg fejret ungdommen og viisdommen ved at blive klogere på tingene, da jeg sammen med mosterungerne smagte og lyttede mig igennem kulturnattens lærdom på LIFE. Bagefter rørte vi kulturen og selv rørt, da det stod på gospel i en frikirke på Frederiksberg.

Om lørdagen fejrede jeg en helt anden kultur, da min haveforening fejrede sin 70 års fødselsdag, med middag, taler, underholdende indlæg og sange. For 70 år siden var der 1000 små haver. Idag er vi 68 og spørgsmålet er om vi overlever de næste 70 år.

Og om søndagen nødt jeg så at lige, i dette øjeblik består mit helt eget lille fredsfyldte hjørne endnu, selvom det er ved at lægge an til vinter.

Og måske består det også om 70 år, for der er at håb for fremtiden, når min nevø på 12 år cyklede byen rundt med en helt stok grøntkål på bagagebægeren fordi han på LIFE havde fået smag for juice lavet af æbler, persille og grøntkål.

… for efter lysten til at spise naturen, kommer måske også lysten til at dyrke den?

Sådan en lørdag hvor man kommer træt og beskidt hjem fra haven, hvor Bertram har ligget i aspargesbedet og kigget på himlen, Alfred har gasset sig på sofaen og kæresten helt af sig selv tilbød at  komme med og oven i købet gik i gang med at male huset – kan man ikke være meget andet end tilfreds med livet.

Og ikke nok med at jeg har været ude i solen og at jeg har brugt mig selv godt, så fik jeg også løst flere af de opgaver, der ellers har reddet mig som en marre hen over sommeren.

Selvom jeg løste et par af dem ved at springe over hvor gærdet var lavest, så slog jeg samtidig to fluer med et smæk … og det skal man ikke kimse af (som man siger …for at fuldføre flosklerne…)

Ved indgangen til min have, og langs med stien op til huset, har det været planen at noget af jorden skulle graves af, og der dernæst skulle grus og søsten på. Det skulle forhindre smat når det regnede og ophobningen af ukrudt – som jo virkelig er vokset til hen over sommeren. Endelig skulle det give haven et sidste finish og samle hele den føste del af haven.

Men kræfterne og logistikken med at skaffe grus og sten har forhindret mig i at udføre opgaven og hen over sommerferien tabte jeg inderligt kampen mod ukrudt, da store tisler og andet godt stod og ventede på mig da jeg kom ud i haven.

Idag blev opgaven omtænkt og jeg lagde fliser som jeg alligevel havde i overskud på stedet. Fliser lagt uden grus vel og mærke … og uden vaterpas og alt det andet der har været i brug ved tidligere lejligheder. Og der hvor der var huller blev der lappet med havesten.

Og i forlængelse af det blev mit frugtbed udvidet helt ud til stien – og sådan kom jeg videre med opgaven, kom af med nogen af mine fliser og fik  plads til flere bær.

… og mens jeg renser mine negle og strækker min ømme ryg, så er jeg en lille bitte smule stolt af mig selv og mine evner …

Når man sådan går hen og bliver haveejer – det være sig i det store, eller helt små, som mig – så er en ting sikkert:

Pludselig bliver det interessant at snakke om dræbersnegle ved frokostbordet.

Herunder naturligvis også hvilke metoder man skal tage i brug for at komme krybet til livs, og om der er sandhed i myten om, at hvis man lader den døde snegl ligge, så virker det som en åben invitation, for så kommer alle dens fætre og smæsker sig i den og dermed får man endnu flere dræbersnegle.

Jeg ved det ikke.

Men jeg ved, at snegle og duer er mine nye fjender og at jeg går til dem med en uhørt brutalitet.

… og så alligevel ikke…

For der er snegle og så er der snegle.

Mens jeg ikke har nogen problemer med at klippe en dræbersnegl midt over og se den dø (eller næsten ingen problemer, for det er stadig ulækkert), så har en jeg et andet forhold til vinbjergsnegle.

De er jo søde.

Dem legede jeg med som barn.

Og selvom det sikkert er tosset, og de nok kan gøre lige så stor skade, så har jeg det med at sætte dem over i min kompostbunke, eller smide dem over hegnet til Fælleden, når jeg støder på dem på min vej.

Bortset lige fra igår.

I min kamp mod fjende #2 (duerne) skulle jeg fjerne et net fra jordbærene for at sætte det over hindbærene og i den forbindelse ville jeg fjerne en vinbjergsnegl som sad på nettet.

Men den holdte fast.

Og jeg hev.

Og inden jeg fik set mig omkring, havde jeg hevet sneglen ud af sit hus.

Øv for den da.

Når en vinbjergsnegl er uden hus, er den faktisk lige så klam som en dræbersnegl.

Men jeg havde stadig, næsten ondt i hjertet over at hive en forsvarsløs snegl ud af sit hus.

 … for selvom man er voksen og har egen have, så er det vel ikke underligt at have kælesnegle…?

Jeg troede det måske var i år, jeg skulle gå sommerferien i møde, uden hjemmelavet hyldeblomstsaft. De københavnske hyldetræer og buske har blomstret i små tre uger, og det var egentligt ved at være for sent at få sneglet sig ud og plukke blomster.

Men på landet er det anderledes, der er hyldeblomstsæsonen kun lige startet. Så hjemme hos det mødrende ophav i går, fik jeg min store nevø til at plukke de nødvendige blomster og i dag mødtes vi og tog ud i min have for at koge og sukre og gøre til. Og nu står der 1½ portion saft og hygger sig – og om nogle dage er jeg klar med gyldne flasker fyldt med sommerens sødme.

De sidste solstråler sidder endnu og varmer i mig ryg.

Udenfor mit vindue er Vesterbro klar til en fredag i sommernattens tegn – der er menneskestemmer og musik. Selv er jeg klar til en tur i sengen, efter det som endte med at være endnu en lang dag i haven.

Færdig med haven bliver jeg jo nok ikke på denne side af sommerferien, men jeg forsøger at mene, at lidt også har ret.

Mine krydderurter fik jord om fødderne. Godt hjulpet på vej af halvformuldet kompost. Og den sidste del af haven blev hegnet ind, så kattene, når de kommer hjem fra Jylland, kan nøjes med at jagte mus, inde i min have.

Jeg glæder mig til at se, hvordan min krydderurter klarer den omtumlede tid og om de liver op igen, eller om jeg skal satse på fjernlageret i Jylland.

Der er stadig plads til flere urter og det er fedt, for jeg kan nok ikke lade være med at lade mig friste og jeg har fundet et sted, hvor de sælger mange spændende planter.

Fristet blev jeg også i aften, da min gode ven, som havde hjulpet mig i haven, foreslog at vi sluttede af med bål.

Og der er nu meget lidt der slår, at slutte en dejlig solskinsdag af med et glas med portvin og et kig ind i ilden.

…. mener jeg, mens dem jeg kan høre feste udenfor min lejlighed nok mener, at man skal være mellem 100 og skindød, for at få det til at måle sig med en god tur i byen…

Inde midt i stormens øje kan man putte sig og få ro.

Og der sidder jeg nu.

Gemt væk fra mennesker man har kendt i over 20 år, og som bare pludseligt går hen og dør. Eller venner hvis børn skal aktiveres, for ikke at skrige. Naboer, der alligevel bliver sure og smider hegn, hen foran ens låge, og eller vrisser over manglende digitalis, som uduelig arbejdsmand har trukket op og aldrig sat ned igen. Arbejdsmand, der i øvrigt lover at lave have og i stedet bare graver et hul – og efterlader mere til oprydning, end det arbejde man startede ud med.

For mistet sten i svigermors ring, stillinger den genopslås, men man kan søge igen – dobbelt fuck dig. Fra chefer der melder fra til styregruppemøder, så alle beslutninger må skyde (selvom projektets tidsfrister skal holdes), planter der står og dør fordi de ikke kommer i jorden og jordbær, der istedet for at fylde nogen med fryd og sødme, måske ender med at rådne, fordi man ikke kan plukke dem fra en anden landsdel.

Men jeg holder fri fra det.

Og nyder solens varme i sommerlandet. Hører fuglene synge og ser kattens smil, når den igen har fanget en mus og kan rulle rundt på jorden og blive rigtig beskidt.

Et øjebliks fred mens weekendens gæster sejler rundt for at finde fiskefrikadeller og friske kyllinger og kæresten får lov til at lege med sin båd, sammen med nogen, der faktisk sætter pris på det.

Alle er glade og jeg prøver at glemme alt det jeg ikke når og det faktum, at jeg godt ved hvad det betyder, når jeg vågner om morgen og mine hænder ikke kan bruges fordi det summer i dem, som havde jeg gemt en bistade derinde.

Jeg folder forsigtig fingrene ud en efter en, og jeg føler mig lidt som en sommerfugl, der lige er kommet ud af sin puppe og sidder på en kvist i solen, mens vingerne tørrer og pumpes fulde af blod.

Snart er jeg klar til at flyve igen.

Ud af stormens øje.

Med et hoved på størrelse med en middelstor vandmelon og hænder, der ikke havde kunne træde en nål om mit liv så afhang af det – vågnede jeg til en ny dag.

Mit lille stunt i går, kostede en dag som en søvngænger, med hoved som en en Ibizzagæst efter ferien og en tøst jeg ikke kunne slukke uanset mængden af vand.

Så jeg kom ikke videre med projekt have – krydderurterne står stadig og fylder i deres krukker – jeg håber de holder til det.

Og hvis de ikke gør – så er jeg i det mindste så heldig, at jeg kan hente forsyninger fra fjernlageret.

Selvom der ikke er mere end et par m2’er så står krydderierne på rad og række og sidst jeg talte var jeg vistnok oppe på 23 krydderurter – men det er så også inklusiv lavendel. Og nu er der sat navne på dem:

Dagen i går skulle være den længste i år. Og det føltes også sådan, da jeg fejrede den med, at lægge en arbejdsdag i haven, efter den almindelige arbejdsdag på kontoret.

Det er dejligt og skønt i min have. Alting vokser og gror.

Men hvor jeg havde regnet med, at jeg skulle arrangerer lidt planter og luge lidt ukrudt – stod den (igen) på hårdt manuelt arbejde. Ting som at grave med greb og slæbe fliser.

Havde ellers hyret en mand til det grove. Og han havde lovet, at alting ville stå klart her efter weekenden. Så jeg var noget overrasket og skuffet, da hans version af færdig svarde til min version af det rene ingenting.

Eller – det rene ingenting, hvor der var flyttet nogle sten og gravet to huller …? Ingen fræsning af (kommende) græsplæne, ingen afgravning af jord og anlæg af stier. Men værst af alt ingen bede gjort klart til min hord af planter der tøstede efter at komme tilbage til jorden.

Min efterhånden voksende flok af krydderurter, som jeg efter aftale med manden havde gravet op forrige fredag, og som efterhånden er pænt klare til at komme ned på nye pladser. Alle mine sommerblomster, der står i potter, som efterhånden er for små til deres rødder.

Så jeg måtte jeg selv igang med greb og kultivator.

Og i aften går det løs igen og med hænder der summer og en ryg der værker, så tror jeg at også denne dag kommer til at føles temmelig lang.

De sidste to gange jeg har været ude i min have, er jeg kommet frem til et hus, hvor vinduet har stået åbent, huset været gennemrodet og madras og gulve plasteret til med mudrede fodspor.

Forrige gang var indbrudstyvene løbet med alle mine tæpper, mit gasblus, gaslampe og en stegepande. Da jeg ikke havde fået noget af det erstattet, var de så her sidst “bare” rendt af huse, med den ekstra gasdåse til lampen og en uåbnet pakke Pringles.

Jeg har nu haft 5 indbrud i min lille have, heraf de 3 i år og tyverierne har ændret form.

Hvor det tidligere var tydeligt at dem, der brød ind i mit (og de andres huse – for jeg er ikke den eneste der får besøg) var hjemløse, der havde behov for et overnatningssted, så er dem der stjæler fra os nu, dels øget i antal og dels er det tydeligt at det er nogen, der sætter lejr et andet sted – og nok i nærheden.

Gennem hele vinteren har vores lille haveforening været plaget af ufattelig mange tyverier af gasflasker. Vi har reelt haft funktion, at et veritabelt ta’ selv bord af gasflasker.

Jeg hader at være sådan en, som sætter labels på andre mennesker eller kommer med småracistiske bemærkninger, men jeg har svært ved ikke at sætte sammenhæng mellem tyverierne fra vores haveforening og den lejr af romaer, der har været på Amager gennem vinteren. Specielt fordi der ved denne lejr, kunne ses en masse henslængte brugte gasflasker – og at tyverierne tog til, efter at lejren blev ødelagt for kort tid siden.

Nu kan vi konstatere, at der er en ny lejr af disse forhultede mennesker, kun 100 meter fra vores haveforening. På Amager Fælled.

Og fred være med det.

Hvis det ikke var fordi jeg ikke magter at blive ved med at komme ud og opdage at mit lille søde hus igen har været invaderet af nogen, der betragter mig og det, som den lokale døgner, man lige kan hente fornødenheder i. Eller som et supermarked man lige kan besøge inden hjemturen med “rumæner-bussen”.

… og jeg tænker på tre ting:

• at mit vindue er så lille at det kun kan være et barn der bliver sendt ind af det – det er ikke rigtigt at det skal være nogens barndom
• at der ikke burde være al den fattigdomskriminalitet og jeg egentligt gerne ville hjælpe hvis jeg bare blev spurgt
• at jeg ikke kan lade være med at tænke på, om jeg lige nu er ved at plante og luge nogle andres grøntsager – for når der tydeligvis laves mad, så vil det jo være nemmere at hente grøntsagerne hos os, end at købe/stjæle dem i butikkerne

Jeg ved jo godt, at jo mere man ejer, jo mere kan man få stjålet.

Og efter at jeg har fået nyttehave og bil, er jeg i den grad blevet mindet om det, idet vi i det sidste år har haft i alt 9 indbrud i bil og have – men for fanden, det burde da være muligt at have et skide gasblus og en pande uden at det udgør noget andre skal stjæle og det burde være muligt at have sin bil parkeret på Vesterbro (og sjovt nok kun mellem 10 og 50 meter fra Station 1) uden at den gang på gang bliver brudt op.

Og det værste er, at jeg har mindre og mindre lyst til at hjælpe og række ud – og det synes jeg er det allermest sørgelige.

Jeg har allermest travlt med at være. Og gøre. Men mest med at forsøge at være.

Det holder hårdt.

For jeg føler, at der bliver hevet hårdt i mig fra mange sider (og det meste hiveri skyldes mig selv … tænk, at man alligevel kan det, så skal man være godt smidig, men det må jeg jo være).

Men ovenover det har jeg erfaringen fra tidligere og jeg ved, at jeg ikke kan lykkedes med noget ved at undlade at prioritere og bare knokle derudaf.

Så jeg prioritere at holde mit arbejde indenfor et bestemt rum. Af tid og helst af følelser.

Og prioritere at se min familie og mine venner, selvom jeg ind i mellem føler at jeg burde smide nogle ekstra timer her hist og pist på arbejdet.

Men det andet burde være muligt.

Det med venner og familie.

For jeg opdagede at to af de ledere jeg refererer til i mit største projekt, alligevel ikke læser mail mellem fredag kl. 15.45 og mandag kl. 9.30 og den ene ikke kan mødes kl. 8.00 fordi han bringer børn.

Og en arbejdsplads der har plads til menneskelige chefer, har vel rum til menneskelige mennesker?

… og mens det sker, så spirer mine planter i vindue og have. Jeg har 24 asparges’er, kommet af frø fra sidste år. Den bladbredede persille har rødder som pæle og blade der strutter af vitaminer og sammen med alle de andre forårsblomster og krydderurter er de igang med at fortælle mig. at der er fuld fart på den kommende sæsson og det bare er noget med at komme ud.

Og når vi lige om lidt skal bede, skal jeg nok være den der sidder med halen i vejret, tankerne på himlen og hænderne i jorden.

Og nyde at være.