Kategori: Ønskebloggen

Arkiverede indlæg under den kategori

  • 2015/2016

    2015 har været året, hvor jeg har fokuseret på mit personlige mantra “i nuet er der godt“, og der har også været rigtig mange fine stunder i det forgangne år.

    Jeg er taknemmelig over, at jeg bor i et land, der gav mig mulighed for at være der 100% for min syge mor i de 3 måneders plejeorlov jeg tog fra august til september. Ligesom jeg er glad over at det først er nu, hvor vi er gået over til alternativ behandling, at vi selv skal betale. Jeg håber at den alternative behandling kan give noget lindring, nu har den officielle behandling, har kvæstet min mors hverdag fuldstændig.

    Jeg er også glad for at min kæreste, kan få understøttelse i 1 år og 9 måneder endnu, da det efter 9 måneders intens søgning ikke er lykkedes ham at lande et job i de 9 måneder, der er gået fra han blev fritstillet. Jeg håber så meget at 2016 åbner de døre, der skal til for at han kan blive en del af arbejdsmarkedet igen. Han har så meget at give, og brug for at kunne give det til nogen.

    Jeg er taknemmelig over at 2015 bragte en stor interim opgave for mine fødder og at den er blevet forlænget ind i 2016. Og at den ikke er dårlig betalt. Det giver en stor styrke, når man ikke er helt så økonomisk sårbar og jeg håber 2016 giver mig den økonomiske stabilitet, jeg har opdaget jeg alligevel har brug for, hvad enten det er i form af faste kunder i min virksomhed, eller et job jeg kan blive glad for.

    Jeg er taknemlig over at den virksomhed jeg arbejder for, er så rummelig at det er muligt for mig både at få en ugentlig plejeorlovsdag og en hjemmearbejdsdag om ugen, så jeg har en mulighed for at få mit arbejdsliv og privatliv til at hænge sammen, og jeg satser på at det vil være det, der kan være med til at gøre at jeg får lidt mere liv i mit liv.

    Jeg håber, at jeg i 2016 får mulighed for at bruge (eller turde bruge) nogen af de midler jeg har, til rejser. Jeg trænger til at rejse. Til at komme lidt væk – noget sol, eller storby … dykning…?

    Og så håber jeg at nogen af de begreber, som til næste år vil have betegne mit 2016 vil være:

    2016-tag

    ,
    Kommentarer: 2015/2016

  • Jeg savner at skrive

    Min pc kendte mit kodeord, selvom jeg ikke engang kender datoen for hvornår jeg sidst var herinde.

    Men jeg kender og genkender den kriblende fornemmelse af at mangle at skrive.

    Mange tanker er tænkt siden jeg sidst har været på bloggens bagside.

    Mange ord er formuleret og skrevet ud i intetheden,

    Og mange forbandelser er sendt afsted omkring min manglende forståelse omkring mekanikken for denne her gamle blog, der skal renses, pudset og trækkes op fra glemslen og geninstalleres og reddes kommentarer og gemmes og omformateres og ting jeg ikke ved, eller orker at tænke på eller gøre.

    Så jeg skriver bare lidt – og måske gentager jeg rumlen.

     

    ,
    Kommentarer: Jeg savner at skrive

  • Beskyttet: Jeg søger ….

    Dette indhold er adgangskodebeskyttet. For at se det, indtast venligst din adgangskode nedenfor:

    , , , ,
    Kommentarer: Beskyttet: Jeg søger ….

  • Et lillebitte øjeblik af lykke

    I min pung ligger de øreringe jeg købte i Singapore, da jeg var ovre og besøge min veninde.

    De er ikke specielt dyre eller fantastiske, men jeg kan lide dem, og de har en historie og en værdi for mig.

    I går var jeg ved at miste den ene, udenfor Superbrugsen. Den anden opdagede jeg, at jeg havde mistet, da jeg stod nede ved skomageren … og efter at have løbet dagens spor baglæns igennem, fandt jeg den på måtten ved min bagdør.

    Nogen gange er det ufatteligt hvad man kan miste og genfinde på en dag.

    Nogen gange er det humøret.

    Andre gange en ørering.

    … hver gang man genfinder det mistede, er det et lillebitte øjeblik af lykke.

    Og dem vil jeg prøve at samle på.

    Der er nok af det andet.

    IMAG0733

    , , ,
    Kommentarer: Et lillebitte øjeblik af lykke

  • Del af et større hele

    Kan du forestille dig et rum – fyldt med portrætter, malet helt close up … der alle kigger på dig?

    Det kan Peter.

    Peter er en kunstner, der her i sit nyeste projekt kombinere portrætmaleri med konceptkunst .. og derfor vil male 147 portrætter i nærbillede. Han siger selv:

    De er alle meget nære nærbilleder, så nære at udtrykket fordrejes/forstærkes og alle har øjnene rettet ret frem så de ser ud af lærredet.

    Og det ved jeg, han gør, for han er et af de spændende mennesker jeg har delt hoveddør og bagtrappe med i 12 år, men først lærte lidt bedre at kende her forleden.

    Jeg synes at det er et helt vildt spændende projekt – og at hans billeder er fantastiske intense.

    Jeg tænker også at det er en fed måde for helt almindelige mennesker at få malet deres eget, konens, ungerne eller foreningens portrætter på … for Peter vil gerne male så mange forskellige typer, at han gør det til en pris som er til at komme til for almindelige mennesker.

       

    …det jeg godt kan lide ved projektet … som du selv kan læse mere om her:

    147 Portraits painted by Peter Holmgård

    er at der er tale om mere end bare at få malet sit portræt.

    Alle deltagerne skal nemlig være med til to ting:

    • acceptere at portrættet lånes ud til den store fælles koncept-udstilling …og
    • tage et foto der viser hvor billedet “hører hjemme”.

     

    Jeg synes det er en smuk tanke .. og er igang med at tælle sammen for at blive en del af det.

     

    , ,
    Kommentarer: Del af et større hele

  • Den julegaveløses oprør

    Sidste år blev jeg jo sådan hen mod slutningen af december lidt uforvaret gjort julegaveløs.

    Lidt ved en tilfældighed gik det op for mig, at der rundt om mig var truffet en beslutning om ikke længere at give gaver – de voksne imellem.

    Jeg var ked af den beslutning, fordi julen for mig, netop handler om at huske at tænke på andre.

    Jeg har stor glæde i og fornøjelse af, netop at træde udenfor mig selv, og tænke på hvad denne og hin mon kunne blive glad for – og så give det til vedkommende.

    Og jeg bliver selv glad og lykkelig når nogen gør det samme ved mig. Det behøver på ingen måde at være dyrt for at være godt … det er seriøst tanken der tæller hos mig.

    Mine gladeste gavemomenter har derfor heller ikke nødvendigvis været de dyreste gaver … nogen af de ting jeg husker mest tydeligt var det kaligrafisæt og litografi som jeg engang fik af min far og det sølvarmbånd min søster gav mig.

    Jeg opdagede senere at kaligrafisættet havde været en billig eller gratis gave i en bogklub. Og ja, det ville nok have holdt længere hvis det havde været et dyrt sæt, men min glæde ved at min far vidste, at jeg elskede at kaligrafere og viste det oversteg langt det at min viden om at det havde været billigt.

    Sølvarmbåndet var min søsters eget. Et jeg altid havde været vildt misundelig på og ønsket at eje – og da jeg juleaften pakkede den lille gave op holdt mit hjerte næsten op med at banke. Tænk at det var mit nu! Og selvom det efterhånden er mere end 13-15 år siden jeg mistede det, tænker jeg stadig på det og den kæmpe gestus det var, at min søster forærede mig det.

    Litografiet var også en “genbrugsgave”. Det hang i mit barndomshjem. Af Zieler.  Og har altid stået som en markøer og et fysisk bindeled til min far og hans verden. Et bindeled der forsvandt, da den kunst vi havde i mit barndomshjem, forsvandt sammen med min far, ved mine forældres skilsmisse. At få litrografiet i fødselsdagsgave, var som at få rekonstrueret en lille del af det bindeled, og betød næsten mere end gaven i sig selv.

    Der er ingen tvivl om at jeg er i undertal med hensyn til at rekonstruere den gamle gaveorden.

    Meldingen fra min fædrende del af familien er klar: i deres optik var beslutningen om ikke at give gaver noget vi blev enige om, så det vil de holde fast i. Men, som en af dem skrev: vi vil dog omvendt ikke forhindre dig i at være den juleglade gavegiver, hvis det gør din jul perfekt.

    Så det gør jeg. Og det gør det.

    , ,
    Kommentarer: Den julegaveløses oprør

  • Fest skal der til

    Når man nu har været med siden fødslen, er det underligt at det eneste man bidrager med til ungens 15 års/voksen/farvel-inden-efterskolen-fest, er lidt blomster fra haven, til at pynte på den fine mad.

    Mad, som min søsters veninde have frembragt. Men når man nu er så heldig at man har en veninde, der også er en professionel værtinde, og hun gerne vil stå for arrangementet og endda lægge hus til, jammen så ville man da være et skarn, hvis man ikke takkede ja.

    Og det var så fint, så fint … med lækker mad, hyggeligt selskab og underholdende bingo … der er ikke noget som spil, der kan få folk til at vise de skjulte sider. Har man ikke spillet bingo med sin familie, kender man dem ikke i dybden.

    Men der blev sunget, som der sig hør og bør … der blev grædt (primært af mosteren, der måtte få sin kusine til at læse det her indlæg op: “Granmoster Ketty” … og nåja det her: “For ti år siden“.)

    Det var første gang, at jeg har holdt tale med udgangspunkt i bloggen – og første gang at jeg selv er blevet så rørt, at jeg har haft mascaraen trillende ned af kinderne, ved mine egne ord.

    Heldigvis var æresgæsten pænt uberørt:

    Da jeg spurgte ham om det havde været en pinlig tale, svarede han helt cool, at det da bare havde været sjovt at jeg tudede ….

    15 ½ er der gået … og om lidt er det ham der er gået. Efterskole og første rigtige skridt mod voksenlivet … og gid at det må gå ham vel, og gå ham vel og gå ham vel….

    , , ,
    Kommentarer: Fest skal der til

  • Det er først når man ikke har det, at man savner det

    Jeg sad og gennemgik min blog i går, for historier om min nevø .. han er nemlig blevet 15 og skal have en “voksenfest” inden han tager på højskole. I den forbindelse skal jeg holde en tale og tænke at det kunne være sjovt at krydre det med ting jeg har skrevet om ham her på bloggen gennem de 9 år jeg efterhånden har haft bloggen.

    Og det var der, da jeg kiggede på det ting jeg havde skrevet, og noget af det jeg ikke har skrevet, at jeg kom til at længes efter at jeg puttede mere på bloggen her og måske mindre på facebook … for det er jo sjovt for mig selv og eftertiden med denne her logning af liv, som der sker.

    Og det at der bliver længere og længere mellem mine indlæg, gør det også mere og mere vanskeligt for mig at tage tråden op …

    Jeg lover ikke noget (og regner egentligt heller ikke rigtig med, at der er nogen at love noget til) men jeg tror, at jeg godt kunne tænke mig at blive bedre til at få reflekteret lidt over min hverdags små hændelser igen.

    For nutiden, fremtiden og mig.

     

    ,
    Kommentarer: Det er først når man ikke har det, at man savner det

  • …lige der blev jeg misundelig på mit eget liv…

    Havde en fantastisk aften med mine veninder, med så meget kærlighed at det næsten gjorde ondt.

    Havde ikke nybarberede ben, men havde jeg vidst hvor mange gange jeg ville klappet og strøget op ad benene i løbet af aften under samtalerne, havde jeg nok fået gjort det er lille ekstra.

    Jeg er bare ikke i en situation hvor det lige spiller den allerstørste rolle om det hele er nytrimmet eller ej.

    Og måske netop derfor lyttede jeg en ekstra gang på historien om den nyeste kærlighed, og kiggede mere efter på billederne af ham, og hende og kærligheden.

    Og jeg under hende det. Det hele og mere til.

    Og jubler lidt indeni ved tanken om at det hele ikke er forbi, og når stjerner som hun og ham er på markedet, så er der da håb for menneskeheden og fremtidighen.

    Og tænkte på om jeg nogensinde ville komme hjem fra en træt weekend, til et varmt bade i et badekar med løvefødder og aromatiske olier – og derefter ned til en der har lavet mad til mig og lige vasket mit tøj.

    Og den romantiske del af mig strømmede over og ønskede – mens den mere kyniske side her i dag tænker … hmmm… det kunne man jo også købe sig til, hvis man bare tjente nok til at have en inhouse tjener.

    Men jeg ved ikke hvad der er nemmest; at finde den rette mand – eller vinde i lotto?

    Jeg ved dog at jeg gerne vil stræbe efter at kunne sige sætningen “og lige der, blev jeg faktisk lidt misundelig på mit eget liv…”

    , ,
    Kommentarer: …lige der blev jeg misundelig på mit eget liv…

  • Et løfte om stilhed

    Da jeg gik ind i 2013, gav jeg mig selv et løfte om, at 2013 skulle blive året hvor jeg kom tilbage til min krop.

    Jeg har været rigtig meget i mit hoved, været meget i mine følelser og alt, alt for lidt i min krop.

    En begyndelse på min tilbagevenden til min krop har klart været at lytte til den – og det er blandt andet det som hele mit fodprojekt har gået ud på … jeg er holdt op med at ignorere mine smerter og behandler mine fødder ordentligt.

    Den mindfullnes jeg dyrkede inden jeg rejste og som jeg til dels fortsatte i mine mange timer i vandet i Egypten, var også en del af rejsen. Når jeg dykker i varmt vand er jeg utrolig meget i “nuet”. Mærker vandet, ser ud af øjnene. Men jeg er ikke nødvendigvis særlig meget i kontakt med min krop. Når jeg dykker herhjemme er jeg primært i mine besværligheder – for det er noget mere komplekst at dykke herhjemme.

    Den træning jeg er startet på og nu har gennemført med ret stor regelmæssighed siden september, er klart med til at hjælpe mig med at definere mig selv om min krop. Man kan næsten ikke andet end at mærke når man er blevet gennemtærsket gennem crossfit.

    Men jeg skal længere ind. Dybere ind i kroppen og helt ud i fingerspidserne.

    Så da jeg gik ind i 2013 bookede jeg mig et ophold i Sverige. Et 10-dages stilheds- og meditationskursus.

    Der var optaget på kurset … indtil igår – og nu har jeg sagt ja.

    Jeg rejser den 26. marts.

    ,
    Kommentarer: Et løfte om stilhed

Sider:

Visitsen i billeder:

NYESTE KOMMENTARER:

  1. Sikke smukke tasker, på hvert deres måde Og med deres egen historie Du er heldig og havde dem

KATEGORIER:

Søg på visitsen.dk:

HEMMELIGHEDER:

De søde, de gode, de slemme og de helt forfærdelige. Læs andres hemmeligheder på PostSecret:

Link til postsecret.blogspot.com

Daglige klik:

RSS feeds:

Meta: