Sådan en søndag med brunch mit alles og familien, efterfulgt af chokoladefestival og smagsprøver i massevis, giver mæthed med mæthed på toppen …faktisk den der mæthedsfornemmelse, der ligger pænt tæt på kvalme.

Men det går nok væk igen.

Ellers ville det være rigtig ærgeligt, at være indhaver af 6 fantastiske flødeboller, der på et tidspunkt i den nærmeste fremtid skal konsumeres.

For det skal de jo.

Og flødeboller er jo nærmest luft.

Og luft feder ikke.

… eller noget.

Middagen gik fint. Humøret var højt, både talen og vinen flød rigeligt - og alle inklusiv værtinde var tilfredse med arrangementet. Morgen har været tilpas langsom, og nu hvor det meste er ryddet op - er der kun to ting tilbage for mig at gøre, her på min fødselsdag:

• at spise rester
• og slappe af

… og lige præcis det, er noget af det jeg gør bedst.

Da min søster for både 11 og 6 år siden satte børn i verden på disse tider, var det med en anelse børnefornærmelse fra min side, for hvorfor skulle de fødes lige præcis omkring min fødselsdag?

Jeg plejede jo at være centrum i universet, sådan i slutningen af februar og holdte mine store familie-venne-åbent hus-arrangementer.

Jeg kom dog over det.

Og da jeg alligevel begyndte, at være væk på både min og deres fødselsdage, gjorde det ikke så meget.

Indtil i år, hvor jeg igen er hjemme i moderlandet, på det tidspunkt hvor naturen ellers vender bagen til og siger at vi bare kan komme an.

Og i mellemtiden har min søster overtaget rollen, som hende der arrangerer familie- og venne-åbent-hus-arrangementer. Og selvom jeg elsker min familie, så synes jeg at tre weekender i synden med lagkager og boller, måske er lige i overkanten.

Så i år holder jeg pigefødselsdag.

6 smukke og dejlige kvinder, som på hver deres måde har beriget mit liv, her det sidste år, kommer hjem til mig og jeg glæder mig til at være i deres selskab. Jeg glæder mig til at give dem noget tilbage, fordi jeg synes at de har givet mig så meget. De kender ikke rigtig hinanden, så jeg er spændt på hvordan det kommer til at spænde an - men de kommer ikke til at sultne.

For jeg har tænkt mig at fodre dem af med følgende:

De bliver budt velkommen med en Melonsurprice. der består af frosne melonstykker blendet med en sirup af granatæbler og hyldeblomst - tilsat hvid rom, sour, og Grand Marnier. Dertil nogle gode chips og hjemmelavede blandede saltede nødder.

 Derefter sætter vi os til et tappasbord hvor de kan vælge følgende.

• Ajo blanco, som er en hvid mandelsuppe serveret med druer og røgede saltede mandler
• Vagtelæg og rejer, serveret med en krydderurtesalat, advokadokugler og rogndressing
• Marineret andebryst serveret i rispapir med strimpler af agurk, forårsløg og gulerod.
• En aromatisk pigesalat (uden piger, men med) rød basilikum, mynte, melon og granatæbler - stænket med appelsinvand, hyldeblomstsirup og citronolie

Dertil mere traditionel tappas som

• Tørret skinke
• Vildsvinepølse
• Balsamicomarinerede løg
• Artiskok
• Små peberfrugter med gedeost
• Forskellige oliven
• 2 rigtig gode oste

og selvfølgelig forskelligt slags brød, både hjemmelavet og købt og nogle lækre dressinger med forskellige krydderurter. Der bliver serveret rød- og rosevin til.

Desserten er fortsat i tappasformen og jeg har lavet små portioner af

• Sommerbærmousse (af hindbær, kirsebær, solbær og ribs)
• Hvid chokoladecreame i lag med karameliserede nødder - pyntet med lakridscreme
• Bløde søde lavendelkys
• og kinesiske nøddekager

Til desserten er der indkøbt portvin til dem der trænger - og dem der vil noget andet kan få en avec eller en likør, for vi har et skab fuldt, som alt for sjældent kommer i udbud.

Og så er der kaffe - med en total blærerøvschokolade, for dem der kan klemme mere ned.

Jeg tror det bliver godt, og jeg er glad for at jeg har valgt at lave mad der gør, at jeg kan sidde med til bords istedet for at fare frem og tilbage.

…. og nu vil jeg komme videre i programmet, for tingene laver jo ikke sig selv og jeg har ting på lister, som skal streges ud.

Med fornemmelser for den begyndende tø i baghovedet, snak om forårstegn i radioen, og  … åh, toppen af de første forårsblomster, der brød gennem langs med søen og troen på at nu - NU, ville det begynde at vende, hev jeg mine havebøger ned fra reolen og gik igang med at tænke og tegne mine havedrømme i fantasien.

Og bøgerne skrev om hvordan man skulle lægger kartofler til spirring her i februar … og pludselig blev det nærmest livsnødvendigt at få fat i en gang kartofler, som jeg kunne lægge til spirring. Specielt fordi jeg de andre år har været for sent ude og ikke rigtig har haft det store udvalg at vælge imellem.

Men tilsyneladende har vinteren også ramt kartoflerne og det er åbenbart kun indeni mig, det er sæsson for læggekartofler.

Og med vejret i dag har jeg måtte sande, at tiden nok alligevel ikke helt er til kartofler og priklejord.

Men jeg har ryddet mit skrivebord, indkøbt frø,blå læggekartofler og priklejord … og når vejret beslutter sig til at skifte kurs, så er jeg den der klar til den kommende havesæsson.

Og indtil det sker, har den stået på vintermad og gæstebud - det første var en gang osso buco, der simrede i timevis i ovnen og det sidste min søster med børneunger, hvoraf den mindste blev udstyret kærestens musiksmag på ipotten.

Det er ikke som at lytte til solsortens forårssang, men det har nu alligevel sin helt egen charme, og selv den mest vintertrætte, må trække på smilebåndet, når Gasolin udsættes for en 6-årig.

gik jeg i selvsving som lørdagen

Jeg blev glad da min kæreste, kom hjem efter sin løbetur, med morgenbrød med en flot buket roser og liljer.

Det var skønt, at hjælpe hinanden med at forberede bruch til os selv og en kær gammel ven, jeg ikke har set i alt for lang tid.

At skåle i lyserød champagne med mennesker man kan lide, føles skønt indeni - specielt når det så bliver krydret med lækkert veltilberedt mad, lavet både i - og af kærlighed.

At snakke om mangt om meget og komme verden rundt i smag, trivsel og tanker. At læse i en anden, at man er helt ok - og føle det samme tilbage. Og at introducere to mennesker, der betyder noget for en for hinanden og opleve at det går godt, sætter smil på mit ansigt.

En telefonopringning fra søster, med spørgsmål om hvorvidt jeg har lyst til at komme med ud i sneen med hende og ungerne, gør mig glad helt ned i fødderne - og det var ærgeligt at det faldt sammen med det tidspunkt hvor vi lige havde sat os til bords.

Det er dejligt, når en rar eftermiddag sluttes med knus og kindkys og lovning på snarligt gensyn og ren kærlighed, når kæresten ofre en tiltrængt søndagsmorfar på sofaen og istedet går en lang tur med mig, gennem byens gader og langs byens stivfrosne vand.

Jeg synes jeg har haft en skøn valentins dag.

Og jeg føler mig privilligeret.

Her til aften blev jeg betydeligt forelsket i min egen kogekunst.

Kæresten havde rørt mayonnaise til morgendagens bruch og spurgte om jeg skulle bruge hviderne til noget. Og inden jeg nåede at svare, foreslog han at jeg lavede marengs.

Jeg har aldrig tænkt det store om marengs, men havde alligevel i et stykke tid overvejet om jeg skulle prøve at lave italiensk marengs, for at smage forskellen.

Jeg brugte målene og vejledningen fra den anakistiske kogekone men foruden vanilje tilsatte jeg også lidt eddike.

Og WAU.

Jeg måtte fysisk stoppe mig selv, da jeg kom til at smage på den “rå” marengs. Havde jeg ikke gjort det, havde jeg ædt hele portionen i et stort grådigt sug.

En portion almindelige marengs er bagt, en portion vendt med nødde/mandelmel er i ovnen og en lille portion ligger i køleskabet og venter på at blive en topping til en dessert til morgendagens bruch.

Kæresten er glad, en af kattene har marengs i pelsen, den anden kunne godt lide dem … og jeg er sådan pænt mættet, af min nye sukkerkærlighed.

Det er egentligt ikke ordforstoppelse. Mere en kombination af livet, der har bidt sig fast i nakken af mig (igen) og manglende (fri) adgang til internettet.

Det er jo ikke fordi der ikke sker noget … i denne vinter, der åbenbart er fast besluttet på at tilkæmpe sig stadig øget magt, selvom det bliver lysere og lysere og vi jo alle sammen ved, at på et tidspunkt så må vinteren give op. Hvilket vi fortæller hinanden igen og igen, når vi glider på isglatte flader mens vi parkere vores cykler, eller snegler os frem på livsfarlige cykelstier.

For jeg cykler jo rundt. Med et ansigt som en hårdtopvredet karklud, når det sner og fryser. Min næsen og mund rører næsten hinanden i en forvreden grimasse og de sammenknebne øjne får faste rynker, der ikke engang forsvinder, når jeg hver onsdag morgen står på fingerspidserne i “hund”, mens min nye yogalærer fortæller mig, at jeg skal “suge lårbenet ind”.

Jeg forstår ikke hvad hun mener, men jeg forsøger. Som den dygtige elev jeg er, forsøger jeg også at indånde den lyserøde morgenhimmel, og sprede mine sædeknogler og lokalisere mit haleben.

Og jeg spiser næsten hver dag en skål opskåret frugt med 8-10 forskellige stykker frugt og jeg synes at det er mere fantastisk at købe den skål og betale en tier for det, end at spise den gratis frugt, som jeg så selv skal skære ud og gøre lækker.

Men den bog jeg læser for tiden, kan forklare mig grunden. Og det skyldes at vi mennesker meget hurtigt keder os og derfor bedre kan lide når der er variation i det vi spiser, end når vi hele tiden spise det samme. Godt at vide, både når man skal forsøge at spise en masse forskelligt sundt, og skal undgå at spise en masse usundt. Når man gør det varieret, spiser man mere.

Men selvom jeg endte med at lave to lagkager til min nieces fødseldag, så var det kun den ene der sådan rigtig blev spist. Men den havde også kostet flere nattetimer, da jeg var ude i et eksperiment med en omvendt lagkage. Bygget på et marcipanomslag lagt ned i en skål. Den blev også  lækker med hjemmebagte chokoladebunde, jordbær- og passionsfrugtmousse - og marcipanen blev æltet med rosensukker og jordbærsaft så den blev fin lyserød. Og pyntet med fine blomster.

… åh blomster ….

Jeg er begyndt at tænke på planter, der skal til forspiring og om jeg mon kan få fat på nogle blå læggekartofler… bare nogle få…?!

Så nej, det er egentligt ikke ordforstoppelse.

Vi er storforbrugere af tv’ets madprogrammer fra nær og fjern herhjemme… men selvom jeg betragter mig selv som en rimelig habil kok. der sjældent går af vejen for en udfordring i køkkenet, så skal jeg aldrig selv ind i et tv-køkken og gøre godt.

.. og så måske alligevel?

På en aftentur rundt i sfæren, så jeg at madblog.dk søgte madbloggere til at deltage som gæster i den kommende danske version af Hells Kitchen.

Nu er jeg af den gamle (blog)skole - så min blog er ikke og har aldrig været en ren madblog, men min kategori omkring mad indeholder mange madrelaterede indlæg og der var jo dengang jeg var nr. 1 på landand … men nu må vi se.

Hvis jeg ikke kommer med dér, kan jeg i det mindste glæde mig over, at på mit køleskab hænger det gavekort jeg blev beriget med juleaften - en middag på Frederikshøj Kro, så Wassim Hallals mad kommer jeg nok under alle omstændigheder til at smage.

… men jeg kunne nu alligevel godt tænke mig, at være den der var med, dér til februar i køkkenet….

Jeg bekæmpede kulden med en gang simrechilli.

Inderlåret af en ko. Skåret i store og små bidder, stegt i små portioner, så de får stegeskorpe istedet for at koge. Med løg. Og bønner, der ikke er fra en dåse.

Krydret med chilli, chokolade og vanilje … og kogt indtil kødet trævler.

Og jeg husker nu, at jeg glemte at give det en porter … og det er jo ellers det, der er med til at give det smagsdybden.

Tomater og lidt bouillion giver det noget af fylden.

Og kunsten ligger i at dosere chillien, så den bider på tungen uden at den brænder i halsen (og halen når den kommer ud igen).

Og det gjorde jeg godt.

Doserede den altså.

Og mens jeg stod og kælede for maden og havde en gryde med chilli, der boblede med store fede rødbrune *bløp*, en anden der buldrede med bønnerne og en tredje hvor risen stod helt stille og trak, tænkte jeg at dagene med tid til simremad, er ved at være talte.

Og selvom jeg glæder mig til at komme tilbage til arbejdslivet på mandag, så er jeg meget bevist om hvilken glæde det også har været, at have mere tid til rådighed, de sidste fire måneder - og hvilken sjælden fornøjelse det er, at lave mad der skal stå og simre og tage smag, form og farve på et komfur i timevis.

Julemorgen vågnede jeg med stumper af en gennemtygget øreprop i munden.

Resten af den lå i små stykker i sengen. Jeg kunne godt huske, at jeg havde drømt noget om at jeg havde tygget tyggegummi og havde spyttet det ud.

Jeg havde så åbenbart tygget voks-øreprop. Brugt.

Den anden øreprop sad pænt i øret.

Men det blev en god jul.

Ænderne ankom som de skulle. Den ene blev langtidsstegt i ovnen og den anden kom på grillen og vi nåede det hele og børnene fik deres gaver og vi voksne fik også vores del.

Ænderne var fantastiske, præsten talte om CO2 og topmøde og indsamlingen i kirkebøssen gik til de børn som trængte mest. Men vi fik ikke at vide hvem de var.

Den præst der har døbt og konfirmeret mig, talte nu i en mikrofon. Sådan en som superstjernerne har på. Og min moster syntes at den nye kirke lignede noget fra Rudolf Steiner. Jeg syntes at min præst lignede en der var blevet gammel. Og min mor forklarede mig, at det var mange år siden jeg var blevet konfirmeret.

Og jeg blev jo voksendøbt.

Ligesom Jesus.

Men det blev alligevel jul. Selvom det mest duftede sådan når man var ude på altanen, hvor anden blev grillet - og så i de sidste minutter hvor den langtidsstegte blev varmet op derinde.

Og min svoger misforstod mig, da jeg ringede og fortalte at min mor ikke havde købt ind til salat og om han ville tage et rødkålshoved med. Så den hjemmelavede rødkål blev suppleret af 3 købeglas og til gengæld blev rødkålssalaten lavet med iceberg.

Men det gik endda når det blev suppleret af appelsin, granatæble, mynte og et drys kanel og appelsin (men blev vel inspireret af sin Camilla Plum).

Og jeg fik en middag her (Frederikshøj Kro) og jeg glæder mig til at smage hvad der sker når klassisk fransk møder molekylærgastronomi.

Men indtil da er jeg nu også glad for at smage hvad der sker når klassisk jul møder min familie. Og  det sker i morgen når jeg lægger hus til et familiesammenrend, med hver deres ret under armen.

Noget af det bedste ved julen er juledagene og nu vil jeg kravle tilbage i sofaen og putte med kæresten og måske en kat eller to.

Glædelig jul.