I april år sidste år plantede jeg en pind i et stort hul:
En sølle stikling fra min søsters figne. Som havde stået i en urtepotte fra året før. Men selvom den var sølle at se på skete der ting og sager:
Og her til morgen spiste jeg min egen første hjemmedyrkede figne:
Fra min nu, halvstore figne:
Lykken er.
Alt det der fungerede #2
Da vores bryllup endte med at skulle holdes, kun 4 måneder efter at datoen var blevet sat, var vi glade for overhovedet, at finde en kok.
Knapt så glade, da vi fandt ud af at kokken var slagter og normalt leverede maden færdig og i varmekasser.
Ikke fordi der er noget galt i det – men når man har en ide om at servere de første nye kartofler, og spæde danske asparges – så er det nødt til at komme frisk fra køkkenet.
Hvilket også var ideen med, at vi havde lejet et sted, med et professionelt køkken.
Og det endte med at blive præcist som vi ønskede os.
Menuen var:
Forret
Hovedret
Dessert
Ramsløgspestoen, havde vi lavet selv – hvilket i den grad gav mig indsigt i, at jeg ikke er klar til at lave mad til 70 gæster.
2 poser ramsløg blev plukket i naboens skov. Blev tilsat 1 kilo ristede afskallede hasselnødder og flere liter olie og 1 kg vesterhavsost.
2 blendere brændes af i processen og du smager til med citronsaft og lidt salt.
Og rydder op og vasker køkken ned i et par dage.
-leftover fruit from the punch…laver man da fødselsdagsmarmelade.
Havde en dejlig dag i sidste uge.Derefter kom resten af ugen væltende og dette indlæg har derfor ligget og puttet sig.
Men kommer nu:
Om lørdagen havde jeg en flok dannede damer forbi og vi fik noget fantastisk mad:
Med guld og blomster og en halv times forsinkelse. Men god.
Der var drinks i lange baner
Så mange, lange, baner at resterne udgør et fundament for sin helt egen nye fest:
På selve dagen, var jeg ude og spise med mine søskende og deres familie. Min kæreste kunne ikke komme over, men sendte en hilsen:
Og så var man en der er 51 år og som alle andre i den alder fatter man ikke hvor tiden blev af.
Men man ved at dengang man kun var halvt så gammel, var frugtpunchen ikke endt på glas:
Det er ingen hemmelighed at min yndlingsgift udi alkohol er gin … og at det er svært at kombinere smagen af grannål med ret mange andre smagsstoffer.
Derfor blev jeg lidt begejstret, da jeg forleden så en opskrift på en vinter G&T. Opskriften fandt jeg i Imbib Magazine, der skriver om alkohol og drinks og andre gode sager.
Da Mortens aften er lige om hjørnet og jeg tidligere har opfundet drinks til denne aften (Cool Christmass Kiss – eller Sct. Martins Kys), er jeg gået i kreahjørnet igen … og i den forbindelse hjælper det meget, at jeg allerede havde lavet min hjemmelavede gløgg-ekstrakt, der nu har stået og har trukket en uges tid ude på bagtrappen.
Til vinter G&T’em er planen at blandet gin der har trukket i granatæble med vinterkrydderierne i gløggessen og tonic eller clubsoda og der vil jeg gå efter den oprindelige opskrift, der i sin simpelhen er:
Vinter G&T
1 del granatæblegin
1/2 del hjemmelavet gløggekstrakt
3 dele tonic
Hvor blandingsforholdet er simpelt, er hemmeligheden er i granatæbleginnen og den hjemmelavede gløggekstrakt.
Om drinken er god ved jeg først på søndag, for først der er forberedelserne færdige så drinken kan mikses. Men imens står ingredienserne på min bagtrappe og ser smukke ud:
Den måde jeg laver gløggekstrakt på står her: Hjemmelavet Gløggessens – i det her tilfælde er der dog brugt hvid portvin istedet for rød. Rommen er stadig en smagfuld brun en.
Granatæbleginnen har jeg lavet ved at hælde en flaske gin over 2 granatæbler – og lade den stå og trække i en uge.
Bliver den god, er en ny juleklassiker måske opfundet.
Jeg har altid elsket juledag. Når alt er faldet på plads, gaverne åbnet og der er massere af rester i køleskabet … en dag dømt til pyjamas og gåtur med pjusket hår.
Sådan blev min juledag i år også. Huset var fyldt med b-mennesker, der havde været oppe til en 4-5-tiden, så da jeg vågnede som den første var det til et stille hus. Gik og nød stemningen … essensen af vores hyggelige aften før. Forsøgte mig med et julebrød, en surdej, dog levede mere op til sit navn et godt var .. så den kom aldrig op og hæve. Morgenmaden blev derfor ris ala mande og kaffe.
Vi kan noget med hygge i min familie. Være afslappet og alligevel højtidelige. Vi klæder os altid om til jul, men aldrig med mere stil, end der stadig er plads til rundhed og hygge.
Min niece kunne næsten ikke vente med at give sine gaver … og her var det “lad dog barnet” … der gjorde at hun fik lov til at give sin mormor en pakke før maden. Vi krammede og hyggede, drak gløgg og spillede spil – og alle havde en finger med i maden, som blev rigtig rigtig lækker.
Og jeg vandt sovsekonkurrencen … selvom jeg ikke engang vidste vi havde sådan en.
… men efter at have haft en kæreste der i de sidste mange år har stået for julemaden, var det i år mig der stod for sovsen … og med et hint fra bdr. Price (at starte med en roux) og et andet fra de mange gange jeg har kigget den hjemlige sovsekonge over skulderen (at tilsætte indkogt eddike og honning) – blev min mors hjemmekogte fond forvandlet til det perfekte svøb om julemaden.
Man ved at ens sovs er god, når ens ellers rimelige kræsne niece står og spiser den som suppe, før den kommer på bordet.
Vores gamle antikke samlebøger blev udskiftet med iPads og telefoner og med ophøjet røst, der var meget tydelig, sang min nevø for – mens vi andre gættede os lidt til melodien.
Og ungerne blev glade for gaverne, der var tid med mig pakket ind i bøger. Min nevø fik en tyskpaløer, for han og jeg skal på en forlænget weekend til Berlin. Min niece en børnekogebog, og en kalender, for hun og jeg skal lave mad sammen her i det nye år.
Vi har allerede aftalt den de to første gange. Vi skal holde te-selskab for min mor på hendes fødselsdag i januar og så skal vi lave kærlighedsmiddag den 14. februar …
Og så kan jeg se at jeg skal læse op på julemaden til næste år. Jeg har aldrig selv stået for en julemiddag, her i huset var alt der handlede om stegning af hele stykker kød, en herreting. Det forhindrede dog hverken min mor eller søster i at spørge mig til råds omkring and og flæskesteg. Men måske niecen og jeg når op på niveau, i løbet af de næste 12 måneder … vi har i hvert fald tænkt os at øve os.
… og nu har jeg to juletræer der skal ud i min have … så jeg skal en lille smule i omdrejninger – ud og få brændt nogle julekalorier af!
Ups … der kom noget efterår forbi
De træer jeg kan se, herfra hvor jeg sidder er stadig grønne og frodige at kigge på – og da det også er der, samt i resten af København jeg tilbringer det meste af min tid – måtte jeg igår konstatere, at sensommeren er gået over i efterår, og at det skete mens jeg kiggede væk.
I mange dage havde det været min plan at komme ud på Fælleden og samle hyld. Til vinterens hyldesaft og C-vitamin tilskud. Men jeg måtte sande, at jeg kom for sent og at hylden egentligt var gået på held.
Mens jeg gik der i regnen på fælleden og kiggede efter hyld og havtorn, var det uundgåeligt at se, at vi er nået til den tid hvor træerne skifter farve og det var der at jeg opdagede at jeg havde været lige ved at misse en af mine yndlingstider … som lige præcis er når farveskiftet står på sit højeste.
Men heldigvis nåede jeg at opdage at nu er det nu og heldet ville også, at jeg i min søgen kom forbi et vildt æbletræ, der stod med fine rødstribede og store æbler. Meget større end hvad vilde æbler normalt er.
Så de kom hjem sammen med de hyldebær jeg havde fundet mig og med en posefuld solbær og et par håndfulde havtorn blev det hele kogt til saft og nu står der på mit køkkenbord mere end 5 liter rent saft, der sammen med sukker skal koges til sjælevarmer, der nok skal gøre godt gennem vinteren.
Den vinter som jeg kan forstå må være lige om hjørnet, når nu efteråret er trådt ind på scenen.
På A’mar er en fælled, hvor ting og sager gror – og hvor jeg i lørdags bedrog mig hen og sankede i vilde-milde sky.
Brombær blev det til. Sorte som en nattedrøm. Og Mirabeller gule, plukket fra et træ. Havtorn langt fra havet – skænkede mig de sure orangebær, der gemmer sig blandt pikke og kun vil gøre bekendtskab med gryden efter et ophold i fryseren. Til sidst blev cyklet besmykket med en skønsom blanding af hyben og hyld … inden turen igen gik hjemad.
Rig var jeg. Rig på bær og en skøn naturoplevelse. Det betager mig til stadighed, at der så få minutter fra København befinder sig så smukke og rige naturområder, hvor man i et kort øjeblik kan glemme alt om storby og biler og støj.
Inden turen gik helt hjem, var jeg forbi haven for at toppe op med latyrus og krydderurter, samt de par tomater der var blevet modne siden sidst.
For mig er total zen at ordne bær og jeg er nærmest lykkelig hvis jeg kan sidde og gøre det i en solplet med fuglefløjt i ørene. Men aftenen var for fremadstormende, så bærene blev bragt hjem og ordnet, mens der blev tjekket op på det sidste i tv og radio.
Søndag morgen blev der så syltet A’mar Jam – i den ene gryde kom jeg havtorn og mirabelle der sammen med vanilje og sukker blev kogt til en gylden grød, for til sidst at blive blendet til den smukkeste gyldne gelé, jam, syltetøj eller hvad man kalder det. Mirabellaerne giver struktur og havtornet gir det en syrlig, citrusagtigt kant. Jeg er sikker på at det går godt sammen med en stærk ost eller lignede.
Den anden gryde kom der lidt af det hele. Brombær, hyld, hyben samt mirabelle og havtorn. Da det hele duftede efterårsagtigt, tilsatte jeg et par stænger god kanel og et drys lakrids. Foruden sukker kom der et par skefulde honning i og alt det tilsammen gør det til nærmest sundt syltetøj, springfyldt med c-vitaminer. Lige noget for en regnfuld efterårsdag eller en grå januar morgen.
Når dagene begynder at byde på morgenstund i stride strømme eller tåge som i går:
så er det man må gribe til fornødenheder som gult i gult i orange:
En hokaido blev delt i to og den ene del endte i en krydret græskarsuppe der blev nydt med overboen, ristede græskarkerner, bacon og godt brød. Og mens sveden brød frem på panden på grund af det ekstra drys chili, kogte den anden del sig sammen til en lækker græskar-abrikos sag.
Med sukker og vanilje udgør den et lækkert smørepålæg som jeg tidligere har lavet med stor succes. En af mine gamle kollegaer var helt vild med den og fik både rester og opskrift, da jeg havde den med til fredagsmorgenmad for efterhånden længe siden.
Og da vi skal mødes i næste uge synes jeg at det var det et velvalgt tidspunkt at prøve at genskabe magien. Så jeg kogte og rørte og smagte og gensmagte.
Og selvom den var god, så var den ikke rigtig.
Men den ser god ud. Cremet, lækker og småprikket af god vanilje. Og det er den der bliver taget med når vi mødes på tirsdag.
Og selvom det ikke er den helt rigtige, er jeg nu alligevel sikker på at den nok skal lyse op i en grå septembermorgen … med eller uden regn og tåge.
Hele hytten dufter af rosmarin – jeg har lige taget duftende boller og brød ud af ovnen. Bagt på surdej og god mel fra sommerlandets leverandør.
Sej krumme og sprød skorpe. Bagt på durum, hvede og grahamsmel.
Og jeg har svært ved at forstå, at brød skal være så farlig for kroppen, når det nu er en af de bedste dufte og rareste spiser.
Men måske er det det, der er problemet – og jeg ved i virkeligheden ikke så meget om mad, som jeg burde. Jeg synes jo, at jeg lever rimelig sundt når jeg sætter det her:
eller det her på bordet:
Jeg elsker salater og manglen på friske råvarer til ordentlig salat var klart noget af det jeg manglende rigtig meget i Egypten og mens min kæreste har taget en del revanche på grisemanglen har jeg selv gjort det samme på salaten. Og rugbrød og mælk, som vi jo heller ikke kunne få dernede.
Når jeg kigger på kostrådene så ved jeg, at jeg spiser for lidt fisk og fiskepålæg – og for meget slik. Men ellers synes jeg at jeg overholder rådene.
Men måske snyder jeg mig selv … så jeg vil forsøge at holde mig en “madlog” her i den kommende tid.
Ikke den på nettet (http://www.madlog.dk/) selvom jeg faktisk var ret glad for den, da jeg brugte den da jeg ville tabe mig. Næ jeg vil tage billeder af de ting jeg stopper i munden i løbet af dagen, for at holde øje med indtaget … og måske få ændret lidt på kosten når jeg nu skal til at se det hele i øjnene.
… og måske genopvækker jeg min gamle ” vægttabsside” når jeg får taget mig sammen til at sætte batterier i min badevægt og se den sørgelige virkelighed i øjnene.
For uanset hvad jeg mener om mine tal – dem der handler om det indbyrdes og dem der handler om vægt og livmål – så er der ingen tvivl om at de alle sammen, sammen med mit kondital kan tåle at blive justeret.
Og jeg _har_ fået meldt mig ind i et fitnesscenter og været til den første time i dag og der er ingen tvivl om at smerten er begyndt og dermed vejen til (endnu) en omgang kosttjek og motionmotivation.
Jeg har skrevet det før, og vil sikke skrive det igen; der bor en driftsikker urkvinde i mit indre.
En kvinde der ville have været en gevinst for datidens samfund, da hun ikke har nogen stopmekanisme og samler ind til hun segner … med mindre hun altså er i selskab med mit mere rationelle jeg.
Det rationelle jeg, var ikke helt med da jeg samlede rosenblade langs med stranden i lørdags.
Så nu står 2 x 4 liter rosensaft og trækker på min bagtrappe. Opgangen dufter af roser og det er kølet ned og siet, skal den ene omgang hældes på flasker og drikkes som den fineste røde rosensaft, enten som den er eller blandet med vin eller danskvand.
Den anden omgang skal koges ind til sirup og gele. Jeg har tidligere lavet en rosen-ribs-gelé der var fuldstændigt fantastisk, eller” ikke helt dårlig”, som man jo siger i det der Jylland. Kombinationen af roser og ribs gør altså noget godt for hinanden. Ligesom jeg er sikker på at en omgang rosensaft i jordbærsyltetøjet heller ikke vil være dårligt.
Ellers har jeg planlagt at der skal hyldeblomster i mine jordbær.
Jeg har nemlig hørt at der skulle være både jordbær og ribs i min lille have.
Og hylden har jeg også.
3 liter saft står allerede og trækker sammen med roserne – og skærme til det dobbelte ligger i min fryser fra forrige uge.
Jeg ved at nogen tæller får når de ikke kan sove …mig? Jeg kombinerer syltetøj og marmelade.
Og jeg tænker tilbage til tidligere succeser og tror at en alliance med jordbær, rabarber lidt røde stikkelsbær med et drys af hyldeblomster vil gøre sig godt på en gang hjemmelavet brød, sådan en kold november måned. Jeg tror også at jeg skal have gentaget min fine hyldeblomst og citrongelé, selvom jeg må sande at det er en flygtig en af slagsen og den ikke rigtig holder sig frem til vinterlageret.
Og når det kommer til lageret, så har jeg lige sendt en mail til Bondens Marked, der holder til her på Halmtorvet – for jeg tænker at der måske kunne blive til lidt mere end bare mig selv, og det kunne da være meget sjovt, at stå og sælge det op mod jul.
