Jeg er nødt til at lave suppe. Jeg har grøntsager i massevis fra haven … og vejret - det skriger jo ligefrem på varm suppe.
Mit eneste dilemma er om jeg skal lave en lække cremet version, eller en med sprøde friske grønsager.
Åh dilemma, dilemma.
Jeg troede det måske var i år, jeg skulle gå sommerferien i møde, uden hjemmelavet hyldeblomstsaft. De københavnske hyldetræer og buske har blomstret i små tre uger, og det var egentligt ved at være for sent at få sneglet sig ud og plukke blomster.
Men på landet er det anderledes, der er hyldeblomstsæsonen kun lige startet. Så hjemme hos det mødrende ophav i går, fik jeg min store nevø til at plukke de nødvendige blomster og i dag mødtes vi og tog ud i min have for at koge og sukre og gøre til. Og nu står der 1½ portion saft og hygger sig - og om nogle dage er jeg klar med gyldne flasker fyldt med sommerens sødme.
Tre gode kyllinger, står stoppet ud med krydderurter og en halv øl. Klar til at komme på grillen.
De kommer til at få følgeskab af mormor salat med jordbær og friskbælgede ærter, gammeldags agurkesalat, friske hvide asparges, nyopgravede kartofler, Fru Møllers flutes og godt smør.
Og bagefter skal vi smovse i de jordbær der står ved siden af mig, og sender duftsignaler af ren lykke ind i min næse.
Det er set før, men det er så dansk og så godt … og smagen af midsommer for mig.
… så jeg bliver herinde i stormens øje et stykke tid endnu.
Mine rabarbere står og strutter ude i min have og hvis det ikke var sådan et regnvejr, ville jeg tage ud og hente nogle til min barndoms første rabarberindtryk:
Rabarberbrød: ristet brød, smurt med smør og drysset med kanelsukker. En ordentlig blub rabarberkompot sødet med sukker, men stadig med bid i - toppet med marengs og varmet og gjort gylden i ovnen.
Det har det hele med sprødhed, syrlighed og sødme og bare ved at skrive om det, løber min mund i vand.
Men det regner og det er vist i orden, for i går fik jeg fyldt op på hylderne med sylterier af de frugter jeg stadig havde i min fryser:
Det der var tilbage af frugterne fra min Romtorpf blev sat på mindre glas, fik en ekstra sjat rom og sirup kogt af noget af al den saft, der var tilovers fra den store skål med Romtorpf.
Halve hyben blev også syltet i den helt fantastisk aromatiske romtorpfsirup.
Frostne - og dermed friske nødder - fra sommerhuset, blev knækket og lagt i rosensirup.
Resten af rosensiruppen blev hældt over rubinrøde ribs, som lige fik et kort opkog, inden de druknede deres syrlighed i den fine søde rosensmag.
Raberne fra sidste sæsson blev kogt til de saftede og saften blev kogt ind til sirup sammen med vanilje. Det blev en fin lyserød sød-syrlig rabarbersirup.
Og glassene skal glæde og nydes sammen med ost, pandekager, is og andre lækkerier. Mens vi venter på dette års frugter og nye sylteeventyr.
Sådan en søndag med brunch mit alles og familien, efterfulgt af chokoladefestival og smagsprøver i massevis, giver mæthed med mæthed på toppen …faktisk den der mæthedsfornemmelse, der ligger pænt tæt på kvalme.
Men det går nok væk igen.
Ellers ville det være rigtig ærgeligt, at være indhaver af 6 fantastiske flødeboller, der på et tidspunkt i den nærmeste fremtid skal konsumeres.
For det skal de jo.
Og flødeboller er jo nærmest luft.
Og luft feder ikke.
… eller noget.
Middagen gik fint. Humøret var højt, både talen og vinen flød rigeligt - og alle inklusiv værtinde var tilfredse med arrangementet. Morgen har været tilpas langsom, og nu hvor det meste er ryddet op - er der kun to ting tilbage for mig at gøre, her på min fødselsdag:
… og lige præcis det, er noget af det jeg gør bedst.
Da min søster for både 11 og 6 år siden satte børn i verden på disse tider, var det med en anelse børnefornærmelse fra min side, for hvorfor skulle de fødes lige præcis omkring min fødselsdag?
Jeg plejede jo at være centrum i universet, sådan i slutningen af februar og holdte mine store familie-venne-åbent hus-arrangementer.
Jeg kom dog over det.
Og da jeg alligevel begyndte, at være væk på både min og deres fødselsdage, gjorde det ikke så meget.
Indtil i år, hvor jeg igen er hjemme i moderlandet, på det tidspunkt hvor naturen ellers vender bagen til og siger at vi bare kan komme an.
Og i mellemtiden har min søster overtaget rollen, som hende der arrangerer familie- og venne-åbent-hus-arrangementer. Og selvom jeg elsker min familie, så synes jeg at tre weekender i synden med lagkager og boller, måske er lige i overkanten.
Så i år holder jeg pigefødselsdag.
6 smukke og dejlige kvinder, som på hver deres måde har beriget mit liv, her det sidste år, kommer hjem til mig og jeg glæder mig til at være i deres selskab. Jeg glæder mig til at give dem noget tilbage, fordi jeg synes at de har givet mig så meget. De kender ikke rigtig hinanden, så jeg er spændt på hvordan det kommer til at spænde an - men de kommer ikke til at sultne.
For jeg har tænkt mig at fodre dem af med følgende:
De bliver budt velkommen med en Melonsurprice. der består af frosne melonstykker blendet med en sirup af granatæbler og hyldeblomst - tilsat hvid rom, sour, og Grand Marnier. Dertil nogle gode chips og hjemmelavede blandede saltede nødder.
Derefter sætter vi os til et tappasbord hvor de kan vælge følgende.
Dertil mere traditionel tappas som
og selvfølgelig forskelligt slags brød, både hjemmelavet og købt og nogle lækre dressinger med forskellige krydderurter. Der bliver serveret rød- og rosevin til.
Desserten er fortsat i tappasformen og jeg har lavet små portioner af
Til desserten er der indkøbt portvin til dem der trænger - og dem der vil noget andet kan få en avec eller en likør, for vi har et skab fuldt, som alt for sjældent kommer i udbud.
Og så er der kaffe - med en total blærerøvschokolade, for dem der kan klemme mere ned.
Jeg tror det bliver godt, og jeg er glad for at jeg har valgt at lave mad der gør, at jeg kan sidde med til bords istedet for at fare frem og tilbage.
…. og nu vil jeg komme videre i programmet, for tingene laver jo ikke sig selv og jeg har ting på lister, som skal streges ud.
Med fornemmelser for den begyndende tø i baghovedet, snak om forårstegn i radioen, og … åh, toppen af de første forårsblomster, der brød gennem langs med søen og troen på at nu - NU, ville det begynde at vende, hev jeg mine havebøger ned fra reolen og gik igang med at tænke og tegne mine havedrømme i fantasien.
Og bøgerne skrev om hvordan man skulle lægger kartofler til spirring her i februar … og pludselig blev det nærmest livsnødvendigt at få fat i en gang kartofler, som jeg kunne lægge til spirring. Specielt fordi jeg de andre år har været for sent ude og ikke rigtig har haft det store udvalg at vælge imellem.
Men tilsyneladende har vinteren også ramt kartoflerne og det er åbenbart kun indeni mig, det er sæsson for læggekartofler.
Og med vejret i dag har jeg måtte sande, at tiden nok alligevel ikke helt er til kartofler og priklejord.
Men jeg har ryddet mit skrivebord, indkøbt frø,blå læggekartofler og priklejord … og når vejret beslutter sig til at skifte kurs, så er jeg den der klar til den kommende havesæsson.
Og indtil det sker, har den stået på vintermad og gæstebud - det første var en gang osso buco, der simrede i timevis i ovnen og det sidste min søster med børneunger, hvoraf den mindste blev udstyret kærestens musiksmag på ipotten.
Det er ikke som at lytte til solsortens forårssang, men det har nu alligevel sin helt egen charme, og selv den mest vintertrætte, må trække på smilebåndet, når Gasolin udsættes for en 6-årig.
gik jeg i selvsving som lørdagen
Jeg blev glad da min kæreste, kom hjem efter sin løbetur, med morgenbrød med en flot buket roser og liljer.
Det var skønt, at hjælpe hinanden med at forberede bruch til os selv og en kær gammel ven, jeg ikke har set i alt for lang tid.
At skåle i lyserød champagne med mennesker man kan lide, føles skønt indeni - specielt når det så bliver krydret med lækkert veltilberedt mad, lavet både i - og af kærlighed.
At snakke om mangt om meget og komme verden rundt i smag, trivsel og tanker. At læse i en anden, at man er helt ok - og føle det samme tilbage. Og at introducere to mennesker, der betyder noget for en for hinanden og opleve at det går godt, sætter smil på mit ansigt.
En telefonopringning fra søster, med spørgsmål om hvorvidt jeg har lyst til at komme med ud i sneen med hende og ungerne, gør mig glad helt ned i fødderne - og det var ærgeligt at det faldt sammen med det tidspunkt hvor vi lige havde sat os til bords.
Det er dejligt, når en rar eftermiddag sluttes med knus og kindkys og lovning på snarligt gensyn og ren kærlighed, når kæresten ofre en tiltrængt søndagsmorfar på sofaen og istedet går en lang tur med mig, gennem byens gader og langs byens stivfrosne vand.
Jeg synes jeg har haft en skøn valentins dag.
Og jeg føler mig privilligeret.
Her til aften blev jeg betydeligt forelsket i min egen kogekunst.
Kæresten havde rørt mayonnaise til morgendagens bruch og spurgte om jeg skulle bruge hviderne til noget. Og inden jeg nåede at svare, foreslog han at jeg lavede marengs.
Jeg har aldrig tænkt det store om marengs, men havde alligevel i et stykke tid overvejet om jeg skulle prøve at lave italiensk marengs, for at smage forskellen.
Jeg brugte målene og vejledningen fra den anakistiske kogekone men foruden vanilje tilsatte jeg også lidt eddike.
Og WAU.
Jeg måtte fysisk stoppe mig selv, da jeg kom til at smage på den “rå” marengs. Havde jeg ikke gjort det, havde jeg ædt hele portionen i et stort grådigt sug.
En portion almindelige marengs er bagt, en portion vendt med nødde/mandelmel er i ovnen og en lille portion ligger i køleskabet og venter på at blive en topping til en dessert til morgendagens bruch.
Kæresten er glad, en af kattene har marengs i pelsen, den anden kunne godt lide dem … og jeg er sådan pænt mættet, af min nye sukkerkærlighed.
