Det er små 14 dage siden jeg kom hjem og opdagede, at det var min telefon ikke.

14 dage hvor det har været en daglig irritationskilde, at jeg manglede telefonnumre, information fra sms’er eller at folk måtte bruge alternative kanaler for at få fat på mig … hvor jeg igen og igen tænkte ved mig selv, at det var ånsvagt, at jeg ikke brugte nogen af de kanaler der findes til at synkroniserer telefonbøger, gemme oplysninger eller andet for at sikre det der er halvdelen af ens liv.

14 dage hvor jeg har pisket rundt og kun lige fået nået at bestille et nyt sim-kort, som derefter har ligget uåbnet og til “modning” på køkkenbordet.

14 dage hvor jeg hver aften har gået i seng og har tænkt … “åh jeg skal også have fået gjort noget ved den der telefonsituation” … hvorefter ham der Ole med køllen har dasket til mig, så jeg gik ud som et lys.

… og så lige i eftermiddags, mellem to møder og på vej ud af døren, kiggede jeg i min skrivebordsskuffe og lige der mellem papirsklips og ledninger, lå min telefon og kiggede tilbage på mig.

Ingen havde nogen ide om hvem der havde lagt den der – og alle har været mere eller mindre væk i den seneste tid …. men det gør ikke noget, for jeg er bare glad.

Glad for at en eller anden venlig sjæl har hjulpet min mobil og livslinie tilbage i de rette hænder.

Ih altså!