Jeg undrer mig over hvem den kvinde, der viser sig i mit spejl, er for en.

Jeg kan stadig på de fleste tidspunkter genkende hende, men med kortere og kortere mellemrum, viser der sig pludselig én, som jeg ikke rigtig kan kendes ved.

En der er ældre og mere konet, end mit indre billede. I profil har hun dobbelthage og er begyndt at få pludder på halsen og … er det surhedsmunden der er på vej?

Jeg smiler og vender ansigtet mod spejlet – purrer op i håret, så dameklipningen bliver smart.

Men jeg ved også at det er en kamp mod tiden og at det ikke er en kamp jeg kan vinde, med mindre jeg tyr til andre magtmidler end vand og sæbe.

Jeg er dog ikke nået dertil endnu – men tænker ved mig selv om jeg når dertil på et tidspunkt – eller om jeg er en af dem der ældes med ynde og accept.

… og jeg tænker lidt på hende den skrupskøre, som gik i hjemmesyet kjole, bindhi i panden og ildrøde proptrækkerkrøller – både på arbejde og på studiet … det er ikke længere hende jeg møder i spejlet.