Jeg tror at næsten alle efterhånden har fnist over hvordan det papirløse samfund har skabt endnu større bunker af papir – specielt i arbejds-Danmark, hvor det er mere reglen end undtagelsen, at alle printer alt ud (gerne flere gange) og der nok ikke findes den arbejdsprinter i landet, som ikke har bare et minimum at uafhentede print liggende. It’s a joke.

Sådan er det og vi har efterhånden vænnet os til det – og mange tænker ikke længere over det og det som egentligt skulle være en lettelse i sagsbehandlingen og (måske) miljøet, er i virkeligheden blevet en byrde for begge.

Sådan er det også med den moderne journalisering.

Jeg er godt og hårdt opdraget rent journaliseringsmæssigt. På de to første arbejdspladser jeg kom til som nyuddannet, var journalen Gud. Og jeg forstår det godt. En arbejdsplads, der har en fornuftig journalisering, ved hvor alting er og man kan finde både de verserende sager og den praksis, som man tit eftersøger i sin sagsbehandling.

Senere arbejdspladser havde ikke helt samme opfattelse af journalisering og gud – og et af mine første opgaver på mit sidste arbejde, var at få sat skik på det og det fik jeg også gjort.

Derfor er det ekstra svært for mig – der rent faktisk er en af de få der altid har journaliseret næsten alt, og en af dem der altid har fået både ros og store suk ud af de journaldamer, jeg har haft fornøjelsen af at samarbejde med – at jeg nu er ved at blive overmandet teknikken i dagens journalisering.

Medio sidste år gik vi over til elektronisk journalisering og i den forbindelse også til at man selv skulle journalisere alt.

Det gik sådan nogenlunde fint med at følge med, men her efter jul hvor jeg har haft alt for travlt, må jeg indrømme at journaliseringen halter. Meget.

Fordi vores system er besværligt og langsomt har jeg i den forløbne tid oftere og oftere markeret ind- og udmails med en “skal journaliseres” mærkat, istedet for at gøre det på stedet. Og det er ris til egen røv.

118 mails ligger der i bunken – og i og med at det tager ml. 2-4 minutter at journalisere en mail, ved jeg godt hvad jeg har fornøjelsen af at lave i dag – hvor jeg er nødt til at indrømme at det ikke er sundt for mig at tage på arbejde, men jeg heller ikke kan lade være med at lave noget….

Journalisering min bare….