Om lidt ringer uret forhåbentligt for sidste gang, men så er flere hold frugter og grøntsager også blevet forvandlet til sur-søde-krydrede-spiser og lagt på glas til vinterens forråd. Med både egen have og besøg i det mødrende hjem over weekenden, så var der lagt an til noget intensivt sylteri.

Men først blev dagen brugt ude i det gode vejr. Det startede med en tur med en af de gamle både på Furresøen, vejret var flot, humøret godt og vi og mange andre brugte dagen på at lade sig blæse igennem og få sol på næsen. Nyde og frydes over udsigten og de flotte villaer og store træer rundt om søen.

Planen var sejltur efterfulgt af frokost i Marina’en ved Furesø, men stedet er så godt besøgt til deres søndagsfrokost, at spontane gæster som os, måte finde andre veje. Og det gjorde vi så.

Vores veje gik helt op nordpå. Gennem fint landskab og langs med vandet der slog bølger mod Strandvejen og næsten op til de fine villaer, med udsigt over havet og Sverige.

Helsingør blev passeret og først stop efter det var La Petite Sirene, i Hellebæk. Desværre viste det sig at være lukket for servering, hvorfor vi endte med en udmærket, men noget let frokost på Restaurant Oliva i Horbæk.

Tilbage mod København, men af den hurtige vej. For hjemme ventede grønne tomater, modne blommer og rødbeder, som brugte eftermiddagen på at putre, koge og bage med sukker og eddike og hjembragte krydderier fra udenlandsrejser.

Så nu er koste-forrådsskabet blevet beriget med aniskrydrede rødbeder, langtidsbagte blommer med vanilje, sødsyltede grønne tomater og hot blommechutney. Og sindet er beriget med mindet om den blå septemberhimmel og den krydrede efterårslugt i blæsten da vi lå ude på vandet.

Sådanne søndage er sjældne gaver.

Jeg lugter af gårsdagens sved, eller faktisk af forgårsdagens. Var en af dem der asede sig rundt i Fælledparken omgivet af kollegaer og dårlige undskyldninger.

Det er utroligt som der dukker skadede knæ, fødder og rygge op, som dagen nærmede sig. Selv kunne jeg da også mærke en snert af præstationsangst – jeg er ikke nogen hurtig løber, til gengæld er jeg ustabil…. Men jeg gennemførte – og løb det meste af vejen. Ret meget. Og i det mindste den sidste kilometer.

Og modsat andre, var der ikke meget sved på panden, eller ømme muskler dagen derpå. Men her i dag, kunne jeg alligevel mærke et sting på forsiden af benene – og må sande at de kilomenter jeg plejer at løbe, tilsyneladende er færre end 5, siden min skinnebensbetændelse vælger at give livstegn fra sig på løbeturen i dag.

Og forgårsdagens sved sidder da åbenbart alligevel i den trøje jeg hev frem forud for løbeturen i dag og jeg tror at den skal vaskes ren sammen med samvittigheden – for man kan vel godt sige at løb hveranden dag i siden sidste torsdag, da er en start på at være tilbage med den regelmæssige træning igen.

Og det er åh-så-tiltrængt.

“Jeg tager ikke dankort” sagde manden.

Straks var jeg i gang med overvejelserne om hvor meget jeg behøvede det indkøbte og hvor langt der egentligt var til den nærmeste dankortautomat.

“Men du bor i nærheden ikke? Kan du ikke bare komme tilbage og betale”

Jeg boede ikke i nærheden og han blev nærmest fornærmet, da jeg spurgte om han virkelig stolede på mig.

“Hvis jeg ikke stolede på dig, ville jeg ikke sige du kunne tage varene og komme tilbage og betale”

Så jeg har en gæld. En gæld på 70 kr. Som jeg skal huske at få betalt i morgen.

Vi pakkede sommeren væk, stillede møbler i garagen, hængte nødder til tørre i nyloner i vaskehuset, stablede høsten af syltede lækkerier i stabler og nussede misserne, der havde lagt sig til rette i transportkasserne. Slukkede og lukkede for køl og frys og vand og luftede ud for sidste gang.

Vi sad på bænken med fødderne i sandet og snakkede om de ting, der ikke blev som forventet, og jeg fældede en tåre over det og over de tabte forhåbninger og sommeren som forsvandt uden at varme kroppen helt igennem.

Og vi snakkede om de ting man kunne gøre, hvis man vidste hvad man ville. Om at leve livet anderledes, om en anden hverdag, et andet indhold og fokus.

Og for tyve år siden gjorde jeg det bare: sagde lejligheden op, droppede jobbet, pakkede motorcyklen og tog ud på eventyr i verden. Og jeg ved i min krop og min sjæl og fra min egen livserfaring, at det ikke er de ting man gør man fortryder, men de ting man ikke tør.

Alligevel kan jeg se, at med alderen bliver jeg tungere og tungere i bagen og det er svært ændre sig, at flytte sig, at gøre noget nyt – sådan helt gennemgribende.

Jeg ved ikke hvad fremtiden byder, men jeg håber og vil arbejde på at mine mål, ønsker og visioner bliver mere klare for mig inden næste sommer melder sin ankomst.