Vi lavede vores eget lille juleoptog – søsterungerne og mig, da vi travede hjemad med juletræet.

Nevøen styrede cyklen, niecen sørgede for at holde juletræsfoden på bagagebæren og jeg støttede og bar resten af træet.

Jeg troede ellers at jeg bare lige kunne smutte ned til den juletræssælger der stod ved min hoveddør – men for 450 kr. grimt træ stod bare ikke på min indkøbsseddel.

Det viste sig heldigvis, at et besøg lidt længere nede kunne give både et bedre træ og en lidt billigere pris. Og så var der lagt an til førnævnte parade.

Lidt mere besværligt end beregnet – men nødvendig, da det viste sig at nogen havde nolet den stang til min cykeltrailer, som gør at man kan trække traileren.

Og så lige i december. Og fra en aflåst bagtrappe, som man skal igennem en aflåst gård for at nå.

Men træet kom hjem og vi hilse på mange på vores vej inklusiv en ikke helt ædru fyr der sagde “ho, ho, ho” til os, mens hans ven stod og brækkede sig op ad værtshusdøren. Og de tre fyrer der stod i vores opgang og fik varmen, mens de ventede på bedre tider.

Jul på Vesterbro.

Men jul på Vesterbro er også at pynte juletræ med ungerne, at lave de sidste hjemmelavede julegaver med dem, at spise risengrød … og at erkende, at det kan godt være at der er lavet dej til hjemmelavet æbleskiver, men nogen gange er dagene kortere og overskuet mindre, end man havde regnet – så dejen måtte forblive dej.

Og der er vel også en æbleskivemulighed i morgen?

Og når jeg går ind i min stue, ligger den ene af mine katte og kigger på det pyntede juletræ og når jeg snuser ind, dufter det af gran og vinter.

Lige om lidt er det rigtig jul her på Vesterbro.

Den sidste uges tid har jeg gennemtravlet, tre pc’er, to usb-nøgler, en harddisk. forskellige mails og mit elektroniske fotoalbum og en nedlagt hjemmeside, efter en række billeder af lejligheden som jeg tog i sensommeren.

Selvom jeg kan se billederne på mit indre display, er de totalt forsvundet fra alle de elektroniske medier jeg kunne have gemt dem på. Og det ærger mig, for det var nogle rigtig gode billeder og jeg kan simpelhen ikke forstå hvor de er forsvundet hen.

Jeg skal bruge dem i forbindelse med udlejning af lejligheden og det ville sikkert have taget mindre tid at tage nogen nye, end den tid jeg har brugt på at lede.

Men det ville kræve at jeg fik ryddet op.

Og det virker fuldstændigt uoverskueligt.

Hvor ville det dog bare være så meget nemmere, hvis det var alt rodet der var forsvundet!

Der er mange der synes, at det er modigt, at vi tør tage springet og rejse væk i et år.

Faktisk var den beslutning ikke svær at tage og jeg oplever det ikke som at jeg skal udvise mod for at træffe beslutningen, eller leve den ud i livet.

Men at holde sammen på mig selv, når jeg skal 4 ting på en dag – eller er tvunget til at tage ind på min arbejdsplads, for at få fikset noget på min pc – ja, det krævede mandsmod og hjerte af mig.

Og her i dag, hvor jeg har gennemlevet de to ovennævnte forhold i går og i dag, er jeg smadret, bombet tilbage til start. Har kvalme, tankemylder, uro i kroppen, ryster på hænderne, hovedpine, trækker vejret overfladisk og sov virkeligt dårligt i nat.

Og jeg må helt klart sande, at det at tage en beslutning om at ændre sit liv, ikke er en helbredelse af stress – og selvom beslutningen har givet mig en god portion god energi, så stadig langt fra at være mit gamle jeg.

Men jeg ser frem til den dag, som forhåbentligt når at komme inden jeg rejser, hvor jeg kan tage ind på min arbejdsplads – uden at skulle tage mod til mig og uden at få det dårligt.

Der findes dage der kommer til at sætte sig spor i en liv. Dage hvor man drejer til højre i stedet for venstre og pludseligt står overfor en helt anden og ny verden. Dage hvor man træffer anderledes beslutninger, eller handler på en ny og forskellig måde.

Dage som man ved man kommer til at huske længe efter.

Sådan en dag var dagen i går.

Den var nemlig den dag hvor jeg gik ind og sagde mit arbejde op.

Fordi jeg vil noget andet med mit liv og ikke magter at fortsætte i samme håbløse spor.

Og selvom det var svært, fordi mit pæne-pige kompleks rev i mig og fortalte mig at man ikke giver op på halvvejen, at man afslutter det man begynder, at man holder sit ord, ikke svigter i vadestedet osv, osv – ja, så gjorde jeg lige præcist det.

Fratrædelse med udgangen af januar. Små to måneder til at komme helt til hægterne og få afsluttet mit arbejde derinde på en ordentlig måde.

Første skridt til min nye virkelighed.

Jeg har aftalt med min chef, at jeg kommer ind og snakker med ham i morgen. Om hvordan min tilbagegang til arbejdslivet skal forme sig.

Psykologen siger jeg ikke er klar, men jeg er nødt til at mærke på min krop, hvordan jeg reagerer på at skulle tage ind på min arbejdsplads – og så også gøre det i virkeligheden. Før jeg selv kan sige om jeg er klar eller ej.

Men jeg kan mærke, at tankerne om arbejde, springer boblen omkring min lille uvirkeligheds verden. Den verden jeg har gået rundt i, i de sidste to uger.

Den verden hvor de helt basale ting har talt højest: sørge for mad, få søvn nok, se nogle dejlige mennesker, hjælpe min familie, lave noget kreativt, være sammen med min kæreste, kæle med mine katte, meditere og få ro på.

Jeg har nydt at være i min lille uvirkeligheds verden. Nydt at lade være med at forholde mig til arbejdet og de “hvad nu hvis” der er knyttet til arbejdet.

Jeg har nydt at lave forskellige ting med mine hænder og kan sagtens se noget terapeutisk ved at sidde og strikke.

Og der er ingen tvivl om, at hvis der var frit valg på alle hylder, så blev 2011 det år hvor jeg lavede ingenting.

Et helt år hvor jeg frit kunne vælge hvornår jeg stod op og hvornår jeg gik i seng, baseret på behov og ikke pligter, Et år hvor jeg ikke havde indflydelse på andre mennesker liv, hvor jeg ikke skulle rådgive nogen til at træffe svære beslutninger. Et år uden forhandlinger, taktik og skjulte dagsordner. Uden fælleskontorer, hæve-sænkeborde, dage foran computeren og en lind strøm af telefonopkald og mails. Et år uden nye informationer der skal bearbejdes, formidles, kommunikeres ud og undervises i.

Et år uden ansvar.

Ikke andet ansvar end overfor mig selv.

Måske hun har ret – hende psykologen – er man klar til arbejde, når det eneste man ønsker sig til jul, er et år uden arbejde?

“Kreativt værksted” – kaldte min veninde det, da vi aftalte at mødes i mandags, for at kickstarte en proces, der forhåbentligt skal føre os bare lidt tilbage til de to kreative mennesker, vi var dengang vi boede sammen og var i tyverne.

“Fuldstændigt mormor-agtigt” blev det kaldt af den datter, som hun har fået i mellemtiden. Hende som slet ikke fandtes, dengang vi var unge og vilde.

Men uanset hvad man kalder det, så var det rigtig hyggeligt at mødes og lave noget sammen. Komme igang med kreativiteten, blive udfordret og inspireret.

Det blev ikke til så særligt meget på selve dagen. Min tålmodighed er desværre blevet noget rusten, så jeg sprang lidt for meget mellem de ting jeg lavede. Men jeg fik afprøvet nogle forskellige ideer og aflivet nogen andre.

Og dagen efter var jeg pludselig helt færdig med min kalendergave – og den blev så meget bedre end jeg havde regnet med (hvis jeg skal sige det selv … og det gør jeg).

Det gode resultat med den gave, fik mig inspireret til et andet projekt. Og held i uheld havde jeg det nye projekt med mig i bilen, da jeg var ude og køre tidligere i dag.

Heldigt, fordi min køretur resulterede i et et punkteret fordæk. Og da det faldt sammen med morgentrafikken og alle de andre der havde problemer med følgerne af nyfalden sne, var der 2 timers ventetid på Falck.

Da jeg nåede at komme til at parkere på en tankstation, kunne ventetiden heldigvis afvikles med et håndarbejde, en kop kaffe og radioen i baggrunden.

Og da jeg ikke skulle være nogen steder til bestemt til, var det nærmest hyggeligt.

Sikkert godt, i forhold til min vej tilbage fra stressen – at være tvunget til at være der, og bare der i det nu der var der,

… eller også var det bare ret meget mormor-agtigt.

Igen.

Jeg brækkede engang min albue. På vej til skadestuen gjorde den så ondt, at jeg næsten ikke kunne være i min krop.

Og så holdte det op.

Det holdte så meget op med at gøre ondt, at jeg var sikker på at der egentligt ikke var sket noget. Indtil lægen efter en lang ventetid begyndte at pille ved albuen.

Først da albuen var gipset ind og ladt være i fred igen, holdte smerten op.

Det er lidt det samme nu. Efter 1½ uges sygemelding, var jeg begyndt at føle. at jeg da snart var ovenpå igen. At det gik fremad, små skridt, men fremad.

I dag blev der så pillet i “såret”, og med sådan en kraft, at al kvalmen, det sammenpressede luftrør og rysten på hænderne kom voldsomt tilbage og praktisk taget er på præcist samme niveau, som da min kæreste trak i nødbremsenog sygemeldte mig.

Jeg håber på at den specialist jeg er blevet sendt til, ved hvad hun gør og at det er noget med at det skal blive værre før det kan blive bedre igen.

Hun mente så i øvrigt, at en yderligere sygemelding på 14 dage var et must – som minimum.

Måske jeg var tættere på kanten end jeg selv var klar over?

Jeg har engang lært at familier enten har en grundtone af skyld eller af skam.  Det er min klare opfattelse at jeg – ligesom resten af min familie har en grundfølelse af skyld. Jeg har det i sådan en grad at man skulle tro, at jeg var et resultat af en katolsk opdragelse.

Det er jeg dog ikke, da jeg er et kryds mellem en ateistisk far og en kulturreligiøs mor, og en familie der senere er blevet suppleret af  hinduisme og buddhisme.

Men skyld er ikke destomindre en klar grundtone i mit liv og når man som jeg, pt. går rundt i livet med underskud på overskudsbalancen, er det utroligt nemt at få selv en ellers ret uskyldig tur til supermarkedet til at blive en vandring i skyld med skyld på.

Der er hele tiden en mulighed for at vælge det rette valg, overskudsvalget – det valg der sætter andre end en selv i fokus.

Og så er der det andet valg – det der giver skyld med skyld på:

Som hvis man ikke giver sine flaskepenge til nødhjælp, eller undlader at stikke en skilling/købe en avis af den hjemløse ved indgangsdøren – eller gud nåde og trøste mig … købe burhønseæg.

Ok, det sidste er måske liiiige lidt for overdrevent – for der er da ingen der i 2010 med ro i sindet kan stille en bakke burhønseæg på varebåndet med samvittigheden i bero.

Vel?

“En lyserød kjole!!!”, sagde min søster forbavset til mig Mortens Aften.

Og endelig fik mit meget utraditionelle – og ultra-ikke-mig, valg af beklædning den opmærksomhed som det fortjente.

Når man som mig i rigtig mange år har gået i sort og kun i meget begrænset omfang har bevæget sig udenfor den farve (eller gråt og hvidt), og i de tilfælde hvor jeg har gjort det, har jeg stort set kun været inde om armygrøn, petrolium eller højrød, så er lyserød (eller gammelrosa, som den egentlig er) et meget stort skridt.

Sidst jeg havde noget tøj, der bare mindede om lyserød var i 80’erne, hvor det var topmoderne at købe tøj i Frøkjær og et hit at have en pink kedeldragt.

Og sådan en havde jeg. Med turkise sko og turkist bælte.

Men når der først er taget hul på bylden så er det nærmest som om at farven flyder ind over mit liv:

Dengang jeg tog min coachcertificering skulle vi beskrive hvilke “klubber” vi var medlemmer af.

Da jeg var kommet frem til, at jeg var medlem af De perfekte kæresters klub, De perfekte værtinders klub, De perfekte haveejers klub, De perfekte medarbejders/kollegaer/rådgivers klub, De perfekte døtres/søstres/mosters …ect klub … og alle andre klubber for perfektionisme, indenfor de områder mit liv berørte, måte jeg erkende, at jeg nok helt overordnet var medlem af “`De perfekte kvinders klub”.

At være medlem af klubben gør ikke en perfekt – men medlemskabet gør at man stræber efter perfektionisme og slår sig selv pænt meget i hovedet, når man ikke opnår perfektionisme.

Jeg troede at jeg havde meldt mig ud af klubben, da jeg gik ned med stress sidst. Jeg var sikker på at jeg havde udfyldt afmeldingsblanketten og havde fået den postet.

I går havde jeg en drøm:

Jeg skulle aflevere en opgave. Jeg havde to dage tilbage. Jeg havde haft mulighed for at få vejledning i skriveprocessen, men havde valgt ikke at gøre brug af det – fordi jeg var sikker på at jeg lavede en bedre opgave alene (!).

Nu nærmede fristen sig og jeg var sikker på at det jeg havde lavet ikke var godt nok.

Men i stedet for at få hjælp, eller bede om udsættelse, så brugte jeg tiden i drømmen til at udtænke hvordan jeg kunne sætte ild på min lejlighed og dermed skabe så meget postyr, at jeg kunne skjule, at jeg ikke kunne aflevere den perfekte opgave.

…. godddag underbevisthed – forsøger du at sige noget til mig?