Den 21. maj friede min kæreste til mig. Til en stor fest. Foran venner og familie.
Han havde holdt den fineste tale og erklærede sin kærlighed og ønske om at tilbringe resten af livet med mig.
Og jeg kunne ikke rumme det.
Jeg var overworked, kørt op over festafvikling, døde katte, kommende deadlines og en dame jeg troede jeg havde aftalt rengøring med, som kun ville vaske gulv.
Og så den dybe inderlige sorg omkring min mor, som jeg ikke engang var klar over at jeg bar rundt på.
I går var min kæreste og jeg ude og bestille en ring til mig. Det bliver min mors “medgift” og hendes del af brylluppet.
Og for første gang i lang tid kan jeg rumme og føle mine følelser – også de glade.
Skriv et svar