Bertram – musedræber, ædedolk og charmetrold
Man kan bilde sig en masse ind. En af de ting jeg har gået og bildt mig selv ind i de her tre måneders tid, var at jeg var ok uden mine katte.
Den tese krakkelerede her til aften, hvor et jeg fik et opkald om at Bertram – den store musejæger, tiggeprins og kælegris ikke er mere.
Han fik en død som i høj grad afspejlede hans liv og hans personlighed … efter at have guffet en ordentlig omgang tun, faldt han en ti minutters tid senere om og var død. Sikkert et hjertestop eller blodprop.
Bertram det mildeste kattedyr, der lod ungerne slæbe rundt på sig da han blev passet ude, under vores år i sandaler. Bertram med de smukke blå øjne, der var rolig og fredelig hjemme i lejligheden, men blev en voldsom musdræber når han kom over til sommerhuset.
Bertram der åd min mors persienner når de ikke blev trukket hurtig nok op, så han kunne kigge ud på fuglene, når han blev passet der. Katten der kunne finde sig til rette alle steder og derfor hurtigt fandt nye glæder ved sit sidste bosted: en fransk altan, som han insisterede på blev åbnet kl. 4 om morgen, så han kunne få en times tid af morgenstunden.
Bertram var den af vores katte der var nemmest at elske. Lige så lys af sind som af pels … som vi har sagt så mange gange om ham i de små 6 år vi fik lov at have ham “Bertram, det er ham den lyse … og han er charme, selvtillid og lækker pels”.
Bertram … han smuttede lige videre – og nu er der kun Alfred tilbage – og jeg må sande, at jeg elskede vist alligevel de der to kræ….
Flere foto af Bertram på 23.
hvor er jeg ked af det på dine vegne.
jeg skulle lægge hus til vores katte førend jeg forstod, at katte ikke bare er dyr.
Hvor trist. Det er svært at forstå, hvor meget man kan holde af en dyr.
Smukt skrevet. Han fik en hurtig død i mine arme. Han led ikke. I går var jeg ikke så påvirket, men her til morgen hvor han ligger kold og stiv på gulvet i min entré er reaktionen kommet og tårerne løber frit. Jeg vil kører ham ned i sommerhuset og begrave ham på en af hans yndlingspletter.
Hvor kommer man til at holde af de kræ.
Selvom vi aldrig blev de der mennesker der gjorde deres dyr til deres børn, så var de rigtig vigtige i vores liv – ja, man holder godt nok af dem.
… og jeg er glad for at han kommer til at ligge i sommerhuset, hvor han nok, når alt kommer til alt, var allergladest.
Og jeg er glad for at han blev vores “genbrugs-kat” og fik mulighed for at prøve at få et udeliv.
Ved du hvad, jeg har børn, alligevel har jeg da også stået og tudet, når mine fine kattedyr ikke kunne mere. Faktisk har Anders sagt stop for flere katte hos os, fordi han synes det er så sørgeligt, når de dør. Især de seneste var det lidt hårdt med, fordi de kun blev otte år. Men dem, der blev 15 og 16 år gamle var det nu også svært at sige farvel til. Og så var der også lige kaninen Mulle og fiskene Steen og Jerizard. Det er da aldrig nemt at miste noget, man har haft i sit liv og har holdt af.
Smukke Bertram, hvor trist.
Hold da op – sikke smukt beskrevet! Det gør os ondt! Håber den får sin rette plads ved sommerhuset.