Jeg har skrevet det før, og vil sikke skrive det igen; der bor en driftsikker urkvinde i mit indre.

En kvinde der ville have været en gevinst for datidens samfund, da hun ikke har nogen stopmekanisme og samler ind til hun segner … med mindre hun altså er i selskab med mit mere rationelle jeg.

Det rationelle jeg, var ikke helt med da jeg samlede rosenblade langs med stranden i lørdags.

Så nu står 2 x 4 liter rosensaft og trækker på min bagtrappe. Opgangen dufter af roser og det er kølet ned og siet, skal den ene omgang hældes på flasker og drikkes som den fineste røde rosensaft, enten som den er eller blandet med vin eller danskvand.

Den anden omgang skal koges ind til sirup og gele. Jeg har tidligere lavet en rosen-ribs-gelé der var fuldstændigt fantastisk, eller” ikke helt dårlig”, som man jo siger i det der Jylland. Kombinationen af roser og ribs gør altså noget godt for hinanden. Ligesom jeg er sikker på at en omgang rosensaft i jordbærsyltetøjet heller ikke vil være dårligt.

Ellers har jeg planlagt at der skal hyldeblomster i mine jordbær.

Jeg har nemlig hørt at der skulle være både jordbær og ribs i min lille have.

Og hylden har jeg også.

3 liter saft står allerede og trækker sammen med roserne – og skærme til det dobbelte ligger i min fryser fra forrige uge.

Jeg ved at nogen tæller får når de ikke kan sove …mig? Jeg kombinerer syltetøj og marmelade.

Og jeg tænker tilbage til tidligere succeser og tror at en alliance med jordbær, rabarber lidt røde stikkelsbær med et drys af hyldeblomster vil gøre sig godt på en gang hjemmelavet brød, sådan en kold november måned. Jeg tror også at jeg skal have gentaget min fine hyldeblomst og citrongelé, selvom jeg må sande at det er en flygtig en af slagsen og den ikke rigtig holder sig frem til vinterlageret.

Og når det kommer til lageret, så har jeg lige sendt en mail til Bondens Marked, der holder til her på Halmtorvet – for jeg tænker at der måske kunne blive til lidt mere end bare mig selv, og det kunne da være meget sjovt, at stå og sælge det op mod jul.

Er halvvejs inde i en 3 ugers periode hvor vi på nogen måder har fået planlagt os op i et hjørne …

Eller i hvert fald ikke har tænkt i de helt store linjer, da vi lagde et program der gør at vi i tre uger i træk kun er hjemme fra mandag til onsdag og ellers er på vej hen, planlægger, er igang med noget, eller på vej hjem fra resten af tiden.

Lige nu er jeg igang med at pakke ud, vaske tøj, skylle udstyr og rydde op efter en forlænget weekend i Sverige. I stuen hvor jeg sidder står der stadig tre dykkertasker der skal pakkes ud, på gulvet i soveværelset ligger det vasketøj der mangler at blive vasket og i køkken og stue står der to kasser der er klar til næste fase: grisefest i Jylland, som skal afvikles i den kommende weekend.

Det er superhyggeligt det hele, men vi må nok også sande at der er brug for nogen tidlige aftener i denne uge, for at vi kan give den fuld fart til den fest, der gerne skulle blive på lørdag.

Der er mange ting der skal planlægges, når vi lige er 10 dykkere tre dage i Sverige eller 35 mennesker til noget, der snart ligner en tredagsfest i Saksild. Men vi er efterhånden ret gode til at få tingene til at falde i hak og er langsomt blevet bedre til også at acceptere, at ind i mellem så kan man planlægge lige så tosset man vil, men det betyder ikke at den menneskelige hjerne kan følge med hele tiden og en ting her og der kan smutte.

Men så må der improviseres og det blev der gjort her i weekenden hvor det transportable luftfyldeanlæg, var kommet til Sverige uden sine luftslanger … men 2 støvsugerslanger og en rulle gaffa endte med at klare skærene, så vi kunne komme ned og dykke på de svenske skær.

Og sådan bliver det nok også i den kommende weekend hvor vi samler 35 mennesker omkring en gris og noget Østjylland.

Tre dage hvor mennesker kommer og går og fester og drikker og ser den lyse morgen midt om natten.

Og ja, jeg kan ind i mellem blive træt og øm og ca. 1oo år fordi der skal tænkes og slæbes og arrangeres, men mest af alt er glad for at så mange dejlige mennesker fylder i mit liv og er med til at fylde mit liv ud.

Livet og måden det leves på er en gave – og jeg er stadig i fuld gang med at pakke det ud.

På grillen ligger en hummer, den spjætter med benene og kører rundt med følehornene – selvom den er blevet delt i to og er igang med at skifte farve til rød. Den pensles med smør og grilles og skal spises sammen med det gode brød og en flaske bobler. Og udgøre forretten til det kongemåltid vi har stablet på benene i anledningen af den danske sommer og vores 6 år sammen.

Vejret er ikke som det var, der for 6 år siden hvor vi mødte hinanden, lige præcis her i sommerlandet, hvor vi fejrer hinanden og os.

Men råvarene er endnu bedre end dengang – og på en eller anden måde, så er vi også det.

Hummeren får følge af lammekoteletter, grillet lyserøde og møre som smør. Med hvide og grønne asparges, nye kartofler der vendes i smør tilsat hvidt, grønt og gult – i form af hvidløg, persille og citron. Og den rabarberkompot jeg lavede af rabarbar fra mit lille urtehave, vendt med noget frisk mynte, der alligevel skulle trimmes i selvsamme urtehave.

Dengang for 6 år siden blev jeg beruset i kærlighed og så solen stå op mellem Mols og Samsø – nu sidder jeg indenfor og ser regnen sile ned af ruderne og jeg ved at hvis nu’et var dengang ville jeg ikke have haft hvad jeg fik.

På godt og ondt.

Vi har haft mange oplevelser sammen.

Vores liv har virkelig været i medgang og modgang.

Vi har oplevet graviditet(er) og tab. Vi har været igennem fertilitetsbehandling og dealet med konstateringen af at vi ikke skulle være forældre.Vi var igennem en renovering af lejlighed fra helvede, og venner der virkelig trak veksler på vores venskab. Vi oplevede at min gamle kat blev ældre end forventede men ikke levede for evigt. Vi har stået sammen gennem mine to stresssygemeldinger, en enkel fyring og en trussel om en anden.

Men vi har også rejst til eksotiske lande og har dykket og spist os igennem fantastiske måltider. Vi har stået sammen i modvind og er ikke blevet knust, men har hjulpet den anden når det hele blev for træls og hårdt. Vi nåede at sælge en lejlighed mens tingene var på toppen og nærmest få dage før det hele væltede.  Vi fik katte sammen, både her og i Egypten og de har beriget vores liv. Vi har haft fantastiske weekender og sommer her i sommerhuset, med familie og venner. Vi har udviklet hinanden og klart vores smagssanser og er endnu mere fokuseret på det gode i livet. Vi turde tage et sabatår sammen og rejste ud og tilbragte 24/7 under fremmed himmel  og hav.

Og jeg ville ikke være foruden den tid vi har haft sammen og jeg håber på at vi bliver ved med at vokse sammen.

Jammen det skrider stille og roligt fremad – har modtaget voksenbreve fra Skat. De fortæller mig at jeg har en virksomhed og et nummer der hører til. I dag har jeg så forsøgt mig med moms og bestilling af en rådgiverforsikring.

Det bliver nærmest ikke større.

Men mens min egen lille virksomhed vokser, og jeg tænker på visitkort, hjemmeside og messemateriale – har vi også været lagt ned af den store tunge fyringstrusel.

Min kærestes virksomhed havde 170 mand (og kvinder) til samtale i går. Besked om at lægge nøgler, pc’er og kodeord og gå hjem uden at passere start.

Farvel og velkommen til de arbejdsløses rækker.

Beskeden om hvad der skulle ske kom i mandags og betød at vi havde et par dårlige nætters søvn og et par stressede dage. Men forløsningen kom så igår.

Og mens jeg kender personerne bag et par af navnene, så stod min kæreste ikke forrest i køen og han har stadig sit job.

Og jobs er der også stadig derude. Jeg havde fornøjelsen af at tilbringe et par timer i solen på et tag på Vesterbro og kunne blandt andet lytte til dem her “hoptimisterne“, der har skabt stor succes med at producere og sælge små positive hoptimister – og midt i alle voksentingene, er det svært ikke at være bare lidt glad, når man alt andet lige, lever i et land hvor det trods krise stadig kan gå fremad for nogen.

… og jeg er sikker på at en anden nogen, er mig.

Så er jeg i proces med at få et CVR nummer til min butik.

“Lovmand & Coach” kommer barnet til at hedde og der kommer forhåbentligt snart en hjemmeside til projektet – men for en gangs skyld er jeg lidt baglæns på it-siden.

Til gengæld er jeg forlæns på kundesiden og selvom jeg egentligt ikke er startet rigtigt, har jeg to kunder i hus. En stor kunde der giver mig beskæftigelse de næste 4 måneder og en lille en som virkelig har hjulpet mig med at definere mine ydelser og som nok sluttes ret snart, mange oplevelser rigere.

Da man ikke må lave iværksætteri på dagpenge og jeg ikke tør slippe den varme offentlige hånd før jeg har afprøvet om mine vinger kan bære, har jeg pt. tingene bygget op på den måde, at jeg er blevet ansat deltids hos hende jeg har en del arbejde for og at jeg så har min virksomhed bygget op omkring de ting jeg må lave som lønnet bibeskæftigelse.

For selvom det er sådan at man efterspørger iværksættere og ønsker at vi skal arbejde os ud af krisen, så gælder det ikke for dem der er arbejdsløse.

Eller det må man da godt. Man skal bare kunne gå fra 0-100 uden støtte.

Når man er arbejdsløs må man gerne have lønnet bibeskæftigelse – når den altså er godkendt af A-kassen. Man skal dog stadig stå til rådighed for arbejdsmarkedet og det betyder at man ikke må lave noget lønnet bibeskæftigelse i almindelig kontortid.

Man må kun beskæftige sig med det om aften og i weekenden. Og skal man have kundekontakt er det i samme tidsrum. Man må maks. arbejde 15 timer om ugen med det – og deri er også medregnet den tid man bruger på at bygge virksomheden op. Og man må maks. tjene 150.000 kr. om året på det.

Og så må man heller ikke have ambitioner om at man kan forøge indtægten og komme til at leve af det man laver ved bibeskæftigelsen.

Men man må godt søge beskæftigelse og man må gerne have flere forskellige arbejdsgivere og være ansat med forskellige ansættelsesbrøker og i kortere eller længere tid.

Så det er det jeg gør lige nu.

Søger ansættelse hos mindre virksomheder, der har brug for hjælp til at bygge -eller udvikle deres HR-afdeling/administration. Og der hvor jeg ikke får ansættelse, men opgaver der kan løses udenfor normal arbejdstid, løses de via min virksomhed.

Og hvad er det så jeg kan? Hvad er det jeg sælger i min butik:

Jeg kan hjælpe med at opbygge den administrative side af en virksomhed, jeg kan bygge en HR-afdeling, tjekke at man ansætter korrekt og har de juridiske sider i orden. Jeg kan også gennemføre afskedigelser eller udvikle medarbejdere og ledere. Jeg kan kigge på de arbejdsgange man har og lave vejledninger, som gør arbejdet nemmere.

Med min jura i baghånden kan jeg eksempelvis lave en medarbejderhåndbog og sikre at det der står i den er lovligt og med min coachuddannelse og udviklingserfaring kan jeg komme bagom frustrationer og skabe ressourcebaseret løsninger og udvikling af både individer og virksomheder.

Min målgruppe er mindre virksomheder (0-50 ansatte), gerne iværksættervirksomheder eller virksomheder der har gennemgået et generationskifte, da den type virksomheder ofte har stor fokus på deres kærneydelse, og derfor har et hængeparti på det administrative bagland og HR-siden.

Mit fokus er at lave ydelser der kan aflæses på bundlinjen. Der skal være mening med det jeg laver – jeg sælger ikke *fluff* og kaster mig ikke omkring med managementfloskler eller namedropper de sidste ledelsesteorier.

… og jeg glæder mig til at komme igang.

Jeg har været ung så længe jeg har kunne huske – og en hel del længere end fødselsattesten tilsiger.

Gode gener førte mig gemmen mine 30’ere, som var jeg i 20’erne og starten af 40’erne som om jeg var i 30’erne.

Jeg levede også mit liv, som var jeg ti år yngre.

Startede på universitet da jeg var i midten af tyverne og løb hornene af mig mens jeg var i 30’erne. Opdagede at jeg alligevel gerne ville have børn, da jeg var omkring 38 og gik først igang med de mere seriøse forhold, da nærmede mig de 40.

Mens nogen folk på min alder fik teenagere og endda børnebørn, omgikkes jeg folk der fik deres førstefødte og prøvede ligeledes at sætte småfolk i verden.

Og jeg var så meget nede med det hele, boede i det hippeste af det hele – det nyrenoverede Halmtorv med udsigt over byens tage, og da jeg var 40 havde jeg intet praktisk tøj, mine “praktiske sko” var højhælede støvler, og jeg havde stiletter, blankt hår, fuld makeup og mine negle var altid nypolerede.

Og *vumpf* her hvor jeg har rundet det halve af 40’erne er det som om at min alder har indhentet mig BIG TIME.

Min krop folder sig ud på en ganske uklædelig måde og selvom jeg hver eneste uge tænker “i morgen” eller “jeg går i gang på mandag”, så kommer det ikke meget længere end til tanken, med det der træning.

Mine knæ, hænder og ryg giver sig når jeg bevæger mig ud i verden og prøver kræfter med de ting, der tidligere var det rene ingenting at få gjort.

Jeg kan lide portvin. Og jeg nyder at drikke et glas (men drikker mig i øvrigt sjældent fuld … for hvem gider længere spilde en dag med at have tømmermænd?).

Mit ansigt folder sig omkring mine læber, der er en tør plet på min hals, hvor det ser ud til at der om lidt lægges an til kalkunpludder. Der hvor der engang, sad en smilerynke når jeg havde smilet meget den foregående dag, er der nu lavet en blivende fold, som nok så meget creme ikke kan udglatte.

Mens mit hår har mistet sin længde og fylde og jeg har fået en frisure, der er praktisk og ikke kræver uanede mængder tid og stylingsprodukter at sætte, må jeg konstatere at grokraften stadig er til stede i kroppen, den udvises dog bare på andre hår end hovedhåret.

Jeg er holdt op med at farve mit hår. For første gang siden jeg var omkring 18 har jeg noget der vistnok er min egen hårfarve. Men på trods af at jeg troede jeg ville blive gråhåret som 24 ligesom min farmor (der havde det flotteste lange hår lige til sin død) så har jeg hverken arvet gråheden eller hendes fantastiske hår.

Min mor og min kæreste kan lide min naturlige hårfarve. Selv synes jeg at det mest af alt er en gang leverpostej … og hvornår er jeg lige blevet sådan en der gør hvad min mor, eller en mand synes jeg skal?

Jeg har købt mine første fodformede sko – og da jeg forsøgte at returnere dem og de ikke ville tage dem tilbage, var jeg ved at græde i butikken. For hvad skal jeg med sko, der slet ikke ligner mig?

Min kæreste grinede af dem og spurgte om jeg ikke havde kigget på dem inden jeg købte dem?

Og i går var jeg i teater og ude og kigge på et rækkehus i Rødovre.

Og jeg kunne lide det.

…. og jeg tror at jeg ligenu er ved at gå i panik og få en 40 års krise. (Eller måske 30?)

Hvilket jo også vil være passende da jeg jo forlængst har passeret den alder hvor jeg bør gå i panik over de her ting ….. Og jeg er sikker på at jeg i virkeligheden kunne klare altid og al forfald – hvis jeg bare kunne blive ved med at gå i pæne sko.

Og det er ikke de her: nye praktiske sko

Jeg har nu et par gange oplevet, at jeg er blevet “stressificeret”det vil sige blive gjort til en negativ “stresshistorie” af andre mennesker. Du ved, man bliver ynket, eller “nååået” som om at jeg på grund af min fortid er en stakkel, som man skal passe lidt på. En der er lidt halt og ikke rigtig kan yde så meget mere.

Det er naturligvis gjort i en god mening. Det kan jeg godt forstå. Selvom jeg ikke kan identificere mig med det billede af mig, som andre mener jeg åbenbart skal have.

En knap så god mening, var den udmelding en rekrutteringsansvarlig gav mig efter en samtale. Personligt kunne han lide mig, min profil og mit drive … og var også “ok med min stresshistorie, men han var ikke sikker på, at virksomheden ville være ok med det.

Jeg kan egentligt ikke helt selv greje om jeg synes det er værst, at andre skal være ok med “min stresshistorie”. Eller at nogen ikke er ok med det.

For hvad er det de skal være “Ok med”?

• At jeg har været gået ned med stress?
• At jeg er kommet ovenpå igen?
• At jeg tror, at jeg kan klare et arbejde?
• (eller faktisk ved det)
• At der er en risiko for at jeg kan gå ned med stress igen (ligesom alle andre mennesker)?
• At jeg modsat andre mennesker nu kender mine stresssymptomer og ved hvornår og hvordan jeg skal reagere?
• At jeg er kommet helt vildt styrket ud af det her og ved hvor mine grænser er?
• At jeg efter et års sabbat i den grad kan mærke mig selv, og hvad andre mennesker gør ved min energi – så jeg kan sige til og fra på opgaver og mennesker, og skabe den bedst mulige balance mellem arbejde og privatliv?

Er det ikke alle sammen ting, alle kan være ok med? Om som det er ok at leve efter?

Jeg oplever ikke længere, at det at jeg har været gået ned med stress gør mig til en dårligere eller skadet arbejdskraft. Nærmest omvendt.

Jeg er godt klar over, at jeg ikke var på det her sted, efter første gang jeg gik ned med stress og at den sidste chef jeg havde, havde en grund til at mene at jeg ikke var ok.

Og han har også ret.

For da jeg startede på det arbejde, var jeg på ingen måde kommet mig ordentligt over min første omgang stress. Jeg var udover det, stadig fedtet ind i noget frustration omkring den måde jeg fik afviklet mit tidligere job på. Jeg var vred, ked af det og havde i virkeligheden stadig mange stresssymptomer.

Eller om man vil – jeg var stadig “nede” med stress.

Det er jeg ikke i dag. Og når jeg møder andre der er “nede med stress” kan jeg sagtens genkende symptomerne og jeg kan se, at de gerne vil dele deres historie med mig og føle at vi er sammen om det her.

Men vi er ikke på samme side. Vi er ikke engang i samme bog.

For i dag er jeg lykkelig for min stress.

Det at jeg gik ned med stress er nok noget af det bedste der nogensinde er sket mig. Og jeg ønske, at alle der gik ned med stress, kom igennem det og fik det ud af det, som jeg har fået.

Min stresshistorie er, at jeg er blevet et lykkeligere og meget mere afklaret menneske – og jeg håber at den indsigt, er noget jeg kan bære med mig i resten af mit liv.

Var jeg ikke (igen-igen) gået ned med stress, havde jeg ikke taget et sabbatår. Og havde jeg ikke taget et sabbatår, havde jeg ikke været igennem denne her proces hvor jeg langsomt er helet og har fået års frustrationer og negativitet skrællet af mig, sådan at jeg nu virkelig kan mærke hvad jeg ønsker og hvad der giver mig energi.

Og hvem der giver mig energi.

For mens der måske ikke sker så meget her på bloggen, så sker der en masse ude bagved skærmen.

Og det med hvem og hvad der giver mig energi, er klart mine nye rettesnore.

Sammen med bevistheden om at jeg ikke vil nøjes.

Jeg vil have det hele – og det tror jeg at jeg kan få.

Så jeg er helt ok med min stresshistorie.

Og jeg håber at du også bliver det.

U P D A T E

På facebook var der en der havde nedenstående billede på sin profil … og på en eller anden måde, så siger det egentligt mere præcis det jeg mener:

Jeg har grædt mine modige tårer, tænkt i alternativer, plaget uskyldige mennesker i min familie – både med ord og med alternative behandlinger … men det ændrer ikke ved det faktum, at der ikke er nogen mulighed for at vi selv kan beholde Topper, eller at vi kan beholde hende i vores nærhed hos noget familie.

Og så er det at man må gøre det voksne, selvom det er svært og så langt fra det jeg ønsker for mig selv.

Men det er nu aftalt, at Topper kommer over til en dame i Vejle, der har et stort kattehjerte, et rækkehus hvor Topper kan komme ud og få rørt sig og klatre i træer. Damen har en kat i forvejen. Men det er en, som normalt accepterer andre katte og plejer at invitere op til leg, fremfor slåskampe …. så vi håber at kommer til at gå bedre end herhjemme, hvor alt hvad missebasserne byder på, er tørre tæsk.

Da jeg så hvor glad og lettet Topper opførte sig da hun var på kort visit hos min søster, var der ingen tvivl i mit sind: hun skulle væk fra mine andre katte. Uden dem, var hun fuldt ud tilbage som den dejlige tillidsfulde kat, hun er.

Så det skal nok blive godt for Topper at komme væk.

For os er det imidlertid en anden sag,

Der er ingen tvivl om, at af alle de katte der har været igennem mine hænder, så har Topper været den der har haft det mest elskelige sind.

En fantastisk kat, der er kælen uden at være omklamrende, sød og tillidsfuld og alligevel sin egen. Legesyg og en ædedolk, der både kan lide saltstænger og rugbrød. En rigtig lille charmemis.

Det bliver svært at sige farvel.

Men om 14 dage bliver Topper en Vejlemis og jeg håber på det rigtige mach.

Vi har nu været hjemme i lidt over en måned og vores katte er kommet nærmere en “normaltilstand” omend, det på ingen måde er ideelt.

De slås ikke længere hele tiden og de kan godt være i samme rum uden at der hvæses og knurres. Men Alfred er jaloux og når han kan se sit snit til det, så går han efter Topper, og når han gør det, så går Bertram med. Og det med at være i “farezonen” hele tiden, gør at Topper bliver mere og mere vagtsom og man kan se at ingen af kattene, så rigtig slapper af.

Det holder ikke i længden og vi har derfor arbejder på at finde et nyt hjem til Topper. Det er ikke med vores gode vilje at vi skal slippe hende, for den tid og alle de ting vi har haft sammen, gør naturligvis at man bliver knyttet til dyret og der er ingen tvivl om, at hun er en super sød og charmerende kat … som rigtig gerne vil både lege, kæle og udfordres.

Det sidste gør, at selvom det skulle blive bedre mellem hende og drengene, så vil det med at bo i lejlighed på længere sigt dræne hende – vi kan se at hun bliver mere og mere udadorienteret og vi vil gerne give hende det bedste, og det bedste vil helt klart være et liv hvor hun også kan komme ud.

På vildkat.dk har vi fundet et hjem til Topper. Der er en have, en med tid og overskud til hende – og der er en anden kat, en den virker til at være lige så sød og tillidsfuld som hende – og vi håber hun med tiden måske endda vil kunne lege med den.

Men beslutningen er endnu ikke taget endeligt – og det gør vi først om 14 dage.

…. for …. og der er her det lille håb begynder at bevæge sig, måske kan vores oprindelige plan alligevel komme til at fungere – nemlig at hun kan komme ud til min søster, der flytter i et lille hus til påske.

Min nevø, der ellers var begyndt at reagere på katten, er jo blevet behandlet for sin allergi. Lige efter behandlingen kunne vi ikke mærke nogen forandring, men her i torsdags hvor han var oppe hos os i nogen timer – og vel og mærke var sammen med 3 katte, var der slet ikke sammen reaktion som før.

Min søster har hørt om en anden alternativ behandler, der har fantastiske resultater på alle mulige ubalancer og ham har vi en tid hos på onsdag … og med den allerede noterbare bedring i mente, skal Toppermissen en uges tid efter behandlingen, på besøg hos min søster – hvorefter vi så kan træffe en beslutning om hvorvidt vi tør satse på, at hun skal have et varigt hjem der.

Med allergier er der mange forskellige skoler og ideer om hvad der kan lykkedes eller ej … men faktum er, at jeg har mødt flere, der på forskellige alternative måder er kommet deres allergier til livs … så lige nu krydser vi fingre herhjemme og håber på at det alligevel ender med at Topsen kan blive en lille Valbymis.

Søndagen er blevet brugt på boligjagt … eller rettere sagt, primært sommerboligjagt.

Sommerbo er ikke beboeligt i længden og der skal et nyt hus på grunden og derfor kigger vi på muligheder. Og vi kigger, og kigger og kigger – og nogen har noget og nogen andre noget andet, men indtil videre har intet været helt rigtigt, men hvert kig bringer os et stykke af vejen (håber jeg).

På et eller andet tidspunkt finder vi nok det rigtige – og træder ud af det dødvande, der er beslutningernes tomrum, hvor alle muligheder stadig er åbne – men ingen beslutning er lig med stilstand.

Men at finde det rigtig er nogen gange ikke godt nok.

Og det siger jeg, fordi vi sluttede dagen af med også lige at kigge på et bytte-rækkehus.

Og det var det rigtige.

Det havde badeværelse oppe og nede som er et krav fra min kæreste, det havde en fin lille have, lukket gårdhave, endda med en superfin udestue, der ellers kun opfyldes i drømme. Stue og køkken var lagt sammen på en rigtig fed måde og der var endda et aflåst opbevaringsrum der passede som hånd i handske til vores dykkergrej og både carport og det værksted som min kæreste går og sukker efter.

Vi kunne leve præcis det liv vi ønsker, med nem adgang til at vaske og laste dykkergrej, med mulighed for at opbevare alt den syltetøj jeg kunne drømme om og med mulighed for at sidde udenfor igennem hele året. Skulle der være et minus så var det at der var et værelse mere end hvad vi havde brug for – og det er jo bare et luksusproblem.

Alligevel læner vi mod et nej.

For det havde bare ikke beliggenheden.

Yderkanten af Glostrup. I et trøstesløs villakvarter i en række af ens bygninger – langt fra butikker, liv eller bare noget der ligner en by.

Og der er jeg bare ikke.

Hvis jeg endelig skulle flytte væk fra byen, skal det være til landet, ikke til et underligt villakvarter, der hverken er land eller by.

Så vi kigger videre.

Efter både sommerhus og anden bolig og på et eller andet tidspunkt finder vi vel præcis hvad vi ønsker os.