Her til aften blev jeg betydeligt forelsket i min egen kogekunst.

Kæresten havde rørt mayonnaise til morgendagens bruch og spurgte om jeg skulle bruge hviderne til noget. Og inden jeg nåede at svare, foreslog han at jeg lavede marengs.

Jeg har aldrig tænkt det store om marengs, men havde alligevel i et stykke tid overvejet om jeg skulle prøve at lave italiensk marengs, for at smage forskellen.

Jeg brugte målene og vejledningen fra den anakistiske kogekone men foruden vanilje tilsatte jeg også lidt eddike.

Og WAU.

Jeg måtte fysisk stoppe mig selv, da jeg kom til at smage på den “rå” marengs. Havde jeg ikke gjort det, havde jeg ædt hele portionen i et stort grådigt sug.

En portion almindelige marengs er bagt, en portion vendt med nødde/mandelmel er i ovnen og en lille portion ligger i køleskabet og venter på at blive en topping til en dessert til morgendagens bruch.

Kæresten er glad, en af kattene har marengs i pelsen, den anden kunne godt lide dem … og jeg er sådan pænt mættet, af min nye sukkerkærlighed.