Med fornemmelser for den begyndende tø i baghovedet, snak om forårstegn i radioen, og  … åh, toppen af de første forårsblomster, der brød gennem langs med søen og troen på at nu – NU, ville det begynde at vende, hev jeg mine havebøger ned fra reolen og gik igang med at tænke og tegne mine havedrømme i fantasien.

Og bøgerne skrev om hvordan man skulle lægger kartofler til spirring her i februar … og pludselig blev det nærmest livsnødvendigt at få fat i en gang kartofler, som jeg kunne lægge til spirring. Specielt fordi jeg de andre år har været for sent ude og ikke rigtig har haft det store udvalg at vælge imellem.

Men tilsyneladende har vinteren også ramt kartoflerne og det er åbenbart kun indeni mig, det er sæsson for læggekartofler.

Og med vejret i dag har jeg måtte sande, at tiden nok alligevel ikke helt er til kartofler og priklejord.

Men jeg har ryddet mit skrivebord, indkøbt frø,blå læggekartofler og priklejord … og når vejret beslutter sig til at skifte kurs, så er jeg den der klar til den kommende havesæsson.

Og indtil det sker, har den stået på vintermad og gæstebud – det første var en gang osso buco, der simrede i timevis i ovnen og det sidste min søster med børneunger, hvoraf den mindste blev udstyret kærestens musiksmag på ipotten.

Det er ikke som at lytte til solsortens forårssang, men det har nu alligevel sin helt egen charme, og selv den mest vintertrætte, må trække på smilebåndet, når Gasolin udsættes for en 6-årig.