Jeg ville slutte gårsdagens forkælelse af med nogle glittede blade, som skulle indtages med et enkelt syndigt stykke chokolade og en stor kop te.

Men da jeg stod henover udvalget i butikken, blev jeg nærmest kold og varm på en gang, for det gik op for mig, at jeg nok for stedse var rykket et alders segment opad.

Jeg gad ikke flere tips om nye måder at være forførende på, eller hvor du køber dit næste sex-legetøj eller læbestift, sladder om de smukke, unge og rige – eller kongefamilien, ikke flere modetips og tøj på display, eller historier om stærke kvinder der finder sig selv, mens de rider på hesteryg gennem Nepal – eller de hjemkommendes smukke hjem, med hvide sofaer og et hint af farve i de frække røde puder.

Jeg endte med nogle madblade og håbet om at finde noget nyt og inspirerende jeg kan servere med and.

Og jeg tænkte på at det var så dét – mens jeg tændte for P4.

… som jeg ikke længere hører på tvang, som da min kæreste flyttede ind – men nu efter valg, da jeg faktisk ikke længere rigtig kan holde P3 ud mere…selvom jeg gerne ville – ups!

Jeg tror det er første gang jeg har oplevet, ikke at have travlt på mit arbejde, siden jeg blev færdiguddannet og begyndte at arbejde rigtigt. Jeg er ikke så særlig god til at håndtere det. Så jeg har taget fri.

Det var også fordi jeg gerne ville til frisør og hun havde en tid i dag – eller om tre uger.

Jeg er glad for at have så fleksibelt et arbejde, at jeg har en masse opsparet frihed, så jeg har muligheden og at min kalender lige for tiden er rimelig mødefr,i så jeg kunne tage chancen.

Så jeg tror jeg vil tage den store selvforkælelsesdag i dag.

Jeg trænger – og lige nu, er hverken øjne eller næse begyndt at løbe, hosten er ikke sat i gang … så måske, bare måske er jeg ved at være rask og kan nyde at forkæle mig selv.

Jeg blev en lille smugle eksalteret, da jeg i sidste uge opdagede at min lokale dyrehandler havde søheste til salg. 750 kr. stykket og så små 7000 for et startakvarium. Det var så enden på den drøm.

Men åbenbart begyndelsen på en anden.

For jeg drømte i nat, at jeg red på en søhest. Jeg ved ikke om den var blevet stor eller jeg var blevet lille – men det betød lige så lidt, som hvorfor jeg kunne trække vejret under vandet, mens vi red derudad.

Jeg er træt af at skrive om sygdom. Træt af at tale om det. Træt af at tænke på det – og mest af alt træt af at være det.

Det er som om at jeg ikke kan komme op af det snot-hul jeg havede i for efterhånden 3 uger siden. Hver gang jeg tror det er forbi, er det som om at jeg starter forfra hele tiden. Selvom jeg ellers synes, at jeg gør alt hvad jeg kan for at få det bedre.

Pisos!