november 2008


lørdag 15. november 2008 kl.13:28

Det er en meget speciel oplevelse, at få præsenteret 26 års ældning på få sekunder.

Det var en af de ting der skete ved gårsdagens mødes med min gamle folkeskoleklasse. Vi stod så der i det flotte køkken, i en gård langt ud på landet, og den ene efter den anden kom ind af døren og fik præsenteret sig selv.

Nogen lignede sig selv – bare med lidt mere huld og noget ældning smurt på. Andre lignede deres forældre og en enkelt var helt ukendelig og først hen på aften kom noget af den gamle veninde frem i det ellers fremmede ansigt.

Nogle af de smarte var blevet kiksede, de kiksede blevet smarte og samtalen rundede det hele.

Nogens liv var blevet lige så forudsigeligt som de selv havde ønsket og regnet med – familietraditioner var blevet fulgt, ønskedrømme gået i opfyldelse eller forudsigelser og fordommet blevet opfyldt. Andre havde levet helt anderledes end hvad alle havde regnet med og kom frem med store overraskelser, der mellem laksemoussen og den indbagte skinke.

Vi var mere forskellige nu, end dengang og alligevel har vi delt de samme oplevelse og omgivelser i 9-10 år af vores liv. Og alligevel ikke.

Vi sad så der og snakkede om hvordan vi alle sammen havde en oplevelse af at vi aldrig havde mobbet eller drillet i vores klasse. Stor enighed – bortset fra en. Hende der havde været den stille forsagte pige igennem hele skoletiden – og, viste det sig nu, havde følt sig holdt udenfor alt den tid vi havde gået i skole sammen.

Det kom som en overraskelse for alle. Som vi sad der nu, kunne ingen huske at det var noget man havde gjort bevist, eller havde haft som ønske.

Synd at der ikke var mere opmærksomhed på det dengang. For jeg er sikker på at det ikke har været af ond mening fra resten af klassen. Som jeg husker det lagde vi bare ikke rigtig mærke til hende, fordi hun aldrig gjorde sig bemærket. Hun havde heldigvis brugt sin oplevelse i klassen som springbrædt til at ændre sit liv og jeg håber på at hun ved mødet med resten af klassen i går, fik forsonet sig med sin fortid.

Snakken gik livligt og der var en fortrolighed som man sjældent møder blandt folk, der reelt er fremmede for hinanden. Der blevet luftet livsoplevelser og jeg er sikker på at der også ind i mellem blev sløjfet nogle mellemregninger, men ellers var det ikke min oplevelse, at der blev stukket alt for meget under stolen.

Karriere, børn, bosteder, ægteskaber og skilsmisser. Der var noget af det hele – alt i alt en gennemsnitsbetragtning af folk fra provinsen der har levet i et par og fyrre år.

Alt i alt, var det en helt igennem god oplevelse og en stor bekræftelse på hvor forskelligt folk ældes og jeg kan med mild beskedenhed sige, at jeg ikke var en af dem, som tidens tand havde gnuflet mest hektisk på. Og det sjove ved det er, at lige så travlt vi havde med at blive voksne og se gamle ud dengang vi sidst mødtes, lige så stor travlhed var der nu med det modsatte.

torsdag 13. november 2008 kl.23:35

De lokker mig” sagde søsterungen mere end en gang ved aftensbordet.

Dem der forsøgte at lokke hende, var selvfølgelig de to missebisser, der sad og tiggede ved bordet. Men at de forsøger at lokke hende til at give dem noget, er selvfølgelig også en måde at se det på.

kl.15:34

Jeg skal så lige nå at tabe i omegnen af 14-15 kg, strammes op, ordne ansigt og negle samt farve hår.

Til i morgen.

Det er nok de to første ting, der bliver den største udfordring. Selvom jeg rent faktisk _har_ erhvervet mig et medlemsskab til et fitnesscenter.

Grunden er , at jeg skal mødes med min gamle folkeskoleklasse i morgen. Langt ude i Roskilde et sted. Langt ude. Så langt ude at vejnavnet starter med “Øde“. Det tegner ikke lovende og jeg kan ikke helt forstå, hvad der egentligt er i vejen med København.

Men det der er bare et skalkeskjul for den virkelige angst …. angsten for at møde fortiden!

Jeg har praktisk taget ikke set nogen af dem, siden vi gik ud af skolen. Har ingen ide om hvilke mennesker de har udviklet sig til – eller hvordan de egentligt så på mig dengang. Og jeg synes egentligt at det både er spændende og skræmmende at skulle mødes med dem.

Kun tre af dem har en facebook profil. Så dem har jeg selvfølgelig luret. Den ene kan jeg ikke genkende og de to andre ligner sig selv – de er bare blevet ældre og tykkere at se på.

Det mest underlige er, at de egentligt ligner nogens forældre – men det er jo også det de er og når jeg sådan virkelig tænker efter, så ved jeg også at der i flokken dér, findes folk der er forældre til børn der i starten af 20’erne.

Der er 25 år siden vi gik ud af folkeskolen og jeg er også blevet både ældre og tykkere siden dengang.

… og jeg tror sgu’ ikke jeg kan nå at rette op på det!

kl.9:42

Efter at have brugt noget af natten og en del af morgen med at få bank af sin bror, ligger Bertram her ved siden af mig og søger lidt trøst og støtte, inden de igen bliver efterladt til deres eget selskab.

Jeg tager det ikke så tungt, for jeg ved at lige om lidt er kloen på den anden pote og så er det Alfred, der bliver mulet af sin bror.

Jeg tror vores misser alt i alt er glade for at bo her, men Alfred har fået en irriterende vane med at ville ud på trappen og kan stå i halve timer og kradse på enten for eller bagdør for at komme ud.

Ind i mellem kommer han ud, men jeg har det også sådan, at selvom jeg er glad for mine katte, så er det jo ikke sikkert at alle andre er, så jeg prøver at gøre det på tidspunkter, hvor det ikke falder andre for brystet.

Men hvis det stod til mig, så var det noget der stoppede nu, det kradseri. Det er bare svært at opdrage på katte – de har det med at mis-forstå ting ;-)

onsdag 12. november 2008 kl.13:32

Efter et par dage med 110 i timen, er farten blevet taget noget af.

Jeg har brugt mig selv godt, men jeg skal huske på at gemme noget af mig selv, til mig selv.

Da jeg stod der i kulden udenfor døren og skuttede mig lidt i min jakke, med krøllerne muffet godt op i cykelhjelmen, kraven tæt om halsen og hænderne gemt i handskerne, overvejede jeg et kort øjeblik, om jeg skulle smutte tilbage til lejligheden og misserne.

Tanken om en dampende kop te, sofa, tæppe og bog virkede tillokkende.

Men så følte jeg mig som en på 110 og smuttede op på cyklen.

tirsdag 11. november 2008 kl.9:08

I går tog jeg et kæmpeskridt mod et mål jeg længe har haft foran mig, men ikke tidligere har gjort et seriøst forsøg på at nå.

Det var en god oplevelse og nu føles det helt uforståeligt at jeg ikke meget tidligere har taget første skridt.

Sådan er det med det – og nok også med de andre ting jeg ikke har givet mig i kast med endnu.

mandag 10. november 2008 kl.9:18

Jeg drømte om min morfar i nat. Han kom forbi og var nysgerrig på det her weblog noget. Og jeg forklarede ham om det. Viste ham min egen og fortalte hvordan han kunne følge med i mit liv og tilværelse.

Viste ham andre blogs, af både gamle og unge rundt om i verden. Sagde at han skam ikke var for gammel til at få en blog og at vi alle sammen ville læse den, hvis han skrev i en.

Så gik det op for mig at han jo er død, og har været det i mange, mange år.

Der midt mellem drøm og vågenhed slog det mig; er der weblogs i himmelen?

Og jeg tænkte på hvordan det moderne menneske egentligt vil klare det, med en evighed uden elektroniske medier. Og jeg tænkte på om vores traditionelle billedet af himmelen, med skyer og bevingede væsner, kan kombineres med computere, Ipods og x-boks.

Kan vi få det billede til at hænge sammen – og på den anden side, kan jeg selv finde ud af at opleve døden og efterlivet uden skrive om det?

… garneret af et lille billede af mine vinger, der er ved at vokse ud…

søndag 9. november 2008 kl.23:16

Sidder her med maven fuld og er bare mæt af det hele.

Af maden der ligger tungt i maven og er det endegyldige bevis på at beslutningen om at ændre på kosten og sætte fokus på forbrændingen er den rette.

Af at noget der har fyldt så uendeligt meget i mit liv det sidste 1½ år er lukket ned og slukket og uigenkaldeligt forbi. Bittert og sorgfuldt at erkende, men en lettelse at være foruden – livet kan leves anderledes herefter.

Af noget nyt der tager sin begyndelse. En hurdle er overtrådt, et kæmpe skridt er taget og en ny begyndelse igang med at forme sig. En udviklingsmæssig udfordring. Om at gro på en anden måde.

Mæt af det hele – på den gode måde. Af beslutninger der er taget og giver ro i maven.

Alting starter med det første skridt – og der er taget flere af dem i den uge, der er gået og i weekenden her. Babyskridt måske. Men små skridt har også sin berettigelse.

Og lige om lidt begynder det nye … lige så clichefyldt som sandt; det er den første dag i resten af mit liv.

kl.13:08

Et af de mest fantastiske og forfærdelige måltider jeg har fået, var Sunday Roast hos den engelske svigermor. jeg engang havde.

Fantastisk fordi det er en stor affære at kokkerere sådan et måltid og forfærdeligt fordi alt var lavet i traditionel engelsk stil, med kød der var stegt til læder; tørt og sejt, og grønsager, der var kogt i sønder. Det eneste jeg kunne lide dengang var Yorkshire puddings og peberrodscremen.

Men siden da, har jeg haft en ide om at det kunne være et fortrindeligt måltid, hvis det blev lavet ordentligt. Og jeg har haft rigtig stor lyst til at give mig i kast med det. Men der skulle åbenbart gå 18 år før jeg turde prøve det.

Men ude på mit køkkenbord har jeg begyndelsen på mit egen Sunday Roast.

Det bliver lavet helt traditionelt, men tilrettet min smag.

Stegen bliver stegt rosa, med helt traditionelle kartofler ristet gyldne i ovnen, de tre grøntsager bliver tre slags rodfrugter tilberedt i hjemmelavet ølsirup (to gode øl, der er kogt ind til sirup med lidt soya, honning og rosmarin).

Det suppleres af hjemmelavet peberodscreme og mit helt eget første forsøg med Yorkshire Pudding. Og så skal der sovs til!

Der skal drikkes god øl til maden og det hele sluttes af med en græskar/æble tærte med drys af sukker krydret med stjerneanis og kanel og flødeskum pisket let og fluffy med mandarinsaft.

… og så tror nok at vi allesammen er klar til en tur i sofaen … og en uge på diet og hård træning, for det er ikke noget lille let måltid.

Gæsterne er inviteret til kl. 15 – så der skulle være tid nok til at slå maven, inden ugen rinder helt ud. Og udenfor siler regnen ned, så det kan næsten ikke blive mere hyggeligt end det; samles om et godt måltid mad og lade hånt om vejret.

lørdag 8. november 2008 kl.13:34

Jeg var inviteret til premiere, på den nye Bond-film i går. Det viste sig at være mere end bare en biografbillet, der var blevet rykket ud med og middag og drinks og bustur gennem byen var også ganske herligt. Jeg fik lejlighed til at dresse op i det store skrud, alle diamanterne og de høje hæle. Men filmen …. gab!

Jeg troede at jeg grunden til, at jeg havde svært ved at finde ud af plottet, skyldtes at jeg lige i starten sad og småblundede lidt, men det var åbenbart ikke tilfældet. Flere folk, som havde holdt sig vågne gennem hele filmen, havde også svært ved at se hvad der var hoved og hale på det.

Hvis det så i det mindste havde været Bond-agtigt mens det stod på, havde det måske været til at klare, men det var det ikke engang. Det var bare en mystisk actionfilm – uden plot.

… eller som der blev sagt i bussen på vej væk fra biografen, med kig ud til alle de opstemte unge der var i gang med deres 4 kasse juleøl :

“Man kan godt se at de ikke har været inde og se Bond; de er alle sammen vågne og glade!

I lyset af det, var forrige års film faktisk ret god – selvom jeg ikke mente det dengang.

« Forrige sideNæste side »