Når jeg sætter mig ind i en bil er jeg 5 år gammel og godt klar over at jeg er i gang med noget forbudt.

Det er mere end 20 år siden jeg erhvervede mig retten til at køre bil, men brugen af bil har i de senere år været meget begrænset og rutinen er derfor blevet noget rusten.

Men for tiden får jeg brugt den indkomne bil en del. Alligevel slår det ikke fejl. Følelsen af at jeg ikke rigtig har “ret” til at køre bil. At jeg lige er lovlig lille til det.

Det bliver selvfølgelig ikke bedre af at den bil, der er kommet ind i familien passer til en mand på 190, men ikke rigtig til en kvinde af mere normale proportioner (160) og jeg der kun kan nå pedalerne når sædet er kørt helt frem og jeg har en stor pude i ryggen…

Ligeud går det sådan nogenlunde, men at finde plads på den rigtig vejbane og parkering er stadig noget af en pine. Jeg er glad over at det er sommer og jeg mest har skulle finde parkering på tidspunkter og steder hvor der har været plads.

Men jeg siger det bare – hvis du støder på en grøn Opel med en kvindelig chauffør, der er stablet op med puder, så må du godt tilbyde en parallelparkering.