I samme takt som farven falmer på min krop, sniger februartristessen sig ind på mig. Med varm te i koppen og hjemmearbejdsplads burde alting være i orden.

Jeg er først nødt til at bevæge mig ud i verden omkring middag og mit garanteret behagelige møde starter med en frokost.

Der er ingen grund til brok.

Ingen.

Men det er alligevel underligt at have været væk og være savnet, at blive opfordret til deltagelse i interessante projekter og få oplinet nye spændende udfordringer. Og gå det hele i møde med vat i ørene og hovedet i skyerne.

Jeg troede jeg holdte af hverdagen.

Men måske er jeg mere til ferie….