Min langsomme søndag gik en tur forbi Café Noakhali, hvor jeg nåede at stifte bekendskab med cafeens alternative brunch, inden de lukker for brunchen klokken 14.

Og selvom thaien var lidt for sød for min tand, og yoghurten lidt for dansk, så var brunchen god og rigelig, men den fik mig til at mindes de herlige thali’er jeg fik da jeg var i Indien:

Og jeg savner at rejse. Savner at smage, lugte og føle mig gennem et nyt og fremmed land. Høre, mærke og sanse noget der er så helt anderledes. Savner at opleve.

Savner at det her kunne være oplægget til en langsom søndag:

Var ude og mærke luften i dag. Var kæk som få. Hvilket resulterede i, at jeg efterfølgende faldt i søvn på sofaen til et program om Six Sex Pistol. Jeg var klart træt.

Vågnede ved en sekstiden – og var, af alle ting, klar til pandekager. To sms’er senere havde jeg samle et lille pandekagefestteam. Og fire voksne mennesker tilbragte en god bid af lørdag aften med at spise pandekager og drikke portvin.

Jeg kan godt lide ting, der opstår spontant.

Nu er jeg så tilgengæld igen klar til dyner – selvom månen igen hænger stor og gylden og lokker til leg ….

“Marts er en opreklameret vintermåned”. Bedre kan det ikke siges og sandt tilmed.

De siger det er lige om hjørnet og alligevel daler sneen på en daglig basis. Måske er det ok, at forårssolen ikke stråler ind af vinduerne – for når den gør det, afslører den med al tydelighed at hjemmet her kunne gøre godt brug af en gang forårsrengøring. Og forårsenergi er jeg ikke leveringsdygtigt i.

Men jeg fandt de magnolie og rododendron billeder jeg tog sidste år i maj og smed dem op på 23, hvor de kan ligge og indvarsle foråret

[klik på billederne for at se hele albummet]

Sådan.

Jeg har kapituleret og meldt mig syg resten af ugen. Aflyst alle møder og hevet dynen ind på sofaen. Håndklædet i ringen og klarsyn. Ikke mere “åh, ja – mon ikke jeg bliver rask til i morgen” mens hosten hakker i lungerne og næsen flyder over og feberen brænder i kinderne.

Jeg er syg – ok?!!

Syg.Syg.Syg.Syg.

Hold kæft hvor er det røvsygt. Godt man sover det meste af tiden.

Jeg fik en invitation – en invitation til at deltage i et hel særligt middagsselskab – med dig og mig og os alle sammen. Integration på rugbrødsniveau – helt lavpraktisk, i mit eget hjem – og måske dit?

Den kom fra vigtigt.dk og kvinden bag dette er Michelle Hviid, der også står bag Running Dinner. Hun har en mission om at lave middagsselskaber over hele landet. Men ikke almindelige middagsselskaber – målet er, at minimum 1500 danskere skal hjem og spise middag hos minimum 1500 indvandrere og vice versa.

Det finder sted lørdag den 22. april i henholdsvis Ålborg, Århus, Odense og København.

Du kan læse mere på deres hjemmeside vigtigt.dk – hvor nedenstående er sakset fra:

“Vigtigt er et forsøg på at skabe dialog og forståelse under fire øjne. Integration handler ikke om politik, men om mennesker. Vigtigt er et apolitisk projekt for folk af alle aldre, fødelande, religioner, farver og politiske overbevisninger mv.

En enkelt aften løser selvfølgelig ikke problemet, men ved at åbne dørene for hinanden kan vi opnå mere end nogen politiker eller kommunalt udvalg”.

Jeg har tænkt mig at deltage – nogen gange må man kravle før man kan gå, men jeg er klar på at starte i det små og starte i mine egne stuer … er du?

Jeg kan godt huske, hvor glad jeg blev sidste år da min påskeoverraskelse dukkede op – og hvor spændt jeg selv var på hvad modtageren af min pakke ville sige.

Det er uskyldigt sjov på højt plan og nu er det en tradition – Operation Påskeglad 2

.

.

.

.

mig: “Hej, ja – jeg har en tid her klokken ti hos tandlægen – men jeg er gået hen og er blevet forkølet…så…”
klinikassistent:“Det er ikke noget problem, tandlægen tager gerne folk når de er forkølet, så kom du bare”

De må være gjort af et særligt stof, de tandlæger – ikke nok med at de kan stå og hive i andre folks tænder, de kan også gøre det i et bombardement af vira og baktusser – uden at lade sig påvirke.

Men hun kan ikke sige at hun ikke blev advaret!

P.S.
Jeg tror det er et super virus jeg har erhvervet mig: vi var to mennesker til møde med en meget forkølet mand i fredags – og jeg har lige fået at vide, at vi begge ligger underdrejet.

Jeg ejer tre domæner. Det ene er det her og de andre to, er to andre.

Dem bruger jeg ikke – de sidste to. Det ene er min nevøs fornavn – som jeg har købt og har tænkt at videregive når han bliver gammel nok. Det andet syntes jeg bare var for fedt, da jeg opdagede det var ledigt og så købte jeg det.

Jeg har som sådan ingen planer med det her og nu. Jeg brugte det ene af dem, da jeg skulle holde fest – smed invitationen derop – men ellers ligger det bare og venter på den rigtige ide.

Men selvom jeg ikke har noget liggende på de to domæner lige nu – så føler jeg da, at jeg ejer dem lige så meget som visitsen.dk. Det er mine og jeg skal nok gøre noget ved dem.

Med mindre der på et tidspunkt kommer nogen og fortæller mig, at det jeg ejer og har ejet de sidste par år, efter deres mening er deres og om jeg lige vil hitte med det.

Jeg støtter Joachim – for hans skyld og min og måske din…

Jeg søber Panodil hot som om mit liv afhæng af det.

Jeg håber det tager den feber, der hærger min krop, visdomstandens murren (den skal ud på mandag) og de tømmermænd jeg anskaffede mig i går – da jeg i min store visdom troede, at jeg kunne kvæle forkølelsen med G&T’er.

Det kunne jeg så også …. næsten – eller i det mindste frem til en to-tiden, hvor det hele kom tilbage og kastede mig ind i en taxa og på hovedet hjem i seng.

Jeg troede jeg var rask, indtil jeg opdagede at jeg var syg.

Men det forklarer meget godt, hvorfor min lille power-nap i går aftes, endte med at blive en midnatsforestilling. Og hvorfor jeg har lige så meget energi, som et bundt slatne gulerødder.

Det skal sikkert tages som et advarselstegn, at man ikke opdager man er syg – men det har jeg lissom ikke tid til … vel – ok!