logo-vigtigt-web.jpgJeg fik en invitation – en invitation til at deltage i et hel særligt middagsselskab – med dig og mig og os alle sammen. Integration på rugbrødsniveau – helt lavpraktisk, i mit eget hjem – og måske dit?

Den kom fra vigtigt.dk og kvinden bag dette er Michelle Hviid, der også står bag Running Dinner. Hun har en mission om at lave middagsselskaber over hele landet. Men ikke almindelige middagsselskaber – målet er, at minimum 1500 danskere skal hjem og spise middag hos minimum 1500 indvandrere og vice versa.

Det finder sted lørdag den 22. april i henholdsvis Ålborg, Århus, Odense og København.

Du kan læse mere på deres hjemmeside vigtigt.dk – hvor nedenstående er sakset fra:

Vigtigt er et forsøg på at skabe dialog og forståelse under fire øjne. Integration handler ikke om politik, men om mennesker. Vigtigt er et apolitisk projekt for folk af alle aldre, fødelande, religioner, farver og politiske overbevisninger mv.

Hvorfor skal integrationen starte hjemme hos mig, vil du måske tænke. Det er der en god grund til. Uanset hvor i verden, du kommer fra, er det nemlig i dit eget hjem, at du er mest dig selv. Her er du på hjemmebane, og her er det dine regler, der gælder. Derfor er det bedste sted at lære nye mennesker og deres liv at kende hjemme hos dem selv.

En enkelt aften løser selvfølgelig ikke problemet, men ved at åbne dørene for hinanden kan vi opnå mere end nogen politiker eller kommunalt udvalg”.

Jeg har tænkt mig at deltage – nogen gange må man kravle før man kan gå, men jeg er klar på at starte i det små og starte i mine egne stuer … er du?