december 2004


søndag 12. december 2004 kl.9:18

image

fredag 10. december 2004 kl.10:41

image

torsdag 9. december 2004 kl.12:41

Man skal passe på med hvad man ønsker sig – det kan risikere at gå i opfyldelse!

Jeg ville så gerne kommenteres og bemærkes – og det blev jeg så…

Det vælter ind med kommentarer – men det var jo ikke lige det jeg ønskede. Så stop lige med det I der texas-poker-narer! Nå!

Lige så hurtigt som jeg banner deres IP-nr, lige så hurtigt bliver det ændret. Som om jeg ikke har andet at lave end lege med min weblog – somom!

kl.8:21

“Nej for en morgen – nu trænger jeg også til en kop kaffe!”


Sagde kollegaen inderligt …
og tog en stor mundfuld
….af gårdsdagens kaffe…

Det var ikke et tegn på nydelse jeg så gå over hendes ansigt

tirsdag 7. december 2004 kl.8:22

Jeg heles.

På utroligvis er min krop igang med at hele sig selv. Hud trækkes ind over såret. Det strammer, summer og jeg oplever følelsen af på én gang at være både overfølsom og lidt følelsesløs. Det der engang var en integreret del af mig, føles lidt fremmed, lidt forkert og ikke helt længere som mit.

Men jeg heles. Skrammen bliver til sår. Sår til ar og aret udviskes. På et tidspunkt skal man sikkert kende til mig, for at vide hvad det var der skete.

mandag 6. december 2004 kl.14:51

Efter sådan en periode, hvor jeg farter ind og ud af hjemmet mit – og rollen som gennemgangslejr, omklædningsrum og sovesal er mest dominerende, så har tingene det med at hobe sig op.

En halvtudpakket taske der, en halvfuld kop her, ups ligger sokkerne der! og hvad er det lige det våde håndklæde laver i sengen…. Nå dada – tager opvasken virkelige ikke sig selv? og hvor kom de støvbolde på størrelse med katten dog fra?

Rod avler rod – og nok rod gør mig rodløs og stresser mig.

søndag 5. december 2004 kl.15:49

….hvis det var december hele året, kunne mine smukke indiske julestjerner altid hænge oppe, ville vennerne altid ringe og høre om man kom forbi til hygge og gløgg, ville det ikke spille nogen rolle at det er søndag, for butikkerne ville stadig være åbne….

Jeg vil iføre mig mit nyindkøbte vintertræningstøj og løbe over til vennerne – man skal yde før man kan nyde – og det vil jeg så gøre.

fredag 3. december 2004 kl.16:47

Når jeg cykler på arbejde møder jeg tit en hestevogn – i dag mødte jeg så en hest på en vogn:

pruhest


klik for pop-up hest

torsdag 2. december 2004 kl.20:27

I denne søde juletid.
image
Hørt i forbifarten………

Sammenbidt yngre kvinde til nikkende veninde

“Ja så ringede min mor og fortalte at hun havde købt H.C. Andersens illustrerede eventyr til Thomas og Ellen. Jeg spurgte selvfølgelig om hun havde købt den vi havde ønsket – men det vidste hun ikke! Og hun ville ikke engang gå ind og tjekke om det var den rigtige. Hun sagde den allerede var pakket ind! Hun sagde, at den var købt på Amager Torv og hvis det var den forkerte, kunne jeg nemt selv bytte den. Tænk – hun gad ikke selv tjekke om det var den rigtige og eventuelt selv bytte den … det er jo immervæk kun den 2. december!

Her bruger man tid på at skrive ønskesedler, med mærke, pris og hvilken butik gaverne skal købes i og så retter folk sig ikke engang efter dem!”

Og her troede jeg i min naivitet at det hed ønskesedler og ikke indkøbssedler …

onsdag 1. december 2004 kl.20:13

Når man er 6 (- næsten 7!) kan man synge med på Nik og Jay, selvom teksten mest er noget i retning af “for du får nækker, blækker, nekker – ja, ja… nækker…” og man kan stor set alt selv – men det er nu alligevel lidt dejligt at holde i hånd inde i Tivolis Nissekøbing, når der nu er så mange mennesker. Når man møder Julemanden er man ikke længere noget pattebarn, der lader sig dupere af et vat-skæg og et “Ho-ho-ho”. (Men jeg skulle hilse og sige at den er god nok for “Det var den rigtige julemand Moster, for hans skæg sad rigtigt fast og han havde hvide hår i næsen”.

Man er også så stor så man kender både de rigtige og de politisk korrekte svar på spørgsmålene – og så er man ikke helt uden humor:

Moster (lystigt konverserende mens vi går hen af gaden):“Nå men hvad laver I så i skolen?”
Nevøen:(lettere jappende – er der noget mere kedeligt end at blive spurgt om skolen?)“bla. bla. bla….og nogen gange bliver vi sat uden for døren”
Moster (lidt overrasket – det er immervæk kun 1. klasse) “uden for døren? og hvorfor bliver I det?”
Nevøen (lynhurtigt og uden tøven):“For at vi skal kede os!”
Moster (nu i det pædagoiske mode…):“For at I skal kede jer? Tror du virkelig at det er derfor I bliver sat uden for døren?”
Nevøen (lettere jappende og med et tydeligt anstrøg af grammofon): “Nej vi skal ud, for at læreren kan undervise og de andre børn kan få ro….”

Moster: “Hvad så med dig – er du også blevet sat uden for døren?”
Nevøen:“…n gang”
Moster: “Kedede du dig så?”
Nevøen:“Næ – jeg gik over til vinduet og kiggede på biler”

Hver alder har sin charme – når man er 6 ( – næsten 7!) er man nu ret nækker, blækker, nekker – ja, ja… nækker…

image

« Forrige sideNæste side »