Jeg heles.
På utroligvis er min krop igang med at hele sig selv. Hud trækkes ind over såret. Det strammer, summer og jeg oplever følelsen af på én gang at være både overfølsom og lidt følelsesløs. Det der engang var en integreret del af mig, føles lidt fremmed, lidt forkert og ikke helt længere som mit.
Men jeg heles. Skrammen bliver til sår. Sår til ar og aret udviskes. På et tidspunkt skal man sikkert kende til mig, for at vide hvad det var der skete.
Skriv et svar