Når man er 6 (- næsten 7!) kan man synge med på Nik og Jay, selvom teksten mest er noget i retning af “for du får nækker, blækker, nekker – ja, ja… nækker…” og man kan stor set alt selv – men det er nu alligevel lidt dejligt at holde i hånd inde i Tivolis Nissekøbing, når der nu er så mange mennesker. Når man møder Julemanden er man ikke længere noget pattebarn, der lader sig dupere af et vat-skæg og et “Ho-ho-ho”. (Men jeg skulle hilse og sige at den er god nok for “Det var den rigtige julemand Moster, for hans skæg sad rigtigt fast og han havde hvide hår i næsen”.
Man er også så stor så man kender både de rigtige og de politisk korrekte svar på spørgsmålene – og så er man ikke helt uden humor:
Moster (lystigt konverserende mens vi går hen af gaden):“Nå men hvad laver I så i skolen?”
Nevøen:(lettere jappende – er der noget mere kedeligt end at blive spurgt om skolen?)“bla. bla. bla….og nogen gange bliver vi sat uden for døren”
Moster (lidt overrasket – det er immervæk kun 1. klasse) “uden for døren? og hvorfor bliver I det?”
Nevøen (lynhurtigt og uden tøven):“For at vi skal kede os!”
Moster (nu i det pædagoiske mode…):“For at I skal kede jer? Tror du virkelig at det er derfor I bliver sat uden for døren?”
Nevøen (lettere jappende og med et tydeligt anstrøg af grammofon): “Nej vi skal ud, for at læreren kan undervise og de andre børn kan få ro….”
Moster: “Hvad så med dig – er du også blevet sat uden for døren?”
Nevøen:“…n gang”
Moster: “Kedede du dig så?”
Nevøen:“Næ – jeg gik over til vinduet og kiggede på biler”
Hver alder har sin charme – når man er 6 ( – næsten 7!) er man nu ret nækker, blækker, nekker – ja, ja… nækker…
Så længe viskelæderet ikke er sjovere, går det nok… ;-)
HA HA HA HA HA… han er sgu sjov OG talentfuld. Han skal nok blive til noget stort… ;-)
…ikke så speciel høj (for det er ikke noget vi bruger i vores familie) men noget stort skal han nok blive til… ;-)
:-) jeg er nu ret sikker på at det ikke varer længe før viskelæder eller upassende spørgsmål er på dagsordnen også hos denne unge herre.
Vi taler immervæk om én der i en alder af knap tre følte sig overset af julemanden i børnehaven. Julemanden havde travlt med at tale med et andet barn, der havde en bold. Nevøen maste sig frem – stak hånden frem mod julemanden formede pege- og tommelfingeren til et “O” og sagde “Se, jeg har også noget – det er et hul!” og da det ikke vakte tilstrækkelig interesse – stak han en af den anden hånds fingre igennem hullet og fremturede “og man kan putte ting igennem det!”