• De ting man gemmer

    Mit store indbyggede skab i gangen virker bundløst og fyldt med ting, end ikke jeg, helt forstår hvorfor jeg har gemt.

    Pilleæskskerne her, eksempelvis. De to blå var min stedfars og den turkise hundens.

    Han døde i februar måned, lige inden corona væltede ind over landet og lukkede alt ned i marts.

    Kan huske billederne i tv-et om coronaens fremmarch, mens jeg sad og vågede de sidste dage ved hans seng.

    Han blev bisat den 29. februar og det var første gang vi stiftede kendskab med håndsprit til arrangementer. Og vi krammede alle sammen hinanden på kryds og tværs. For vi havde endnu ikke stiftet kendskab med coronaen.

    Hunden endte hos mig. Dog først i oktober. Hun blev min lille corona-hund. Og hun var med mig gennem tykt og tyndt og de 3 måneder hvor jeg flyttede over til min mand i Jylland.

    Og vi gik ture på stranden og jeg arbejdede alt for meget.

    Og hun var der da jeg gik helt ned og det viste sig at jeg var forbi stress og ramt af udbrændthed.

    Hun døde i september. Lige inden jeg skulle genoptage mit arbejde på fuld tid igen fra 1. oktober.

    Ironisk nok lå jeg syg med corona, så det var min søster, der måtte gå den tunge gang til dyrlægen.

    Jeg har (endnu) ikke noget at bruge æskerne til. Men det har noget familie, der står foran en rejse, der involverer daglig medicin.

    Så æskerne ryger ud af mit skab og doneres til dem.

    Jeg husker månederne og ting koblet til dem, men årstallene skal jeg slå op. Jeg ved nu at det var februar og oktober 2020 og september 2022.


  • Taske- eller posedame?

    Jeg har altid sagt at jeg ikke er en taskedame. Jeg har aldrig rigtig været interesseret i tasker. Den håndtaske jeg bruger, er en siv-strandtaske jeg har købt i en købmandsbutik ved vores sommerhus.

    Og tasken før det, var det samme.

    Men jeg er alligevel i besiddelse af 24 tasker.

    Ikke så underligt, at der var ved at blive trængt på taskehylden i skabet.

    Foruden den taske jeg rent faktisk bruger, har jeg selv købt 4 af disse tasker og lavet en af dem.

    2 små selskabstasker fra en genbrugsbutik, en mini rygsæk i læder, en “stå op” dametaske og så en strikket og filtet skuldertaske. Udover de små selskabstasker, har jeg ikke rigtig brugt nogen af dem i årevis.

    Den seneste tilføjelse er min svigermors tasker. (Tøhø). Der er to som godt kan være rigtig gamle og en af dem der sandsynligvis er ægte krokodille. Så er der den fra “Bon Gout”, som min mand forærede sin mor. Jeg er ikke 100% sikker på at den lille selskabstaske og den sølvfarvede er fra hende. Men det er mit bedste gæt. Jeg har aldrig brugt nogen af dem.

    Min mor var en helt anden type end min svigermor. Hun var også fra en anden tid. Min mor var fra 1941, mens min svigermor var født i 1925.

    Mors tasker var praktiske. (Tøhø). Den lille sorte rygsæk, havde jeg med til Lissabon i forrige uge og jeg hadede hvert øjeblik med den, da dens indre er fyldt op med lommer. Resten har jeg ikke brugt.

    Den sidste kategori er tasker jeg har fået i gave. 8 stk. Min mand står for lædertasken og de 7 andre kan, nok selv det mest utrænede øje se, kommer fra min indiske ex-svorger.

    Det er sjovt nok den gruppering af tasker jeg har brugt mest.

    Lædertasken var min daglige taske/arbejdstaske i mange år. Tror jeg stoppede med at bruge den, da jeg fik mit nuværende job i 2019, fordi jeg i det job ikke har min arbejdspc med frem og tilbage.

    Den grønne taske har jeg næsten altid med på rejser og ferier, fordi den ikke fylder i en kuffert og er en fin aftentaske.

    Men jeg skal jo ikke have 24 tasker. Hvoraf jeg måske bruger 4.

    Men det er lidt svære at bestemme sig for hvad der skal ske med dem, for i processen med at gruppere, fotografiere og beskrive dem, kan jeg godt mærkexat der også er følelser koblet til dem.

    Så der må komme en del 2, med hvad jeg gør med dem.


  • Strømpeskuffen

    Min mor, svigermor og stedmor døde alle med pakker af uåbnede strømpebukser i deres besiddelser

    Skulle jeg falde i søvn og ikke vågne i morgen, ville det samme være tilfældet med mig.

    I mit tilfælde vil flere af pakkerne komme fra min “kjolepusher”, der plejer at give et par strømpebukser med, når jeg køber en kjole.

    Ofte er jeg blevet lokket af nogle farvestrålende strømpebukser… som jeg er endt med at gå i en enkelt gang eller to.

    Så i dag, da jeg ikke kunne finde et par varme sorte strømpebukser – med fod – gik jeg skuffen igennem og ryddede bare lidt op.

    4 par leggins jeg ikke har brugt i årevis, røg til “smid ud” aka tekstilaffald.

    Og 5 par gode farvestrålende strømpebukser blev foræret til 2 damer i familien.

    … og jeg har stadig både mange og uåbnede strømpebukser i skuffen. Men babysteps ….


  • Sælg, doner, smid ud

    Jeg har jo prøvet det før (En ting hver dag) og gik lige lidt i stå.

    Men jeg har fortsat lige så meget “clutter” i mit hjem, som jeg har i mit hoved. Og det er på tide at få ryddet op (begge steder). Så jeg vil gå i gang igen.

    Sandsynligvis hverken struktureret eller organiseret … men i hvert fald i dag.

    Denne taske har ligget i mit skab og det falske læder drysser alle vegne. Så det er ikke svært at lade det være det første element i min nye oprydning. Og kategorien vil være “smid ud”


  • … du venter i kø som nummer ….

    #1 …

    The show must go on … eller helst ikke, men det gør det.

    Selvom der nu er gået 21 dage siden jeg fik at vide at jeg ville få en fastholdelseskonsulent, har jeg ikke hørt en pind fra nogen.

    Jeg er dog oprettet i systemet nu.

    Yah!

    Men ikke indkaldt til det møde på mandag, som de ellers havde varslet skulle være første skridt. Og som jeg ryddede min arbejdskalender for møder for. Men jeg kunne få det direkte nummer til hende der er leder af den afdeling som skal sørge for at jeg får en fastholdelseskonsulent … blot for at blive møde af beskeden: “XX sidder i møde og er ledig kl. 15.00″

    Tilbage til receptionen, der kunne fortælle mig at lederen var ledig kl. 10.00, men der var noget knas med systemet, så derfor sagde den 15.00.

    Jeg har en ret sikker ide om hvad den leder laver fredag mellem kl. 9 og 10. For hun laver sandsynligvis det, største delen af alle andre kontoransatte laver fredag mellem 9-10: den hellige fredagsmorgenmad.

    Men hun ville da gerne lægge en besked om at jeg gerne ville ringes op.

    Det er da godt at jeg ikke er sygemeldt med stress – for det er da på ingen måde ikke-stressende at have fået den her faktor ind i ligningen; den ikke-fastholdende-fastholdelseskonsulent.

    Hvis det ikke var så barokt, ville det være morsomt … nu er det mest af alt bare surrealistisk.

    Det er så bare spændende om der er nogen der ringer tilbage, så jeg ved hvad der sker inden kl. 10.30. For sagsbehandleren i Jobcenterets telefontid starter der, og kan den der anden aktør ikke rykke på at få noget sat i gang i dag, vil jeg se om jeg kan blive henvist til en anden anden-aktør.

    For de her har tilsyneladende ikke travlt med at gøre noget, for de penge de får for at hjælpe kommunen med at hjælpe mig.


  • Vi er her for at hjælpe dig…

    … hvis du skulle være i tvivl, tryk 1.

    Min sagsbehandler på jobcenteret, henviste mig til et forløb med en fastholdelseskonsulent.

    Det er henlagt hos en “anden aktør” – det vil sige det ligger hos et firma og ikke i kommunen selv.

    Først gik det galt. Og så gik det mere galt og nu er jeg forvirret på et nyt og højere niveau.

    Forløbet skulle starte den 14. oktober. Jeg hørte ikke noget. Ikke før, datoen. Ikke i løbet af ugen. Tænkte jeg måtte være tålmodig, det kunne jo skyldes efterårsferie.

    I går ringede jeg så. Først til pågældende anden aktør, der ikke kendte til mig og dernæst til min sagsbehandler i Jobcenteret.

    Kunne dog ikke ringe direkte til min sagsbehandler, da klokken var blevet 5 minutter over telefontid, da jeg fandt ud af, at jeg var ukendt i systemet.

    Så det var gennem Jobcenterets uendelige valg af tryk-systemer, jeg kom igennem til et menneske, som kunne tage imod en besked … og efter et par timer ringede sagsbehandleren også retur.

    Hun kunne godt se, at jeg ikke var oprettet korrekt. Og fortalte at det var godt, at jeg havde gjort hende opmærksom på det. For det var ikke noget hun fik besked om.

    Fik så en række nye breve i e-boks og troede at nu var den hjemme.

    På fornyet opkald til anden aktør, kunne de da også finde mig i dag.

    Jeg kunne dog ikke tale med en konsulent, for jeg havde ikke fået en endnu. “I løbet af ugen” var svaret, på min forespørgsel om hvornår jeg fik en.

    Og under alle omstændigheder, ville jeg ikke bare kunne snakke med vedkommende. Jeg skulle jo først til intromøde. Det ville jeg også blive indkaldt til i løbet af ugen.

    Hårdt presset fik jeg ud af hende, at intromødet fandt sted næste mandag og på et tidspunkt hvor jeg har et arbejsreleteret møde.

    Så hvis jeg ikke kunne komme til mødet, skulle jeg kontakte min sagsbehandler i kommunen og få etableret “godkendt fravær” til intromødet, da de ellers ville trække i sygedagpenge på den dag …

    Men det kunne jeg først gøre når jeg har fået indkaldelsen.

    Hvornår og hvordan jeg ville få hjælp til fastholdelse kunne de dog ikke oplyse mig om.

    Og hvis der er nogen der ønsker at jeg rater min oplevelse på en skala fra 1-9, hvor 9 er det højeste … så trykker jeg 1!


  • At brænde op og brænde ud

    Min krop er fyldt med adrenalin.

    Jeg er i tip-top alarmberedskab. Og jeg ved, at jeg skal have det brændt af, for at det ikke skader min krop.

    Så jeg sørger for at røre mig. Lave noget praktisk. Gå.

    For det meste ret fornuftige ting.

    I går tog det dog lidt overhånd, da jeg ret sent på aftenen begyndte at flytte om i min stue.

    Og det betaler jeg så prisen for i dag.

    Og jo, det er da dejligt at jeg kan støvsuge bag og under sofaen og i rillerne i på varmeapparatet. Eller når man kan se hvor meget tæppeholderne smitter af på gulvet.

    Og så er det jo heldigt, at vi aflyste de gæster vi skulle have haft i dag, da vi ikke kunne overkomme det og havde brug for ro og afslapning….

    Det kan jeg så bruge til at flytte alting tilbage på plads. Og brænde noget adrenalin af i processen.


  • Modning

    Ligesom de sidste tomater modner i efterårssolen i vinduet, modner opfattelsen af mit eget helbred i mig.

    Det er godt nok svært.

    Svært at ændre opfattelsen af sig selv, af hvad man kan og hvem man er.

    Det er nu 8 måneder siden min ulykke.

    Og i og med at jeg kan gå, stå, tale og i det meste opføre mig som jeg gjorde tidligere, er det svært at forstå, at der er noget galt. Svært for både andre og for mig selv.

    Men i den forgangne måned har jeg været nødt til at indse, det jeg egentligt fik at vide fra starten: hvis jeg ikke er healet op efter et halvt år, skal jeg forvente at skaden er permanent.

    Og der er vi så nu. De direkte skader i det vestibulær system er relativt nemme at leve med: jeg bliver svimmel når jeg bærer på noget tungt, eller hiver i noget tungt. Min balance er helt fucked, kan på ingen måde stå på et ben, eller gå på en lige linje. Jeg bliver også ekstra svimmel, når jeg går i mørke eller af lange gange.

    Men det er stadig ting, som man kan arbejde rundt om i min almindelige hverdag, hvor jeg jo hverken er gartner, linedanser eller flyttemand.

    Problemet ligger i de afledte skader. Eksempelvis at jeg hele tiden har oplevelsen af at være lidt ved siden af mig selv … sådan lidt småfuld… og så det batteri af kognitive udfald der er kommet.

    Træthed og udmattelse der er mine nye følgesvende. Sammen med humørsvingninger med grådlabilitet i den ene ende og vredes udbrud i den anden. Tilsat overfølsomhed overfor lyde, lys og mange mennesker. Det som medskaber uoverskuelighed overfor hverdagshåndtering og at jeg trækker mig fra socialet samvær.

    Jeg kan som sådan stadig varetage mit arbejde. Kan fokusere, besvare spørgsmål og drøfte komplekse problemstillinger.

    Dog har jeg en øvre grænse på 4 timer. Når den tid er gået, eller dagen har været ekstra kompleks, så kommer hovedpinen promte … og jeg skal hjem og sove.

    Og det har selvfølgelig en konsekvens, når deltidssygemeldingen har haft den udstrækning den har haft.

    I går fik jeg heldigvis oplysning om, at mine sygedagpenge er blevet forlænget. Min sygdom betragtes som stationær og jeg skal arbejdsprøves med henblik på fastholdelse på arbejdsmarkedet.

    Invalidepension, fleksjob eller deltid. Det vil arbejdsprøvningen forhåbentligt vise

    Jeg er nu sådan en der har fået en fastholdelseskonsulent og en henvisning til Borger Center Handicap.


  • Dykning igen?

    Facebook mindede mig lige om, at i dag for 11 år siden, boede jeg i Egypten og havde dyk nummer 300.

    Det blev til en hel del dyk efter det.

    Både i de efterfølgende 5 måneder vi fortsatte med at bo og dykke i Sharm el Sheik, og dernæst på de dykkerferier vi var på efterfølgende…. lige indtil den i Micronesien i år.

    Jeg ved ikke om jeg nogensinde kommer til at dykke igen.

    Lige nu og her er det ikke det vigtigste, fordi mit fokus er på om jeg overhovedet kan få det bedre og om jeg kan beholde mit job.

    Men når det er afklaret – den ene vej eller den anden, vil spørgsmålet uundværlig komme til dykning eller ej, igen.

    Dykningen har været et af mit og min mands fælles berøringspunkter. Vi er forskellig på mange punkter – dykning er vi enige om at elske. Og dykning stod øverst på den liste af ting vil ville gøre og rejse efter, når vi gik på pension.


  • Om at høste hvad man sår

    Da jeg var barn, og vi tog til Jylland for at besøge vores bedsteforældre, kan jeg huske at der udspillede sig en “pengekamp” mellem mine forældre og mine bedsteforældre.

    Mine bedsteforældre ville dække rejseudgifterne fra Sjælland til Jylland og mine forældre ville ikke tage imod pengene.

    Barnet mig, forstod det ikke. Jeg forstod ikke hvordan mine forældre kunne sige nej til penge og jeg forstod ikke hvorfor min mormor og morfar ville forære deres penge væk.

    Jeg har været yngre end 8 år, for mine forældre var stadig gift.

    I den alder repræsenterede penge, i mit liv “muligheden for at købe slik”. Og slik var en altdominerende ingrediens i mit barneliv. Så at sige nej til penge, var at sige nej til slik og at tilbyde nogen penge var at afskære sig selv fra at købe slik.

    Og jeg forstod ikke at nogen frivilligt satte sig i nogen af de to situationer.

    Som voksen forstod jeg bedre, at der er en social kontrakt mellem forældre og børn: forældre tager sig af børnene mens de er små og unge. Og omvendt tager “børnene” sig af forældrene, når forældrene bliver gamle. Og når man har nået den alder hvor man kan tage sig af sig selv, så betakker man sig for at få uanmodet hjælp, fra sine forældre.

    Jeg har ikke selv børn. Og dermed ingen at tage mig af, eller nogen der vil tage sig af mig, når jeg bliver gammel… men jeg er også begyndt at tvivle på om generationen efter mig, er omfattet af den her sociale kontakt?

    Jeg ser min generation fortsat tage sig af deres forældre, deres børn og deres børnebørn. Men jeg tænker om det stopper med os?

    Om min generation er den sidste der hjælper de gamle og vi hellere må sørge for at have penge nok, så vi kan købe os hjælp den hjælp vi behøver?

    Eller er det bare klassisk (men falsk) Sokrates, om ungdommen, nu til dags?



  1. Sikke smukke tasker, på hvert deres måde Og med deres egen historie Du er heldig og havde dem



De søde, de gode, de slemme og de helt forfærdelige. Læs andres hemmeligheder på PostSecret:

Link til postsecret.blogspot.com