Alfred startede morgen med at bringe et museoffer til os.

Op i sengen endda.

Det var som om, at nu hvor han i to uger har skulle høre om alle hans brors musejagter, som vi havde fortalte om både vidt og bredt, skulle han da lige, her på feriens sidste dag vise os, at han ikke står tilbage for noget.

Han havde nok ikke regnet med at reaktionen var et øndigt pigeskrig og en returnering af musen ud i det fri.

Så da det skete blev han en kende fornærmet og lod mus være mus og hans bror være den, der tog den af dage.

Det tog så lige to timer – inklusiv ikke mindre end to gange afhentning af mus under hus.

Og nu er de to store musejagere tilbage på 4. sal på Vesterbro og jeg tror ikke at stofmus er helt det samme legetøj mere …

Jeg synes det var ret sjovt da jeg forleden fik en sms fra min kæreste, hvor han beskrev hvor svært det havde været at sove, fordi den ene kat jagtede mus under sengen og den anden forsøgte at erobre sengen ved at ligge helt udstrakt hen over ham.

Og som han sluttede: Musen ligger formentligt død et eller ande sted af overanstrengelse – eller også er det den mus med bedst kondition i lokalområdet!”.

Ja, ja – jeg måtte i nat sande, at ting der er sjove på skrift, ikke nødvendigvis er sjove i virkeligheden.

For kl. 5 i morges kom Bertram endnu engang ind i vores soveværelse med en levende mus i munden – for så at bruge de næste timer på, sammen med sin bror, at jage rundt efter kræet.

Og det kan larme pænt meget med sådan en indedørs musejagt – med kattefnys og musejamren.

Mens min kæreste benyttede lejligheden til at stå op og tage på arbejde, forsøgte jeg at få endnu et par timers søvn og på et tidspunkt holdte de da også op med at larme … jeg kunne så notere mig, at en af fordelene ved en indendørs musejagt åbenbart er, at mens den stakkels mus lige samler kræfter til en ny omgang jagt, så kan man da som kat lige snuppe sig et par madder!

Han ser så uskyldig ud, den gode Bertram – men i virkeligheden er han en grusom musejager:

Af alle de gode undskyldninger der findes for sorte render under øjnene og kommen for sent til møderne, er bemærkninger om, at ens katte har holdt en vågen, noget af det lammeste.

Men ikke desto mindre har mine katte de sidste to nætter, gennemført en udmattelsesstrategi, der er udenlandske soldater, lejemordere og terrorister værdige.

Af en eller anden årsag er de usandsynligt mugne på hinanden for tiden, så hvis det ikke er den ene efter den anden, så er det omvendt.

Og det betyder så , at omkring 7-8 kg. meget uadræt kat lander på ens mave i en kombination af *Helle*, “‘du-er-den* og *lad-mig-være-i-fred-fede-møgdyr* igennem det meste af natten.

Og så vågner man.

Hver gang.

Og om morgen tænker man at det var ligegodt hurtigt man kunne 10 år ældre.

Småbørnsmødre – eller andre der har fået børn, ynder at fortælle om hvilket mareridt det er (eller var), i den lange periode de ikke kunne få lov til at gå på toilettet alene og bag en lukket dør.

Ingen af dem har åbenbart haft katte.

Eller vores katte i det mindste. For jeg har i den grad, de mest toiletglade katte.

Den ene af dem, ynder at ligge og sove på toiletbrættet og styrter altid ud på toilettet, når vi kommer hjem. Det sidste med en klart forventning om at vi følger efter – for det bedste sted at blive kløet på maven, er når man ligger på toiletgulvet.

Udover det, så kan jeg praktisk taget ikke få lov til at gå på toilettet uden at én, eller begge, skal følge med mig. De kan ligge i sengen, spindende af velvære og være nærmest væk i nydelse, men hvis jeg rejser mig – så skal de med.

Hvis de ikke når at komme med ind, så står de udenfor badeværelsesdøren og kradser og piver indtil de bliver lukket ind.

Når vi går i bad, skal de også helst være med. En af dem sidder på toiletter og den anden, lidt mere misfornøjet, på kattebakken.

Jeg ved ikke hvad det er der er så tiltrækkende ved et toilet, men jeg ved at hvis vi på et tidspunkt flytter, så skal vi klart have et større badeværelse, jeg mangler dog stadig en ejendomsmægler beskrivelse hvor der står “og på badeværelset er der uden besvær plads til 14 kg kat”.

“De lokker mig” sagde søsterungen mere end en gang ved aftensbordet.

Dem der forsøgte at lokke hende, var selvfølgelig de to missebisser, der sad og tiggede ved bordet. Men at de forsøger at lokke hende til at give dem noget, er selvfølgelig også en måde at se det på.

I stedet for at blive bedre, blive rask, har min krop valg at tage en tur til i manegen. Så i stedet for at være ude i det gode vejr, har jeg sovet det meste af dagen.

Og misserne i mit liv har sove med i solidaritet:

Der hænges med missemulerne og kradses på bagdøren – for efter 14 dage på landet, er bykattene blevet udekatte. Pyt med regn og flåter i ørene – viiii villll uuuuuudddd… synes det at lyde, helt tofoldigt.

Men en tur ned i gården var alligevel ikke det de ønskede og de futtede hurtigt tilbage til opgangens tryghed og op i lejligheden igen.

Jeg har ved selvsyn set, at selvom de har muligheden for at komme ud, så sover de det meste af dagen, at de ikke vil ud hvis det er for varmt, for vådt eller blæser for meget, alligevel slider det i mit missemoderhjerte, at lukke dem inde her.

Og jeg ved det er pjat, i den forstand, at indtil for et år siden havde de her to katunger aldrig været udenfor en dør og havde det helt fint med det.

Og alligevel – er det rigtigt velforvaret, at holde dyr indespærret og hindre dem i at komme ude og nyde solen, vinden og vejret?

… eller er det bare mig der projektere min post-sommerblue over på kattene og giver dem menneskefølelser…..

Kattene vil ligge på bordet. De har behov for at kunne kigge ud. Lukket inde igen, efter 6 dage i sommerhus med strandadgang. De smutter ud af bagdøren hvis de kan se deres snit til det, men gården har ikke den samme tiltrækningskraft, så de er hurtigt inde igen og kigger bebrejdende på mig … hvor er haven, roen og vandet?

Men jeg kan kun kigge tilbage og fortælle, at den er der stadig og at vi nok skal komme derop igen. At alt er uændret og nok skal blive godt igen.

Det skal nok blive sommer med høj himmel og solskin. Og i fryseren ligger bær og venter på roen og freden og lejligheden til at sylte igen.

Når vi kommer tilbage til stranden igen.

Misserne er krøllet op i hver sin stol – efter at de godt fornærmet har travet frem og tilbage hele formiddagen. Sure over at det blæser og regner. De vil have godt vejr til deres sommerhusbesøg.

Vi sidder bag hver vores computer og arbejder. Velsigner pc’er og internettet der skaber den mulighed for os, at vi kan arbejde hjemme ude.

Vi håber på at det gode vejr kommer som dagen skrider frem, så vi igen kan nyde en smuk sommeraften, med blå himmel og vindstille vejr. For hvis vejret arter sig, vil vi sejle jollen ud og nyde bålene fra kysten fra vandet. Det vil sikkert være et smukt syn.

Det er skaldyrshimmel på grillen, med nybagt brød og smagfulde dressinger krydret fra minihaven. Det er jordbær, der er lunet af solen og sprøde grønneærter.  Det er mig og ham og den lyse nat og et bålfad på stranden. Det er himlen der farves rød og grøn og lyser turkist mod havet. Og vildstille der mellem nat og dag.

Det er regndråber på taget og vasketøj, der bliver tørt og vådt og vådt og tørt og dufter når man går forbi det. Det er missebasserne, der ikke vi stå op og gå ud i regnen – men senere på dagen nærmest flytter ind hos naboen, i deres lænestole. Det er afslappet ned og ingen mail og vejret der gradvist bliver bedre.

Det er jollen i vandet og frisk over vandet så ryggen gungrer mod bølgerne og smilet er stort på hans ansigt. Det er besøg af familien – den del man ser for sjældent og mest kender gennem deres historier fra forældrene. Det er mintfriske isdrinks og snak med fætrene. Minigolf og en anden plads (- men jeg er heller ikke født på pladsen).

Det er weekend på en hel anden måde end derhjemme i storbyen. Det er midt på sommeren og det føles som om at den lige er begyndt og jeg håber den varer evigt.