At klatre op på noget højt, er efterhånden blevet en del af vores ferietradition. Denne ferie var ingen undtagelse og inden vi tog afsted, havde jeg besluttet af feriens udfordring i år var Sigiriya.

Med sine kun 377 meter over havets overflade, er Sigiriya klart det mindste vi har klatret op på – og rent fysisk var det ingen udfordring. Vi kom nemt både op og ned.

Men Sigiriya ligger fantastisk smukt i landskabet. Som en kæmpe sten, står den højt over resten af landet. Man kommer op via trapper. Halvvejs oppe, fører en vinkeltrappe en op i en grotte, hvor resterne af de smukkeste friskoer er blevet fundet.

Det er efter sigende den eneste ikke-religiøse kunst, man har fundet på Sri Lanka – og viser pin-ups, fra omkring det 5. århundrede. Der har på et tidspunkt været over 500 billeder, men nogen er gået til over tid og i 1967 blev en del af den ødelagt af en vandal, og i dag er der kun 22 tilbage.

Efter billederne kommer man ned langs en mur, der kaldes spejlmuren, da den har været dækket af en spejlblank glasering. Muren er i dag beskyttet, da det har vist sig, at grafitti ikke nødvendigvis er af nyere dato og der på muren befinder sig op mod tusinde inskribtioner fra mellem det 7. og 11. århundrede.

Fra inskribtionerne kan man også lære at både mænd og kvinder blev påvirket af de smukke kvinder i hulen ovenfor.

Det var en smuk tur – som altid er det åndeløst, at stå højt oppe og kigge over verden – og udsigten fra Sigiriya var ingen undtagelse.

Og vi kom ud af turen uden bensmerter eller andre mén.

Senere på ferien, mødte vi nogle andre turister, der med besvær møffede sig ud af nogle stole og krappede sig op ad nogle trapper. Det med et noget smørret grin vi kunne genkende gangen og spurgte dem “Adams Peak?” … og ja, det var årsagen.

Og vi huskede smerten fra sidst … og pludselig så gjorde det ikke så meget at Sigiriya kun havde været 377 meter højt.

De sidste billetter er printet ud, ting der skal pakkes står linet op – jeg tror at alt og lidt til er fundet frem. Jeg regner med at det bliver godt … og mens jeg venter på at det lige om lidt bliver nu, har jeg kigget billeder fra sidst – og min kommende virkelighed, kommer til at pryde siden her, til jeg kommer retur med nye indtryk og dejlige minder.

(Billederne er fra min tur til Sri Lanka og Maldiverne i 2007)

.. og jeg elskede hver bid…

Det sidste lys suges ud af dagen. Grillen varmer, der lægges an til et bål – vi er igang med at skabe rammerne for aftenen, efter en uhyre sjælden smuk dag.

Allerede da jeg cyklede ud i morgensolen varslede dagen at den ville blive flot – og det blev den. Dejlig. Og nydt i sammenhæng med sejlads til Hov for at købe af det gode kød og endnu en sejltur til Norsminde og deres fabelagtige pariserbøf. En bøf der nær havde taget, om ikke livet, så talegaverne fra nevøen – bare et kort øjeblik.

En fantastisk eftermiddag på vandet, hvor horisonten forsvandt i dis, mens vandet var spejlblankt og et marsvin sprang for os – bare fordi det ku’.

Det er september når det er smukkest og jeg har været glad helt ind i maven.

Alle mine negle er knækket og under det der er tilbage, er alting sort. Mit tøj lugter af røg og min lænd ømmer sig når jeg bevæger mig for meget. Men det var det værd.

Vejret var med os, det regn der faldt, faldt om natten – så vi havde to fede dyk og godt vejr for resten.

At dykke om natten er en hel speciel oplevelse, tingene ses tydeligere i lyset fra lygten og det er nogle helt andre dyr der er på spil om natten end om dagen. Vi stødte på to fritsvømmende ål og der i mørket lignede de næsten muræner og fik mine tanker på afveje og mod varmere himmelstrøg.

Vi lavede mad på bålet. Og det smager bare bedre. Jeg prøvede for første gang at lave vafler på bål og det gik helt fint med min gamle støbejernspande – så det bliver nok ikke sidste gang den bliver taget med på en tur.

Og jeg kunne ikke lade være med at tænke på hvor meget den del af mit liv alligevel har forandret sig. For få år siden havde jeg ikke et par jeans og praktisk taget ikke nogen praktiske sko og bål var noget jeg drømte om og ikke rigtig noget jeg lavede. Det er fedt at jeg har muligheden for at være sammen med nogle mennesker hvor jeg har muligheden for at dyrke den del af livet.

Jeg føler mig meget mere i harmoni med mig selv, når jeg er ude og tingene ikke er alt for pæne og skidt med de knækkede negle, de vokser ud igen. Og røgen…? Når alt kommer til alt, så elsker jeg den lugt!

For første gang i lang tid har en følelse af glæde og lethed sneget sig ind på mig og da jeg cyklede hjem fra min have mærkede jeg antasten til en sang på mine læber. Nærmest selvfølgeligt betød det, at det var i dag jeg skulle mødes med den virkelighed som jeg ikke kan flygte fra og som jeg er nødt til at forholde mig til.

For lidt siden udspillede der sig et fantastisk vejrsceneri lige udenfor mit stuevindue, der var sol, regnbuer og tordenskyer og lyn oven i hinanden.

Nogenlunde sådan er der også inde i mig.

Det blæste og blæste – og så blev det lidt stille i mellem vindstødene og bålene blev tændt og vi stod og skuttede os og vendte og drejede os som grillspyd for at fordele varmen på for og bag.

Og de eventyrslystne forsøgte sig med snobrød og det var det samme som altid med sorte brød og “jeg gider ikke lave det færdigt – moar…” og forældrene der forsøgte at bage de sorte brød færdigt, mens ungerne hoppede i sandet og forsøgte at grave sig ind under bådene.

Og der blev holdt båltale om det forunderlige i svalerne, der formår at vende tilbage. Ikke bare til Europa, Danmark, Østjylland, Saksild – men helt tilbage til lige præcis det hul under taget, som de blev udruget under sidste år. Og om at set i det perspektiv gør lidt svalelort ikke den store skade.

Og om at glædes over livet som liver her og om at det er om sommeren det hele er smukkest og forelskerne genopstår.

Og vi holdte hinanden lidt i hånden og delte en øl med chokolade og chili – og bagefter faldt vi i søvn på sofaen med fjernsynet tændt og misserne i fodenden.

Det er skaldyrshimmel på grillen, med nybagt brød og smagfulde dressinger krydret fra minihaven. Det er jordbær, der er lunet af solen og sprøde grønneærter.  Det er mig og ham og den lyse nat og et bålfad på stranden. Det er himlen der farves rød og grøn og lyser turkist mod havet. Og vildstille der mellem nat og dag.

Det er regndråber på taget og vasketøj, der bliver tørt og vådt og vådt og tørt og dufter når man går forbi det. Det er missebasserne, der ikke vi stå op og gå ud i regnen – men senere på dagen nærmest flytter ind hos naboen, i deres lænestole. Det er afslappet ned og ingen mail og vejret der gradvist bliver bedre.

Det er jollen i vandet og frisk over vandet så ryggen gungrer mod bølgerne og smilet er stort på hans ansigt. Det er besøg af familien – den del man ser for sjældent og mest kender gennem deres historier fra forældrene. Det er mintfriske isdrinks og snak med fætrene. Minigolf og en anden plads (- men jeg er heller ikke født på pladsen).

Det er weekend på en hel anden måde end derhjemme i storbyen. Det er midt på sommeren og det føles som om at den lige er begyndt og jeg håber den varer evigt.

Mens kulden er omkring os og solen langsom smelter den sne der faldt i nat, sidder vi indenfor og lytter til radio, mens vi hygger os med en bærbare på skødet eller et spil kort i hånden afhængig af alder.

Min 23-konto er løbet tør for plus og er derfor underlagt restriktioner og jeg kan ikke oploade flere billeder i denne måned. Jeg de sidste par dage forsøgt at konvertere den til en plusprofil – men selvom det til sidst lykkedes mig at komme til at betale, sker der ikke rigtig noget. En mail er sendt afsted, men der holdes nok også påskeferie dér.

Det er noget træls, men der er ikke andet at gøre end at vente – og ventetiden har jeg blandt andet fordrevet ved at kigge mine mange billeder igennem.

Jeg har gennem tiden samlet nogle af billederne i et album kaldet “Lys og skygge”. Det er en samling af forskellige billeder, hvor lys og skygger leger. Det meste af det er hverdagsbilleder, og her ved genkig kan jeg se at hverdagen kan være ganske smuk.

Albummet kan ses i sin helhed på 23 – men et lille udsnit kan også ses herunder:

“Jeg glæder mig til at sove længe” var det sidste jeg hørte fra min værtindes mund, inden vi gik i seng i går. Så da jeg vågnede kl. 6.28, og var klar til at stå op, kunne jeg godt se to uforenelige planer.

Efter en halv times venden og drejen i dynerne, måtte jeg alligevel indse, at jeg var for vågen til at sove videre. For ikke at vække værtsparret besluttede Oskar og jeg at vi måtte ud og gå.

Og hvilken sjælden skøn morgen i Østerådalen.
Det må have været koldt i nat. Søkanten var frosset en 3-4 meter ud i vandet, og overalt var der strøget tusinde diamanter, der glitrede og gnistrede i rimfrosten. Vi kunne se vores ånde som vi gik gennem dalen med solen i øjnene.

Man tænker så godt sådan en morgen. Lys, luft og selskabet af en glad lille hund er en rigtig fin måde at binde tanker og handling sammen. Vi mødte nogle stykker der også nød morgenen. En enkelt stod med ansigtet mod solen og en lille kop kaffe i hånden. Han må have boet tæt på, for det dampede fra koppen og der stod dejlig duft af kaffe omkring ham.

Da vi kom hjem fik den morgenduelige hund vist jaget familien af senge… jeg ved ikke om kl. 8.00 kan betragtes som at sove længe – men nu er de oppe – og lur mig, om der ikke snart dufter af kaffe også herinde…