Vi har sat et partytelt op i forhaven, så der er plads til at man kan være indenfor udenfor, mit søsters telt er efterladt med dobbelt luftmadras til eventuelle overnattende (udover fra ham der har camperet på sofaen siden fredag).

Så selvom jeg bliver som en gammelmoster blandt børn i længere tid, så er der både rum og plads til gæster i sommerlandet.

Og gæster har vi.

Min fætter og kæreste er lige kørt herfra og jeg sidder her med 10.000 skridt på tælleren, en idé i hovedet og lækker mad i maven.

Selvom det var meningen, at det skulle være ret simpelt blev der nærmest helt sønderjysk med frokost med grillede tigerrejer, nybagt brød, friskbælgede ærter, fintstrimlede gulerøder lavet på grill, dressinger og smørgrillede majs.

Og efter en gåtur i sommerlandet kunne vi da lige klemme en kop kaffe ned og så en gang højsommerkage med friske jord- og kirsebær samt fersken på chokoladebund og en gang friskbagte briocher med hjemmesylt.

Men så var der også lagt i kakkelovnen til en morfar.

Hver gang min søster og ungerne kører hjem, efter et besøg hos os her i sommerlandet, har vi et ritual.

Et ritual, der handler om, at jeg står og siger farvel med smil om munden og tårene ned af kinderne – og når de er drejet om hjørnet tuder jeg øjenene ud af hovedet.

Jeg forsøger virkelig at være den gode moster.

Overskudsmosteren.

Hende der laver snogbrødsdej til dem, laver bål og bager æbleskiver på gløderne. Hende der tager dem med på stranden og i vandet og laver sandengle og prinsesseborge med voldgrave. Hende der tager dem både til pænt oppustede aktiviteter som Legoland og Randes Regnskov og de mere moderate som minigolf og krabbefiskning.

Og på trods af at jeg egentligt er imod det – af princip – ender jeg alligevel med at være hende, der tysser og beder dem være stille fordi jeg føler mine øre er ved at falde af, hende der svare fjollet på spørgsmål fordi jeg ikke orker at svare mere, hende der beder dem stoppe med at banke med benene/slå på tallerken/hive tyggummiet ud af munden/synge højt og gøre det inde i hovedet istedet, fordi mine øre er ved at falde af og min tålmodighed er mindre end en 2 årig og jeg kan knække hvert øjeblik det kan være osv.

Og når de så tager afsted, så bliver jeg så ked af det – for jeg ved jo godt, at barndommen er så uendelig kort og om et kort øjeblik, så står de ikke længere med store brune øjne og siger “Moster, moster“.

Og jeg ved sgu’ aldrig om det de kommer hjem med af oplevelser, er overskudsmoster eller monstermoster.

Måske skal man være hærdet til børn og min egen mangel udi forældreskabet, svare til et lag fernis eller to?

Eller også er jeg ved at transforme mig til min egen grandmoster Ketty. Hende vi aldrig måtte besøge som børn, fordi “hun havde svage nerver og ikke tålte at være sammen med børn“.

Men hvis det er tilfælder, så skal jeg lære at hækle. For Ketty hun hæklede de fineste kjoler til vores dukker.

Selvom hæklede dukkekjoler nok ikke tager de samme kegler hos en 11 årig knægt fra Vesterbro…

Jeg har genfundet “Pigen uden ordforåd” på Facebook. Og når man er venner med hende (ham, den) bliver man beriget med nye tegninger på sin væg. Dagens tegning – som jeg har linket til herunder, illustrerer meget godt min morgen:

Hjemme hos os, har vi nemlig sammen (mis)opfattelse af begrebet hovedrengøring. Eller jeg ved faktisk hvad vi mener om det – for vi bruger ikke hovedrengøring. Eller almindelig rengøring for den sags skyld.

Vi lever i rodet som vi bedst kan – nogen bedre end andre.

Undtagen når vi skal have gæster – altså fremmede gæster. De almindelige gæster må finde sig i at spise med rod omkring tallerknerne (Hej Søren!) og hvad der nu måtte være af fnuller, kattehår og kattesand.

Men når der, som i aften, kommer rigtige fremmede gæster (nogle af min kærestes venner som jeg ikke kender) så dukker den forsømte husmor op fra dybden og panikker over hjemmet.

Så jeg brugte to af mine morgentimer til at fjerne det væreste møg fra de plane flader, flytte paller med toiletpapir, 10 kg’s kattemad og dåsevand fra stue til kontor/opbevarings/vaske/roderummet. Fjerne mængder af papir fra køkkenet, hvor de ellers ligger og modner på afsætningsbordet og gjorde endda toilettet rent, så lejligheden stank af eddike (sådan er det når man er økologisk).

Hjemmet så nogenlunde ordentligt ud da jeg gik* – men tilgengæld, så jeg ud som tanten i hovedet, for midt i oprydningen glemte jeg alt om make-up, hvilket jeg opdagede da jeg kiggede mig i spejlet på arbejdet, men man kan ikke nå det hele.

* mangler lige en gang støvsugning – specielt i sofaen hvor jeg fandt (et lille bitte stykke) kattelort og en ostepops – men hey, det er jo fedt når det siger *klunk* i støvsugeren…

Det var som om at nogen havde hørt både min bøn og min klynken forleden – dog med en pæn forsinkelse.

Var ude i haven og hente fornødenheder til en middag i morgen – og jeg var knapt nok kommet derud, før det begyndte at regne.

Mellem bygerne plukkede jeg sukkerærter, agurk, salat og spinat, hev i de farvede gulerødder og tog hul på det jomfruelige kartoffelbed. Samlede bundter af krydderurter og mynter. Plukkede af alle de fire forskellige baslikum(mer) til pesto og af de spiselige blomster til kage og salat.

Og jeg blev en lille smule høj af det hele.

Indtil altså at jeg var klar-parart og på vej hjem.

For der åbnede sluserne sig og alt den regn jeg kunne ønske mig væltede ned i store mængder.

Selvom jeg glæder mig til min ferie der starter lige om lidt, er jeg også lidt ked af at skulle forlade min have lige som den er begyndt at give tilbage og det bogstavligt vælter op med gode ting og sager fra alle bedene.

Her i slutningen af juli er der så sandelig en overflod over alt – og efter dagens regn er der nærmest også en lille flod over alt.

I mit storrumskontor er kun to af de 8 pladser besatte. Espressomaskinen bliver ikke længer gjort rent (af sig selv) og mælken bliver sur, før den bliver drukket. Telefonerne er tavse og gangene runger af intethed.

Der er ferie herinde.

Kun en lille flok holder skruen i vandet og kommer pænt herind hver eneste dag.

På mit nye område, holder mine kollegaer både 3, 4 og 5 ugers sommerferie – de fleste har store mængder flex der skal afvikles.

Selv har jeg aldrig haft så lidt flex og så meget rum op mod en sommerferie. Jeg kan i sandhed både se og mærke at jeg har skiftet sæde og område.

Og jeg ved, at til næste år vil det nok være en ide, at lægge ferien tidligere – for selvom der er stilhed nu, er det en stilhed før stormen og jeg kan se min kalender for august og september, allerede nu er ved at være pænt booket op med aftaler og opgaver.

Men nu, nu lytter jeg til radio og rydder op i det rod, der har ophobet sig i løbet af det sidste halve års travlhed – og når jeg har sovet 4 gange, så er det mig der har ferie.

Når jeg sidder der, nærmest midt i busken, med bær rundt om mig, solen i nakken og fuglekvidder i ørene, så er jeg så tæt på min indre hulekvinde, som jeg nogensinde kan komme.

Og jeg kan næsten mærke mit ansigt skifte form, kroppen lurve forover og primalhjernen tage over.

Der er kun en ting der gælder – og det er at samle bær.

Samle bær nok.

Nok til vinteren og nok til overlevelsen.

Og jeg plukker og jeg plukker og jeg plukker.

Jeg er lykkelig i min rus – og der er ingen tvivl om at det er en rus.

Og når jeg kommer til mig selv, og plukker kviste ud af håret, piller præstelus af tøjet og gnider en finger over de skrammer, der er kommet på ben og arme, så ved jeg ikke helt hvad der egentligt kom over mig.

Og jeg kigger med en lille smule forundring på de skåle fulde af bær jeg har frembragt.

I min fryser (og i min Romtorpf) ligger nu stikkelsbær, solbær og ribs.

I en mild rødvinsrus og efter en rundtur i blogverden går tankerne på langfart til alle de lande, alle andre er på vej til eller fra.

Min verden går i en stjerne rundt om Vesterbro – men trådene strækkes ikke længere end til østjylland (med mindre ferien inkluderer indkøb i Tyskland) og i princippet er det jo fint.

Men jeg savner at rejse.

Jeg kunne godt se mig selv gentage succes med briocher på Montmartre sammen med blødkogte æg og kaffe med mælk. Jeg kan huske smagen af solmodne tomater med feta og oliven i Grækenland. Rejsen gennem det hedengangne Jugoslavien – smukke mænd i bjergene og fantastisk landskab langs kysten – og jeg kan forstå, at det der nu hedder Kroatien, i dag er et fantastisk dykkersted – oven i købet med mine elskede søheste. Jeg husker pulsen i Amsterdam hvor blandingen af ludere og lommetyve, på en eller anden måde er mere appetitlig end i min egen bydel.

Jeg har rejst og besøgt de mest eksotiske steder igennem de sidste mange vintre og ved at jeg er beriget på rejsefronten, men lige nu og her kunne jeg godt ønske mig, at vi i kommende ferie kørte forbi sommerhuset og videre ud i Europa…

Hele ugen har vi hørt om og regnet med regn. Regn i store mængder.

Jeg havde gødet min have, pga. forventet skybrud. Vi har aftalt at hjælpe min mor i hendes have søndag – fordi det pga. forventet skybrud, nok var den dag i weekenden, der var mindst risiko for regn. En planlagt dykkertur lørdag blev aflyst pga. forventet skybrud.

Så dagen i dag var lagt op til indesysler og oprydning – og så får vi to dråber regn og nu skinner solen gennem skyerne – men kan da heller ikke stole på noget længere.

Jeg har spist min første hjemmedyrkede tomat – og jeg var så spændt, at jeg næsten glemte at tage et billede.

Men kun næsten.

Og så gødede jeg mine planter, vaskede mine hænder, plukkede mere chokolademyne og nu venter jeg på regn.

Tak.

Og amen.

Vi havde hørt, at der skulle være dumpet sporvogne, ved møllerne ud for Kastrup Lystbådehavn. Om det er en and eller sandt, skal jeg være den sidste til at sige. Men jeg kan oplyse, at på trods af god sigt og 3 dykkerholds intense søgen omkring mølle nr. 20 – så blev det ikke meget andet end en pladren rundt på 3½ meter mellem krabber og ålegræs.

Men vejret var fint og møllerne pænt intense når man er helt oppe og tæt på.

Der er flere møllebilleder på 23: