Efter at jeg havde valgt at bruge min søndag på at dumpe den anden dykkerprøve, istedet for at grave højbedene i min have efter det princip, der var i den bog jeg fik af min far i forsinket fødselsdagsgave – da jeg havde inviteret ham ud på en forsinket fødselsdagsmiddag … tog jeg på et seminar.

Og denne gang var det mig der stod bag podiet og sagde alle de kloge ord, orkestrerede folk og bad endnu klogere folk om at tale.

Og det var min indsats der efterfølgende blev evalueret – som jeg har evalueret så mange andre.

Og bagefter var jeg bare så træt … men efter en lur, hoppede jeg op på projektlederhesten og lagde grundplanen for min egen lille sommerfest.

Og jeg håber jeg har de samme evner på privaten, som jeg har på arbejdet.

I går skulle jeg ud og svømme 1000 meter i fuldt dykkerudstyr – dvs. dragt, flasker og bly und alles…i Amager Strandpark.

Det var ikke rent fornøjelse, der drev værket, og havde det ikke været et krav til den dykkeruddannelse jeg er igang med, så tror jeg ikke det var det, jeg havde brugt min onsdag aften til – selvom, vejret var jo godt!

Men dagsformen må have været bedre end forventet, for det gik ganske godt. Men jeg vil da indrømme, at meldingen som jeg fik halvvejs, om at en af de andre havde givet op efter 5 minutter, også hjalp ganske godt på motivationen…

Så er første hurdel overstået … og 3 andre prøver venter forude.

I de seneste dage har mine øjne været røde og trætte og har føltes som om, at jeg sad foran en pc 24/7, og indersiden af min næse, en støttepude af sårskoper.

Kun fordi jeg ser at andre brokker sig, går det op for mig, at der kunne være en sammenhæng…

Der er noget i luftet og jeg ved præcis hvad …. birken har smidt sine børn og jeg døjer med det.

Nu starter det forfra …

Vi har besluttet at holde en fest. En sommerfest.

Og enten har vi for mange venner – ellers så har vi for lidt plads og for få penge, for selvom vi har inviteret 114 mennesker, så bliver jeg ved med at støde på/tænke på at jeg kunne da også godt tænke mig at se den eller den.

Men nu er invitationerne sendt ud – til Sjælland og Jylland og hvis alle kommer, må vi finde et andet sted at holde det eller sidde virkelig tæt – for der er plads til 78 siddende mennesker.

Vi har inviteret familie, hans og hendes venner, folk fra vores dykkerverden og fælles venner. Og vi har måtte skære et sted, så der er ikke inviteret kollegaer eller for mit vedkommende; folk fra bloggerverden.

Og hver gang jeg støder på et fedt menneske som jeg synes jeg kender, så har jeg bare sådan en lyst til at invitere … men jeg må på den hårde måde lære begrænsningens kunst.

Men lokalet er lejet, invitationen sendt ud – hovedtankerne er tænkt og nu kommer selve arbejdet med at arrangerer det.

Og jeg ville lyve slemt, hvis jeg hævdede at det ikke kommer til at tegne et indlæg eller to i den kommende tid – så der er blevet opsat en ny kategori “Festen vers. 2.0”.

umiddelbart skal du lave en repair table (har vi lavet for dig). Det er nok en god ide at have en 100% backup af din blog hvis den er meget vigtig for dig. Dette laves fra phpmyadmin eller endnu bedre, via vores backupmaster system (skal der dog laves abb for)

Mvh Supporten

Jeg er sikker på at det giver mening for nogen – men bottomline for mig er; alle mine kommentarer var forsvundet, man kunne ikke skrive nye (eller det kunne man, de blev bare ikke registreret) … og det var kommet uden at jeg havde pillet med noget.

Og som man spørger får man svar – og ovenstående er svar fra min webhost … og nu virker det så igen, så jeg tror at nogen har pillet ved noget.

Og så skal jeg så åbentbart også få lavet backup og opdatet min wordpress, for ham i supporten skulle lige skrive en ekstra mail:

og backup er en rigtigt god ide specielt hvis man ikke har opdateret og fjernet sikkerhedshuller i sin wordpress :-)

Og mig … jeg har nogenlunde den her attitude til det tekniske bag min blog:

Men jeg takker for hjælpen.

Endelig langt om længe, er jeg kommet ned på den vægt jeg havde før jeg tog på ferie … i januar.

Det har været to skridt frem og to tilbage i marts og april måned – og jeg har kæmpet med de samme kilo frem og tilbage, frem og tilbage.

I påsken havde jeg udstyret mig med to ting: en skridttæller og en ide om at jeg ikke ville veje min mad og tælle kalorier – men at jeg dog ville fortsætte med at spise fornuftig.

Og onsdag den 1. april vejede jeg 1 kilo mere end denne onsdag 14 dage efter.

Og med det vægttab er jeg endelig nede på de tabte (knapt) 8 kilo (reelt 7,9) som jeg også havde tabt mig inden jeg tog på ferie.

Jeg startede med at fokusere på min mad/motion medio november, Arbejde med sagen over julen – og det lykkedes mig faktisk at tabe mig, selvom jeg også nød nogen af julens (mad)glæder.

Jeg gjorde ikke noget for at tælle og beregne på min ferie i januar/februar og det vil sige, at når jeg tager den lille måned fra som jeg var på ferie, så har jeg “kun” været igang i 22 uger.

Selvom jeg pt. kun har tabt 8 kg – så har jeg reelt tabt 11 kg fordi jeg har tabt de samme 3 kilo to gange.

11 kg på 22 uger giver et gennemsnitligt vægttab på ½ kg. om ugen – og det er jo egentligt ikke så dårligt!

De kloge siger at langsomt vægttab er det bedste – og det tror jeg på, fordi du ikke kan blive ved med at være på kur over lang tid og dit vægttab derfor nødvendigvis er nødt til at komme som følge af en kost og bevægelsesomlægning – dvs. at du lægger din indtagelse af mad og din bevægelse i nogle rammer der gør, at du generelt forbruger mere end du spiser.

Men langsomt vægttab er også en dræber, fordi du ikke selv kan blive ved med at se, at der sker noget.

Når jeg kigger mig i spejlet i dag, ser jeg den samme krop som jeg så for 5 måneder siden. Jeg kan ikke se at der mangler 8 kilo. Lige så lidt som jeg selv kunne se, at der tidligere var kommet 8-10-16 kilo for meget på.

Det udjævner sig over tid.

Jeg kan se mit vægttab på mit tøj. Ved at sammenligne med mine tidligere vægtangivelser og kropsmål. Men jeg kan ikke længere se det i spejlet.

Og det er så her at smigeren kommer ind.

For det jeg ikke selv kan se, kan folk der ikke ser mig til hverdag åbenbart se.

Og det er dejligt når folk så også tager sig tid til at fortælle mig det.

Og det gjorde en god kollega i går på arbejdet om formiddagen og en forretningspartner spurgte ind til det om eftermiddagen.

“Hvad gør du så?” – spørger folk.

Og jeg svarer igen og igen – “jeg spiser mindre end jeg forbruger“.

Og jeg holder styr på det her: madlog.dk

[og nej – jeg får ikke en krone for at annoncere for dem – men jeg er selv rigtig glad for konceptet og vil derfor gerne videreformidle det]

Jeg trækker vejret med munden, da alt andet er stoppet til.

Underligt nok kan man sagtens holde fri med næsen lukket – men spørgsmålet er om man også kan arbejde?

Jeg har været langt væk, omend ikke så forfærdeligt i kilometer, så mere i rum og fravær.

Natten til lørdag ramte min hverdag mig igen og jeg fik åndenød og tænkte på om det nu også var så smart at planlægge en fest med 100 gæster, når jeg var ved at gå til tælling efter blot 7 overnattende påskegæster.

Men så blev jeg igen lullet ind i sommerhusets magi og fik lagt nyt jord og kompost på mit lille urtebed, der stod så fint og fortalte mig, at det havde planlagt at ville producere uanede mængder mynte og luftløg.

Og jeg fik ikke gået de lange ture, men nydt solen med ansigtet i lyset og ryggen mod muren. Og jeg fik spist den lækre chokolade som jeg blev begavet med og lidt sukkerstads som jeg selv havde købt. Og jeg ved at vægten nok ikke er min ven i morgen, men mine bukser er stadig så løse, at jeg hutigt kan hive dem ned om hofterne, uden at lyne dem op, hvis det skal gå stærkt på toilettet.

Og når varmen ikke virker, er det ind i mellem smart at være hurtig.

Men herhjemme virker varmen.

Og jeg har fryseren fuld af stenbiderrogn som ikke blev leveret på ferieadressen og lækker juice i 6 liter.

Og lige om lidt begynder hverdagen.

… og så er det ikke ferie mere…

Og jeg overvejer om min næsen måske er alt for snottet til at tage dem med ind på arbejdet?

Jeg har tidligere haft det med sommeren, som børn har det med iskager; JEG VIL HA’! JEG VIL HA’! JEG VIL HA! JEG VIL HA’!

Men et eller andet er sket og jeg har forelsket mig håbløst i det tidlige forår. Denne tid der er lige nu, når himlen er lysende blå, luften frisk og spændstig, træerne stadig står med knopper – der endnu ikke er bristet, men næsten.

Hvor man kan finde en krog og ti minutter med sol i ansigtet gør det ud for dagens solration, og det fylder mere end en hel dag på stranden i juli.

Der hvor man næsten er ved at sprænges efter at gå igang med at så og plante og rode i jorden, men ved med sig selv at man liige skal vente et øjeblik, da det ellers bare går galt – fordi vejret stadig kan skifte på et splitsekund.

Jeg nyder forventningens glæde, mens man stadig lever i troen på at det kan blive en god sommer ™, endnu med håbet intakt.

Det er fantastisk – og måske skal man opnå en vis alder før man har ro nok til at forelske sig i det tidlige forår?

Det er lidt det samme, som når jeg står i omklædningsrummet og hører eller kigger på de helt unge piger. Dem der stadig er slut teenager eller i starten af tyverne. Dem der står lige på spring mellem ungdom og voksenhed og bruger lige dele “min mor siger” og “min nye lejlighed” og undres over priser på toiletpapir og morens manglende evne til at forstå.

Jeg synes at de er fantastiske. De er smukke uanset hvordan de ser ud, med deres huds spændstighed og klarhed i øjnene og de fleste af dem, er slet ikke klar over at det betyder noget, og kan ikke se det, men kun alle små usynlige fejlpletter.

Som det spænde tidlige forår, har de alle muligheder for sig og endnu ingen knuste drømme – alt er muligt og det kan stadig blive en god sommer ™

“man kan jo ikke gå rundt og være sådan perlehønsestrikhappy hele tiden”

skrev en anden blogger for noget tid siden og udover at være fantastisk poetisk er det også sandt.

Og jeg har været mindre perlehønsestrikhappy end jeg ønsker mig, men i søndags havde jeg efter i mudder, præstationsstress, smadrede specialøl og indtagelse af svinemørbrad i regnvejr et øjeblik af sand lykke, mens jeg stod og malede op ad en sydvendt mur i et øjebliks solskin og i lunefuld læ.

Der var helt stille omkring mig, kun fuglekvidder og lidt småsnakkeri brød ind i mine penselstrøg – ren zen.

Og jeg huskede at stoppe op og nyde.

Bagefter var der mere mudder og stillingtagen til alting og derefter var der en ny uge med de udfordringer som den byder.

Og inden jeg nåede at trække vejret igen var det onsdag – og jeg opdagede at jeg havde glemt hvornår en aftale fandt sted – og pludselig var en halv time bagefter og ikke 1½ foran.

Jeg var lige ved at blive grebet af panik – inden jeg selv stak hul i ballonen: “Det er menneskeligt at fejle” sagden jeg i indåndingen. “Jeg er bare et menneske” sagde jeg med udåndingen.

Og selvom jeg hader at bryde mine aftaler, at komme for sent eller at sætte andre i ulejlighed, så lod jeg aftale være aftale og lod være med at gå (og alligevel komme 45 min for sent).

Og lige om lidt vil jeg nyde min gryderet med masser af grøntsager og en gang fuldkornspasta – og jeg ved at det er sundt for mig og mit velfærd at huske pauserne – solskin eller ej.