Jul 2007


søndag 6. januar 2008 kl.16:35

Den perfekte juleafslutning er den hvor man kommer ned i sit kælderrum, slæbende på den stadig uåbnede julekasse, for at kunne konstatere at nogen har brugt den søde juletid til at bryde ind i ens kælderrum.

Man kan da sige, at det er en afslutningen af julen, der følger pænt i resten af decembers spor.

Gitter og låge var skåret op, så hængelåsen kunne komme af. Der var flyttet rundt på tingene. Umiddelbart ser det ikke ud til at der er forsvundet noget. En nærmere efterforskning viste, at mit rum var det eneste rum, der havde lidt skade og at skaden var forsøgt “ugjort” ved at låsen var blev presset sammen igen. Alt i alt tyder det på at dem der har brudt ind i mit kælderrum ikke har været tyve – men min udlejer eller en af de restauranter der ligger i ejendommen.

Det der pisser mig af er at det her – ud over at være ulovligt – også er både unødvendigt og uanstændigt.

Kælderrummene er mærkede – så man kan se hvilket lejemål de tilhører. Jeg har været hjemme hele december. Alt hvad det havde taget var et telefonopkald og jeg var kommet ned og havde åbnet. Og havde det været akut havde jeg stadig kunne gøre det, da jeg selvom jeg er på arbejde, aldrig er mere end 10 min fra min lejlighed.

Men der er ingen der har kontaktet mig.

Hverken før eller efter.

Poltiet er kontaktet og vi har aftalt at de berørte får lejlighed til at svare i sagen, inden det bliver anmeldt som et indbrud. Men hvor er det bare et pisse-hamrende-latterligt-fucking-åndsvagt move.

Øv.

fredag 28. december 2007 kl.13:21

På min pege- og tommelfinger, sidder resterne af et cirkulært brændemærke. For det endte med smerte og fingerne under koldt vand, da jeg skulle fremvise mit eneste stykke julepynt. Metal og stearinlys er en varm affære, som man ikke uforvaret skal stikke fingerne i. Mærket af julen. Brændemærket.

Det har ikke lige været min jul i år. På mange måder og af forskellige årsager. Men nu er den slut. Julekassen der aldrig blev pakket ud kan komme tilbage i kælderen. Der er næsten blevet gjort kål på resterne fra julefrokosten og det hårde arbejde med at spise sig igennem julegodterne er startet. Nogen skal jo gøre det….!

Et par fridage ligger stadig og putter sig og venter på at blive brugt, før hverdagen trænger sig på. Dagene går hurtige. Planer som ikke var planlagt, dukker frem. Venner kommer forbi – en invitation dukker op. Uventet hygge. Det er rart ikke at være bundet ind i møder og planer og bundet op af opgaver.

Jeg håber, at de raketter der skydes til himmel tager min juleblues med og at humøret stiger i takt med at vi tager hul på det nye år.

mandag 24. december 2007 kl.12:09

Tågen står tæt omkring mig. Verden pakket ind i vat. Gaderne er stadig mennesketomme og juletræsmanden har pakket sammen og er gået hjem.

Det dufter af de karamelbrud (med pistacienødder og chili) som jeg forsøgte mig på tidligere i dag. Duften er bedre end smagen… Heldigvis er der pistacier nok til at prøve en omgang til.

Jeg kan ikke mærke det selv, men det ser ud til at det er gået hen og er blevet jul ude i de små hjem.

Jeg satser på at det rammer mig – det der julestemning – når jeg efter kirkegang, lander i barndomshjemmet. For jeg er så klar som jeg kan blive. Med pakker i poser, gæster i huset, invitationerne ude, indkøbene på plads og rullepølsen rullet og på køl.

Lad det blive jul på Vesterbro.

tirsdag 18. december 2007 kl.12:59

Når jeg har sovet 4 gange mere så har jeg fri.

11 dage på egen tid. Det føles stort og uendeligt.

Så jeg forsøger at holde sammen på mig selv og ting omkring mig. Holde armene inde i den rutsjebane, der udgør mit liv. Op og ned, ned og ned – på et tidspunkt kører den jo op igen.

Jeg holder tungen lige i munden og forsøger at vikle den og ordene rigtig rundt, selvom forbudte tanker sætte forbudte ord på spidsen af tungen og næsten ikke er til at holde indenfor tænderne.

Jeg går på fornuftens smalle sti og undrer mig imens, om jeg går den rette vej, og om den vej jeg går er min? Men jeg har ikke så meget tid til at tænke for det går stærkt, der hvor jeg går.

Men jeg glæder mig til 11 dages uendelighed.

Og jeg erkender, at det nok godt kan blive jul, selvom det bliver uden hjemmebag, risnisser og indiske stjerner.

Og jeg tror på, at når jeg får noget fred og ro og hjertevarme, så skal der nok igen blive rum til engleklang og glimmer og måske den gamle limpistol kan blive hentet ud og kreativiteten floffet op og sat i virke…

Jeg tror og jeg håber og det her er jo tiden for mirakler. Og sådan et par eller to kunne jeg godt bruge.

Bare nogle af de små…

mandag 10. december 2007 kl.23:13

Det ser ud til at året i år, bliver det år hvor jeg åbenbart på ingen måde får julet.

Kasserne med pynt er godt nok blevet hentet op fra kælderen, men står urørte i køkkenet. Men 2. søndag i advent er kommer og gået uden at der lys i stage, gren i vase og nisser i rummet, og jeg har svært ved at forestille mig at der sker særligt meget uden en eller anden form for aktion fra min side.

Men vi er ramt af sygdom og træthed og der sker ikke meget på den front. Men vi har skindet på næsen og der er stadig nærmest god tid til jul og alt mangler stadig.

Heldigvis skal julen ikke holdes her og om alt går galt så ved jeg at vi kan tage kanen hjem til barndommens jul – der vil være hvid og rød og rigtig.

tirsdag 4. december 2007 kl.11:12

Jeg er så tilpas opdraget, at jeg med hænderne på ryggen kan bage en leverstohej, rulle en pølse og i det hele taget sørge for rimelige mange af de ting, man traditionelt hælder på et julefrokostbord.

Derfor kan jeg sagtens lave det til andre, selvom jeg ikke selv bryder mig synderligt om den ganske danske mad.

Så da vi lagde hus og bord til min kærestes julefrokost i fredags, var det med besked om at hvis jeg skulle være med til bords, så skulle der været andet og mere at bide i end sild og rødkål.

I og med at jeg jo selv var med til at lave det, ja så kunne jeg også komme med tilføjelser til menuen.

Så udover det traditionelle blev bordet suppleret med sprødstegt andebryst med mandarin/anis sauce og salat af strimlet rødkål og gulerødder drysset med granatæbler, der når det blev overhældt med en blanding af kirsebærsirup og kirsebæreddike og citronolie smagte så englene synger.

Og så en for mig helt nyskabelse – Bresaola rullet om gedeost, der var blandet med appelsinskal, dadler og mynte. Det var en fantastisk smagsoplevelse. Efter første bid var det som om at hele munden blev åbnet op og renset, ovenpå de mere traditionelle madoplevelser. Det var julens smagsgivere i en ny sammensætning. Det var det rene kødkonfekt og det er ikke sidste gang, det bliver serveret i mit hjem.

søndag 2. december 2007 kl.12:02

Hvert år i november, begynder jeg at glæde mig til december. Til at pynte op med varme røde farver og sætte lys omkring mig. Jeg kan næsten ikke vente og gør det så alligevel.

De sidste par år er jeg nået til december og glæden er feset ud og er erstattet af overvejelsen: “skal jeg nu også pynte op – det skal jo ned om lidt alligevel…”.

Jeg ender med at gøre det og glædes i processen – men ved ikke om det alligevel sker i år. Jeg ligger her på sofaen på 4. sal og kassen(erne) står i kælderen.

Måske jeg skulle tage ud i verden og smage på lidt af julen, købe et par blomster og stearinlys til kransen – så kommer det måske…?

torsdag 29. november 2007 kl.15:53

I disse (snarlige) juletider er det tilladt at have hemmeligheder. Dette er en af dem.

Jeg er ved at samle adventsgaver til to, som står mig nær, men som jeg ikke har fået dyrket så meget i den seneste tid. Måske er det en lille smule aflad, men det er af hjertet ment.

Jeg er faldet fuldstændigt for denne løsning til præsentationen (til ham og til hende) som er helt fantastiske i deres udtryk – omend jeg jo i virkeligheden burde lave noget med min efterhånden støvede limpistol….

Tiden er dog en faktor jeg ikke kan komme udenom og de skal jo være færdige og fyldte til den kommende søndag – eller rettere lørdag, hvor jeg forventer at overrække pakkerne til det mødrende ophav.

Og det er i den forbindelse, at jeg lige har oplevet suveræn kundefokus og stor imødekommenhed. Desværre kan jeg endnu ikke røbe hvor. Men et sted på nettet har jeg lige bestilt noget. Idet jeg var usikker på om det blev sendt til mig eller til slutmodtageren og om det kunne komme frem i rette tid, ringede jeg til dem.

Det endte med, at dem i den anden ende, tager min bestilling tilside, sørger for at det bliver sendt til mig, så jeg har det senest lørdag – også selvom de normalt først sender efter at man har indbetalt på et girokort… (Girokortet bliver i øvrigt også droppet – de mailer mig bankoplysningerne og så sætter jeg pengene ind på deres konto).

Se er det ikke bare en dejlig opbyggende historie på en grå, grå torsdag. Det synes jeg!