I den sidste tid har min kæreste nærmest på daglig basis, sendt mig mms’er med billeder af døde mus, der ligger lit de parade.

I dag blev musene suppleret med Bertrams første fugl, der lige som de andre små dyr blev slæbt hjem og præsenteret for kæresten. Selvom man ved at det er kattens natur, så er det alligevel svært at se det skønne i at blive præsenteret for små døde dyr, dag ud og dag ind.

Så er det noget helt andet at blive ringet op af vores receptionist og få at vide, at der er ankommet en buket blomster til mig.

Så det var med lette fjedrende skridt jeg smuttede ned og hentede min kærlighedsgave, som var så meget lettere at forholde sig til end døde mus og fugle. Og pigerne på kontoret blev helt bløde i blikket, da jeg fortalte at de var fra min kæreste og at han glædede sig til, at jeg snart skal over og holde ferie hos ham.

… og jeg blev lige så blød og sød, som kvinderne i interflora reklamerne….

… og jeg havde kun vredet armen ganske let om på ryggen af kæresten for at få ham til at sende mig blomster…

Inde midt i stormens øje kan man putte sig og få ro.

Og der sidder jeg nu.

Gemt væk fra mennesker man har kendt i over 20 år, og som bare pludseligt går hen og dør. Eller venner hvis børn skal aktiveres, for ikke at skrige. Naboer, der alligevel bliver sure og smider hegn, hen foran ens låge, og eller vrisser over manglende digitalis, som uduelig arbejdsmand har trukket op og aldrig sat ned igen. Arbejdsmand, der i øvrigt lover at lave have og i stedet bare graver et hul – og efterlader mere til oprydning, end det arbejde man startede ud med.

For mistet sten i svigermors ring, stillinger den genopslås, men man kan søge igen – dobbelt fuck dig. Fra chefer der melder fra til styregruppemøder, så alle beslutninger må skyde (selvom projektets tidsfrister skal holdes), planter der står og dør fordi de ikke kommer i jorden og jordbær, der istedet for at fylde nogen med fryd og sødme, måske ender med at rådne, fordi man ikke kan plukke dem fra en anden landsdel.

Men jeg holder fri fra det.

Og nyder solens varme i sommerlandet. Hører fuglene synge og ser kattens smil, når den igen har fanget en mus og kan rulle rundt på jorden og blive rigtig beskidt.

Et øjebliks fred mens weekendens gæster sejler rundt for at finde fiskefrikadeller og friske kyllinger og kæresten får lov til at lege med sin båd, sammen med nogen, der faktisk sætter pris på det.

Alle er glade og jeg prøver at glemme alt det jeg ikke når og det faktum, at jeg godt ved hvad det betyder, når jeg vågner om morgen og mine hænder ikke kan bruges fordi det summer i dem, som havde jeg gemt en bistade derinde.

Jeg folder forsigtig fingrene ud en efter en, og jeg føler mig lidt som en sommerfugl, der lige er kommet ud af sin puppe og sidder på en kvist i solen, mens vingerne tørrer og pumpes fulde af blod.

Snart er jeg klar til at flyve igen.

Ud af stormens øje.

I går trak tingene den ene vej – og jeg tænkte dystre tanker. Men efter en snak og en god nats søvn, trækker tingene igen i en mere rigtig retning. Og det er jeg glad for.

Også fordi at det betyder, at jeg igen kan glædes over årets skiften og at jeg lige præcis er her, hvor det hele vender og livsglæder suser igennem mig som en overfyldt forårsflod.

Jeg elsker den her tid, hvor forårssolen skinner med sin ubarmhjertlige klarhed og oplyser både vinterens hengemtheder og foråret fornyelser. Når himlen er skærende babyblå og træerne stadig står nøgne.

Om 12 dage er jeg nede i noget der er mere solrigt og varmt – men lige nu og her glæder jeg mig allermest til påsken og til at indtage sommerlandet på ny – og starte sæssonen op med gode venner, grill og havet lige nede af stien.

Men inden jeg når dertil, skal jeg ud i min have og se om alt sneen endelig er smeltet, om jeg kan komme til de sidste jordskokker, om mine forårsblomster er kommet op, eller om løgene er blevet ædt af rådyrene i løbet af vinteren – og om min nye hængelås har gjort sit arbejde, eller om jeg (igen) har haft ubudne folk på besøg.

Så jeg har pakket mig godt ind. Læsset forskellige forårsløg i poser og nu er jeg den der er smuttet.

Hej, forår – er det mig du smiler til?

Da jeg stod op, var det til en dybblå himmel med tjæresorte skyer – og byens lys:

Jeg kan blive træt af andre ting ved stedet hvor jeg bor. Men jeg tror aldrig at jeg bliver træt af min udsigt.

Og nu hvor det er blevet lyst kan jeg se, at tagene står hvide med rimfrost. Farverne er støvede, næsten som på et sort/hvidt billede.

Det bliver en smuk dag.

Mens morgen bliver til dag og det ser ud til at regnen er ved at stilne, sidder jeg og nyder, at jeg kan mærke mine lægmuskler, efter morgens løbetur i regnen. 20 minutter i et stræk, er vi oppe på, her hvor uge 5 er løbet færdig.

Og mens jeg lige så langsomt er ved at bygge formen op, går naturens gang på mit spisebord.

Her står den sidste buket fra haven og helt stille og roligt taber den bladene et for et, i et rosafarvet forfald:

Og når vi når til næste forår, hvor blomsterne igen springer ud, håber jeg at jeg vil tænke tilbage på den dag, hvor jeg syntes at det var stort at løbe 20 minutter i et stræk – og at min form på det tidspunkt er et helt andet sted, så  jeg løber både hurtigere og længere.

Sådan en tur (retur) til Fyn, med tog ud og bil hjem, var alligevel ikke det allerværste (men det siger jeg ikke til nogen).

Det var godt at jeg i stillekupeen fik tid og ro til fordybelse i den litteratur, jeg er nødt til at tage med i den synopsis jeg arbejder på – det gav så mange spændende vinkler på den coaching, jeg finder større og større dybde i.

Og det var skønt at køre igennem den smukke efterårsnatur, hvor selv motorvejene forskønnes når træerne iklædes der gyldne og røde kappe, som står og stråler i den skarpe sol.

Selv en bid mad på en motorvejstankstation er en nydelse, når udsigten er blåt vand mod storslået bro. Og lettelsen er stor, når man når en anden tankstation og får hældt disel på en tank, der er så tom, at det lille ikon lyser hidsigt i gult og man kører på dampene (i lavere hastighed og med fornuftig kørsel, for at forbrænde mindst muligt).

Og til glæde for mig selv – om ikke andet – så havde jeg taget fejl af dagene og da jeg sad klar til coache, viste det sig at i dag var i morgen. Og det var jo godt, for jeg havde skyndt mig for at nå det, og pludselig havde jeg tid til både at skrive de kloge tanker ind i min opgave og støvsuge det hjem, der viste sit behov ved at opkaste hårboller i hjørnerne.

Så nej, det er ikke smart at købe bil på Fyn når man bor i det sjællandske … men godt kan komme af selv det trælse.

Jeg har sendt mig selv på rekreation. Til jydernes land.

Og jeg så solen stå op over Samsø, og smagte på morgenluften, der var frisk og sprød. Pakket ind i min dyne og med koldt sand mellem tæerne, kiggede jeg på himlen, hvor nattens fly stadig trak streger.

Morgenkaffen blev indtaget i følgeskab med en frugtsnaps. Det skulle være så godt for sjælen og mine skuldre kom ned. Bagefter blev mine fødder våde af dug, mens jeg samlede hasselnødder i usete mængder.

Senere bagte solen på min ryg, mens jeg plukkede de sidste brombær langs med hegnet. Der var helt stille og jeg kunne høre havets brusen i det fjerne.

Og mens Bertram jagede en mus, så den sad og peb ved stakittet, gned Alfred sig op af mig og med øjne så blå som septemberhimlen kiggede han på mig, og det virkede som om at han sagde, at det her var helt i orden.

Mens kæresten knoklede med ting i et sprog jeg ikke forstod, kørte jeg ud i landet og handlede ind til frokost og middag. Vi spiste i solen, godt brød, lækkert pålæg.

Vi har hilst på genboerne og andre fra sommerlandet og mens solen nu er på retur, står en øl og koger ind til sirup på komfuret, rodfrugterne er skåret og klar til at blive parret med ølsiruppen med rosmarin. Det er tilbehør til noget, der for os er helt eksotisk; en medister, fra den lokale slagter, der skal grille her om en times tid.

Åh, det er godt for mig det her.

Og hvis jeg skal vælge programmet for i morgen, så er det nogenlunde det samme som i dag – dog, vil jeg nok tage en kop kaffe med ned til stranden når jeg skal ned og tjekke hvilken dag solen står op til.

Det var som om at nogen havde hørt både min bøn og min klynken forleden – dog med en pæn forsinkelse.

Var ude i haven og hente fornødenheder til en middag i morgen – og jeg var knapt nok kommet derud, før det begyndte at regne.

Mellem bygerne plukkede jeg sukkerærter, agurk, salat og spinat, hev i de farvede gulerødder og tog hul på det jomfruelige kartoffelbed. Samlede bundter af krydderurter og mynter. Plukkede af alle de fire forskellige baslikum(mer) til pesto og af de spiselige blomster til kage og salat.

Og jeg blev en lille smule høj af det hele.

Indtil altså at jeg var klar-parart og på vej hjem.

For der åbnede sluserne sig og alt den regn jeg kunne ønske mig væltede ned i store mængder.

Selvom jeg glæder mig til min ferie der starter lige om lidt, er jeg også lidt ked af at skulle forlade min have lige som den er begyndt at give tilbage og det bogstavligt vælter op med gode ting og sager fra alle bedene.

Her i slutningen af juli er der så sandelig en overflod over alt – og efter dagens regn er der nærmest også en lille flod over alt.

solvarme jordbær fra eget jordbærbed, fra bedet i munden ….

Og mens jeg sad på  hug og plukkede (og lod være med at fløjte, for her må jeg spise alle de bær som jeg lyster) kom jeg til at filosofiere over, om danske jordbær bare er bedre end alle andre jordbær, eller om det er en forvirret nationalitetsfornemmelse, der gør at vi har de tanker.

Sidder der en flok af svensker, polakker og grækere rundt om i deres jordbærbede og tænker at deres lands jordbær, nu alligevel er de bedste – eller har vi en geologi-natur-vejr-noget, der gør at vi bare er lidt mere sublime end andre i kunsten at dyrke den fantastisk (nød!) frugt

Jeg havde ikke taget mit eget kamera med på min ferie, men min kæreste havde sørget for, at vores fælles kamera (Canon G9) var med og der blev skudt en masse billeder med det – primært af min kæreste.

Lige nu er vi igang med beskære, redigere og oploade nogen af alle de billeder, der er taget på ferien – og med at tage den store beslutning om hvilke billeder der skal med, og hvilke der ikke skal med. Det er svært, når der er så mange og rigeligt at vælge imellem.

Men af alle de skønne fotos, er mit klare yndligsbillede det her:

Billedet er taget udenfor et tempel i Dambulla (Dambulla Cave Temple – det også hedder Det Gyldne Temple af Dambulla). Selve templet er fantastisk, men lige udenfor det er der et lille bassin, med lotusblomster og der skød min kæreste ovennævnte billede.

Det er ikke beskåret eller på anden måde bearbejdet …. og jeg synes det er fantastisk. Det kan nydes i fuld størrelse her: Lotusblomst