I disse (snarlige) juletider er det tilladt at have hemmeligheder. Dette er en af dem.

Jeg er ved at samle adventsgaver til to, som står mig nær, men som jeg ikke har fået dyrket så meget i den seneste tid. Måske er det en lille smule aflad, men det er af hjertet ment.

Jeg er faldet fuldstændigt for denne løsning til præsentationen (til ham og til hende) som er helt fantastiske i deres udtryk – omend jeg jo i virkeligheden burde lave noget med min efterhånden støvede limpistol….

Tiden er dog en faktor jeg ikke kan komme udenom og de skal jo være færdige og fyldte til den kommende søndag – eller rettere lørdag, hvor jeg forventer at overrække pakkerne til det mødrende ophav.

Og det er i den forbindelse, at jeg lige har oplevet suveræn kundefokus og stor imødekommenhed. Desværre kan jeg endnu ikke røbe hvor. Men et sted på nettet har jeg lige bestilt noget. Idet jeg var usikker på om det blev sendt til mig eller til slutmodtageren og om det kunne komme frem i rette tid, ringede jeg til dem.

Det endte med, at dem i den anden ende, tager min bestilling tilside, sørger for at det bliver sendt til mig, så jeg har det senest lørdag – også selvom de normalt først sender efter at man har indbetalt på et girokort… (Girokortet bliver i øvrigt også droppet – de mailer mig bankoplysningerne og så sætter jeg pengene ind på deres konto).

Se er det ikke bare en dejlig opbyggende historie på en grå, grå torsdag. Det synes jeg!

Det er hårdt at hive sig selv op ved hårrødderne og bevæge sig op og ud i en dag, der er lige så mørk og uinspirerende som resterne af den kaffemaskinekaffe, der står på kontoret om eftermiddagen.

Til gengæld er der glæde og livsbekræftelse når jeg suser gennem byen i strålende solskin og må misse med øjnene for ikke at blive blændet af middagssolen.

Det er travlhed på jobbet. Altid på denne tid af året. December er rundt om hjørnet og alt skal afgøres inden året slutter og en del af butikken lukker.

Travlhed iblandet andre følelser, der er nemmere at føle end beskrive på bloggen – hvor selvcensuren hersker.

Og alligevel…

Det er tiden med både de dybe nedture og den fineste optur. Der er ting der ikke vil som jeg vil og ting som pludselig lykkedes – ser det ud til.

Det er selvransagelse på flere niveauer, og beslutninger der er skal træffes og beslutninger der træffes af andre – helt uden for min rækkevidde. Og frustrationer over begge dele.

Det er glæden over den tid der kommer lige rundt om hjørnet og frygten for at jeg bevæger mig ind i endnu en december, der ender med at skulle overleves ikke leves.

Jeg elsker december og frygter den måned – og november … det er mest en mellemstation frem mod den rigtige vinter.

Jeg tror på at ønsket og erkendelsen bærer mulighederne i sig, at man kan få de ting man ønsker sig (og at man dermed både skal være varsom i sine ønsker og ønske meget mere).

Jeg tror på, at man kan nå de mål man sætter sig og jeg ved hvor svært det er både at ønske og sætte sig mål.

Jeg lavede mig min egen ønskeliste tilbage i april forrige år og de fleste af de ønsker der stod på den liste, er min virkelighed i dag. Også flere ting som jeg egentligt aldrig troede muligt. Men der er også de umulige ønsker, fordi man ikke selv er herre over det, det er uden for ens rækkevide. De ønsker som jeg stadig håber på og ind i mellem krydser fingre for.

Og så er der de ønsker, der viser sig at være noget andet, når det bliver virkeligtgjort.

Jeg havde et simpelt ønske som jeg troede gjorde en forskel, fordi det jeg ønskede mig i virkeligheden var noget andet og uopnåeligt: jeg ønskede mig at få langt hår. Det har jeg fået. Mit hår er nu det længste jeg nogensinde har haft (og umuligt at styre).

Nu hvor jeg har fået det, kan jeg godt se hvad det egentligt var jeg troede jeg fik med, hvis mit hår voksede sig langt – og var åbenbart, at jeg så ud som jeg gjorde for 10 år og 10 kilo siden.

Men når jeg kigger mig i spejlet så er det ikke det der toner frem. Det er mig nu – i 2008 version – med langt hår.

Og det gør ondt når man børster det og det er da lige til at sætte mig grå hår i hovedet…

Lige nu jager min snorken min kæreste ind på sofaen for at sove og en kæmpe bums på mit højre øjenlåg har næsten lukket mit øje. Selvom jeg troede jeg var rask, er jeg åbenbart stadig syg.

Det er i det mindste en trøst, at jeg i min kvæde* kvide stadig er attraktiv og lækker…. agtig.

* og dum…

Om lidt pakker jeg den sygdom, jeg har nurset de sidste par dage, under armen og væk og tager den og mig selv ud i landet. Væk fra storby og støj og mod landet og vandet …. og nok også en hel del mere støj.

Venindetræf i lejet sommerhus. Det blev på denne side af broen, da indtil flere have jydeblues og ikke vil antræffes i hovedlandet. Det er en af de ting tiden og livet kan gøre.

9 kvinder blev det til. 9 skæbner, liv, børn (eller uden), mænd (eller ikke), karriere (eller knuste forhåbninger) – vi er leveringsdygtige i det meste.

Engang var vi samme sted (Gran Canaria) og stort set samme sted i livet (er det en fest det der?), ville det samme (penge og ham den lækre).

Sådan er det ikke mere.

Og det er godt og berigende.

Vi ville ikke kende hinanden i dag – hvis vi var mødtes nu.

Skæbnesfællesskab – sjælefrænder.

Jeg tror det blir’ godt.

Brænder du for dit og brænder du for dat. Tricket ved at søge nyt job er tilsyneladende en brændende personlighed. Måske er det derfor at så mange ender med at brænde ud og brænde op…

Jeg kan sige så meget, at uanset hvilken side der løber af med sejret i aften – så vil en fra hustanden vinde. Jeg synes selvfølgelig at det skal være mig – for så vil landet også vinde.

Det er helt symbolsk at min sidste “høsttur” i haven, fandt sted samme dag som den første sne faldt over landet.

Det er er sørgeligt syn der møder mig, derude. En ting er at året er gået og sommeren er væk (hvor var det lige den blev af?) og at planterne visnet hen og at de farver der er tilbage alle skriger efterår – en anden er at halvdelen af min have er pløjet væk og er blevet erstattet af en sti.

Man kan roligt sige farvel og godnat til den have.

Så det gjorde jeg.

Og lavede porre-jordskokkesuppe, med hjemmebagt brød og jordskokkechips.

Jeg håber på en ny have, med nyt liv og nemme planter. Med manglende dræbersnegle og regn i rigtige mængder og sol på næsen,

Da jeg købte misserne, sørgede jeg for at forhøre mig om tre ting; om de kunne lide at blive børstet, om de hoppede op på bordene og om de tiggede.

For jeg orkede ikke rigtig langhårede katte som ikke ville børstes, katte der hele tiden hoppede op på bordene eller katte som sad og tiggede når man spiste eller var i køkkenet.

Og den ros skal hun have, hende der solgte dem til os – for det var da de sødeste og nemmeste misser, der elskede at blive børstet, på ingen måde hoppede op på bordet eller tiggede.

(og man begynder at ane hvor historien bærer hen nu, ikk?)

Lad mig nøjes med at sige det på den her måde: den kat der i går hoppede op på køkkenbordet og tog sig en bid af det marengskys, der stod på en bradepande, fik sig noget af en overraskelse.

Jeg havde eksperimenteret med at lave chillikys – med bid i…

Lige så lang ugen har været, lige så kort er denne lørdag.

Men jeg har nydt at tulle rundt og få gjort de ting som hverdagen ikke levner tid til. Har støvsuget hårboller på størrelse med mindre katte, kigget på støv og har sagt “pyt”. Har læst lidt blogs (og hvor er jeg dog langt væk fra det hele for tiden) og har alt imens vasket tøj, lavet henkogte tomater og kreeret en mortens aftens kage med lavendelsirup og nogle af årets frugter.

Toppet op med hjemmelavede lyserøde kys og modne ribs. Flot ser den ud, men mit kamera er gået i udu og det er jeg vist også for tiden.

Vi har en fælles problem: der er kun hvidt lys på skærmen.