Når man står foran at skulle rejse til Sharm el Sheikh, som situationen er lige nu er det jo ikke så lidt man får at høre fra familie og venner.

Men jeg har taget mine forholdsregler og læst på lektien:

… og mens jeg skrev om bobler og snotnæser, så tænkte jeg mest af alt på død og savnede dykkere - og på hvor forfærdeligt det må være for familien og på at jeg, ligesom resten af det danske dykkerbagland, tænker “hvorfor og hvordan” fordi vi gerne vil vide hvad det var der gik skævt og galt og gjorde, at det der gerne skulle være en fornøjelse og glæde og hobby pludselig blev til savn og undren og knuder i maven hos de folk, der kendte de folk der er forsvundet.

Stadigvæk.

Den sidste tid har stået i boblernes tegn.

Forrige uge var det gryder og potter der stod på komfuret og kogte og boblede:

Blommer, brombær, æbler hyld og nødder blev forenet med sukker, alkoholiske drikke, ingefær, citron og vanilje og ud kom flasker med styrkende drikke, kompotter til og sylterier der nok skal lysne de i den kolde vintertid. Mit skab er fuldt nu, og selvom der sikkert er flere ting der kan syltes, så bliver det ikke her i huset, før der er brugt af en del af lageret.

 Og mens gryderne stod og boblede på komfuret, så boblede Alfred inde i dynerne. Modsat hans bror, så er Alfred ingen udekat og en weekend med en dyne og en solstråle er lige hans form for underholdning:

I sidste weekend boblede det på en helt anden måde. Vi tog op til Nordsverige og nød det smukke undervandslandskab ved Väderöarna. Selvom navnet måske savner noget i poesi - Dykleif - så manglede der ikke noget i dykkeromsorg, mad og god beliggenhed. Og boblerne … det var dem vi lavede under vandet, sammen med fiskene og det utal af brandmænd der også findes omkring Väderöarna:

(billedet er dog taget af dykkerkæresten … og det er kun blogsymatrien der gør at brandmanden i dagens anledning svømmer sidelæns..)

… de sidste bobler i historien, er dem jeg kan slå med næsen… snotnæsen. For det der bobler inde i mig lige nu er mere snot end glæde.

At komme hjem og opdage, at foråret i mit fravær var kommet snigende, var den bedste afslutning jeg kunne få, på en ellers meget anderledes ferie.

Da vi bestilte ferie, ned til ‘Gyp-ten, for at dykke blandt smukke koralformationer og farverige fisk, havde vi hverken bestilt sandstorm, eller bostad i en lejr, der samtidig husede 68 efterskoleelever.

Men det var det vi fik.

Og med sædvanlig ihærdighed, fik det splittet min indre ro, glæde og fornøjelse og rimelig kort tid inde i ferien, opdagede jeg mig selv rødglødende og spruttende overfor en flok hylende teenagere, der havde opdaget fornøjelsen ved lige dele voksenfrihed og uhæmmet sukkerindtagelse.

Stolthed var ikke den følelse, der fyldte mig.

Bagefter.

Og mens de ikke holdte op med at være stille, stilnede stormen dog af.

Og de sidste par dage af ferien, foregik med smukke ture under vandet.

Blødt, mystisk, vægtløs.

Ellers er Egypten det grimmeste land jeg nogensinde har set. Det er svært at forstå, at det er der civilisationens vugge har stået.

Men den stod jo nok et andet sted, end i Mas Aslam, som ikke huser meget. Hverken downtown, eller i dykkerlejren.

Ferien varede kun en uge og det var lige tilpas. Meget mere og jeg var kommet lidt for meget i rutine med at rive hovedet af folk.

Og det ser jo ikke pænt ud i længden.

Så hellere læse bøger.

Måske denne.

Da jeg gik ud fra det, der skulle have været et møde, men endte som en enmandsforestilling, piskede regnen ned. Næsten symbolsk.

Det handler ikke om at glemme møder, eller være blevet syg. Heller ikke om folk som faldt fra og ting der ikke blev løst. Mere om en god energi der forsvandt og en rappenskralde, der kom frem og forsøgte at piske løs på andre for at få motivationen frem.

Og det var ikke det mest motiverende.

For nogen.

Så en beslutning, der havde modnet over tid, blev truffet. Et referat skrevet og sendt. Og en udmeldelse.

Man skal ikke blive ved med at være medlem af noget man ikke længere føler for.

Jeg har en teori om at man, når man er utilfreds med noget enten kan

• lære at acceptere det
• ændre det
• eller gå

og i dag nåede jeg til step tre.

Og jeg glæder mig over de venner jeg har fået, de ting jeg har opnået og så glæder jeg mig over det, der kommer til at ske fremover.

Ondt i røven - bogstavlig talt.

Ingen hentydninger, ingen subtile tekster med skjulte beskeder.

En træt og øm krop efter en fredag-lørdag på og i havet, med overnatning i telt.

Med slæbning af flasker og grej. Og endnu mere af det. Op og ned og frem og tilbage.

Med mad lavet på bål og hygge omkring selvsamme. Med samtaler om noget andet, og indsigt i andres verden.

Så jeg er brugt godt og godt brugt.

Godnat.

Hele ugen har vi hørt om og regnet med regn. Regn i store mængder.

Jeg havde gødet min have, pga. forventet skybrud. Vi har aftalt at hjælpe min mor i hendes have søndag - fordi det pga. forventet skybrud, nok var den dag i weekenden, der var mindst risiko for regn. En planlagt dykkertur lørdag blev aflyst pga. forventet skybrud.

Så dagen i dag var lagt op til indesysler og oprydning - og så får vi to dråber regn og nu skinner solen gennem skyerne - men kan da heller ikke stole på noget længere.

Vi havde hørt, at der skulle være dumpet sporvogne, ved møllerne ud for Kastrup Lystbådehavn. Om det er en and eller sandt, skal jeg være den sidste til at sige. Men jeg kan oplyse, at på trods af god sigt og 3 dykkerholds intense søgen omkring mølle nr. 20 - så blev det ikke meget andet end en pladren rundt på 3½ meter mellem krabber og ålegræs.

Men vejret var fint og møllerne pænt intense når man er helt oppe og tæt på.

Der er flere møllebilleder på 23:

Som byboer er 15 minutter på cykel og bil sådan cirka det samme. Undtagen i myldertiden, hvor man kommer betydelig længere for 15 minutter på cykel end i bilen.

Sådan er det ikke på landet.

Sidst jeg var derude, måtte jeg sande at 15 minutter i bil svarede til 10 kilometer på cykel.

Og øm numse i tilgift.

Imorges måtte jeg sande, at det tager længere tid at finde en gratis parkeringplads på mit arbejde, end at cykle herind og at 30 kr. kun køber mig 3 timers parkering.

Konklusionen er at det ikke kan betale sig at spare de 15 minutter, på lige at køre hjem og hente bilen - når man nu på sådan en helt almindelig tirsdag efter arbejde, har den glæde og fornøjelse at skulle dykke sig i det dansk/svenske vand ved Hven.

Efter at jeg havde valgt at bruge min søndag på at dumpe den anden dykkerprøve, istedet for at grave højbedene i min have efter det princip, der var i den bog jeg fik af min far i forsinket fødselsdagsgave - da jeg havde inviteret ham ud på en forsinket fødselsdagsmiddag … tog jeg på et seminar.

Og denne gang var det mig der stod bag podiet og sagde alle de kloge ord, orkestrerede folk og bad endnu klogere folk om at tale.

Og det var min indsats der efterfølgende blev evalueret - som jeg har evalueret så mange andre.

Og bagefter var jeg bare så træt … men efter en lur, hoppede jeg op på projektlederhesten og lagde grundplanen for min egen lille sommerfest.

Og jeg håber jeg har de samme evner på privaten, som jeg har på arbejdet.