Måske er det fordi jeg har været så ukreativ i så lang tid, eller måske er det bare fordi jeg er skruet sammen som jeg er. Uanset grund, så blev jeg ramt af præstationsangst i forbindelse med mit bidrag til den kreative pakkekalender og forkastede mit første arbejde.

Et pon-pon tørklæde:

Havde set et i en butik og tænkte at det kunne jeg da sagtens gøre efter. Og det kunne jeg da også - men jeg havde faktisk glemt at det at lave pæne pon-poner faktisk også tager tid.

Hvor butikkens tørklæde var i mange forskellige farver, valgte jeg at lave det i grå og gammelrosa/lilla farver. Egentligt fordi jeg tror det er min gavemodtagers farver, men også fordi jeg selv rigtig godt kan lide farver.

Efter at jeg havde fornægtet det som gave, tog jeg det selv i brug - og er blevet rigtig glad for det. Det passer lige præcist til min frakke, da det kan lukke til i kraven - og samtidig se dekorativt ud. Og der er da også kommet et par julegave bestillinger på det.

I første omgang lavede jeg et langt tørklæde, med pon-poner hele vejen rundt. Men efter bare kort tids brug fandt jeg ud af at længden ikke var foreneligt med cykling, og at de pon-poner, der sad i nakken og rundt om halsen blev fladtrykte.

Så efter lidt produktudvikling består tørklædet nu af et strikket midterstykke med 5-6 pon-poner på hver sin side.

Vejledning:

Pon-ponerne er lavet af forskellig garn, men garn der kan børstet op og blive fluffy er det bedste - og hvis man bruger meget fint garn, skal man have rigtig god tålmodighed. Hvis man har glemt at lave pon-poner er der en instruktionsvideo her:  How to make pon-pon

Mellemstykket er strikket og pon-ponerne er hæftet sammen ved at sy igennem dem (mange gange) og hækle mellem pon-pon’erne.

I den sidste tid har min kæreste nærmest på daglig basis, sendt mig mms’er med billeder af døde mus, der ligger lit de parade.

I dag blev musene suppleret med Bertrams første fugl, der lige som de andre små dyr blev slæbt hjem og præsenteret for kæresten. Selvom man ved at det er kattens natur, så er det alligevel svært at se det skønne i at blive præsenteret for små døde dyr, dag ud og dag ind.

Så er det noget helt andet at blive ringet op af vores receptionist og få at vide, at der er ankommet en buket blomster til mig.

Så det var med lette fjedrende skridt jeg smuttede ned og hentede min kærlighedsgave, som var så meget lettere at forholde sig til end døde mus og fugle. Og pigerne på kontoret blev helt bløde i blikket, da jeg fortalte at de var fra min kæreste og at han glædede sig til, at jeg snart skal over og holde ferie hos ham.

… og jeg blev lige så blød og sød, som kvinderne i interflora reklamerne….

… og jeg havde kun vredet armen ganske let om på ryggen af kæresten for at få ham til at sende mig blomster…

Så blev jeg i bogstavligste forstand ekviperet fra yderst til inderst, da eftermiddagen blev tilbragt hos frisør, tøjforretning og lingeributik.

Det sidste lyder med sexet, end indkøbet kan forsvare - da jeg nu er nået op i den alder (og størrelse) at underkjole og shapewear (eller støttetrusse), i dag er gået fra at være et ord, til en del af min hverdag.

Jeg troede vel ikke at det skulle ske, men ligesom sikkert mange andre kvinder har jeg jo set Trinny & Susannah og deres magiske trusser gøre en forskel på kvinder, og i dag var så den dag jeg kastede mig ind i det forbrugsræs.

Nu skal jeg så på egen krop undersøge om det udover at gøre en forskel på kroppen, også gør en forskel i hverdagen - da jeg på en daglig basis er en af de kvinder der både sidder ned og går på toilettet.

Man kunne selvfølgelig også skrue ned for madindtaget og op for motionen … men det er jo sommer og sårn - og når man kan klare det halve og en hel kjolestørrelse med en magisk trusse, så er det jo ikke at forklejne.

Og med nyt hår og kjole oveni, skal man jo heller ikke blive for svedt.

Da min søster for både 11 og 6 år siden satte børn i verden på disse tider, var det med en anelse børnefornærmelse fra min side, for hvorfor skulle de fødes lige præcis omkring min fødselsdag?

Jeg plejede jo at være centrum i universet, sådan i slutningen af februar og holdte mine store familie-venne-åbent hus-arrangementer.

Jeg kom dog over det.

Og da jeg alligevel begyndte, at være væk på både min og deres fødselsdage, gjorde det ikke så meget.

Indtil i år, hvor jeg igen er hjemme i moderlandet, på det tidspunkt hvor naturen ellers vender bagen til og siger at vi bare kan komme an.

Og i mellemtiden har min søster overtaget rollen, som hende der arrangerer familie- og venne-åbent-hus-arrangementer. Og selvom jeg elsker min familie, så synes jeg at tre weekender i synden med lagkager og boller, måske er lige i overkanten.

Så i år holder jeg pigefødselsdag.

6 smukke og dejlige kvinder, som på hver deres måde har beriget mit liv, her det sidste år, kommer hjem til mig og jeg glæder mig til at være i deres selskab. Jeg glæder mig til at give dem noget tilbage, fordi jeg synes at de har givet mig så meget. De kender ikke rigtig hinanden, så jeg er spændt på hvordan det kommer til at spænde an - men de kommer ikke til at sultne.

For jeg har tænkt mig at fodre dem af med følgende:

De bliver budt velkommen med en Melonsurprice. der består af frosne melonstykker blendet med en sirup af granatæbler og hyldeblomst - tilsat hvid rom, sour, og Grand Marnier. Dertil nogle gode chips og hjemmelavede blandede saltede nødder.

 Derefter sætter vi os til et tappasbord hvor de kan vælge følgende.

• Ajo blanco, som er en hvid mandelsuppe serveret med druer og røgede saltede mandler
• Vagtelæg og rejer, serveret med en krydderurtesalat, advokadokugler og rogndressing
• Marineret andebryst serveret i rispapir med strimpler af agurk, forårsløg og gulerod.
• En aromatisk pigesalat (uden piger, men med) rød basilikum, mynte, melon og granatæbler - stænket med appelsinvand, hyldeblomstsirup og citronolie

Dertil mere traditionel tappas som

• Tørret skinke
• Vildsvinepølse
• Balsamicomarinerede løg
• Artiskok
• Små peberfrugter med gedeost
• Forskellige oliven
• 2 rigtig gode oste

og selvfølgelig forskelligt slags brød, både hjemmelavet og købt og nogle lækre dressinger med forskellige krydderurter. Der bliver serveret rød- og rosevin til.

Desserten er fortsat i tappasformen og jeg har lavet små portioner af

• Sommerbærmousse (af hindbær, kirsebær, solbær og ribs)
• Hvid chokoladecreame i lag med karameliserede nødder - pyntet med lakridscreme
• Bløde søde lavendelkys
• og kinesiske nøddekager

Til desserten er der indkøbt portvin til dem der trænger - og dem der vil noget andet kan få en avec eller en likør, for vi har et skab fuldt, som alt for sjældent kommer i udbud.

Og så er der kaffe - med en total blærerøvschokolade, for dem der kan klemme mere ned.

Jeg tror det bliver godt, og jeg er glad for at jeg har valgt at lave mad der gør, at jeg kan sidde med til bords istedet for at fare frem og tilbage.

…. og nu vil jeg komme videre i programmet, for tingene laver jo ikke sig selv og jeg har ting på lister, som skal streges ud.

Jeg blev glad da min kæreste, kom hjem efter sin løbetur, med morgenbrød med en flot buket roser og liljer.

Det var skønt, at hjælpe hinanden med at forberede bruch til os selv og en kær gammel ven, jeg ikke har set i alt for lang tid.

At skåle i lyserød champagne med mennesker man kan lide, føles skønt indeni - specielt når det så bliver krydret med lækkert veltilberedt mad, lavet både i - og af kærlighed.

At snakke om mangt om meget og komme verden rundt i smag, trivsel og tanker. At læse i en anden, at man er helt ok - og føle det samme tilbage. Og at introducere to mennesker, der betyder noget for en for hinanden og opleve at det går godt, sætter smil på mit ansigt.

En telefonopringning fra søster, med spørgsmål om hvorvidt jeg har lyst til at komme med ud i sneen med hende og ungerne, gør mig glad helt ned i fødderne - og det var ærgeligt at det faldt sammen med det tidspunkt hvor vi lige havde sat os til bords.

Det er dejligt, når en rar eftermiddag sluttes med knus og kindkys og lovning på snarligt gensyn og ren kærlighed, når kæresten ofre en tiltrængt søndagsmorfar på sofaen og istedet går en lang tur med mig, gennem byens gader og langs byens stivfrosne vand.

Jeg synes jeg har haft en skøn valentins dag.

Og jeg føler mig privilligeret.

Der gik jo kun en enkelt dag med ingenting.

Da jeg vågnede søndag klokken 9.30, havde jeg ondt i ryggen af at ligge i sengen og så var jeg klar til verdens udfordringer igen.

Heldigvis havde jeg snydt og havde én lige ved hånden … så jeg tilbragte søndagen, med at ordne og plante blomster i min have.

Fredag havde jeg nemlig været i plantehimmel aka Kommunens Gartneri, som til rimelige priser solgte ud af deres overskudsplanter. Så jeg tryllede med blomster:

FØR

og

EFTER

Og gjorde min lille plet, meget mere tussenusseagtigt og lyserød:

Og så var det at man stod nede ved cykelhandleren og pustede luft i et halvfladt dæk og nærmest fik et grineflip over hans reklame på døren;

“YAKKAY - den første klædelige cykelhjelm”

(billedet er tyvsakset fra YAKKAY’s hjemmeside)

Mange ting kan man sige om det vovede forsøg på at mikse en ridehjem med en cykelhjem, der er forklædt som en kasket - men klædelig er nok ligefrem det ord, der springer i munden på mig.

Oprindeligt ville jeg have afsluttet med et rant om hvilken manglende accept af virkeligheden man som virksomhed har, når man ikke vil indse at cykelhjelme af natur ikke er klædelige. Og at det er ligemeget hvor meget stof, skygger, grafitti og blomster man putter på dem, så er de bare i deres natur halve æggeskaller man putter på hovedet - og æggeskaller bare ikke er sexede.

Men da jeg googlede siden for at linke til den, opdagede jeg at de faktisk har nogle hjelme der …… mumle …. mumle….

… ok, ser helt ok hæderlige ud.

Det har de så åbenbart også fået en pris for: Top 10 fashion and beauty ideas

… og så er det pludselig mig, der er til grin.

Der er rettet op på håret - frisøren blev genbesøgt og denne gang blev det mere til fruens smag. Krøller over det hele. Underligt at de har gemt sig sådan under det lange hår. Sådan er der så meget - og uden de rette omgivelser viser tingene ikke deres fulde potentiale. Det gælder både hår og mennesker.

Håret har det fint nu - mennesket slået lidt ud af kurs.

Men når jeg har sovet tre gange, så kan jeg vågne op og holde fri.

… og så fik jeg en bonus fra frisøren: en ægte overraskelse over min alder. Når man er træt ind til marven er det nu meget rart at man stadig kan blive skudt til at være 10 år yngre. Det forklarer måske også hvorfor jeg oprindeligt var blevet klippet i en frisure jeg selv synes var lige lovlig kæk og “ungdommelig”.

…men så sagde min gode ven også:

“Du ser nu så ungdommelig ud med det der hår… altså det er lidt ligesom det er noget, der er sat på ovenpå dit hovedet”

og lidt senere…

“Ja, jeg sagde det der med “sat ovenpå hovedet” fordi det er sådan en kliché at sige “det ser ud til at du har et dyr på hovedet… altså, det fylder jo rigtig meget…sådan ovenpå og i siderne…”

og efter lidt håndmadder og bemærkningen om at det måske var på tide at stoppe med at rode sig ud i yderligere fornærmelser kom afslutningen:

“… jeg kan ikke gøre for det, det er noget jeg har efter min far…”

Nej, jeg er stadig ikke tilfreds med frisuren og nu skal jeg have kontaktet frisøren for en omklip

Jeg gik ind til frisøren med hår langt ned af ryggen. Naturligt hår, karamelfarvet, mellemblondt. Ja, ja, lidt trist og træt at se på, det trængte til en klipning.

“Jeg tar’ lige lidt her og lidt der, det trænger til at blive lettet og løftet….og skal vi ikke lige friske farven op, det bliver bare en tone mørkere”

Med håret og mig fulgte naturlige øjenbryn, da jeg gik ind i butikken - ja, ja de trængte til at blive rettet til, der var da både et hår og fler’ der uden risiko kunne fjernes, men den direkte ordre var “naturlige bryn - bare en tilretning”.

“*pluk, pluk pluk* nu må du sige til hvis der skal fjernes mere”

Et eller andet sted gik der ged i kommunikationen, for da jeg meget mellemfornøjet forlod butikken 1½ time senere, var det med en sort punkrocker puddelhunde klipning og øjenbryn, der var plukket så tynde og nu sidder så højt oppe, at jeg går rundt med er konstant spørgende udtryk i ansigtet.

Men spørge det er nu også det jeg gør, for hvad var det egentligt der gik så galt der?