Skavanker


torsdag 21. marts 2013 kl.7:30

Det er som om at binyrebarkhormoner er alle lægers vidundermiddel.

Ondt i foden – *slam* så får du en kanyle med binyrebarkhormon sprøjtet ind. Problemer med ryggen eller albue … jammen det fikset da med binyrebarkhormon … og åndedrætsbesvær? Jammen så inhalerer du da bare noget binyrebarkhormon …

Det sidste fandt jeg da i hvert fald lige ud af her for et øjeblik siden – og blev pissesur på min læge.

Har døjet med hoste i et par måneder nu. Hoste og nys. Sygdom. Og så hoste og nys igen. Og var til lægen forleden.

Er nu igennem det helt store udredelsesprogram, med blod og urintest samt røntgen af lungerne.

Men mens det stod på ville han gerne give mig noget medicin, som hvis det virkede, ville påvise at det var noget astmabetinget. Da jeg tidligere har lidt af anstrengelsesastma når det er koldt, lød det meget plausibelt, at det kunne være sådan noget der spillede ind, nu hvor vejret ikke vil blive varmere.

Så jeg købte og inhalerende – lige indtil jeg fik læst indlæggelsessedlen og opdagede at det var det forhadte binyrebarkhormon, jeg stod og hældte lige ned i lungerne.

Og så blev jeg sur. Sur over ikke at få ordentlig besked, sur over at have brugt 450 kr. jeg dårligt har, på medicin jeg ikke har lyst til at bruge – og over at de her læger udskriver den medicin, som om at det var komplet ufarligt.

Binyrebarkhormon kan påvirke psyken på en lang række måder og det er er en risiko jeg ikke ønsker at udsætte mig selv for. Ubehandlet anstregelsesastma kan så til gengæld give en kroniske problemer med lungerne og nedsætte ens daglige livskvalitet pga. træthed, hoste, flere forkølelser og lungebetændelser.

… damned if you do and damned if you don’t….

onsdag 27. februar 2013 kl.10:09

Jeg burde have et tag der hedder “dårlige fødder” .. både på bloggen her og måske også ude i den virkelige verden, eksempelvis som et manillamærke sat rundt om tåen…

For der er ingen tvivl om, at jeg dels har skrevet meget om mine dumme fødder og at jeg også får en del trafik på søgeord som “forfodsnedfald” og “smerter i fødderne” og lignede.

Jeg ved jo godt at hele problematikken er startet med at jeg har trådt i noget sort magi og at jeg ikke betalte 200 rupies til en håndlæser i Indien, for at få det fjernet … men når man ser bort fra det, så har jeg efterhånden fået knyttet flere og flere diagnoser på mine fødder, uden at jeg nødvendigvis har fået det bedre med dem.

Jeg har forfodsnedfald og er platfodet (selvom nogen siger at det er jeg alligevel ikke), jeg har hypermobile fødder, springtå, knyst, gigt i storetåen og måske også oversensitive fødder.

Og da jeg i forrige uge var på Hvidovre Hospital for at få en “second opinion” fik jeg endnu en diagnose og en tilstand knyttet til fusselankerne:

Mortons tå

og

Mortons Neurom

Det første handler sådan set bare om at min “pegetå” er længere end min storetå. Det kaldes også græsk fod, fordi det var den fodform, der var den herskende (og klart den skønneste!) indenfor den græske kultur og skulpturverden.

Bonusinfo: er din storetå den længste kaldes det egyptiske fødder.. og det er jo en lille smule sjovt, at jeg efter et år i Egypten finder ud af at også mine tæer fornægter Egypten ;-)

Min fods form sammen med min platfodshed og forfodsnedfaldet (der igen har sammenhæng med ungdommens brug af stiletter og 80’er spidse sko) har så ledt mig hen til det lidelsen Mortons Neurom … som efter lægens forklaring er grunden til min oplevelse af, at gå på glasskår.

Det førte mig så hen til den behandling (indsprøjtning med binyrebarkhormon) som blev foretaget i umiddelbar tilknytning til at jeg fik diagnosen.

Og sjældent har jeg oplevet noget så smertefuldt!

Jeg burde have anet uråd da sygeplejersken stillede sig ved siden af mig med ordene “jeg er her hvis du har brug for at holde en i hånden” – en jeg var sej – også selvom han fortsatte med ordene “det kommer til at gøre ondt … rigtig ondt!“.

Og det gjorde ondt. Det gjorde ondt mens det stod på. Det gjorde ondt da jeg gik hjem og det har gjort ondt i mere end en uge efter, hvor jeg humpede rundt og var uforberedt halt.

Det gør så ikke ondt mere – men jeg synes heller ikke at jeg har oplevet nogen lettelse i symptomerne.

Og jeg overvejer om det egentligt altid er for det bedste at få afdækket alle kringelkrogene af ens krops skavanker? Eller om man i virkeligheden er bedst stillet med troen på at man engang har trådt i noget sort magi, og at man ved en rejse til Indien kan få det fjernet … måske endda stadig for 200 rupies…?

onsdag 20. februar 2013 kl.6:46

Jeg tror jeg altid har reageret på kriser med aktivitet. Derfor behandlede jeg også min nye civilstatus med lige at flytte op og ned på min bolig – og få malet fra top til bund … samtidig med at jeg lige gav den bundgas på motion og opbygning af virksomhed.

Og det gav mig en masse fed energi.

Nye rammer, lethed i indretningen, masser er af nye mennesker i et voksende netværk og opbygning af muskler. Det kørte på mange måder for mig

… men efter optur kommer nedtur.

Det siger næsten sig selv. Og jeg var også klar over det, da jeg kørte løs på min lille optursvind.

Men hvor meget og hvordan nedturen ville ramme mig, havde jeg ikke lige set:

Onsdag i sidste uge går jeg omkuld med en kæmpe forkølelse/ondt i halsen/hoste som jeg kæmpede mig igennem inden jeg kunne lægge mig til sengs.

I weekenden hvor jeg ellers nærmest ikke rørte mig, lykkedes det mig alligevel at knække en tand.

Mandag tror jeg at jeg skal til en fodundersøgelse – men den udvikler sig til at jeg få en ny foddiagnose slynget i hovedet og nærmest simultant jaget en kæmpe kanyle med binyrebarkhormon i foden for at “smadre nerven” …

Total overraskende, totalt overgrebsagtigt … og helt vildt smertefuldt, både under og efter.

Nu haltende, tager jeg så tirsdag til tandlæge.

Får forsøgsvis revet den halve tand ud …da lugten af rådenskab strømmer ud er jeg jo klar over at den ikke er helt god – men at den alligevel skulle være slem for 20.000 kr. kom alligevel bag på mig.

Så her onsdag ugen efter er jeg stadig snotforkølet, kan ikke støtte på den ene fod, har et krater i min mund – og ser mod en økonomisk afgrund jeg simpelhen ikke kan overskue.

Jeg ved at også det vil gå over, at min verden altid er cirkulær og de ting der går op kommer ned og når man er nede kommer man op igen.

Men lige nu og her er jeg sprød som kinesisk porcelæn og jeg står for enden af en bowlingbane og ser holdet geare op ….

torsdag 18. oktober 2012 kl.12:23

Jeg synes det er svært, når jeg virkelig, virkelig forsøger at være seriøs omkring mine fødder og giver dem indlæg og ordentligt (grimt – men sundt) fodtøj … og jeg så alligevel ikke bliver lille Lise let på tå.

Det bliver ikke nemmere når dem der er sat i verden for at hjælpe en, bruger to nanosekunder på mig, fødderne og historien og blot sender mig videre med et cd-rom, med mine fødder i røntgen og besked om at få lavet et nyt indlæg  og ellers gå i gummisko.

Jeg synes ikke at jeg bliver taget seriøst, nu hvor jeg ellers seriøst søger at tage mig selv og mit fodproblem seriøst.

Jeg har ikke lyst til at trave fra den ene fodindlægsfabrikant til den næste og hive 1000 kr. sedlerne op af lommen som jeg træder mine famlende skridt. Og det er ikke godt nok at jeg ikke får at vide hvad der egentligt er i vejen, hvad prognosen og fremtiden er og hvad jeg kan gøre for at gøre tingene rigtigt og hvad der er forkert.

Og det er godt nok svært at navigere i denne (nye) verden.

Heldigvis har jeg fået muligheden for at læne mig lidt op ad en andens erfaringer. Jeg har fået gode råd og navn på en der skulle være konge blandt fodindlægsfabrikater, jeg har fået indsigt i hvor der skulle findes de bedste ortopædkirurger og jeg har fået lov til at snuse i en anden følsom fods skosamling.

Og når man giver op overfor de professionelle og deres manglende råd, er det godt at kunne hente erfaring fra andre.

Jeg er ikke kommet i mål endnu, men havde jeg ikke fået den opbakning jeg synes jeg har fået via bloggen her, ja så var jeg da gået helt i udu, her efter mit sidste besøg hos ortopædkirurgen, der brugte lige så lidt tid på mine fødder som første gang og blot kunne supplere min fodhistorie med “slidgigt i storetåen … men det er ikke noget der betyder noget“.

Nu er det lykkedes mig at få en tid hos min gamle fodindlægsfabrikant, for at se om der er noget galt med det indlæg jeg har. Og en anden tid hos en ny fodindlægsfabrikat for at få en anden mening. Desuden har jeg booket tid hos en fodterapeut for at få forkælet mine fødder.

Og det sammen med et par nye adresser på fodtøjsforretninger til sarte fødder, som jeg skal besøge her en af dagene, håber jeg at jeg kommer lidt tættere på oplevelsen af at have styr på fusserne.

tirsdag 2. oktober 2012 kl.15:40

Når man ser amerikanske tvserier er tanken om en hypermobil partner, nogenlunde oppe på samme niveau, som to piger der slås med puder i deres undertøj. Så hot. Det der siger *wham-pang* … og får tungen til at rulle sig ud. Altså på de hankønsvæsener der kigger på

Overvejer om hypermobile fødder også gør det for dem?

For det er så det, jeg _også_ har.

Sammen med knyst, forfodsnedfald, springtå og platfodhed.

Fra påske og fremad, har jeg raskt ignoreret mine fødder. Puttet dem i de sandaler jeg har det så godt i og er travet lystigt rundt uden problemer. Indtil for sådan 14 dages tid siden hvor en forkølelse forklarede mig, at det nu var på tide at få sko på igen og mit mareridt startede igen.

Udover mine dukke-lise sko, havde jeg ikke rigtig noget fodtøj, så jeg måtte ud igen og se hvad jeg kunne gøre mig i. Bevæbnet med indlæg og tålmodighed var jeg gennem to butikker – og kom ud med de sko, hvis billede jeg har tystjålet fra new feets kollektion og sat ind nede i bunden.

For det blev new feet igen. Heldigvis i et lidt smartere udtryk end sidst. Men stadig langt fra stiletter og andet der oser af sex.

Hvis det så var sådan at mine fødder havde det som blommen i et æg, når jeg gik ud i verden i mine sko dyre sko med dyrt indlæg i så ville det være til at bære. Men problemet er jo bare at det gør de ikke.

Det gør stadig ondt.

Og så er det bare svært at holde ud og holde ved. For skal jeg have ondt i fødderne, så er jeg stadig så forfængelig, at jeg lige så godt kan have det i sko jeg kan lide at se på, som sko jeg selv synes er grimme.

Jeg har af kloge folk fået at vide, at jeg lige skal få gået mit indlæg til og at det måske er derfor jeg ikke har det fuldstændigt perfekt endnu.

Så jeg forsøger at væbne mig med tålmodighed (og grimme sko).

Og mens jeg gør det, har jeg også fået en aftale med en ortopædkirurg i stand. Og havde mit første møde med ham i går. Et meget hurtigt møde. Som udmundede i udsagnet om hypermobile fødder og en henvisning til en røntgenklinik.

Samt en fortælling om at jeg bare skulle gå i gummisko.

Gummisko havde det hele og specielt de tre ting der var godt for mine fødder: hælkap, stødabsorberende og kan snørres.

Jammen” sagde jeg. “gummisko går måske ikke til alt slags tøj“.

Men det gør det. Sagde lægen. Han havde nemlig være i USA og der gik folk med gummisko til alt. Han havde selv set mennesker i smoking og gummisko.

“... men nok ikke også til balkjoler?” sagde jeg til min kæreste, da jeg om aften genfortalte historien og var kommet mig over mit 2½ minutstjek, som jeg i øvrigt  havde ventet 2½ måned på.

Men jeg har ikke købt gummisko endnu. Og jeg overvejer lidt at droppe det der med sko igen, eller gå tilbage til de af mine gamle sko, som jeg ikke har fået afsat. Og hvis den hånd jeg har rakt ud efter hjælp ikke viser mig vejen til de vise sten, så overvejer jeg klart at putte mine fødder i noget smart igen …

StøvlerStøvlerStøvler

tirsdag 28. august 2012 kl.21:06

I går aftes fandt jeg ud af hvad det er der var galt med mig.

Altså ikke helt overordnet – men hvad det var der gjorde at jeg gennem den sidste uge bare havde fået det dårligere og dårligere.

Og jeg har seriøst haft det dårlig. Fuldstændigt energiforladt. Flere gange har jeg ladet min telefon ringe fordi jeg ganske simpelt ikke har magtet at tage den. Ingenting kunne jeg. Hele weekenden sov jeg, uden dog at blive udsovet. Jeg har været trist og ked af det – og hele tiden lidt ved siden af mig selv. Og jeg var, som det vist tydeligt fremgik for de folk, der har haft med mig at gøre, mildest talt åndsfraværende og kunne ikke huske fra min næse til min mund. Og tydeligst af alt så var jeg gennemsyret af følelsen “jeg magter det ikke”.

Ingenting magtede jeg. Spiste ikke og drak heller ikke rigtig. Og jeg var rigtig bange for hvad det var der var i vejen med mig og hvorfor jeg havde det så underligt.

Og jeg fik det bare værre og værre. Aftalte med min kæreste at hvis jeg ikke havde det bedre i dag, så måtte jeg gå til lægen – for et eller andet var der galt. Helt galt.

Jeg ved ikke engang hvad det var der fik slået hovedet på sømmet i går – men på et tidspunkt tænkte jeg at jeg måske ikke havde fået vand nok. Og jeg fik drukket en del – samt givet mig selv et re-hydreringspulver jeg har som en del af min dykkermedicin.

Allerede kort tid efter havde jeg det noget bedre. Mere vand og mere re-hydreringspulver senere var jeg nærmest normal. Og her i dag er jeg ovenpå igen.

Jeg tror, at det der er sket, er at jeg pga. dykning, varmen i Egypten og flyveturen har lagt grunden til en kraftig dehydrering, da jeg er tilbage i DK. Når jeg dykker og når jeg er i varmen ved jeg, at jeg skal drikke meget, men som de fleste andre glemmer jeg det når jeg er tilbage i hverdagen og så har jeg ikke fået re-hydreret mig – og med den fortsatte mangel på væske er processen bare kørt derudaf.

For hver dag der gik fik jeg det dårligere – fordi jeg blev mere og mere dehydreret. De tegn jeg normalt ser i forbindelse med dykning – som er hovedpine og behov for salt, var der også – men af en eller anden årsag så overså jeg dem (også fordi de andre symptomer fyldte så meget mere) og jeg tænkte slet ikke i de baner, der handlede om vand.

Men hold da op, hvor er jeg glad for at et eller andet fik mig til at drikke og få genoprettet balancen, så jeg ikke endte som en hængt kat og en indetørret rosin.

mandag 27. august 2012 kl.12:04

Måske er det fordi jeg ikke kan huske hvornår jeg sidst har været så træt, som jeg har været i den sidste uges tid.

Træt, træt, træt – med træt på.

Så træt at jeg ikke magtede en venindes fødselsdag i søndags, eller fællesarbejdet i haven, så træt at jeg glemt en aftale med en foddoktor i dag, en tid jeg har ventet på i 2 måneder. Har ikke set nogen mennesker siden jeg kom hjem og har sovet mine aftener og nætter væk, i sådan en grad at jeg har fået ondt i ryggen.

Har en lille smule feber og selvmedlidenhed nok til en mindre negerlandsby.

Så måske er det trætheden der får mig til at tænke på det der med at blive gammel – og det der med at sørge for sin alderdom mens man stadig kan.

Pensionen – som jeg stadig ikke helt magter at sætte mig ind i … men jo burde.

Hvor man skal bo.

Jeg ved godt at det måske er lige lovligt tidligt at finde sin pensionistbolig. Men samtidig ved jeg, at det handler om at se sin fremtid i øjnene og ikke vente med altid.

Og uanset hvordan man vender og drejer det, så er min lejlighed ikke fremtidssikret. Den er for stor, for dyr og allermest beliggende alt for højt oppe til, at det er her jeg skal bo når jeg bliver gammel.

Selvom jeg elsker at bo med kig til himlen og med kort cykeltur til min have – så er det ikke her jeg skal blive gammel.

Så jeg er nu for x’ende gang igang med at se hvad jeg kan bytte mig til. Jeg kunne godt tænke mig noget mindre, lidt længere nede, med altan eller allerhelst have …Og enten på Islands Brygge eller i Sydhavnen.

Og jeg får fine tilbud. Alle andre steder fra og jeg vil ikke udelukke at noget af det kan bruges. Men bare ikke af mig.

Så jeg venter og ser hvad der kommer min vej.

Mens jeg føler mig ældre end alle mine år.

tirsdag 17. juli 2012 kl.12:11

Man har så mange ting i Danmark – vedvarende sol er ikke en af dem. Men det gør mig faktisk ikke så meget.

Ja.ja, jeg klager da med over den dårlige sommer, det skal man jo som dansker. Men faktisk synes jeg ikke at det er så slemt, og når man er ude i det, er det jo sjældent at det regner h e l e dagen, så ind imellem kan man jo stikke snueskaftet ud og få lidt sol.

Og sol har jeg egentligt fået nok af i de 12 måneder jeg var i Egypten, hvor det var blå himmel praktisk taget hver eneste dag. Og siden jeg kom hjem er jeg blevet skoldet 2 gange, mens jeg drøner rundt i min have.

Men nu var det jo ikke vejret jeg havde i tankerne – og så alligevel:

D-vitaminer dannes primær i kroppen efter at huden har været udsat for sol. ” Ophold i solen i 5-30 minutter nogle gange om ugen i sommerhalvåret skønnes at være tilstrækkeligt” siger de kloge.

Og så er det bare at jeg spørger: “hvordan hulan kan det gå til at jeg kan komme hjem efter et års ophold i Egypten og få konstateret d-vitaminmangel?”

Det kan jeg så få svaret på i august, hvor det er lykkedes mig at få en tid hos den læge der pr. mail oplyste mig om min d-vitaminmangel.

Men med google som min ven, kan jeg se at rigtig mange af de småsymptomer jeg går og døjer med, svare til symptomer på d-vitaminmangel, så hvis noget ekstra vitamin kan gøre ting ugjort, er det da bare at få skovlet i sig.

Og apropos skovle i sig, eller det med at putte ting i munden, så har endnu en tandlæge fået overbevist mig om, hvis ikke bideskinnes lyksaligheder, så mine tænders udueligheder, hvis jeg ikke tager mig sammen og stopper sådan en i munden, på vej til sengen.

Det er den tredje bideskinne jeg forsøger mig med. Denne gang er det en “mini” en. Den omslutter kun fortænderne og skulle åbenbart kunne omprogramere min trang til at skære tænder, i løbet af 3 måneder.

Det der gjorde udslaget var en forfærdelig tandpine i sidste uge – der kom ud fra intetheden og nærmest slog mig omkuld. Tandlægebesøget i går viste så, at der ikke var andet i vejen med tanden, end at den blev så belastet af min skæren tænder. Så jeg var ved at smadre den i sådan en grad, at jeg stod over for en snarlig rodbehandling, hvis jeg ikke stoppede.

Tandlægen siger det ikke har noget med alder at gøre – og at man også kan opleve at lave rodbehandling af 6-årige.

Men jeg synes nu alligevel at vitaminpiller og bideskinner og rodbehandlinger hører  til ovre i rodekassen mærket “reparationsalderen” som bliver fyldt mere og mere op som tiden går.

… og så taler vi slet ikke om at der sammen med d-vitamindommen blev mumlet noget om letforhøjet triglycerid og cholesteroltal og at kostomlægning og motion pludselig er blevet lægeord.

mandag 11. juni 2012 kl.21:37

Jeg tror på at man skal lytte til sin krop.

Sin intuition og sin krop.

Men jeg forstår ikke helt hvad det betyder, når de fortæller to forskellige ting.

Jeg har aldrig haft det bedre end jeg har det nu. Jeg er så meget kommet på den rette hylde og beskæftiger mig lige præcis med det jeg vil og kan bestemme over mit liv på en måde jeg ikke oplever, at jeg har kunnet før.

Jeg er ikke i mål og jeg tjener ikke det jeg vil og jeg jeg mangler mange, mange ting for at være der hvor jeg skal være. Men jeg er på rette vej og jeg er sikker på mig selv, mit koncept og på min måde at nå derhen hvor jeg skal.

Men jeg har nu på X’ende måned kæmpet med en tennisalbue som jeg godt ved hvorfor jeg fik og som jeg ved jeg ikke har behandlet som jeg skulle. Og med hænder der når jeg vågner er følelsesløse og så kraftsvage at jeg nogen gange ikke kan klemme om en shampoflaske eller åbne låget på kattenes kattemadsdåse.

Jeg ved godt at min dykning og min have ikke gør noget godt for mine hænder og albue og jeg den læge jeg har skiftet læge har også bedt mig om at geare ned og ikke overanstrenge mig.

Og han har tappet blod af mig i store mængder. Desværre er testresultaterne gået i udu og prøverne skal tages om – men tre ting blev da konstateret: jeg har ikke sukkersyge, min blodprocent er i orden og det ser ikke ud til at jeg har leddegigt.

Så langt så godt … og jeg prøver seriøst med det der afslapning.

Men er der nogen der kan fortælle mig hvad jeg gør galt, når jeg mandag morgen efter en weekend dedikeret til afslapning vågner med ekstra smerte i albuen, totalt forstenede hænder og i tilgift en ryg der gør så ondt, at den vækker mig før vækkeuret?

Jeg gør alle de ting jeg kan lide + afslapning og alligevel skal jeg betale ved kasse 1.

Det er bare ikke fair.

Men nu har jeg også bare pakket til en dykkerweekend i næste weekend og så håber jeg at min krop er mere ok med det.