Men det går nok væk igen.

Ellers ville det være rigtig ærgeligt, at være indhaver af 6 fantastiske flødeboller, der på et tidspunkt i den nærmeste fremtid skal konsumeres.

For det skal de jo.

Og flødeboller er jo nærmest luft.

Og luft feder ikke.

… eller noget.

Også fordi at det betyder, at jeg igen kan glædes over årets skiften og at jeg lige præcis er her, hvor det hele vender og livsglæder suser igennem mig som en overfyldt forårsflod.

Jeg elsker den her tid, hvor forårssolen skinner med sin ubarmhjertlige klarhed og oplyser både vinterens hengemtheder og foråret fornyelser. Når himlen er skærende babyblå og træerne stadig står nøgne.

Om 12 dage er jeg nede i noget der er mere solrigt og varmt - men lige nu og her glæder jeg mig allermest til påsken og til at indtage sommerlandet på ny - og starte sæssonen op med gode venner, grill og havet lige nede af stien.

Men inden jeg når dertil, skal jeg ud i min have og se om alt sneen endelig er smeltet, om jeg kan komme til de sidste jordskokker, om mine forårsblomster er kommet op, eller om løgene er blevet ædt af rådyrene i løbet af vinteren - og om min nye hængelås har gjort sit arbejde, eller om jeg (igen) har haft ubudne folk på besøg.

Så jeg har pakket mig godt ind. Læsset forskellige forårsløg i poser og nu er jeg den der er smuttet.

Hej, forår - er det mig du smiler til?

• at spise rester
• og slappe af

… og lige præcis det, er noget af det jeg gør bedst.

Jeg plejede jo at være centrum i universet, sådan i slutningen af februar og holdte mine store familie-venne-åbent hus-arrangementer.

Jeg kom dog over det.

Og da jeg alligevel begyndte, at være væk på både min og deres fødselsdage, gjorde det ikke så meget.

Indtil i år, hvor jeg igen er hjemme i moderlandet, på det tidspunkt hvor naturen ellers vender bagen til og siger at vi bare kan komme an.

Og i mellemtiden har min søster overtaget rollen, som hende der arrangerer familie- og venne-åbent-hus-arrangementer. Og selvom jeg elsker min familie, så synes jeg at tre weekender i synden med lagkager og boller, måske er lige i overkanten.

Så i år holder jeg pigefødselsdag.

6 smukke og dejlige kvinder, som på hver deres måde har beriget mit liv, her det sidste år, kommer hjem til mig og jeg glæder mig til at være i deres selskab. Jeg glæder mig til at give dem noget tilbage, fordi jeg synes at de har givet mig så meget. De kender ikke rigtig hinanden, så jeg er spændt på hvordan det kommer til at spænde an - men de kommer ikke til at sultne.

For jeg har tænkt mig at fodre dem af med følgende:

De bliver budt velkommen med en Melonsurprice. der består af frosne melonstykker blendet med en sirup af granatæbler og hyldeblomst - tilsat hvid rom, sour, og Grand Marnier. Dertil nogle gode chips og hjemmelavede blandede saltede nødder.

 Derefter sætter vi os til et tappasbord hvor de kan vælge følgende.

• Ajo blanco, som er en hvid mandelsuppe serveret med druer og røgede saltede mandler
• Vagtelæg og rejer, serveret med en krydderurtesalat, advokadokugler og rogndressing
• Marineret andebryst serveret i rispapir med strimpler af agurk, forårsløg og gulerod.
• En aromatisk pigesalat (uden piger, men med) rød basilikum, mynte, melon og granatæbler - stænket med appelsinvand, hyldeblomstsirup og citronolie

Dertil mere traditionel tappas som

• Tørret skinke
• Vildsvinepølse
• Balsamicomarinerede løg
• Artiskok
• Små peberfrugter med gedeost
• Forskellige oliven
• 2 rigtig gode oste

og selvfølgelig forskelligt slags brød, både hjemmelavet og købt og nogle lækre dressinger med forskellige krydderurter. Der bliver serveret rød- og rosevin til.

Desserten er fortsat i tappasformen og jeg har lavet små portioner af

• Sommerbærmousse (af hindbær, kirsebær, solbær og ribs)
• Hvid chokoladecreame i lag med karameliserede nødder - pyntet med lakridscreme
• Bløde søde lavendelkys
• og kinesiske nøddekager

Til desserten er der indkøbt portvin til dem der trænger - og dem der vil noget andet kan få en avec eller en likør, for vi har et skab fuldt, som alt for sjældent kommer i udbud.

Og så er der kaffe - med en total blærerøvschokolade, for dem der kan klemme mere ned.

Jeg tror det bliver godt, og jeg er glad for at jeg har valgt at lave mad der gør, at jeg kan sidde med til bords istedet for at fare frem og tilbage.

…. og nu vil jeg komme videre i programmet, for tingene laver jo ikke sig selv og jeg har ting på lister, som skal streges ud.

Omverdensanalytiker

… specielt for alle de bloggere der findes i landet.

Det gør man så åbenbart ikke alle steder ;

Vi har brug for en ny kollega, som har gå på mod, humor og kan lide at agere i en til tider travl hverdag.

Jeg skulle alligevel læse det et par gange før jeg kunne se, at de ikke søgte en “som var på gå mod humor” … hvordan man så end gør der.

Og bøgerne skrev om hvordan man skulle lægger kartofler til spirring her i februar … og pludselig blev det nærmest livsnødvendigt at få fat i en gang kartofler, som jeg kunne lægge til spirring. Specielt fordi jeg de andre år har været for sent ude og ikke rigtig har haft det store udvalg at vælge imellem.

Men tilsyneladende har vinteren også ramt kartoflerne og det er åbenbart kun indeni mig, det er sæsson for læggekartofler.

Og med vejret i dag har jeg måtte sande, at tiden nok alligevel ikke helt er til kartofler og priklejord.

Men jeg har ryddet mit skrivebord, indkøbt frø,blå læggekartofler og priklejord … og når vejret beslutter sig til at skifte kurs, så er jeg den der klar til den kommende havesæsson.

Og indtil det sker, har den stået på vintermad og gæstebud - det første var en gang osso buco, der simrede i timevis i ovnen og det sidste min søster med børneunger, hvoraf den mindste blev udstyret kærestens musiksmag på ipotten.

Det er ikke som at lytte til solsortens forårssang, men det har nu alligevel sin helt egen charme, og selv den mest vintertrætte, må trække på smilebåndet, når Gasolin udsættes for en 6-årig.

gik jeg i selvsving som lørdagen

Jeg har gang i noget motorsport - en eller anden lille åben bil, med to sæder og et rimeligt laset interiør. Min co-driver er en pænt hysterisk japansk mand, der insisterer på at tale til mig. Meget. Højt. Og på japansk. Og heller ikke i drømmen forstod jeg japansk.

Vi kørte mod en kæmpe hal, hvor vi skulle ind og køre ræs. Men på vejen derind, opdager jeg en kæmpe bunke elefantlort. Den bliver jeg meget betaget af - og jeg er nødt til at eje en af klumperne. Fordi jeg ved, at man kan blende det med vand, koge det og lave papir af det. Og det har jeg så åbenbart et umiddelbart stort behov for.

Så stort at jeg på en eller anden måde får sneget mig væk fra den der racerbane/arena og … hjem på mine forældres badeværelse, hvor jeg står i deres lille opbevaringsrum ved siden af badeværelse og er igang med at se hvor jeg kan finde en pose henne.

Jeg vågner mens jeg overvejer om jeg skal tage en plastikpose fra hylden - eller i stedet droppe hele projektet og i stedet for kaste mig over en pose popkorn, som åbenbart også ligger i det her opbevaringsrum.

Og så er det jeg spørger … er der en drømmetyder til stedet - eller skal jeg ringe et helt andet sted hen?

Det var skønt, at hjælpe hinanden med at forberede bruch til os selv og en kær gammel ven, jeg ikke har set i alt for lang tid.

At skåle i lyserød champagne med mennesker man kan lide, føles skønt indeni - specielt når det så bliver krydret med lækkert veltilberedt mad, lavet både i - og af kærlighed.

At snakke om mangt om meget og komme verden rundt i smag, trivsel og tanker. At læse i en anden, at man er helt ok - og føle det samme tilbage. Og at introducere to mennesker, der betyder noget for en for hinanden og opleve at det går godt, sætter smil på mit ansigt.

En telefonopringning fra søster, med spørgsmål om hvorvidt jeg har lyst til at komme med ud i sneen med hende og ungerne, gør mig glad helt ned i fødderne - og det var ærgeligt at det faldt sammen med det tidspunkt hvor vi lige havde sat os til bords.

Det er dejligt, når en rar eftermiddag sluttes med knus og kindkys og lovning på snarligt gensyn og ren kærlighed, når kæresten ofre en tiltrængt søndagsmorfar på sofaen og istedet går en lang tur med mig, gennem byens gader og langs byens stivfrosne vand.

Jeg synes jeg har haft en skøn valentins dag.

Og jeg føler mig privilligeret.

Kæresten havde rørt mayonnaise til morgendagens bruch og spurgte om jeg skulle bruge hviderne til noget. Og inden jeg nåede at svare, foreslog han at jeg lavede marengs.

Jeg har aldrig tænkt det store om marengs, men havde alligevel i et stykke tid overvejet om jeg skulle prøve at lave italiensk marengs, for at smage forskellen.

Jeg brugte målene og vejledningen fra den anakistiske kogekone men foruden vanilje tilsatte jeg også lidt eddike.

Og WAU.

Jeg måtte fysisk stoppe mig selv, da jeg kom til at smage på den “rå” marengs. Havde jeg ikke gjort det, havde jeg ædt hele portionen i et stort grådigt sug.

En portion almindelige marengs er bagt, en portion vendt med nødde/mandelmel er i ovnen og en lille portion ligger i køleskabet og venter på at blive en topping til en dessert til morgendagens bruch.

Kæresten er glad, en af kattene har marengs i pelsen, den anden kunne godt lide dem … og jeg er sådan pænt mættet, af min nye sukkerkærlighed.