Opkald fra mand klokken 8.04: “Kan du ikke lige komme ned og låse dit kælderrum op, der løber vand ud fra rørene derinde”.*

Og jeg sprang i et par bukser og styrtede derned.

Og vandet fossede ud af røret og ned på alle de ting jeg har stående derinde:

Det værste er næsten at vi havde tre litografier stående dernede. Ikke fordi vi selv havde placeret dem der. De var blevet flyttet derned af ham der lejede vores lejlighed mens vi var væk - og vi var så ikke kommet omkring det at få dem op igen, efter at vi kom tilbage.

Og ellers så er det julepynt, påskepynt. Alle mine jurabøger der ventede på at vi fik en reol sat op. Min cykeltrailer, malerting, soveposer, telt, liggeunderlag og … ja, alle de ting man nu engang har i en kælder.

Vicevært, administration og eget forsikringsselskab er alarmeret og har taget affære. Der skulle blive støvsuget vand op og sat affugter derned i dag og om en times tid kommer der en forsikringsmand for at tjekke skaderne.

Og weekenden kommer vist til at stå på oprydning af kælderrum … og jeg skal lige have undersøgt hvor det vand egentligt kom fra og hvor rent det er.

*Netop de rør har gjort, at jeg har mit telefonnummer på døren da de en gang har givet anledning til indbrud i kælderrummet og en anden gang gjorde at alt hvad jeg havde stående dernede blev snasket til med boresnask

“Lovmand & Coach” kommer barnet til at hedde og der kommer forhåbentligt snart en hjemmeside til projektet - men for en gangs skyld er jeg lidt baglæns på it-siden.

Til gengæld er jeg forlæns på kundesiden og selvom jeg egentligt ikke er startet rigtigt, har jeg to kunder i hus. En stor kunde der giver mig beskæftigelse de næste 4 måneder og en lille en som virkelig har hjulpet mig med at definere mine ydelser og som nok sluttes ret snart, mange oplevelser rigere.

Da man ikke må lave iværksætteri på dagpenge og jeg ikke tør slippe den varme offentlige hånd før jeg har afprøvet om mine vinger kan bære, har jeg pt. tingene bygget op på den måde, at jeg er blevet ansat deltids hos hende jeg har en del arbejde for og at jeg så har min virksomhed bygget op omkring de ting jeg må lave som lønnet bibeskæftigelse.

For selvom det er sådan at man efterspørger iværksættere og ønsker at vi skal arbejde os ud af krisen, så gælder det ikke for dem der er arbejdsløse.

Eller det må man da godt. Man skal bare kunne gå fra 0-100 uden støtte.

Når man er arbejdsløs må man gerne have lønnet bibeskæftigelse - når den altså er godkendt af A-kassen. Man skal dog stadig stå til rådighed for arbejdsmarkedet og det betyder at man ikke må lave noget lønnet bibeskæftigelse i almindelig kontortid.

Man må kun beskæftige sig med det om aften og i weekenden. Og skal man have kundekontakt er det i samme tidsrum. Man må maks. arbejde 15 timer om ugen med det - og deri er også medregnet den tid man bruger på at bygge virksomheden op. Og man må maks. tjene 150.000 kr. om året på det.

Og så må man heller ikke have ambitioner om at man kan forøge indtægten og komme til at leve af det man laver ved bibeskæftigelsen.

Men man må godt søge beskæftigelse og man må gerne have flere forskellige arbejdsgivere og være ansat med forskellige ansættelsesbrøker og i kortere eller længere tid.

Så det er det jeg gør lige nu.

Søger ansættelse hos mindre virksomheder, der har brug for hjælp til at bygge -eller udvikle deres HR-afdeling/administration. Og der hvor jeg ikke får ansættelse, men opgaver der kan løses udenfor normal arbejdstid, løses de via min virksomhed.

Og hvad er det så jeg kan? Hvad er det jeg sælger i min butik:

Jeg kan hjælpe med at opbygge den administrative side af en virksomhed, jeg kan bygge en HR-afdeling, tjekke at man ansætter korrekt og har de juridiske sider i orden. Jeg kan også gennemføre afskedigelser eller udvikle medarbejdere og ledere. Jeg kan kigge på de arbejdsgange man har og lave vejledninger, som gør arbejdet nemmere.

Med min jura i baghånden kan jeg eksempelvis lave en medarbejderhåndbog og sikre at det der står i den er lovligt og med min coachuddannelse og udviklingserfaring kan jeg komme bagom frustrationer og skabe ressourcebaseret løsninger og udvikling af både individer og virksomheder.

Min målgruppe er mindre virksomheder (0-50 ansatte), gerne iværksættervirksomheder eller virksomheder der har gennemgået et generationskifte, da den type virksomheder ofte har stor fokus på deres kærneydelse, og derfor har et hængeparti på det administrative bagland og HR-siden.

Mit fokus er at lave ydelser der kan aflæses på bundlinjen. Der skal være mening med det jeg laver - jeg sælger ikke *fluff* og kaster mig ikke omkring med managementfloskler eller namedropper de sidste ledelsesteorier.

… og jeg glæder mig til at komme igang.

Alligevel er det ofte nemmere at huske på sine pligter end sin nydelse.

Og den ene gang efter den anden er jeg nødt til at stoppe mig selv og spørge for hvis skyld jeg gør dette eller hint. Ofte og tit opdager jeg mig selv gøre noget, der handler om andres behov fremfor mine egne … eller endnu værre, at det er min fortolkning af andres behov, der får mig til at gøre ting.

Og det er måske endda dobbelt fjollet.

For jeg vil noget andet med mit liv end før.

Jeg vil ikke knokle rundt til jeg trimler omkuld med stress og dårligdomme. Mens jeg løser andres liv og gennemfører deres projekter.

Jeg skal have glæde i mit liv og er jeg en tur i Korsør og befinder mig i en skov mellem ramsløg og anemoner, skal der være tid til at stå ud af bilen og nyde det ultrakorte øjeblik, som foråret egentlige er.

Og jeg må gerne prioritere familie højere end pligter og tage ud og spise pasta hos min søster i hendes forårskåde have på en tirsdag.

Men det er svært at bryde års indarbejdelse af pligtfølelse - men ind i mellem skal man altså spise chokolademaden først, hvis det er den man har mest lyst til.

Og har fundet ud af, at jeg ejer 3 grønne asparges, der titter op af jorden med et bestemt udtryk, et æbletræ med 5 blomster og et kirsebærtræ med mere end 20.

At både lilje- og kongekonval ser ud til at komme, at lupinerne vokser voldsomt … og ja, det gør de fandes skovjordbær også … stadigvæk og hele tiden. At mine tulipaner ser lidt knotne ud og slet ikke blomstre som dem i de andre haver, men at der er tonsvis af perlehyacinter og påske-og pinseliljer hid og did.

Jeg har Mads og Monopolet i ørene, efter at jeg lige har afsluttet en telefonsamtale, hvor jeg fik fjernet en sten fra en dejlig dames hjerte.

Min pc er koblet op til verden på et modem …. og damned, hvor er jeg bare glad for den der verden og den plads jeg har i den.

Og af alt hvad jeg ejer i verden, er jeg lige nu allermest lykkelig for mine 3 grønnes asparges og mine 5 æbleblomster.

Tiden var gået og muligheden for praktik var udløbet.

Min tålmodighed var også udløbet.

Og  det fortalte jeg da også den sagsbehandler jeg fik i røret. Da hun kom med en lidt spag melding om “at det ville blive noteret på sagen at vi har mistet endnu en praktik“, så jeg en lille åbning og selvom jeg egentligt ikke havde tænkt mig at bruge energi på at klage over dem, fik hun den fuldstændige og ubarmhjertige bredside af mine tanker om deres sagsbehandlingstider og inkompetente skrankepaver.

Og var faktisk lydhør.

“Det er for dårligt og vi beklager“, sagde hun. Og selvom det kun er ord, var det fornuftige ord at bruge overfor sådan en som mig. og hun syntes at jeg skulle klage.

Men jeg vil ikke bruge min tid på at klage, over at jeg ikke kan få en ulønnet praktik. Jeg vil hellere bruge min energi til at få et lønnet job. Men jeg ville gerne give dem mit telefonnummer og mulighed for at ringe mig op, hvis de ville have nærmere besked.

Så det fik de.

Og de gjorde faktisk brug af det.

Først blev jeg ringet op af en “supervisior”, som desværre ringede mens jeg havde min telefon lukket og derfor bare lagde en besked. I går var den pågældende sagsbehandler så blevet bedt om at ringe mig op.

Han beklagede også rigtigt meget (og sikkert også i sit stille sind over at have mig i røret og få råt for usødet) - han kunne også fortælle mig at det (måske?) nok var min A-kasse, der er anden aktør i min sag, der skulle have lavet min sag.

Den udtalelse fik mig langt udover mit røde felt.

For hvis det er sandt er det da topmålet af inkompetence, da det betyder at der er lavet fejl 5 gange:

• Først hos min A-kasse, der jo konkret henviste mig til (Jobcenteret der henviste til) Arbejdsmarkedcenteret.
• Dernæst hos Arbejdsmarkedcenteret, der jo bekræftede at skemaet skulle afleveres hos dem.
• Igen hos Arbejdsmarkedcenteret, der jo kvitterede for min ansøgning og altså ikke tilbageviste mig til A-kassen.
• Atter hos min A-kasse, som jeg snakkede med i anden anledning og fortalte om den her praktik og viste endda skemaet og fik bekræftet at det skulle behandles af Arbejdsmarkedcenteret.
• Og så lige yderligere de to gange jeg rykkede Arbejdsmarkedcenteret for svar. Begge gange blev der kigget på skemaet, uden at nogen talte om at det skulle til A-kassen.

Uanset hvad, så fortalte manden mig at han kunne have mine papirer klar, så jeg kunne starte i en praktik på mandag.

Og jeg fortalte ham så, at som jeg havde sagt indledningsvis, så var tiden gået og der var ikke længere en praktikmulighed.

For istedet for at sidde på min dertil indrettede har jeg selv knoklet for min beskæftigelse og skabt mine egne rammer og jobmuligheder.

Og her i dag skal jeg skrive min første kontrakt på en deltidsbeskæftigelse i de kommende uger, samt papirene til min A-kasse så jeg kan have lønnet bibeskæftigelse.

Fundamentet for min kommende virksomhed er ved at blive bygget.

Og det vil jeg hellere bruge min energi på, end ulønnet praktik, langsomlig sagsbehandling og inkompetente skrankepaver.

…. så det gør jeg.

Og det er gået ganske godt.

Hun har været nysgerrig og rundt, og rundt og rundt om huset, uden dog at forlade den sikre have.

Hun har klatret i stort dansk egetræ, og både fejlet og vundet og kommet en lille bitte smule til skade. Og har også overlevet det og fået trøst.

Hun er gået ud og ind og har spist og drukket og er fortsat med at bruge kattebakken ….

Hun har oplevet dansk forårsregn og det var ikke lige et hit, men så havde hun heldigvis et hjem at komme tilbage til.

Og endelig har hun smeltet sin nye missemors hjerte på præcis samme måde som hun smeltede mit og min kærestes …

Hun er i den grad flyttet til Vejle og er blevet fuldt integreret i sit nye hjem med missemor og misseven.

Gode gener førte mig gemmen mine 30′ere, som var jeg i 20′erne og starten af 40′erne som om jeg var i 30′erne.

Jeg levede også mit liv, som var jeg ti år yngre.

Startede på universitet da jeg var i midten af tyverne og løb hornene af mig mens jeg var i 30′erne. Opdagede at jeg alligevel gerne ville have børn, da jeg var omkring 38 og gik først igang med de mere seriøse forhold, da nærmede mig de 40.

Mens nogen folk på min alder fik teenagere og endda børnebørn, omgikkes jeg folk der fik deres førstefødte og prøvede ligeledes at sætte småfolk i verden.

Og jeg var så meget nede med det hele, boede i det hippeste af det hele - det nyrenoverede Halmtorv med udsigt over byens tage, og da jeg var 40 havde jeg intet praktisk tøj, mine “praktiske sko” var højhælede støvler, og jeg havde stiletter, blankt hår, fuld makeup og mine negle var altid nypolerede.

Og *vumpf* her hvor jeg har rundet det halve af 40′erne er det som om at min alder har indhentet mig BIG TIME.

Min krop folder sig ud på en ganske uklædelig måde og selvom jeg hver eneste uge tænker “i morgen” eller “jeg går i gang på mandag”, så kommer det ikke meget længere end til tanken, med det der træning.

Mine knæ, hænder og ryg giver sig når jeg bevæger mig ud i verden og prøver kræfter med de ting, der tidligere var det rene ingenting at få gjort.

Jeg kan lide portvin. Og jeg nyder at drikke et glas (men drikker mig i øvrigt sjældent fuld … for hvem gider længere spilde en dag med at have tømmermænd?).

Mit ansigt folder sig omkring mine læber, der er en tør plet på min hals, hvor det ser ud til at der om lidt lægges an til kalkunpludder. Der hvor der engang, sad en smilerynke når jeg havde smilet meget den foregående dag, er der nu lavet en blivende fold, som nok så meget creme ikke kan udglatte.

Mens mit hår har mistet sin længde og fylde og jeg har fået en frisure, der er praktisk og ikke kræver uanede mængder tid og stylingsprodukter at sætte, må jeg konstatere at grokraften stadig er til stede i kroppen, den udvises dog bare på andre hår end hovedhåret.

Jeg er holdt op med at farve mit hår. For første gang siden jeg var omkring 18 har jeg noget der vistnok er min egen hårfarve. Men på trods af at jeg troede jeg ville blive gråhåret som 24 ligesom min farmor (der havde det flotteste lange hår lige til sin død) så har jeg hverken arvet gråheden eller hendes fantastiske hår.

Min mor og min kæreste kan lide min naturlige hårfarve. Selv synes jeg at det mest af alt er en gang leverpostej … og hvornår er jeg lige blevet sådan en der gør hvad min mor, eller en mand synes jeg skal?

Jeg har købt mine første fodformede sko - og da jeg forsøgte at returnere dem og de ikke ville tage dem tilbage, var jeg ved at græde i butikken. For hvad skal jeg med sko, der slet ikke ligner mig?

Min kæreste grinede af dem og spurgte om jeg ikke havde kigget på dem inden jeg købte dem?

Og i går var jeg i teater og ude og kigge på et rækkehus i Rødovre.

Og jeg kunne lide det.

…. og jeg tror at jeg ligenu er ved at gå i panik og få en 40 års krise. (Eller måske 30?)

Hvilket jo også vil være passende da jeg jo forlængst har passeret den alder hvor jeg bør gå i panik over de her ting ….. Og jeg er sikker på at jeg i virkeligheden kunne klare altid og al forfald - hvis jeg bare kunne blive ved med at gå i pæne sko.

Og det er ikke de her: nye praktiske sko

Det er naturligvis gjort i en god mening. Det kan jeg godt forstå. Selvom jeg ikke kan identificere mig med det billede af mig, som andre mener jeg åbenbart skal have.

En knap så god mening, var den udmelding en rekrutteringsansvarlig gav mig efter en samtale. Personligt kunne han lide mig, min profil og mit drive … og var også “ok med min stresshistorie, men han var ikke sikker på, at virksomheden ville være ok med det.

Jeg kan egentligt ikke helt selv greje om jeg synes det er værst, at andre skal være ok med “min stresshistorie”. Eller at nogen ikke er ok med det.

For hvad er det de skal være “Ok med”?

• At jeg har været gået ned med stress?
• At jeg er kommet ovenpå igen?
• At jeg tror, at jeg kan klare et arbejde?
• (eller faktisk ved det)
• At der er en risiko for at jeg kan gå ned med stress igen (ligesom alle andre mennesker)?
• At jeg modsat andre mennesker nu kender mine stresssymptomer og ved hvornår og hvordan jeg skal reagere?
• At jeg er kommet helt vildt styrket ud af det her og ved hvor mine grænser er?
• At jeg efter et års sabbat i den grad kan mærke mig selv, og hvad andre mennesker gør ved min energi - så jeg kan sige til og fra på opgaver og mennesker, og skabe den bedst mulige balance mellem arbejde og privatliv?

Er det ikke alle sammen ting, alle kan være ok med? Om som det er ok at leve efter?

Jeg oplever ikke længere, at det at jeg har været gået ned med stress gør mig til en dårligere eller skadet arbejdskraft. Nærmest omvendt.

Jeg er godt klar over, at jeg ikke var på det her sted, efter første gang jeg gik ned med stress og at den sidste chef jeg havde, havde en grund til at mene at jeg ikke var ok.

Og han har også ret.

For da jeg startede på det arbejde, var jeg på ingen måde kommet mig ordentligt over min første omgang stress. Jeg var udover det, stadig fedtet ind i noget frustration omkring den måde jeg fik afviklet mit tidligere job på. Jeg var vred, ked af det og havde i virkeligheden stadig mange stresssymptomer.

Eller om man vil - jeg var stadig “nede” med stress.

Det er jeg ikke i dag. Og når jeg møder andre der er “nede med stress” kan jeg sagtens genkende symptomerne og jeg kan se, at de gerne vil dele deres historie med mig og føle at vi er sammen om det her.

Men vi er ikke på samme side. Vi er ikke engang i samme bog.

For i dag er jeg lykkelig for min stress.

Det at jeg gik ned med stress er nok noget af det bedste der nogensinde er sket mig. Og jeg ønske, at alle der gik ned med stress, kom igennem det og fik det ud af det, som jeg har fået.

Min stresshistorie er, at jeg er blevet et lykkeligere og meget mere afklaret menneske - og jeg håber at den indsigt, er noget jeg kan bære med mig i resten af mit liv.

Var jeg ikke (igen-igen) gået ned med stress, havde jeg ikke taget et sabbatår. Og havde jeg ikke taget et sabbatår, havde jeg ikke været igennem denne her proces hvor jeg langsomt er helet og har fået års frustrationer og negativitet skrællet af mig, sådan at jeg nu virkelig kan mærke hvad jeg ønsker og hvad der giver mig energi.

Og hvem der giver mig energi.

For mens der måske ikke sker så meget her på bloggen, så sker der en masse ude bagved skærmen.

Og det med hvem og hvad der giver mig energi, er klart mine nye rettesnore.

Sammen med bevistheden om at jeg ikke vil nøjes.

Jeg vil have det hele - og det tror jeg at jeg kan få.

Så jeg er helt ok med min stresshistorie.

Og jeg håber at du også bliver det.

U P D A T E

På facebook var der en der havde nedenstående billede på sin profil … og på en eller anden måde, så siger det egentligt mere præcis det jeg mener:

Jeg vidste jo godt at det med starttid ville blive lidt presset, for selvom ham jeg først snakkede med i Jobcenteret på Vesterbro sagde der var en sagsbehandlingstid på en uge, så fik jeg jo et brev om at sagsbehandlingstiden måtte være maks. 3 uger … og loophullet “hvis jeg ikke fik svar indenfor 3 uger, så ville forud for fristens udløb få en melding om hvornår jeg så ville få svar”.

Ja, i min røv, ville jeg.

Hvis 3 ugers fristen løber fra de modtager mit brev så udløb den i fredags og hvis den løber fra de svarer mig den 27. marts, så udløber den i dag. Og jeg har hverken fået svar eller besked om hvornår jeg vil få svar.

Og det mest barokke er jo at det jeg beder om lov til, er at få lov til at lægge nogen gratis arbejdtimer et sted hvor jeg ikke tager noget fra nogen, men ret sandsynligt vil kunne skaffe mig en indgang, et lille stykke ude i fremtiden.

Det tænder mig i den grad af når dem der skal hjælpe folk på vejen, istedet for spænder ben for dem.

Min a-kasse har været fantastiske og jeg kan kun smide roser og anbefalinger i retningen af AAK, for de gør et virkeligt fantastisk job og med en energi og en positiv ånd. Min fagforening har egentligt også holdt nogen ok kursus og været der for en … men SYSTEMET, det som egentligt skulle hjælpe mig videre, har i den grad været på tværs og en ordentlig omgang møg.

Men, som de jo også fortalte mig tidligere, så er det min egen skyld, for jeg kunne jo bare have sørget for at vi fik en anden regering.

Og der har de jo ret. Jeg var ikke hjemme da der var valg.

Så det er jo nok min egen skyld.

Med skyld på.

…. og jeg kan jo også bare lade være med at forsøge at skabe mit helt eget job og egne muligheder, for det er de i hvert fald ikke gearet til, og slet ikke i det her tempo.

Så det gør vi - og jeg kan naturligvis ikke lade være med at blogge om det … så det hele kan følges på http://grisefesten.wordpress.com - og ja, det er da totalt overkill at lave en blog om en fest …. men når man nu har muligheden og synes det er sjovt - ja, så er det det der sker.

Det der bloggeri, griber da også om sig og gud og hver mand laver da snart sagt en blog om alt!

… men du er velkommen til at læse med hvis du vil.

P.S. Har aldrig været god til at holde tingene på et lavt blus

P.P.S Er rigtig god til at gøre tingene til et projekt….