I stikkontakten sidder der en Feliway og sender sine beroligende-hunkatte-tilfredsheds-hormoner ud i lejligheden.

Vi har været nødt til at tage Topper tilbage og skal nu se om vi kan få lavet en lidt mere lykkelig indslusning. Hende og vores gamle katte imellem.

Jeg føler mig som det ondeste menneske, sådan som jeg skalter og valter med de her kattedyr og slæber dem frem og tilbage.

Alt sammen i den gode sags skyld - men hold da op, hvor det virker som om at der er langt til de goder, der ligger bag alle handlingerne.

Min nevø reagerede på katten og så er det klart, at vi ikke bare kan lade hende blive der. Selvom både kat og mennesker ellers virkelig så ud til at trives sammen - lige så snart hun kom derop, var hun den samme glade kattemis, som hun havde været, før vi kom hjem med vores gamle katte.

Nevøen er kommet i gang med noget zoneterapi, der hvor dem der har passet vores andre katte, har gået og er kommet af med allergien. Hvis det hjælper er det fantastisk og vi vil så prøve med katten senere - og hvis det ikke hjælper, så hjælper det sikkert mod noget andet.

Men det korte af det lange er, at vi er tilbage til start med katten.

Så derfor er lejligheden delt op i to zoner og der er sat katteberoligelse i stikkontakten - og opsendt håb for at vi kan få det til at gå op i en højere enhed denne gang.

Noget af det var måske meget forståeligt, man(d) kan jo have forskellige holdninger til hvor mange puder, der skal være i et hjem, men andre ting fattede jeg ikke rigtig at de ville af med, jeg har i hvert fald selv svært ved at undvære opvaskestativet og thermokanden.

Alle vores billeder var også kommet en tur i kælderen, endda et pænt dyrt litografi jeg havde fået af min far - heldigvis var ingenting blevet skadet under den store oversvømmelse sidste år

Det var en spøjs oplevelse at rode gennem den flyttekasse og de poser der var stillet derned. Opleve hvordan mange af mine ting var blevet vejet og fundet for lette.

Da jeg gennemgik tingene, valgte jeg dog også at skille mig af med noget af det. Og en af de ting jeg valgte at smide ud, var en gammel skumgummimadrads. Den havde stået bag min seng, og havde ageret blandet ryglæn og nødgæsteseng i efterhånden små 10 år.

De sidste havde den bare aldrig rigtig gjort, fordi jeg egentligt har omkring 4 andre steder folk kan sove og vi sjældent når op på flere overnattende gæster.

Så den røg ud. Blev stillet til storskrald.

Og fik ca. 5 minutter i rummet, før jeg så en fyr komme derind og tage den med sig.

Og i den helt store kosmiske sammenhæng, var det da rigtig rart at opleve, at den genstand, der lige var blevet kasseret af ikke mindre end to personer, nu pludselig kunne komme ud og få et nyt liv.

Når sådanne ting sker, så er det bare så meget lettere, at få smidt ud.

Op af trappen i fuld firspring og døren ind til lejligheden kunne godt genkendes, selvom ingen af kattene ellers umiddelbart havde udvist nogen form for genkendelse af os, ude hos plejeforældrene.

Inde i lejligheden fik de et kort møde med egypterprinsessen Topper og det gik på ingen måde som planlagt.

Vi havde regnet med at en gensidigt præsentation ville være et piece of cake - Topper var jo vant til mange andre katte og vores to drenge var jo nogen af de roligste katte og vi havde aldrig hørt dem hvæse eller knurre af noget.

Så let gik det så ikke.

Drengene løb knurrende efter Topsen, som livræd fandt ly under et bord, som de andre ikke kunne nå ind under - og så blev de ellers adskilt for resten af tiden.

Topper opfører sig på samme måde som hun gør, når der er hunde i nærheden og deres størrelse og det faktum at Alfred på et tidspunkt gøede gør det på ingen måde nemmere. Lige nu sidder drengene udenfor glasdøren ind til spisestuen og Bertram lyder som en sirene - mens Topper sidder under bordet med store bange øjne.

Selvfølgelig kan man ikke sige noget ordentligt om drengene, Topper og fremtiden udfra sådan et kort møde og den korte tid der er gået, men der er ingen tvivl om, at det er nogen andre katte vi har fået hjem, end dem vi afleverede for et år siden og at både de og vi skal genfinde hinanden igen - og at Topper så vidt det er muligt, ikke skal være en del af den genforening.

Her i nat virkede det ellers som om at den rene idyl og lykke havde indfundet sig; Bertram lå i ske med min kæreste og Alfred lå og spandt mellem mine ben - de har ikke fået lov at sove i seng i det år de har været passet ude, så der var stor nydelse på tapetet - indtil Alfred lige skulle over og bide Bertram i nakken….

Der er ingen tvivl om, at det har været hårdt for dem at blive flyttet og jeg håber ikke at vi fik flyttet dem en gang for meget.

Derfor kommer prinsessen nu op til min søster, som jo skal overtage hende hvis alt går vel og så kan drengene og vi forhåbentligt genfinde hinanden i god ro og orden.

Og hvorfor skriver jeg det?

Da jeg for lidt over et år siden besluttede at sige mit arbejde op, og tage et sabbatår sammen med min kæreste, ønskede jeg mig bare et år hvor jeg ikke skulle arbejde, et år hvor jeg kunne være mig selv og bestemme over mig selv og min tid - og få ro i sindet. Jeg ikke så meget som overvejede at søge om orlov, for jeg skulle så meget ikke tilbage til den arbejdsplads, eller det arbejdsområde.

Så jeg sagde op og fik mit år, og tak for det.

I dag er min kæreste lige kørt afsted til sit arbejde, efter sin orlov. Han ved ikke præcis hvad han skal lave, men der står to stillinger og venter på ham og den kommende tid skal vise, hvor han mere præcis skal hen.

Og mig?

Jeg har lige præcis alt den egentid foran mig som jeg ønskede mig så brændende sidste år … og jeg kan mærke, at det lige pludselig er pænt skræmmende og at jeg egentligt ville have det rimelig godt med, at skulle møde op på et sted og blive sat igang med at arbejde.

Økonomisk skal vi nok klare os, vi har en løn + en understøttelse indtil jeg enten finder arbejde, eller får noget op at stå.

Men tanken om at det ikke længere er mig der bestemmer om jeg skal være i arbejde eller ej, og at jeg måske kan ende i længere tids arbejdsløshed føles pludselig meget nærværende.

Det er jo ikke fordi at det som sådan kommer bag på mig. Jeg har jo hele tiden vist, at jeg ville komme hjem og være arbejdsløs, men på en eller anden måde er det alligevel først sådan rigtig krøbet ind under huden på mig idag - og jeg kan mærke, at jeg bliver rigtig meget påvirket af al den der krisesnak og de stigende arbejdsløshedstal.

Jeg har ting i ærmerne og jeg har planer der skal undersøges og møder der skal planlægges og afholdes - men alligevel kan jeg mærke at noget skiftede rundt på sig idag og jeg håber seriøst, at der snart er bud efter mig og mine kompetencer … og jeg håber at jeg får det formuleret, sådan at jeg får lige præcis hvad jeg ønsker mig på den konto.

Om lidt skal vi op til min mor. Deroppe står nemlig vores bil, som nu er gået igennem synet og er blevet indregistreret. Da vi hentede den var den møget ind i halm og skidt og bremserne var rustne, så selv en ordentlig omgang vask og pænt meget bremsning fra synsmanden ikke kunne få den gennem syn.

Bilbremser er ikke det eneste der ruster, efter et års hensættelse. Egentligt er vores lejlighed og ting sluppet fint gennem en udlejning til fremmede, men selvfølgelig er der lidt her og der. En knivspids der er bøjet, nogen låg der mangler, en skuffe der har fået vand, en anden der kører trægt, et par pander der er ødelagt eller rustet af forkert (eller mangelfuld?) brug.

Men det kunne have været meget værre.

Mange vaner er også rustet. Der er ting som jeg ikke kan huske hvor jeg plejer at have dem, eller nye vaner er kommet ind over - og det er egentligt helt ok, for jeg ønsker ikke bare at genindtræde 100% og fuldstændigt uforandret i mit gamle liv.

Men mange ting falder alligevel automatisk i hak. Og det er egentligt også ok - for nogen ting skal først modne før der kan gøres endelig op med det.

Ellers er vi stadig igang med at rydde op og rydde ud. Min kæreste regnede med at det ville tage et par dage at få alting på plads ..  jeg - som jo havde mokket alt derind, regnede med at det ville tage et par uger og jeg tror vi måske landet et sted mellem de to - færdig er vi i hvert fald langt fra, men vi har da noget noget.

Men meget mere når vi ikke i dag, for lige om lidt kommer gryderetten under armen, og så går turen op efter bilen, forbi min far til eftermiddagskaffe og min mor til selv-inviteret middag, for der skal også være plads til gensyn og besøg, når sådan en hverdag skal stykkes sammen igen.

Men jeg ved også, at det ikke er det jeg vil.

Jeg vil eksempelvis gerne leve et noget mere simpelt liv, og det er noget svært, når der i mit hjem ligger sæk efter sæk med ting, tøj og sager - som jo er helt ok, har et minde, er brugbare eller måske endda kostbare, men som jeg ret beset ikke har brug for, eller bare ikke bruger.

Noget bliver smidt væk, givet til genbrug eller sat til siden for nærmere granskning, og  jeg håber seriøst at jeg kommer til et sted, hvor det bliver lettere og lettere at smide ud - for hvor mange tørklæder, frakke, glas og køkkenting er det lige man egentligt har brug for?

Lige nu har jeg smidt en uåbnet sæk blandet sko og støvler ind i bunden af mit skab, der står 3 sække med genbrugstøj i køkkenet og der er en flyttekasse med køkkenting som jeg overvejer at smide uåbnet på genbrug, da jeg egentligt ikke tror at jeg på nogen måde mangler noget i mit køkken.

Jeg har nok af alting og tror egentligt ikke at jeg har brug for mere dims i mit liv.

… og jeg overvejer hvor længe den følelse mon varer?

Så sidder hun der så smuk og fin, vores lille egyptiske souvenir. Landet på alle fire poter her i et fremmed land. Hun har taget alting så utrolig fint, så mange af vores bekymringer vedrørende hende kan vi puste væk som morgendug på et spindelvæv.

Hun ville jo ikke bruge kattebakke dernede. Jo til at ligge i … hvilket jo ikke er det mest funktionelle. Når hun skulle, så pev hun og blev så lukket ud. Men da hun kom herhjem, så lavede jeg en bakke til hende Der kom sand i den og hun gik op og rullede sig i den - og jeg tænkte, at det aldrig kom til at gå - men derefter gik hun op og tissede i den og hun har gjort alt hvad hun skulle i den lige siden.

Her i går opdagede hun så vinduerne - og bruger nu noget tid på at sidde og kigge ud. Det virker ikke som om at hun som sådan gerne vil ud og jeg oplever ikke at hun på nogen måde er frustreret over indelivet.

Men planen er, at hun ikke skal være indekat, både for hendes og for vores skyld.

Hvis min nevø kan tåle hende - han har haft antydningen af noget der måske er katteallergi - så er det planen at hun skal ud til min søster, da de flytter ud i et lille hus til foråret. Et sted , hvor hun igen kan få noget udeliv, lidt kattekammerater og måske fange en mus eller en vildfaren fugl.

Jeg håber det lykkedes for os at finde et godt sted til hende, selvom det vil være sindsygt svært at skulle sige farvel til hende efter alt det vi har haft sammen i det sidste år … men det vil alt andet lige være bedre for hende at bo et sted hvor hun kan komme ud - og meget nemmere for os at have 2 katte som vi ved at vi kan tage med os rundt og har pasning til hvis vi ikke kan.

Så indtil videre er det. det vi satser på.

8 år er en gammel dame i blogsammenhæng, og det var da også med en svag rysten på hænderne jeg satte bloggen på pause og oprettede min rejseblog til året i Egypten.

Det har været rigtig fint, at skrive et andet sted og jeg kan se, at min nye blog gav mig nye læsere og placerede mig et andet sted i blogosfæren. Jeg kunne dog også se, at en del af mine hits kom via denne blog og at jeg blev ved med at have googlehits her, selvom jeg ikke skrev hernede.

Hvad der sker - blogmæssigt - fremover ved jeg ikke 100%, men indtil videre har jeg besluttet at skrive videre herinde, så derfor til både nye og gamle læsere … velkommen til, jeg glæder mig til at vi skrives og læses ved …..

Del1, 2 og 3 finder du her: del #1 januar - marts, del #2: april - juni og del #3: juli - september - det er fra bloggen “Et år i sandaler”.

Oktober

I oktober begyndte vejret at blive udholdeligt igen. Vandet var stadig varmt nok til, at jeg kunne dykke i shorts og t-shirt, men luften kold nok til at man kunne holde ud af være oven vande.

Jeg fik besøg af en gammel kollega, og fik samlet op på nogen af fortidens synder (hans) og nutidens ynder (mine) og genopfrisket den friske tone mellem os.

Med oktober kom også italienerne (og fluerne og myggene) tilbage. Alle havde de været væk hen under sommeren, men med de lidt køligere dage var de tilbage. Det betød at der igen blev lidt liv i bolig området og at vi endelig fik lavet den lås, der var gået i stykker i juli måned.

Jeg dykkede mere og mere. Nogen gange som guide for venner, bekendte og gengangere og andre gange som betalt guide for centeret. Og da min computer stod af i oktober, var det heldigt at det var samtidigt med at vores ven Tom for 3. gang var hernede, sådan at jeg kunne låne hans computer i den tid der er tilbage hernede.

Som året gik på hæld begyndte nogen af instruktørene at tage afsked med livet hernede og i oktobermåned måtte vi sige farvel til Attila, som jeg har lært en masse om makroliv og dykkerstil af.

Det var også i oktober at jeg sammen med Sonja var i Nabq, på en tur der endte med en spontan middag i vandkanten, sammen med en flok af hendes bedouinvenner. Det var smukt at se solen gå ned bag bjergene, mens månen stod op over vandet.

Både min kæreste og jeg havde travlt i vandet og vi nød de sidste af årets fiskefulde dyk - ikke helt vidende om hvor meget temperatur og dyreliv sidenhen ville falde.

November

Med efterårets kommen - og dertil hører også november, selv i Egypten, kunne vi godt mærke at solen havde svigtet DK. For vi fik travlt med kursister, gengangere og venner der kom ned og besøgte os. Der var travlhed både over og under vandet og det var rigtig skønt at mærke … også helt konkret på lakridstallet, der blev pænt forøget, af alle de gæster vi fik.

De var ikke kun lakridstallet der var blevet forøget - Toppers vægt var også kommet noget op i højderne. Og mens vi andre kunne begynde at tælle kalorier op med småkager og æbleskiver til 1. søndag i advent, måtte Topper tælle ned til spisetiderne og indse at rationerne blev mindre og mere besværlige at komme til, da hun simpelthen blev sat på ration.

Desværre fik vi også ravet noget sygdom til os - for mit vedkommende var jeg nærmest underdrejet i 14 dage … og bl.a. derfor blev november brugt til meget sengeligning og boglæsning og ikke meget fotografiering.

December

I december kom der endnu flere gæster hjemmefra - og jeg startede måneden ud med et forsøg på at skabe julestemning … og hver dag i december blev forsødet af lakrids som Gitte havde haft med til mig.

De gæster der var hernede var meget aktive, så der var flere ture til Dahab ligesom der blev arrangeret ture til Thislegorm, natdyk fra båd og meget mere.

De dage jeg ikke dykker, bruger jeg morgen på at gå til pilates. Træningsstedet ligger ca 20 min. gang fra hvor jeg bor og jeg går frem og tilbage og nyder at morgenen er kølig og frisk. Og da jordbærsæsonen så småt starter op igen, føles det virkelig som en dansk sommer.

Sammen med søde Sonja er jeg igen på tur. Denne gang ude i ørkenen, hvor vi spiser sammen med en af hendes venner og ser natten falde på, stjerne komme frem og hører den store stilhed, der runger ude i ørkenen.

Midt i måneden tager jeg første skridt ud i tek-dykningens verden. Det er sjovt og udfordrende og meget, meget lærerigt.

Min dejlige veninde kommer på besøg og jeg nyder en uge med venindesnak, pilates, fælles dykning, Dahab, middage og lidt mere snak. Det er fantastisk at have nogen man kender så godt, så tæt på i så lang tid og vi har en dejlig jul sammen.

Vi er 8 juleaften og til den efterfølgende julefrokost. Og alt er dansk og traditionelt, takket være min veninde, Thomas og Marie - der i den grad bragte julen (og dens mad) ned til os. Og mellem alt spisningen dykkes der igennem hele ugen.

Dykkercenteret inviterer på julebowling og de fleste i centeret møder op og det er sjovt at se den iver som specielt det egyptiske personale lægger for dagen.

Da vi når frem til årets sidste dag, og vi er ved at være ved vejs ende - er vi egentligt også pænt trætte. Det kan godt være at vi bare har dykket, daset på en båd, lært mennesker at kende og spist en masse i mellemtiden - men vi har gjort det ret aktivt.

Nytårsaften bliver en stille affære med bare min kæreste og mig .. vi lytter til dronningen over netradioen og vi snakker om vores fremtid om hvad vi egentligt vil med hinanden, livet og 2012.

Og det er egentligt to ret tilfredse mennesker der tørner ind i seng sådan ikke for længe over midnat - og når jeg sådan kigger tilbage på året der gik, synes jeg faktisk at jeg med ro i sindet kan sige, at jeg brugte året … og brugte det godt.

Januar

Året startede med at vi fik endnu et besøg fra Danmark. To venner fra dykkerklubben kom ned og fik lidt “varmt vand” under finnerne. De synes at vandet var helt ok - mens vi andre gik og pev over kulden. Dykningen pev ingen af os over, for den var god. På den første dykkerdag så vi fritsvømme muræne, napoleon, haj!!, eagleray og skildpadde.

Sammen med dem fik vi sagt ordentligt farvel til både Dahab og Thislegorm. Dahab brillerede med at være helt vindstille og sommerlig - samt to legesyge blæksprutter og en nøgensnegl i dagslys. Thislegorm var også helt venlig og vi havde det praktisk taget hele … og det var skønt at få sagt ordentligt farvel til rigtig fine dykkersteder.

Efter alt den gode dykning, kom den onde snue og i små 14 dage kunne vi ikke dykke. Da vi endelig rejste os fra sygelejet og var klare nok til at stå på benene, men endnu ikke klar til dykning, endte vi med at tage til Cairo og få set de der pyramider…

Samt alt det andet Cairo havde at byde på af kultur, revolutionsrester og almindeligt liv

Den sidste halvdel af januar blev brugt til at sige farvel til dykkersteder, mennesker - afklaring af Toppers fremtid og endelig til pakning.

Og den 25. januar 2012 - præcis på årsdagen for Egyptens revolution, tog vi flyet hjem og landende igen i Danmark.

Et år fattigere - men mange, mange oplevelser rigere…..

Vi fik også sagt ordentligt farvel til alle de andre skønne dykkersteder og endelig også til alle de mennesker vi har lært at kende dernede

Juli

Efter et stykke med sommer hjemme i Danmark, var varmen ikke mindre belastende hernede. Jeg har oplevet at svede fra steder på kroppen, jeg ikke vidste at man kunne svede fra. Jeg har siddet stille på en stol og haft sveden drivende af mig og jeg har dryppet på mine tæer, bare ved almindelig gågang.

Så det er ikke så underligt at al tid der ikke foregik på en båd, blev tilbragt i skyggen, indedøre med aircon eller endnu bedre i Dahab, hvor det altid blæser, hvilket er rigtig, rigtig rart om sommeren.

Juni var hård på andre måder, for det var også den måned, hvor Killingen forsvandt - desværre nok ikke efter egen vilje. Hvilket vi dog ikke kan bevise. Jeg var seriøst ked af det … men måtte også erkende at Egypten og katteliv er anderledes end i Danmark og der gik ikke mange dage før vi måtte kæmpe en hård kamp, for ikke at blive katteforældre for endnu et kuld killinger.

Men er livet i overfladen hård, er det noget andet i vandet:

Ingen billeder kan i virkeligheden vise den mangfoldighed og rigdom som Rødehavet viser om sommeren. Shark & Yolanda er det smukkeste sted at dykke - men kæmpe stimer af fisk som man kan blive fuldstændigt fortabt i.

Det er fabelagtigt med tryk på alle bogstaverne.

Og mellem dyk og sved, så knoklede jeg på med min Divemaster. Det var rigtig meget teori der skulle læses og en hel del øvelser der skulle udføres, testes og vurderes. Jeg var med til en del undervisning og havde også selv ansvaret for en del af det. Det var spændende og det var sjovt og jeg var rigtig, rigtig tilfreds med valget af instruktør. Hun var virkelig dygtig og et rigtig godt selskab.

Og mens det var varmest og alle mennesker og dyr forsøgte at holde sig inde og dadlerne blev modnet på palmerne, begyndte Ramadanen. Og folk blev sløve og dvaske og nærmest alle steder kunne man finde folk (vagter, butiksansatte, vores staff) som sad i et hjørne og småsov. Og vi andre drak og drak for ikke at blive dehydrerede og man følte sig altid en lille smule skamfuld når man gjorde det foran en troende muslim.

August

I august får jeg endelig gjort min Divemaster færdig og jeg tager en lille pause fra dykkeriet

Jeg har mig et par rolige morgner og kommer igang med nogen af de “projekter” jeg har haft liggende i baghovedet. Sylter nogen af de frugter der er i sæson (belært af erfaringen “ta’ dem når de er der”), prøver om jeg kan få nogen frø til at gro (hvilket jeg ikke kunne).

I august forsvinder Topper også. Først tror vi at hun er helt væk ligesom Killing, og naboens to katte, men senere kommer hun tilbage og vi finder ud af at vi ikke vil kunne finde ud af lade hende blive tilbage når vi rejser. Vi går igang med at få hende gjort klar til turen til DK. Det er også i august at kærestens vane med at slutte dagen med en cola og en stang saltstænger virkelig rodfæstes og der indkøbes lager af saltstænger.

Og endelig er august måned der hvor den første juleforberedelse gøres i og med at jeg sylter et glas med kirsebær til julens risalamande (og jeg skal hilse og sige, at de blev rigtig gode!)

Inden august bliver til september holder vi en lille ferie og tager til Dahab … og dykker (!). Et lille morgendyk lokalt .. og så afslapning resten af dagen. Det er seriøst ferie og vi nyder det og det bliver ikke bedre, da jeg endelig får mulighed for at se en søhest og kæresten finder et sted hvor de sædvanlige 2-3 øl er suppleret med en hvedeøl.

September

I september har kæresten fødselsdag og op til det havde jeg gjort mig mange krumspring for at få bestilt hans gaver og få dem bragt herned. Hans gode ven Tom kom til fødselsdagen og de stempler og neoprenbukser havde fået fat i, var heldigvis noget han kunne bruge. Bytning var heller ikke mulig.

Noget der også kunne bruges var de svinemørbrad, omviklet med bacon som vi serverde på den fødselsdags BBQ, vi holdte for kæresten. “Væk som dug for solen” er en sneglebetegnelse for den raskhed hvormed de forsvandt.

Tom var her i 14 dage og det var 14 dage med gode og en lille smule slemme oplevelser. Det var super at hænge ud i pølen om aften efter en travl dag på vandet. De to venner tog et teknisk kursus, der skulle give dem kompetencer på dyk ned til 100 meter og det hele endte med at min kæreste kom en tur i Trykkammeret. Det var ikke nogen rar oplevelse.

Så var det en noget finere tur vi sammen tog ud til Ras Mohammed, hvor vi så det hele lidt fra oven, i forhold til når vi dykker derude.

Til sidst fik Topper en tur. Op på bordet og med nål i poten … hun skulle gøres klar til hjemtransport, for Tom skulle have blodet med hjem til Danmark, så det kunne sendes til Tyskland.

September var også den måned hvor for alvor fik gang i gymnastikken igen. Startede på zumba og pilates - det var skønt at få rørt sig igen og det er rigtig rigtig rart, at der ikke er nogen billeder fra timerne.