Er der nogen der prøver at fortælle mig noget, eller er det bare skæbnens ironi, at jeg for andet år i træk, er syg på lige præcis den dag, hvor arbejdet gennemfører influenza-vaccinationer.

Hvorfor er det så meget mere kedeligt at være syg, end at drømme om at være syg?

I fantasien er det noget med store hvide fluffy dyner og kæmpe hovedpuder. Blomster anbragt rundt om i rummet. Tjenende ånder der bringer varme toddier eller kolde drikke. Et lille distkret nys og et charmerende pust i en ren klinex. En der holder en kold klud på den varme pande. Spørger en, om man har brug for noget og man tappert siger “Nej tak, jeg skal bare lige hvile mig lidt, så får jeg det snart bedre”.

Virkeligheden … den er så helt anderledes.

ÿv!

Jeg vil være syg i en film!

venter ikke forgæves

Den er lige ved at være der – en lille smule mere varme, en lille smule mere sol, og så er det nu.

Jeg kan allerede ane duften. Som et tyndt, tyndt lag lægger den sig yderst i duftmønstret i lejligheden. Jeg ved at om en dag eller to – så vil duften vælte mig i møde, når jeg træder ind af døren. Nærmest slå mig omkuld – overdøve alt andet. Beruse og glæde mig, mens det står på.

Mens jeg sidder her og prøver at planlægge morgendagens velfortjente fridag, med optimal nydelse og selvforkælelse er min krop i gang med sin egen lille leg. Næsen stopper til og løber, sår’n lidt på skift … men det siger jeg dig – krop – vi har en fast regel her i huset … ingen sygdom på fridagene!

“Det er godt at være fisk – for fisk, de er nemlig gode til at lege”

Så det gjorde vi så – os to fisk – På Danmarks Akvarium sæl’følig!

P.S.
Jeg skulle hilse og sige at det er bedre at være fisk end dem, der der er halvt menneske og halvt hest for de vil hellere læse avis og drikke kaffe.

Det er skæbnens ironi – eller det, nogen vil kalde sur røv – når man jagter rundt efter en kop kaffe, og den ene kaffemaskine efter den anden går i opløsning, når der trykkes “bryg” og jeg derfor ender up _uden_ kaffe – men alligevel _med_ kaffepletter på den nystrøgne hvide skjorte.

Man skal passe på med hvad man ønsker sig – det kan risikere at gå i opfyldelse.

Efter en lidt for hektisk måned, ønskede jeg mig en fredelig weekend. En weekend uden planer, uden forventninger til mig – en weekend hvor jeg kunne tilfredsstille min lyst til at lave ingenting.

Det har jeg så fået.

P.S …. jeg keeeeder mig!

“Hvor er du dygtig” siger jeg til mig selv og klapper mig på skulderen. Så længe jeg ikke kigger for langt nordenfjords kan jeg sagtens bilde mig selv ind, at jeg er en dygtig og habil husmoder. Specielt i dag, hvor jeg er kommet min indre hulekvinde i hu og har sanket til huse.

Jeg har kogt æblemos og den dejligste æbleeddike er sat til trækning – og så ryddede jeg også lige vindueskarmen for mynte og satte den lækreste myntesirup over.

Inspirationen til min mynte-sirup kom selvfølgelig fra hende den unævnelige, men jeg laver den med det – uden tvivl – mest smagfulde sukker, der findes. Mørk Muscovado.

Mit køkken lugter af aktivitet og sensommer – og selvom det foregår i et mini-format, er jeg tilfreds med min aktive morgen.

Efter at jeg i et godt stykke tid har bildt mig selv ind, at jeg “nok ikke røg så meget”, og derfor købte 10 stks pakker med smøger (men oftes to af gangen) – har jeg i den seneste uge nået til en erkendelse af, at det nok er løwn.

Jeg kender stadig ikke det præcise antal – men ved at det er en hel del over ti, men (vistnok?) under 20.

Men jeg ved, at jeg er ved at være træt af det. Egentligt ikke så træt af at ryge – selvom intet levende menneske ikke er klar over skadevirkninger med rygning. Men jeg er træt af at rygning – min rygning – er blevet et socialt problem.

Jeg er en hensynsfuld ryger. Jeg pulser ikke spædbørn i hovedet og jeg har ingen problemer med at gå uden for, når trangen bliver for stor. Faktisk bryder jeg mig slet ikke om at ryge i ikke-ryger hjem, selv når jeg må. Fordi jeg ved, at jeg efterlader mig mit spor.

Jeg er træt af, at i et samfund af færre og færre rygere, stikker min vane, mit behov mere og mere ud. Fra at være noget der et langt stykke hen af vejen var noget hyggeligt og socialt, er rygning blevet asocialt. I og med at gruppen af rygere er blevet mindre, er den blevet mere marginaliseret – og hvor fedt er det i længden at stå og snakke med andre rygere om hvor forfulgte vi er… i regnen og blæsten … i døråbningen eller på bagtrappen.

Hvor fedt er det at vælge ting fra eller selv blive valgt fra på grund af en vane – og når alt kommer til alt, så handler det om kontrol eller mangel på samme, når nikotinen tar’ over og bestemmer, din daglige færden.

Og det påvirker mig…. mere end snakken om heldbredet (som endnu ikke er påvirket) eller økonomien (der sagtens kan bære mit cigaret-forbrug) ….. så jeg har taget imod et tilbud om et rygstop-kursus på mit arbejde …. det starter i næste måned.

p.s.
5 smøger måtte lade livet under skrivning af denne post – udtaget af den nyligt indkøbte 20 stks pakke som fabrikanten i øvrigt er begyndt at skrive mit navn på