Foran mig, på en bøjle hænger min fine kjole og lakskoene står højhælet og blankpoleret, klar til festen i aften. Min veninde er i bad og lyden af dæmpet musik bliver iblandet lydene fra badeværelset.

Herinde er behagelige 25-26 grader og et strejf af sol kommer ind af vinduerne, heroppe på 52. sal. Omkring mig er tånhøje bygninger, men når man læner sig ud over den forvoksede franske altan, kan man sagtens se vandet.

Der bygges for fuldt drøn alle steder omkring hvor vi bor, men heldigvis er støjen ikke ulidelig her om weekenden og inden jeg får set mig om, har jeg sikkert vænnet mig til den, ligesom lavendelduften i lejligheden.

Det her er helt anderledes end alt det andet Asien jeg har set. Først og fremmest er der betydeligt flere europæere og ingen kigger på en og siger “Hallo Mam” eller forsøger at sælge en noget. Der er heller ikke utallige cykler og gamle osende lastbiler og busser. Ingen kvæg går løst på gaderne.

Det er en topmoderne superby og det ved man jo godt. Ligesom man ved at der er bøder for at smide cigaretskod og tyggegummi på gaderne. Men det er også total ferieby nede ved floden og effektivt med drønhurtige rulletrapper ned til det underjordiske gangsystem, man kan tage rundt i byen.

Og så er det hygge med en dejlig veninde … og nu et bad, efter et par timer ved poolen og så klar til middag og dans.

Det er lige til at holde ud…

… at det skal blive heldagsregn, når morgen lige nu er ufattelig smuk

… at jeg er ude og opleve det, endda før solen står op

… at jeg nu sidder her, badet i anstrengelsens sved og solopgangens stråler

Og at næste gang vi løber, så er det med min kæreste i Norge og mig i Singapore – forbundet af den samme vilje og med de samme ord i iPotten.

Hvis nogen skal starte på at løbe, så vil jeg klart anbefale det der program c2K5. Selvom vi har haft vores spekulationer over om vi nu kunne gennemføre, så er vi nu på slutningen af vores 6 uge, er gået fra en maksimumløbetid på 60 sekunder til 20 minutter og stadig ved både godt helbred og godt mod.

Det er gratis og lige til at downloade … og jeg får ikke noget fra nogen ved at anbefale det – og når jeg kan, så kan alle..

Ved vejs ende er jeg ikke. Men den opgave, som jeg selv havde opfattet som en råskitse, blev af min vejleder betragtet som noget nær færdig.

Og hvor jeg normalt, ikke ville have accepteret en andens ord frem for min egen mening, gav jeg efter og sagde til mig selv, at det så er ok nu. Jeg behøver ikke at lave en hel masse mere på det her, jeg kan faktisk betragte mig som være nået i mål.

Jeg mangler nogle smårettelser og noget finesse, og så mangler jeg at læse en masse litteratur og få disponeret min eksamen, men jeg er pænt på vej og det behøver ikke at være op ad bakke resten af tiden frem til 3. december.

Efter et par hektiske måneder, som har trukket ressourcer ud af mig på forskellige måder, så kan jeg faktisk køre bare en lille bitte smule på frihjul, den næste stykke tid.

Og det skal jeg lige vende mig til – men heldigvis kan jeg snart vende mig til det et sted, hvor der godt nok ser ud til at være pænt meget regn … men også en dagstemperatur på nær de 30 grader:

Jeg har i den sidste tid knoklet løs på en synopsis til min certificering som coach. Emnet er frit, formen er praktisk taget fri, men der er krav til niveau og antal sider.

Kravet til det første er højt og til det sidste lavt – og jeg synes det er pænt svært at skrive noget rigtig klog på kun 10 sider. Indtil videre har jeg halveret antallet ved at lægge en masse casebeskrivelse ind som bilag, men jeg ved jo godt at det ikke går i længden.

Men nu er skelettet kommet på plads, råskitsen er tegnet og i morgen skal jeg heldigvis vejledes i det videre forløb.

Det er ved at være 10 år siden jeg skrev speciale og i den tid der er gået siden da, har jeg ikke rigtig skrevet noget der som her skal ligge i minefeltet mellem prosa og et akademisk niveau.

Men første delmål er nået. Dernæst har jeg tre dage til at rette til, inden jeg smutter ned i varmen og læser mine bøger færdig for så at rette det hele endeligt til.

Så one down og 2 to gow … + selve eksamen i december… og nu sidder jeg og nyder et koldt glas hvidvin og tanken om at jeg måske ikke falder i søvn til aftens afsnit af Forbrydelsen II.

Min ekstra time, gik tabt mellem dynerne og en let hovedpine forsaget af god rødvin og sprøde mojitos ovenpå store bøffer og en smørpakket omfavnet af æg, estragon og kørvel (aka hjemmelavet bearnaise).

Og på fredag skal jeg i en bikini, som min krop ikke rigtig vil kendes vil … og det kunne jo skyldes sådan noget som ovenstående, der jo er vældigt godt mod uønsket vægttab.

Men vi havde en vældig aften og der skal nok komme tid efter denne, hvor sundheden kommer mere i højsæde … og vi skal jo ud og løbe igen i morgen.

Og indtil da vil stemningen i huset være sådan nogenlunde, ligesom den var hos Bertram, da han havde ædt det meste af en skive flæskesteg:

På et eller andet tidspunkt i mit liv, skiftede mit natlige fokus vedr. våde drømme, fra primært at handle om det der skete i de nedre regioner, til at handle om savl og mundvand.

Jeg er blevet en maddrømmer.

Det kan skyldes antallet af madprogrammer vi følger med i, på hustandens TV, eller det generelle fokus på mad, som fylder pænt meget også i mit vågne liv.

Dag i dag, er eksempelvis blevet brugt til hygge-afslapning i køkkenet med at prikke grønne tomater, til endnu en gang syltede grønne tomater, lave tørrede æbleringe, af de sidste overskudæbler fra Jylland og koge myntesirup til lige at give aftens mojito, det der ekstra. Og jeg er indtil videre sluttet af med en gang ristede sojamandler, som skal følge drinken på vej.

Men der er et gæstebud på vej og om ikke så længe går turen ud i køkkenet igen.

Da nattens drøm. var en medvirken i Kokkekampen, og jeg i min drøm ikke helt slog til, kunne aftens menu, selvfølgelig kun være den klassiske bøf bearnaise – og det passer perfekt som velkomstmiddag til en dejlig veninde, som sætter pæn pris på god mad, der ikke er for kompliceret.

Og lige præcis bearnaisen fik mig ud på en tur til lidt mere end den lokale grønthandler. I al den tid hvor jeg har høstet af haven, eller fået kasser hos Årstiderne, har jeg forsømt at handle der … og det er sundt på pengepungen, men ikke for sjælen og sanserne.

Så jeg købte pænt ind.

Og hvis der er nogen, der står og mangler kvæder og grønne tomater, som jeg kan forstå er dette års syltetrend, så kan jeg oplyse, at de sagtens kan fås i kongens København, ja endda lige midt på Istedgade.

Mens morgen bliver til dag og det ser ud til at regnen er ved at stilne, sidder jeg og nyder, at jeg kan mærke mine lægmuskler, efter morgens løbetur i regnen. 20 minutter i et stræk, er vi oppe på, her hvor uge 5 er løbet færdig.

Og mens jeg lige så langsomt er ved at bygge formen op, går naturens gang på mit spisebord.

Her står den sidste buket fra haven og helt stille og roligt taber den bladene et for et, i et rosafarvet forfald:

Og når vi når til næste forår, hvor blomsterne igen springer ud, håber jeg at jeg vil tænke tilbage på den dag, hvor jeg syntes at det var stort at løbe 20 minutter i et stræk – og at min form på det tidspunkt er et helt andet sted, så  jeg løber både hurtigere og længere.

Tilbage i slutningen af august tog mit liv en uventet drejning. Lige som jeg stod og havde aftaler med bankerne og var begyndt at tjekke boligannoncerne for huse i nærheden af mit arbejde, bekendtgjorde det selvsamme arbejde, at de ville af med en del af det område, jeg var en del af.

Efter en længere pinefuld proces, som ikke var sjov for nogen af de involverede ledere, tillidsrepræsentanter eller kollegaer, blev en lille gruppe udpeget.

Jeg var en del af den gruppe – dog på den måde, at jeg fik tilbud om at komme tilbage til min gamle stilling.

Der skulle ikke meget refleksion til fra min side – og jeg sagde nej tak.

Nej tak, til det job som kunne skabe muligheden for at jeg kunne komme nærmere min boligdrøm og skabe stabilitet. Og ja tak til en potentiel arbejdsløshed og usikkerhed, her hvor vi stadig står i krise til livet.

Og jeg er glad for min beslutning. Glad for at jeg satsede på at leve, frem for at overleve i det selvsamme job som tappede mig for gejst og arbejdsglæde.

Jeg har endnu 3½ måned til jeg står helt uden job og det har givet mig en fantastisk mulighed for at satse 100% på den certificering som coach, jeg er i gang med. Så jeg coacher, læser og skriver på livet løs. Eksamen er til december og jeg har bevilliget mig selv en læseferie i varmen, så om mindre end en uge tager jeg 10 dage til Singapore og besøger en veninde.

Det er en underlig situation at stå i – men jeg er sikker på, at jeg tog den rigtige beslutning og jeg er sikker på at jeg nok skal få et andet job og at det bliver et job som jeg kommer til at trives i og et hvor jeg virkelig kan yde en indsats, med alle de talenter jeg nu engang besidder.

Og jeg blev meget bevist om hvorfor det har været muligt for mig, at vælge som jeg gjorde, da jeg læste med her: “Det er mig, der er chefen“.

Min private situation med en lejelejlighed, der er til at betale og en kæreste til at dele udgifterne med, har klart været medvirkende til, at jeg har haft en reel mulighed for at gøre som jeg gør.

Jeg er taknemlig og glemmer måske at huske på det.

Sådan en tur (retur) til Fyn, med tog ud og bil hjem, var alligevel ikke det allerværste (men det siger jeg ikke til nogen).

Det var godt at jeg i stillekupeen fik tid og ro til fordybelse i den litteratur, jeg er nødt til at tage med i den synopsis jeg arbejder på – det gav så mange spændende vinkler på den coaching, jeg finder større og større dybde i.

Og det var skønt at køre igennem den smukke efterårsnatur, hvor selv motorvejene forskønnes når træerne iklædes der gyldne og røde kappe, som står og stråler i den skarpe sol.

Selv en bid mad på en motorvejstankstation er en nydelse, når udsigten er blåt vand mod storslået bro. Og lettelsen er stor, når man når en anden tankstation og får hældt disel på en tank, der er så tom, at det lille ikon lyser hidsigt i gult og man kører på dampene (i lavere hastighed og med fornuftig kørsel, for at forbrænde mindst muligt).

Og til glæde for mig selv – om ikke andet – så havde jeg taget fejl af dagene og da jeg sad klar til coache, viste det sig at i dag var i morgen. Og det var jo godt, for jeg havde skyndt mig for at nå det, og pludselig havde jeg tid til både at skrive de kloge tanker ind i min opgave og støvsuge det hjem, der viste sit behov ved at opkaste hårboller i hjørnerne.

Så nej, det er ikke smart at købe bil på Fyn når man bor i det sjællandske … men godt kan komme af selv det trælse.

Når man køber bil på Fyn, og den går i udu i garantiperioden, er det ikke sjovt, når man befinder sig i Jylland og bor i København.

Det er ikke noget, der ikke kan fikses og et Falck-abonnement gør i den forbindelse underværker og derfor var der ingen problemer med at få fragtet bil til Fyn og os (og katte ünd alles) til hovedstaden i søndags.

Nu er det så bare lige det med at hente den, der skal times og det er noget der kan klares med to timer i tog, et enkelt togskift og 15 minutters gang.

Så selvom det kunne være fedt at have en længere garantiperiode end de givne 6 måneder – hvis uheldet er ude og der skulle ske noget mere – men jeg er alligevel pænt glad over, at når garantien er ovre, så kan vi frit vælge værksted igen.

Og lur mig, om det ikke bliver noget der ligger noget nærmere!