iskold hyldeblomst saft – mens man sidder ude i naturen, med en varm laptop på skødet og fuglekvidder i ørerne.

og lykken er en arbejdsplads der gør det muligt,  selvom det slutter med en togtur tilbage til staden i aften.

Det er topmålet af ironi, når gårsdagens fantastiske vejr gør, at jeg får sat gang i en logistikoperation af rang, som både inkluderede søster (og søsterbørn) en taxa, bus, færge og bil for at bringe min arbejdspc fra København til sommerlandet, fordi det gode vejr gjorde – at jeg følte stort behov for at blive på landet og arbejde hjemme … og det så vælger at være overskyet – tjae indtil videre hele dagen.

Men fuglende kvidre og duerne kuer og selvom det er overskyet kan jeg sidde udenfor med pc’en på skødet.

Men ideen om en frokostbadetur, blev nu kun i tanken og på benene har jeg strømpebukser og fødderne kaninsutter.

Mens jeg gik og følte mig lillebitte i mit eget univers, greb jeg ud mod det jordnære (bogstavligt) og ryddede min sti for græs, plukkede mine jordbær og gik hjem og startede en romtorpf.

Jeg er stadig en lille brik og det føles som om at alle mine planeter er på langtur væk i deres egen cirkler og at jeg igen er i tomrummet mellem glæde og savn (giver mening her).

Jeg ved det vender igen, at cirklerne kommer tættere ind.

Og når det om 6 måneder igen er jul – vil jeg stå klar med en portion af alle sommerens bær, til dem i mit liv der vil smage.

Mit hår lugtede stadig af røg, da jeg kom ud af sengen i morges. Man kan ikke på lugten afgøre om det man har været i nærheden af er et smukt midsommerbål på en strand med krusene småbølger … eller brændt flagstang i grillen.

Og i mit tilfælde var det det sidste.

Da mit selskab i går blandt andet bestod af en lille bitte 10 dage gammel (ganske yndig) baby, der hverken kunne gå, løb eller cykle og moderen til barnet ikke havde nogen kørelejlighed til barnet, blev det besluttet at droppe bålet ved vandet.

Men ild skal der jo til – og friske mennesker (ok – mig!) besluttede sig til at brænde en frønnet flagstang i Weberen. Og det gik godt. Både med at klippe den over med en pænt sej grensaks og med at futte den af i grillen.

Og således blev der også bål i haven.

Jeg elsker min by, når himlen kysser byens silhuet med lyserøde luftkys og taget på kirken og naboens hus, står sorte mod den midnatsblå nattehimmel.

Jeg er så lidt færdig med København, når jeg cykler hjem i en by, der stadig summer af liv og folk der er på vej hen eller væk i den lyse sommernat.

Jeg er stadig en smule tolerant, når jeg klimter med klokken for at få den flok (handlede?) kvinder væk fra cykelstien på Halmtorvet. De kvinder, der står i alt for lidt tøj og ligner det karikerede billede af en 14-årig drengs våde drøm om en luder i netstrømper, hulkort og stiletter.

Jeg mærker hvordan det er varmere blandt byens huse, og jeg mærker det endnu mere, når jeg på vej mod min dør, går forbi restauranterne og ser på de tilfredse gæster, der sidder med latte, øl og lune drikke under tæpper og gasvarmere.

Jeg forstår, der midt på vejen, at jeg bor i en by som jeg tit tager for givet, mens andre tager hen for at besøge den og jeg kan se hvad de tiltrækkes af og hvorfor vi kendes ude i verden.

Jeg føler mig priviligeret, når jeg har min by og mit centrum og alligevel ikke er længere væk end en kort tur gennem fælled og over bro, før jeg er på mit eget lille stykke jord, blandt radiser og flag i nationalfarver.

Og jeg elsker måske ikke så meget mit land og heller ikke ved midsommer mest … men min by er en anden sag og på midsommernatten folder skøheden sig ud og byder sig til.

Når manden i huset er ude, kan græsenken spille alle de lyserøde kort på bordet.

Og det gør hun:

Lykken er kold rød lambrusco, kylling med citron og vanilje, en smørgrillet majs, bruchetta med grillet peberfrugt og mozzarella … og friskplukkede solvarme jordbær (med kun lidt jord på).

Der gik jo kun en enkelt dag med ingenting.

Da jeg vågnede søndag klokken 9.30, havde jeg ondt i ryggen af at ligge i sengen og så var jeg klar til verdens udfordringer igen.

Heldigvis havde jeg snydt og havde én lige ved hånden … så jeg tilbragte søndagen, med at ordne og plante blomster i min have.

Fredag havde jeg nemlig været i plantehimmel aka Kommunens Gartneri, som til rimelige priser solgte ud af deres overskudsplanter. Så jeg tryllede med blomster:

FØR

og

EFTER

Og gjorde min lille plet, meget mere tussenusseagtigt og lyserød:

En dag uden planer.

Uden ansvar. Uden noget der skal nås, eller gøres. Uden forventninger. Indeni eller udenpå.

Det er svært.

Men jeg øver mig.

Det er de selvsamme små ting.

At man glemmer eller mister sine ting:

Så man går i panik og gennemroder sin taske, fordi man er sikker på at man har mistet sin pung – for at opdage at den lå derhjemme på køkkenbordet.

At man står og leder efter sin cykel i cykelstativet her på Vesterbro og huske på den blev parkeret på Østerbro, aften før. Og at min jakke i øvrigt også ligger der.

At gå halvvej op til 5 sal for at aflevere et kort, som så viser sig at ligge  på komoden i soveværelset.

At man ikke “når” at få trænet, når at få købt ind og spist ordentligt. Så man lige så stille trip-trapper sin vægt opad igen.

At fysikken driller. Hænderne summer og smerter om morgen og hoften om eftermiddagen.

At tålmodigheden slipper op og humøret er nede.

Efter en fantastisk uge og en endnu mere fantastisk fest, har hverdagen kastet sig over mig og med et travlt arbejde og ditto privatliv, er min gamle ven – stressen – dukket op igen og den bider mig i haserne.

Så selvom jeg ikke synes at jeg kan gøre noget – at jeg har skået ind til benet, så er jeg nødt til at skære endnu dybere.

Så jeg har droppet at færdiggøre min dykkeruddannelse lige nu.

Har droppet at tage til Jylland denne weekend.

Har droppet at pujle arbejde sammen til, at kunne arbejde hjemme ude.

Har planlagt at få strukturet min kommende uddannelse, så den bliver til at gå til.

Og så har jeg besluttet mig for kun at have en eneste aftale i weekenden – og det er med mig selv og min seng.

Jeg skal sove igennem.

Mit venstre håndtag på cyklen var helt grønt af pollen fra hylden, da jeg cyklede hjem fra Amager med posen fuld af afklippede blomster.

Det er tid lige nu og jeg greb den – så nu står der en 8 liter blomstervand og trækker ude på bagtrappen.

Det står derude og dufter sammen med en gryde med rabarber og jordbær, der når det har saftet, skal blive til det syltetøj, jeg fornøjer mine kollegaer med på arbejdet.

Mine første jordbær fra haven – høstet, men ikke til at spise direkte fra planten, da regnen har givet dem knaseskorpe af jord.

Mine jordbær der ellers er på størrelse med børnehænder og har en helt fantastisk sødme – med smag af hårdt arbejde og timers venten på sommer.

I min ovn ligger en pladefuld blommetomater og lider indtøringens død. Det er resterne fra festen. I morgen skal de gøre nogen glade, når de iklædes brød der ristes på grillen og dækkes til at frisk mozzarella og pyntes med et drys rosmarin.

Selvom jeg har travlt, så nyder jeg.

Nyder og fylder roller ud.