Jeg har været væk – i den fysiske tid eller kilomenter, nærmest kun lige nede om hjørnet. Men i virkeligheden en lang rejse tilbage til barndommen somre – hvor solen altid skinner, vandet er varmt og dagene består af leg og is og aftnerne af historielæsning og snobrød over bålets gløder.

Solen har lysnet mit hår og brunet min hud – og gavnet mit sind.

Mine tæer er stadig sorte af indgroet snavs, men den sidste røglugt er ved at blive vasket ud af tøjet. Jeg er tilbage på Vesterbro hvor kiosk-manden uden at spørge langer 10 Blå Kings over disken og folk køber “kyllinger” sammen med deres cola’er. Og jeg har to ugers ferie endnu.

Fordelen – eller ulempen om man vil – ved at arbejde i et kvindedomineret kontor er, at ferietid er kagetid. Min er indkøbt, fortæret og væk …… så må der holdes ferie.

Opdagede i lørdags at min højtelskede solbriller var forsvundet. Opdagede i går hvor højtelskede de egentlig var – da jeg brugte en halv eftermiddag, på at prøve at finde nogle nye. Helt forgæves – ingen af dem jeg prøvede, var som de gamle……..

Har ransaget hukommelsen for hvornår og hvordan de gamle kunne være forsvundet. Mente selv, at de muligvis var forsvundet i en brillebutik – af alle steder!

Det var de ikke og det har i dag vist sig, at de har været væk i længere tid end jeg egentlig var klar over – måske fordi jeg _ikke_ havde brug for dem den pågældende weekend.

Lige før ankom så en dejlig besked:

Emne: Solbriller
… er fundet i rodet i bilen
;-)

Jeg er nærmest lykkelig – og så mangler vi bare lidt sol, tak!

Jeg hader koder … så simpelt er det.

Ikke HTLM eller andet nørde-agtigt … men alle de koder vi omgiver os med i hverdagen. Jeg hader det fordi jeg opretter mig et eller andet sted, får eller laver en kode – udfra et eller andet i øjeblikket, genialt og gennemtænkt system – kommer ikke derind i et stykke tid og glemmer alt om kode, system og ideer ……. og vupti, er man smidt af systemet og kan begynde forfra.

Og hvad skal alle de der koder alligevel gøre godt for – ingen kan huske koder og bruger alligevel deres eget, konens, ungernes eller husdyrets navn …….. forget it!

På mit arbejde skal jeg, bare i arbejdsrelation huske ikke mindre end:

– koden for at komme ind på min computer
– ditto på mailsystemet
– ditto på journalsystemet
– ditto på et system jeg henter oplysninger fra
– koden til alarmen på kontoret
– ditto til kopirummet

og så er der også en forventning om, at jeg kan mit eget telefonnummer

og så har vi slet ikke talt om
– pinkode
– kode til netbank
– computeren derhjemme
– det her weblog-noget program
– alle de ting man er tilmeldt på nettet ex. blogbot
– pin og puk og jeg skal komme efter dig til din mobil
– …….

Og jeg ville egentligt bare låne en bog, men jeg kan ikke huske koden………..

Man ved det er mandag, når man udover det sædvanlige (sove over sig og deraf følgende panik + ankomst i våde bukser, fordi der er hul i cykel-sadlen og man ikke besidder tilstækkelig omtanke til at iklæde denne en plastikpose) pludselig står og taler til en kollega på samme måde, som man har talt med folk i weekenden ……….

Det går slet ikke hjem på samme måde:

(Scenen er sat i kafferummet)

Kollega: “Jeg tror du skal flytte lidt på kanden, så den bedre kan ramme hullet”
Mig: “Nåe, du er måske ekspert i at flytte rundt på tingene, sådan så de rammer hullet?”
Kollega – kigger på mig med et fuldkomment beflippet blik – “ÿh, hvornår er det så egentligt, du skal holde sommerferie?”

Og så er det jeg tænker, at det der er dødsjovt i festlig lag på en lørdag aften “dshoig” – “må jeg klappe missen”, “det er sandelig nogen goe nødder du har” – på en eller anden måde, ser helt anderledes ud på en grå mandag, i kaffestuen – og spørgsmålet er bare hvornår anmeldelsen for seksuel-chikane kommer i min retning…….

Hvis dagen i går, er det vi får af sommer i år, kan jeg kun sige, at sommeren 2004 var god.

NB. aloe vera er god mod solskader og vand og søvn godt mod tømmermænd

…….at vågne med et smil på læben, fordi solen har kysset min pande…….

Næste gang jeg snakker om at lave en post som “må jeg være usynlig” – gider du så ikke tale mig fra det? Jeg kan seriøst ikke lide det som det bringer med sig – føler mig helt vildt paranoid og pinlig berørt – har Andreas, Wannabe og Dalager, lavet deres post om “kom til fest” i trods fordi de tror jeg dizzer festen?, er Plok, Rasmus og Tanten kede af det/sure?, og hvad med dem der rent faktisk har taget og postet de famøse billeder fra de andre arrangementer?

ÿv, hvor har det alt for mange besværlige konsekvenser – fra nu af udtaler jeg mig aldrig om emnet “weblog” Aldrig!

[sakset fra en mail jeg sendte til en ven tidligere i dag – han opfordrede mig til at poste den … hvilket hermed er gjort]

Gaver skal gives med hjertet – og de bedste gaver er dem, man ikke engang selv var klar over man ønskede sig – eller måske havde glemt, at man ønskede sig. De ting man snakker om “ih jeg kunne godt tænke mig…[indsæt det ønskede objekt] eller øv, nu er …[indsæt det ønskede objekt] gået i stykker og jeg får aldrig et nyt igen! og som dem, der er tæt på hører og lægger mærke til.

Sådan har jeg det med gaver jeg får, og sådan har jeg det med gaver jeg giver.

Sidste år da hjerteveninden blev noget smårund i årene – troede jeg, at jeg havde fundet den perfekte gave: en spardag på Skodsborg, men her et lille år efter, er gaven stadig ikke indløst – måske fordi, det mere var mit gaveønske, end venindens.

I og med at jeg har den dårligste samvittighed over, at alt hvad jeg i virkeligheden har givet, er et stykke papir med nogle ord på, har jeg i år været på forkant med tingene.

Fødselsdagen ligger 1? måned frem i tiden og første gave er indkøbt, og med et snedigt og indforstået grin lagt på hylden, indtil dagen oprender. (ha! der fik jeg dig)

Troede jeg.

For idag jeg fik en mail, hvor hun ville have at vide hvor hun selv kunne købe … [indsæt det ønskede objekt].

Og i dilemmaet mellem at lyve (hvad snakker du om? – jeg har da virkelig igen ide om hvor du kan få fat på det), trække tiden ud (øh, jae – jeg kan ikke lige huske det, men jeg skal nok prøve og finde ud af det og så vende tilbage), sige sandheden (jo det kan det du købe der og der) og håbe på at hun så ikke får det købt – valgte jeg at gå til bekendelse….

Men hvad hun ikke ved ved nu er, at jeg også har en bestilling ude på noget andet. Noget jeg ved hun ønsker sig …. eller måske mere, noget jeg mener hun mangler – så deet!

Som annonceret tidligere, bringer vi her på bloggen et doku-drama fra den virkelig verden: Rescue negl one one

Prolog:
Det var en af disse kolde sommerdage i juli, vores heltinde havde lige hentet papir til kopi-maskinen. Af en eller anden årsag – skæbnen, viljen eller dumhed måske, lykkedes det hende at tabe pakken opad så neglen (ikke flækkede) men knækkede, et godt stykke inde.

Hvad skulle hun gøre? Hive den af og usætte sig selv for stor smerte indtil neglen voksede ud over fingertippen igen – eller prøve at få den limet fast, indtil den var vokset ud?

Ingen af de nærmeste manicure-butikker (og der var endda ikke mindre end tre af slagsen på hjemvejen) kunne yde førstehjælp – uvist af hvilken årsag, holdte alle negledamerne fri i denne uge. Men et sted var der dog hjælp at hente og hun fik udleveret et lille stykke glasfiber. Således udstyret, og med instrukserne hængende i ørene, tog hun hjem for at udføre Rescue negl one one

Se den epokegørende epos under more: Læs videre her