boligbytte


mandag 16. oktober 2017 kl.7:05

Når man flytter i hus, så bliver man sådan en der har sneglespor på de duggede ruder i efterårsmorgenen.

En der hænger fodderkugler i træerne til fuglene og har bænkebidere i kælderen.
Det sidste tror jeg ikke er et sundhedstegn.

torsdag 21. september 2017 kl.11:04

Ting der er anderledes når man bor i hus:

  • En kæmpeedderkop løber hen over gulvet. Gemmer sig under en reol, løber videre og er nu et sted ved mit fodpanel
  • Bænkebiddere i kælderen
  • Snegle på vinduet
  • Indkøb af nye haveredskaber – jeg har eksempelvis lige købt en muldvap – som er en elektrisk kultivator, der skal tages brug i det stykke grusfortov jeg har omkring hele haven. Bor på en hjørnegrund.
  • Hjørnegrund = *suk*
onsdag 20. september 2017 kl.18:21

På mit ene dørtrin står den plantemis jeg fik i fødselsdagsgave af min far og hans hustru.

Den har følgeskab af min mors pelargonie, der lyser op og ser ud til at stortrives på den østvendte trappe og har flere knopper og blomster end jeg set på den tidligere, i den tid jeg har haft den.

Og det hele sluttes af med min farvestrålende kæmpevindmølle og kulørte lamper.

Jeg tror roligt at man kan sige, at jeg er ved at indtage mit hus – og at man kan se, at de sendte en pige….

søndag 17. september 2017 kl.8:27

Hvis der er noget 2017 er, så er det nye begyndelser. 

Har på mange måder fået skrællet lag efter lag, af det jeg er, af. 

Og en helt anden forandring er, at min lille bitte niece har valgt, at hun skal konfirmeres. Som datter af en tro ateist og en hindu, skal hun naturligvis døbes først. Ligesom mig, og min far og hans søskende. 

Ateismen løber langt og dybt i min fars familie, hinduismen langt i hendes far.

Ikke desto mindre sidder jeg her i søndagsmorgenstunden og lytter til lydende i mit nye hood.

Kaffen siger ingenting, men damper lige så stille.

Men ellers er mine morgenlyde her fra haven anderledes end på stenbroen:

Tæt på mig kan jeg høre de små kvitte-kvitter og lyden af en fugl, der flyver over mig. Kragerne skratter også i nærheden og de fede duer går i hylden – og siger ikke noget mens de æder.

Bag mig kunne jeg tidligere høre, at nogen i nabolaget holder høns – men de er blevet stille igen.

En bil kører forbi ude på vejen og en mor snakker med sit lille barn, som de cykler forbi.

Og langt foran mig kan jeg høre den samme slags skyderi, som jeg kan høre ude i mit nyttehave – ved ikke om lyden er den samme eller om der er flere skydebaner derude i ødelandet afgrænset af Køge Bugt.

2017 er starten på noget andet – måske er jeg på vej mod det der voksenliv? Det ville ikke være for sent – slet ikke når jeg nu har hus  … måske, jeg glæder mig i hvert fald til at se hvor jeg er på vej hen.

mandag 7. august 2017 kl.6:32

Min kæreste tog et ordentligt nøk udenfor terrassedøren – og pludselig, under alt det grønne, viste det sig, at der lå en terrasse og at der i hjørnet af den, er en enkelt morgensolsplads … og den fandt jeg i dag.

fredag 4. august 2017 kl.6:53

I mandags flyttede jeg fra 4. sal til jordniveau. 17 år i samme lejlighed, 25 år i samme ejendom centralt på Vesterbro.

Nu bor jeg i et lille villakvarter i Valby og tingene er ikke de samme.

Når jeg går i seng, er her så stille, at jeg kan høre mit eget hjerte slå. “Dunk-dunk, dunk-dunk” lyder det. Selvom jeg bare ligger, helt roligt.

Jeg var godt klar over, at jeg ville komme til at møde en del edderkopper – dem bruger vi ikke så meget på V-Bro. Jeg har allerede nu støvsuget flere end der tillades i en buddhistisk verden – men de to bænkebidere, der kravlede på min reol i morges var en overraskelse.

De blev med en neglefil og en tommestok lempet ud i haven. 

Når man i øvrigt er i den der have – og det begynder at regne, så er der på magisk vis kun et enkelt befrigende skridt op i tørvejr.

Eller man kan, som jeg gør nu – sidde i ly med fusserne, stukket lidt ud:

Selvom jeg de sidste 11 år har boet mange lange perioder i min kærestes hus i sommerlandet, er det her alligevel noget andet.

Jeg skal for eksempel forholde mig til affaldsortering på et meget mere praktisk plan: i går skulle kassen med “farligt affald” stilles ud. 

Sådan en havde vi ikke på stenbroen, eller så var det viceværtens job.

fredag 7. juli 2017 kl.13:49

Jeg synes ikke, at jeg har mange ting.

Opfatter også mig selv, som en ikke-materiel person, da det med at eje og købe ikke er alfa og omega i mit liv.

Og denne ikke-materialist har nok brugt omkring 14 dage på at pakke ned. En uges tid i maj, og så den sidste uge her.

Jeg har omkring 70 flyttekasser.

Og et fornyet syn på mig og mine ting.

De to gange jeg har skulle pakke, har været om mod en deadline og derfor har jeg kun skrabet i overfladen mht. sortering og hvad der er nice og hvad der er need.

Og hvad der er minder.

Jeg har eksempelvis ikke mindre end 9 pander:

  • 2 store teflonpander
  • 2 små teflonpander
  • 1 grillpande – overtaget da min mor fik induktionskomfur
  • 1 æbleskivepande – også fra min mor (+en ekstra jeg har i sommerhuset)
  • 2 små crepe pander – som jeg overtog af min nederbo Eva, engang hun ryddede op.

Det er ikke nogen overraskelse at de 12 af flyttekasserne er køkkenting (heraf 3 med sylt, kolonialvarer og krydderier).

Og ingen mennesker har brug for 8 pander – om end jeg faktisk har gang i 4 pander når jeg bager pandekager.

Og det er svært at skille sig af med noget, man har fået, af nogen, der nu er død.

Men når jeg kommer frem til mit lille nye hus – som er 43 m2 mindre end min lejlighed, skal jeg rydde op og skille mig af med ting …også selvom jeg får en kælder med god plads til opbevaring….

tirsdag 4. juli 2017 kl.10:30

Selvom det egentligt er meningen at jeg skulle holde ferie – og endda betaler dyre penge for at lave ingenting – så er det ikke det jeg gør.

Jeg begyndte at pakke mit hjem ned tilbage i maj, og i betragtning af hvor længe jeg har været i gang, må jeg konstatere at jeg udfører et særdeles dårligt arbejde. Jeg befinder mig stadig i et land af “halvt nedpakket” og halvt udpakkede “hvor fanden er nu også…”-kasser.

Og det bliver kun værre over tid.

Jeg går og venter på svar. Svar på om jeg skal flytte 1. august. Eller 1. oktober.

Og svar har jeg fået – men kun halve og delvise og … efter min opfattelse … forkerte. Det sidste var at jeg godt kunne flytte 1. august, men at jeg hæftede for huslejen indtil 30. september – og det svar er jeg så på vej ind til LLO med.

Så jeg går lidt rundt i cirkler. For ikke helt startet eller fuldført de ting de opgaver der er – og kommer derfor ikke rigtig nogen steder – og forbandelse over en selv og egne evner, har ikke ligefrem en euforisk virkning.

… fik jeg sagt overspringshandling…?

torsdag 30. marts 2017 kl.6:02

Det første mini-skridt er taget. 

Jeg er i gang med en proces, der på sigt vil betyde, at jeg bytter min herskabelig lejlighed i hjertet af Vesterbro til en anden bolig.

Et halvt dobbelthus med have, i et lille skævt villakvarter i Valby.

Afhængig af min udlejers samarbejdsvillighed bliver det enten i skiftet juni/juli eller til september – og i min verden er det her skridt stort og lidt skræmmende.

torsdag 9. marts 2017 kl.6:23

Da jeg var i 20’erne var jeg modig. Min veninde og jeg kørte gennem Europa på motorcykel, sov langs med vejen. Den rejse gav mig blod på tanden, så senere sagde jeg mit job op og pakkede motorcyklen og kørte mod Spanien og et usikkert og 100% provisionlønnet job.

Da jeg 3 1/2 år senere kom tilbage startede jeg et universitets studium op – og smed den no-good kæreste på porten, som jeg ellers havde med mig hjem.

Og som jeg husker de ting, var det panden frem og skuldrene op og lige ud. 

Jeg opfattede aldrig mig selv som modig eller særlig. Eller heldig eller dygtig. Og jeg planlagde ikke.

Hvis der er en ting, der er karakteristisk for mit liv, så er det mangel på planlægning. 

Og det i kombination med at turde sige ja til de ting, livet har budt mig, har bragt mig mange forskellige steder hen.

Og lige nu står jeg på tærsklen til nye oplevelser og en drejning i mit liv, hvis jeg tør sige ja. Og jeg spørger mig selv, hvornår var det at jeg blev sådan en bangebuks? 

Jeg kan ikke huske hvem det var der spurgte mig, men jeg ved at jeg engang blev spurgt; “når du gør ting i livet, går det mest godt eller dårligt?” Og jeg svarede sandfærdigt, at det mest gik godt – og fik så opfølgningsspørgmålet “Hvis det mest går godt, hvorfor skulle det så ikke gå godt denne gang?”

Hvis jeg kan overvinde min irrationelle angst for at flytte ned i jordhøjde kan det være at jeg skifter min udsigt ud i en ikke al for fjern fremtid.