Sorg


fredag 14. juni 2019 kl.5:52

tirsdag 11. juni 2019 kl.21:02

Facebook minder mig, med større og større intensitet, om at det var i de her dage, for 3 år siden, at min mor blev indlagt på hospice for at få styr på sine smerter og endte med at holde op med at føle dem, på den uafvendelige måde.

Allerede… og kun… 3 år.

Selvom sorgen har forandret sig i løbet af de 3 år, så har den også forandret mig og er stadigvæk nærværende i mit liv.

Det er svært at komme helt videre – og det skal man måske heller ikke helt.

Når alt kommer til alt, så var hendes forældre tæt på hende, helt op til hendes sidste tid.

Jeg bliver trukket frem og tilbage“, sagde hun på et tidspunkt i løbet af de sidste dage. Og hun var sikker på, at der var nogen, der ventede på hende på den anden side.

Et sted efter døden, et nyt liv.

Min indtil da skal man vist bare leve i livet, så længe man har det der liv.

For 3 år siden gik min mor ind i de sidste dage af sit liv, mens foråret rullede sig op og blev til tidlig sommer.

I de her dage ruller sommeren sig ud igen og selvom den her tid nok altid, eller i hvert fald længe, vil være en lille smule sveden i kanterne, så er den også begyndelsen på en ny tid for mig… mit næste skridt er at blive bedre til at leve, og ikke bare overleve.

tirsdag 22. august 2017 kl.8:35

I de sidste to år, har jeg strakt mig tynd. Både arbejdsmæssigt og privat, med sygdom, død og arbejdsløshed i familien.

Og nu er meget faldet på plads. Og jeg har sat en helt ny fysisk ramme om mit liv.

Min opgave er slut, selvom jeg stadig sidder lidt i efterdønningerne. Jeg er glad, glad og endnu gladere over at opgaven sluttede på det tidspunkt den gjorde.

Ligesom jeg er glad over den relative økonomiske frihed jeg har, lige nu, som følge af at have løst opgaven. Hvilke i stor grad viste sig da jeg var inde og ændre min forskudsregistrering og kom retur med et frikort på over 80.000 kr til resten af året.

Det betyder dog også, at hvis jeg læner mig tilbage og laver ingenting, vil jeg, til næste år, få udbetalt et beløb der svarer til 20.000 om måneden resten af året.

Og jeg har projekter nok.

Men kan man det. Kan jeg det?

Tænk hvis man var sådan en der virkelig turde holde (endnu) en pause og være i nuet og se græsset gro – og svampene med dem.

fredag 30. juni 2017 kl.6:27

Årsdagen er kommet og gået. Men på Facebook dukker der stadig brudstykker af fortid, fælles historie og levet liv op.

I onsdags var det mindet om bisættelsen der proppede op.

Om fredagen en gammel hyldest til Sct. Hans som min mor havde kommenteret så fint.

Og et foto fra den sidste Sct. Hans vi holdte sammen.

Jeg har svært ved at forstå, at der er gået et år siden hun døde og 2 1/2 år siden vi fik diagnosen.

*Puf* 

Havde sygdommen været en baby, ville den kunne gå og tale nu. Og døden ville have fejret sin 1 års dag.

onsdag 14. juni 2017 kl.7:45

Det er nu et år siden, jeg for sidste gang sagde “Jeg elsker dig” til min mor og vidste at hun kunne høre det.