80 år. Det ville min mor have været blevet i dag. Hvis hun ikke allerede var død

Hendes livslyst og aktivitetsniveau var højt gennem hele livet … det var alene i den allersidste tid før hun døde, at hun blev ramt så hårdt, at hun eksempelvis ikke gik en daglig tur, med sin lille hund. Derfor har jeg også svært ved at forstå, at var hun ikke død på det tidspunkt hun gjorde, så ville hun være blevet 80 i dag og dermed jo være gammel og kun 3 år fra middellevetiden for kvinder i Danmark. Men jeg kan stadig ikke se hende som rigtig gammel. Tid er virkeligt et elastisk begreb. På den ene side synes jeg, at er det en evighed siden hun var her, og på den anden side er det ikke længere tid siden, end at hendes hund stadig lever. Og derfor kunne jeg her i dag gå ned til stranden med den selvsamme hund. Tillykke mor. Alina og jeg gik en tur for lidt tid siden og kiggede på det hav hvori du ligger – og lige da vi kom ned til stranden brød en solstråle gennem skyerne – stadig elsket, stadig savnet.

“Corona” er vel det der betegner 2020 for de fleste.

Og vel har corona-situationen også influeret på mit 2020. Men hvis jeg skal summe 2020 op i enkelt ord, så må det være “bobestyrer”. Og så er det oven i købet noget jeg ikke må kalde mig.

En bobestyrer er jo en advokat, der sørger for at afvikle en afdøds bo. Og jeg er ikke advokat, men mit 2020 har i den grad handlet om at afvikle boet efter min mor og hendes mand, der døde i februar i år.

“Hvor svært kan det være” burde der nok stå i min nekrolog, for det er ikke første gang jeg har kastet mig ud i ting, jeg ikke har forkundskaber til, eller viden om.

Det ville nok heller ikke have været så bøvlet, hvis det ikke havde involveret forsvundet udenlandske arvinger, corona-nedlukkede offentlige instanser og amerikansk postvæsen – og umuligheder i ellers nemme processer pga. manglede nem-id.

Men vi kom igennem det. Vi nåede bisættelsen 14 dage før landet lukkede ned. Vi tømte hus, ryddede have, solgte hus – og til sidst lykkedes det os også at få salget tinglyst og pengene ud.

Og I går fik jeg endelig sendt boopgørelsen ind til skifteretten og dermed håber jeg at min rejse i bobestyrenes land er afsluttet.

Facebook minder mig, med større og større intensitet, om at det var i de her dage, for 3 år siden, at min mor blev indlagt på hospice for at få styr på sine smerter og endte med at holde op med at føle dem, på den uafvendelige måde.

Allerede… og kun… 3 år.

Selvom sorgen har forandret sig i løbet af de 3 år, så har den også forandret mig og er stadigvæk nærværende i mit liv.

Det er svært at komme helt videre – og det skal man måske heller ikke helt.

Når alt kommer til alt, så var hendes forældre tæt på hende, helt op til hendes sidste tid.

“Jeg bliver trukket frem og tilbage“, sagde hun på et tidspunkt i løbet af de sidste dage. Og hun var sikker på, at der var nogen, der ventede på hende på den anden side.

Et sted efter døden, et nyt liv.

Min indtil da skal man vist bare leve i livet, så længe man har det der liv.

For 3 år siden gik min mor ind i de sidste dage af sit liv, mens foråret rullede sig op og blev til tidlig sommer.

I de her dage ruller sommeren sig ud igen og selvom den her tid nok altid, eller i hvert fald længe, vil være en lille smule sveden i kanterne, så er den også begyndelsen på en ny tid for mig… mit næste skridt er at blive bedre til at leve, og ikke bare overleve.

I de sidste to år, har jeg strakt mig tynd. Både arbejdsmæssigt og privat, med sygdom, død og arbejdsløshed i familien.

Og nu er meget faldet på plads. Og jeg har sat en helt ny fysisk ramme om mit liv.

Min opgave er slut, selvom jeg stadig sidder lidt i efterdønningerne. Jeg er glad, glad og endnu gladere over at opgaven sluttede på det tidspunkt den gjorde.

Ligesom jeg er glad over den relative økonomiske frihed jeg har, lige nu, som følge af at have løst opgaven. Hvilke i stor grad viste sig da jeg var inde og ændre min forskudsregistrering og kom retur med et frikort på over 80.000 kr til resten af året.

Det betyder dog også, at hvis jeg læner mig tilbage og laver ingenting, vil jeg, til næste år, få udbetalt et beløb der svarer til 20.000 om måneden resten af året.

Og jeg har projekter nok.

Men kan man det. Kan jeg det?

Tænk hvis man var sådan en der virkelig turde holde (endnu) en pause og være i nuet og se græsset gro – og svampene med dem.

Årsdagen er kommet og gået. Men på Facebook dukker der stadig brudstykker af fortid, fælles historie og levet liv op.

I onsdags var det mindet om bisættelsen der proppede op.

Om fredagen en gammel hyldest til Sct. Hans som min mor havde kommenteret så fint.

Og et foto fra den sidste Sct. Hans vi holdte sammen.

Jeg har svært ved at forstå, at der er gået et år siden hun døde og 2 1/2 år siden vi fik diagnosen.

*Puf* 

Havde sygdommen været en baby, ville den kunne gå og tale nu. Og døden ville have fejret sin 1 års dag.

Det er nu et år siden, jeg for sidste gang sagde “Jeg elsker dig” til min mor og vidste at hun kunne høre det.